– og det så langt tilbake som i 1775, på en tid den «vidgjetne» sogneprest Hans Strøm (1726-1797) tjente sin kirke og Gud i det noen vil kalle en avkrok av landet Norge, som «Sognepræst til Voldens Menighed i Søndmørs Provstie udi Bergens Stift» (Volda på Sunnmøre). Ved passende anledninger bringer vi videre stoff forfattet av mennesker selv så langt tilbake i tid, men som griper direkte inn i nyere tiders forståelse og praksis – slik som i dette tilfellet knyttet til samliv og ekteskap og inngåelse av dette.
Denne «Fortælning» og prestens ytringer i denne forbindelse, er hentet fra Strøms omfattende og interessante verk utgitt i Kjøbenhavn i 1775 under tittelen «Tilskueren paa Landet» (les om det her), utkommet i 2 deler, hvorav dette avsnitt/denne fortelling utgjør kapittel 18 i del nummer 2 (II. Deel); – her gjengitt fra sidene 248 – 261 :
Til det menneskelige Kiøns Formerelse ved Ægteskab behøves intet mere, siger en vis Skribents end en Samling af begge Kiøn paa eet Sted, og noget for dem at leve af. Have disse tre Poster deres Rigtighed, vil et Bud, der er saa dybt indskrevet i vore Hierter, som dette : Voxer og formeerer eder, aldrig savne Efterlevelse.
En Drift, der er saa indflettet i vor Natur, vil saasnart Hindringerne bortrøddes ved Nærings Veienes Forbedring og Formerelse, strax udbryde som en Strøm, der af sig selv udflyder, saasnart Dæmningen borttages. Man har et unegteligt Beviis derpaa noale Steder ved Søekanten her i Norge, fra den Tid de store Fiskerier begyndte; thi fra den Tid begyndte ogsaa Ægteskaber saa stærkt at formeere sig, at de fleste Gaarde fik et dobbelt Antal af Beboere.
Unge Mennesker begyndte da tilig at binde sig sammen i Ægteskab, naar man tilforn havde gaaet ugift hen indtil 30te og 40de Aar. Af Mangel paa Boepæl og Næring
– 249 –
maatte de, som tilforn af et Slags Nødvendighed giftede sig, oprødde og anlegge Gaarde paa øde Fielde, hvor Folk neppe kan komme op, endsige boe; hvorimod man nu fandt Boepæl allevegne, naar kun Stædet var beleiligt til Fiskerie.
Man bygde sig da enten blot et Huus, eller oprødte en øde Plads, eller giftede sig i Forældrenes Huus, og deelte Jordbruget med dem; saa var Sagen uden Vanskelighed afgiort, og man kunde paa een af disse Maader temmelig vel ernære sig. Dette viser, at naar Nærings-Veiene forbedres, behøver man ikke at opmuntre Folk til Ægteskaber, mindre ved ulovlige Veie at formeere Folkemængden, da Sagen nok drives af sig selv.
Af Indsigt om denne Sags Rigtighed er det, at alle Statskyndige af det fornuftige Slags lade det i vore Dage være sig saa angelegent (viktig/maktpåliggende/red.), at opmuntre Agerdykning, Fiskerie, Handel og Fabriker, for derved at skaffe Folk noget at leve af, saasom alt dette ei kan andet end befordre Ægteskaber og Menneskers Formerelse, hvori en Stats Styrke bestaaer; og saalænge man nu henseer til dette aleene, maae vore Tider prises som meget lykkelige.
Bruds og Brudgoms Røst, Fryds og Glædes Røst, der i Skriften selv antegnes som et Merke paa et Lands Lyksalighed, og virkelig nu omstunder (nå for tiden/red.) høres almindeligere i alle Lande end tilforn, maatte aflægge et unegteligt Vidnesbyrd om vore Tiders Fortrin i Lyksalighed, hvis ikke de mange Klageskrig, deels af forhindrede og ulykkelige Ægteskaber, deels af en omløbende Løsagtighed,
– 250 –
og dens onde Følger, giorde Lyden deraf skurrende i vore Øren, og lærte os af en sørgelig Erfarenhed, at vor Tilstand er paa den ene Side ligesaa meget forvirret, som den paa den anden er forbedret.
