– i bokverket : “Den norske Kirke i det nittende Aarhundrede. Et Bidrag til dens Historie”. Første Bind. Haugianismens Tid – Første Halvdel. 1796 – 1820. Christiania 1905 – 1911.
– fra s. 486 – 488 :
I Tilslutning til, hvad der allerede tidligere er meddelt herom, og for gjennem Typer og Karakteristsike Personer at give et saavidt mulig tro og alsidigt Billede af Tiden, vil vi forsøge at levere en Række Skildringer af rationalistiske Prester af forskjellig Farve, Art og Værd, spredte rundt om i vort Land.
En af sin Tids betydeligste Geistlige var Peter Ulrik Magnus Hount (Pavels’s Autobiografi. S.29, 183-185; 233; Pavels’s Biografi og Dagbøger. S 357 pg 410-417; Pavels’s Dagbogsoptegnelser. 1815-1816 paa flere Steder; se Registeret: Moe, Tidsskrift for norsk Personalhistorie.I. S. 177-181; Moe, Eidsvolds-Repræsentanter. S. 85-86; Thrap, Bidrag I.S. 276-291; Lampe, Bergens Stifts Biskopper og Prester I. S. 440-441; Bricka, Lexikon. VIII. S.127-128; Halvorsen, Forfatter-Lexikon.II.S. 770-771).
Han blev født 31. Marts 1769 i Ilgens Sogn paa Als, hvor Faderen Jacob Nilsen Hount dengang var Prest. Allerede samme Aar blev denne Sogneprest til Søgne og derfra 1789 forflyttet til Tvet, hvor han døde 5. April 1793.
Sammen med en ældre Broder blev Peter Hount i 1783 sat ind paa Christianssands Cathedralskole, hvor han blev Student 1786 med Laudabilis, dimitteret af den fremragende Skolemand Rektor Søren Monrad; i 1791 tog han theologisk Embedseksamen med Udmærkelse. Som Kandidat laa han sammen med Claus Pavels paa Ehlersens Collegium, hvor de i Fællesskab studerede “Religion og Moral”, veiledede af Tidens rationalistiske Forfattere; Hount, der var en forstandig, tør, prosaisk Natur, interesserede sig hverken for Skjønliteratur eller Theatervæsen og var vistnok i flere Henseender en fuldstændig Modsætning til sin nævnte Ven.
Under 1. Marts 1793 blev Hount ansat som resid. Kapellan til Voss, hvor han særlig tog sig af Fattig- og Skolevæsenet.
Samlivet med Stedets Prester tjente neppe til at afsvække hans udprægede Rationalisme, men snarere til at befæste og udvide den. I et Brev til en Ven af 18. Februar 1797 taler han med øiensynlig Glæde om “Religionen eller, om du vil, Orthodoxien” som “staaende paa Stylter og færdig til at falde, ved det første Stød, saa dens Tolke maa til ubodelig Skade for deres Punge beklage Faarenes rasende Forbindelse” (Lærde Efterretninger 1797. S.92).
Aaret efter fik Voss Besøg af J.N. Brun og Hount maatte prædike. Biskoppen saa straks i ham en Mand af den nye Tid, der ikke faldt i hans Smag. I Hounts Prædiken om, at “Menneskene ledes ved sin Sandselighed til Foragt for Evangeliets Lærdom”, fandt Brun liden Opbyggelse og uklar Orden; han havde en klangfulød Røst, men deklamerede som fra et Katheder.
Efter at have gjort en Tur til Kjøbenhavn for at søge Lægehjælp kom han hjem delvis helbredet, men økonomisk ruineret. Han maatte da se sig om efter et Embede, der baade havde et gunstigt Klima og var bedre aflønnet. Straks søgte han Moss Sognekald, hvortil han blev udnævnt 21. Februar 1800. Biskop Brun skrev paa hans Ansøgning, at “de Videnskaber, som udmærker ham, kunne gjælde mod et Anciennitets-Tillæg af en hel Decade”.
Han var forresten kommen i et spændt Forhold til Haugianerne i sin Menighed, hvorfor man ansaa det ønskeligt, at han blev forflyttet. Men han blev ikke længe i det nye Embede; allerede Aaret efter meldte han sig til et Landskald og blev 27. November 1801 udnævnt som Sogneprest til Bergs Prestegjæld ved Fredrikshald; et Par Aar senere valgtes han til Provst i Nedre Borgesyssel.