Har Landenes tiltagende Formue og Nærings-Veienes Forbedring giort Ægteskaber almindeligere, og Folkemængden større, saa har igien Overdaadighed og en misbrugt Frihed giort dem mere ubetænksome og uordentlige hos nogle, og igien alt for vanskelige for andre.
Det har giort, at man paa nogle Steder bliver ved den Sædvane, som engang er begyndt, at dele Jordbruget med sine Børn, og lade dem tilig gifte sig, uagtet den Velstand, som først gav Anledning dertil, og de Nærings-Veie, som giorde Tingen lovlig og god, nu ikke ere mere til, hvoraf, helst i trange Tider ei kan følge andet, end at Landet opfyldes med Betlere og slet opdragne Børn.
Det samme har paa den anden Side giort Levemaaden saa kræsen, og Fornødenhederne saa mange, at Folk i høiere Stænder ei kan træde i Ægtestand, uden alt for stor Bekostning, den de endog i vel aflagte Embeder ikke see sig i Stand til at bestride (ha råd til/red). Moden (moten/red.) og Overdådigheden har giort Levemaaden saa kostbar, at ikkun faa kan komme ud med deres Indkomme, naar de skal underholde Kone og Børn; de udvælge derfor heller et Boelskab (utuktig omgang/red.), eller søge at erstatte Tabet ved en omløbende Løsagtighed, til Sædernes yderste Fordervelse.
De , som gaae den taaleligste Vei, indlade sig i alt for tilige Forlovelser. De oprette Ægtestabs-Forbindelser paa
– 251 –
en Tid og i en Alder, da deres Forstand er ligesaa svag, som deres Sinds-Lidelser heftige; hvoraf ei kan følge andet end Overilelser, som i saa vigtig en Sag ei kan gaae af uden Skade.
Der er ingen, som jo veed, at en Beslutning, som kun eengang kan tages, bør vel og længe overveies; og saadan Beslutning er den Forbindelse imellem begge Kiøn, som indgaaes ved Forlovelse. Den bør kun eengang giøres, og siden aldrig rykkes. Den er en Pagt, som kun kan sluttes imellem tvende Personer, men ei med flere af gangen; og den samme bør efter Guds og menneskelige Love være ubrødelig (ubrytelig/red.), den bør derfor vel betænkes, førend den indgaaes. Den bør grunde sig paa et frit Val, men det samme maa ikke være blindt, ikke overilet; og dog er det gemenlig saaledes hos unge Mennesker, som, fordi de have erfaret lidet, ofte vove meget. De Elskovs Flammer, som opstige i deres Hierter, ere som Lygtemænd der ligesaa hastig førsvinde, som de opkomme, og forvilde isteden for at veilede. En Sang, en Dands, eller smuk Klædning , kan ofte være nok til at opvekke en Elskov af denne Art, men da de ei ere i Stand til at holde den vedlige, meget mindre kan være Borgen for et vel truffet Val (valg/red.); hvad Fare staae da ikke de, som i unge Aar forlove sig, at fortryde (angre/red.) hvad de have giort, og enten at bryde deres Løfte til Hierte-Græmmelse for een af Parterne, eller at holde det (utholde det/red.) med Misfornøielse, fordi man enten ikke seer Lejlighed til at
– 252 –
opfylde det, eller fordi man ved dets for tilige (tidlige/red.) Opfyldelse seer sig bunden til en Person, som man ei kan ernære, eller ei leve fornøiet med ?
Exempler af saadane ubetænksome Ægteskabs Forbindelser har Verden aldrig havt Mangel paa, da den Sæd, som frembringer slige Frugter, har altid ligget i Menneskenes men den har dog aldrig været saa frugtbar som nu, da den i Tidernes Omstændigheder finder saa mange gunstige Anledninger til sin Vext og Trivelse.
Den frie Levemaade blant begge Kiøn, som nu omstunder er brugelig (som nå for tiden er vanlig/red.), de mange Elskovsspil og Romaner, Verden er saa fuld af, Opdragelsen, som nu næsten aleene gaaer ud paa at tillegge sig de Egenskaber, som kan giøre det ene Kiøn behageligt for det andet, alt dette kan ei andet end kaste Olie i en Ild, som da den af Naturen er blussende nok, fortjener heller at dæmpes, end med saa stor Flid at oppustes (puste til ilden/red.).
Vilde vi i den Post ligne vore Tider med de forrige, kan vi med Billighed ansee dem (våre tider/red.) som en Manddoms Alder, i hvilken Lysterne lettere kan opirres end tilforn (enn tidligere/red.), da Verden var i sin Barndom, som, fordi den ikke havde saa megen Olie, ikke heller følte saa megen Brand. Vi ere visselig, ved at forlade vore Forfædres mere ærbare og uskyldige Levemaade, blevne klogere til det Onde, dristigere til at lade vore Passioner see i al deres Nøgenhed, tilbøieligere til baade at lade os selv opirre, og at opirre andre; og hvad kan deraf følge, uden saadane Elskovsspil, at jeg skal ikke sige noget værre, som, fordi de begynde alt for tilig,
– 253 –
drage intet uden Kiedsomhed og Fortrydelse efter sig for Resten af vore Dage. Skaden af alt dette bliver endnu desto mere betragtelig paa en Tid, da en større Kræsenhed og ømmere Følelser gjør den utaaleligere, end den var tilforn.
Naar den forrige Haardførhed i Opdragelsen og Levemaaden giorde Folk stærke til at bære de Viderværdigheder, som en uforsigtig og blind Elstov kunde paadrage dem, naar de i Kraft deraf kunde henslide mange Forlovelses Dage og Aar med Taalmodighed, saa forholder det sig nu tvertimod med os.
Den samme ømme Følelse, som gjør os alt for tilbøielige til en Elskov, betager os tillige al Kraft til at bære den; den gjør, at vi synke under vor egen Byrde, og virker i os en Uroe, som, jo mere den føles, jo ulykkeligere gjør den de Følende. Deraf kommer det , at man enten forhaster sig i saa vigtigt et Verk, eller, om man finder Hindringerne uovervindelige, bliver kied af sig selv og andre. Tienere blive dovne og uduelige i deres Tieneste, de Studerende førsømmelige i deres Studeringer, alle fortrydelige til deres Forretninger, ja syge i Sind og Legeme; og da den Misfornøiede gemenlig hevner paa andre det Onde, han selv lider, maa og andre føle Virkningen af det samme i allehaande Fiendskaber og Fortrædeligheder.
De mange blege Ansigter, de svindsottige (med dette menes rammet av tuberkulose, særlig i lungene, med vekttap og gradvis svekkelse av kroppen/red.) og modersyge Legemer, de vanskelige Sindelav, som vore Tider ere saa frugtbare paa, skal herudi være mine Vidner,
– 254 –
da de sige os tydelig nok, at Elskov er en Ild, som, jo mindre den faaer Leilighed til at udbryde, jo mere raser den indvortes, og fortærer baade Legem og Siel. Da den nu tillige er en Klippe, hvorpaa manges Lykke strander, som ellers kunde været nær ved Havnen, saa er det at jeg, til Advarsel for dem, som i en Storm af heftige Sinds-Lidelser, helst i deres unge Aar, let kan støde an derpaa og lide Skibbrud, vil her tilføie følgende Fortællelse (fortelling/red.).
Philaret var en Person, som i sine unge Aar, ikke mindre end andre, fandt sig fristet til en tilig Elskov, men var derhos saa lykkelig at undgaae dens Snarer ved en Viisdom og Forsigtighed, som i den Alder er saa rar (sjelden/red.), at han billig kan fremstilles til et Eksempel for andre, endskiønt han var alt for dydig, til at stride noget deraf (tilskrive noe av dette/red.) paa sin egen Fortienestes Regning.