Som fuldblods Rationalist betragtede han Mysterierne som noget “dumt sværmerisk Tøi” og gjorde neppe Lykke som Prædikant trods sine store Evner og Kundskaber, da han helt igjennem var forstandsmessig og tør, ofte ligetil snusfornuftig.
Hans Virksomhed gik væsentlig ud paa at danne sine Sognebørn til oplyste og nyttige Medlemmer af Samfundet. Ogsaa paa det nye Sted tog han sig med Iver og Dygtighed af Skolevæsenet og arbeidede med Held paa sin Menigheds materielle Fremgang.
Han grundlagde i 1810 Bergs Prestegjælds Agerdyrknings- og Industriselskab og lagde altid for Dagen et opofrende Fædrelandssind. der ikke mindst kom frem i Krigsaarene. Hans rationalistiske Biskop, F.J. Bech, omtaler ham, 3. December 1807 som “en vigtig Lærer uden Løn i det militær-civile Institut og en vigtig Raadgiver til Institutets Held”.
En frimodig og patriotisk Artikel, som han lod trykke i “Tiden” No. 39 for 1809, vakte Opmærksomhed i høiere Kredse og havde nær voldt ham alvorlige Ubehageligheder; men Regjeringen lod sig nøie med hans formildende Erklæring.
Han blev i 1814 valgt til Medlem af Rigsforsamlingen paa Eidsvold som 2. Repræsentant for Smaalenenes Amt. Under dette betydningsfulde Møde optraadte han ikke meget; han talte med Varme Jødernes Sag; ved Kongevalget stemte han paa Prins Christian Fredrik, men neppe med videre Begeistring; han indtog idethele ikke nogen udpræget Stilling overfor Muligheden af en Forening med Sverige. Dette kom ham siden tilgode; sammen med Statsraad Carsten Tank overbragte han efter Fredrikstads Kapitulation 4. August 1814 Carl Johans Fredsforslag 3 Dage senere i det norske Hovedkvarter. Herfor fik de begge høre ilde; men de havde paa Grund af Forholdene maaske ikke noget Valg.
Hount udtalte senere, at det var “ham alene, der havde udvirket, at Norges Grundlov vedtoges og anerkjendtes af den svenske Konge” (Pavels’s Biografi og Dagbøger. S. 278) og kaldte denne “Ambassade” for sit Livs bedste Handling.
Sikkert er det, at han fra nu af stod høit i Gunst hos Carl Johan.
— Hount var ogsaa valgt til Repræsentant for samme Amt paa det overordentlige Storthing 1814 og i 1815-1816; men han døde allerede efter et kort Sygeleie 17. Juli 1815; hans Læge, Professor Michael Skjelderup, mente “at Sindsbekymring var Sygdommens første Aarsag”.
Biskop Chr. Sørensen i Christiania troede, at Ærgrelse var den egentlige Oprindelse til, at han fik en saa brat Ende, da Hount var “overvættes stolt og irritabel“.
Efterretningen om hans plutselige og uventede Bortgang vakte stor og almindelig Deltagelse. Der blev sørget rigelig for hans Efterladte.
Pavels skriver 9. Mai 1816 : “Tank fortalte mig, at Kronprinsen (Carl Johan) paa hans Forbøn har skjænket Provstinde Hount (jeg tror) 7000 Rdl. engang for alle samt tilstaaet hende en aarlig Pension og endelig givet hver af Døtrene 2000 Rdl., som sættes paa Rente og udbetales dem ved deres Giftermaal eller ved Moderens Død. Kronprinsen havde i den Anledning udladt sig med, at han gjerne vilde give de betydeligste Summer for at kunne kalde Hount tilbage til Livet. Jeg vilde ikke give en Rigsbankdaler; thi jeg tror, han døde i den allerbeleiligste Tid baade for sig selv og sit Fædreland” (Pavels’s Dagbogsoptegnelser 1815-1816. S. 434-435).
Han var 7. Januar 1815 bleven geistligt Medlem af Nordstjerneordenen “for sit Fædrelandssind og sine Fortjenester som Formand for Bergs Agerdyrknings- og Industriselskab”.
— Hount blev 27. August 1795 gift med Ollegard Margrethe Jersin, født 1769, død i Christiania 9. December 1829, Datter af Sogneprest paa Voss, Jacob Christian Jersin og dennes første Hustru Elsebe Lem.