Han meget mere udleder det altsammen af Forsynets vise Veie, og begynder sin Fortællelse paa samme Maade, som Antonin i sin Bog om sig selv, naar denne Vise takker Gud for de Forældre, de Læremestere og de Venner, han havde havt, og det meget Gode, han skyldte deres Omgiengelse. Han erkiendte det for en sær Velgjerning af Gud, at han havde Forældre, som ved sunde Formaninger havde deels rettet hos ham, deels forekommet (forhindret/red.) mange af Ungdomens sædvanlige Udskeielser, og som ved deres ustraffelige Levnet havde givet deres Lærdome saa megen Kraft (eksemplets makt/red.), at han fra første Tid havde fattet
– 255 –
Afsky til Lasterne, i det mindste for saavidt de kunde giøre ham ulykkelig.
Den Ærbødighed og Frygt, deres med Mildhed blandede alvorlige Væsen havde indplantet ham, giorde ham ikke aleene varsom, for ei at fortørne dem, medens han stod under deres Opsyn, men havde ogsaa den Virkning hos ham længe efter, at han nu ligesaa lidet vilde lade dem spørge, som tilforn see, noget uanstændigt i hans Opførsel.
De vare altsaa hans hemmelige Tugtemestere, længe efterat han havde forladt deres Huus, og afholdte ham fra meget ondt, som han ellers kunde have begaaet i Mangel af høiere Grunde. De Læremesters, han fik, giorde og sit dertil ved en grundig Læremaade. De oplærte ham i slige Ting, som, naar man først har faaet Smag deri, og fattet Grunden deraf, vænner Sindet til ædle og høie Ting, og derimod hemmer de Sinds-Adspredelser, som ellers i denne Alder ere uundgaaelige.
Hans Med-Disciple og første Selskabs-Brødre bleve paa samme Maade underviste, og satte ham i en nyttig Bestræbelse, at kappes med dem om Fortrinet; og da han var kommen paa denne Løbebane, fandt han sig mindre fristet, til at følge dem af hans Bekiendte, som fandt Behag i at løbe paa en modsat Vei i en utæmmet Ryggesløshed.
I saadan Sinds Forfatning stod Philaret, da han, ved at komme i Bekiendskab med Agatha, fandt den første Mindelse af Elskov i sit Hierte; og man kan deraf let slutte, at de Fristelser, han blev sat udi, ikke kunde have al den Kraft hos ham som hos en anden
– 256 –
af ulige Opdragelse og Tænkemaade. Han kunde forliebes, men ikke saa let forblindes, som de, der af Mangel paa Undervisning og Fornuft antage denne blinde Passion for deres eneste Veileder.
Hans Forliebelse var desuden falden paa et værdigt Sted, og dette satte ham i Sikkerhed for de Laster og Daarligheder, denne Passion gemenlig er geleidet med; ligesom den, der fegter mod dem, som staae neden for, og har Fordeel af Stedet (den i en fektekamp som står høyere plassert, har en fordel/red.). Dette sees best, naar man lærer at kiende den Person, han forliebede sig i.
Agatha var en Person, som fandt alles Behag, der saae hende, uagtet hun ikke besad nogen særdeles Smukhed. Hendes Ansigtes Tegninger, skiønt i sig selv gode og ulastelige, skulde hos en anden langt fra ikke have opvakt den Opmerksomhed, som hos hende. Ja de skulde for sig selv aleene, og i et dødt Skilderie (på et maleri/en tegning/red.), ikke have indtaget mange; og dog vare de hos hende virkelig indtagende, formedelst de Yndigheder, som de vare geleidede med, og bedre lade sig føle end bestride. Man maatte, for at kiende disse Yndigheder, omgaaes hende nogen Tid, og give Agt paa hendes Miner, Tale, Gang og Gebærder; thi jo mere man giorde sig disse bekiendte, jo mere fremskinnede deraf hendes ædle Sieles Egenskaber, og disse var det, som egentlig giorde hende smuk. Den gode Forstand og Skiønsomhed, som krydede (krydret/red.) hendes Tale, de ædle Fornemmelser af Fromhed og Mildhed, som alle hendes Handlinger og Gebærder vare et Udtryk
– 257 –
af, oplivede hendes Ansigtes Trek, som ellers matte blive betragtede uden Bevægelse; ja disse indvortes Fuldkommenheder forhøiede de udvortes, og gave dem et Lys og Colorit, som giorde dem indtagende. Det var derfor ikke at undre, at Philaret, som var ganske uvant i saadan Strid, og hidindtil ikkun havde kostet eet og andet flygtigt Syn til smukke Ansigter, uden at indlade sig i Bekiendskab med Personerne, virkelig blev taget til Fange ved Bekiendskab med Agatha; men det var og en Lykke for ham, at han havde forliebet sig i hendes indvortes Fuldkommenheder, mere end hendes Smukhed, saasom han derved fandt sig mindre fristet til en kiødelig Lyst. Dyd og Ærbarhed hos et Fruentimmer ere, siger en vis Author, ikke de Gienstande, som uordentlige Begieringer kan hefte sig ved. De ere som Taarne omkring en Stad, der tiene den ei aleene til Prydelse, men og til Forsvar. Ingen ublue Lyst tør vove at anfalde en Skiønhed, der er saa velbefæstet, og om den end havde Dristighed nok, kan den dog ei andet end fordømme endog de første Anslag, som gaae ud paa at nedbryde den.
Da nu Agatha var saadan en Person, saa kunde Philaret, der ei var lastefuld, ei heller falde paa noget, som var fornærmeligt mod hendes Dyd og Uskyldighed. Hun kunde vel opvekke hans Attråa, men hun rensede den og, hun tempererte den Ild, som hun antændte, og lagde en
– 258 –
Tømme paa hans Begierligheder, hvilket var saa meget mere fornødent (nødvendig/red.), som han nu var i en Alder, i hvilken de vise sig meest utæmmede. Desuden vare de ham ganske nye; han følede nu først, hvad det var at elske, og denne Fornemmelse, jo nyere den var, jo dybere Spor efterlod den sig i hans Hierte, ja den slog ind derpaa som et Lynet (lyn/red.); og man kan deraf let slutte, hvad Philaret følede. Agatha paa sin Side følede ikke mindre, da hun var i samme Alder og Omstændighed. Enten hun fandt i hans Væsen og Forhold noget særdeles overensstemmende med sit eget, eller og hun fra Begyndelsen havde merket hans Tilbøielighed til hende, saa er det dog vist, at hun besynderlig vel kunde lide hans Nærværelse, og hvor meget en sømmelig Bluferdighed end afholdte hende fra, at udlade sig med noget, syntes han dog at kunne udregne, at han, for at vinde hendes Kierlighed, ikkun havde nødig at giøre Begyndelsen.
Jo lettere det nu syntes ham at gjøre dette Bytte, jo mere tiltog hans Begierlighed; men desto heftigere blev og hans Strid. Lod han det for nærværende Tid gaae sig af Hænderne, frygtede han for, at en anden imidlertid kunde bemægtige sig det; benyttede han sig derimod af sin nærværende Fordeel, saae han forud, at en saa tilig Forbindelse kunde drage Følger efter sig, som de begge i Tiden kunde fortryde (angre på/red.).
– 259 –
Han selv kunde let standses paa den Vei, paa hvilken han burde søge sit Brød og sin Lykke, og hun paa sin Side kunde komme i de Omstændigheder, i hvilke han kunde ansees som en Hinder i hendes Lykke. Disse Grunde og Modgrunde holdte hans Sind længe i Tvivlraadighed, indtil Omstændighederne udkrævede, at han maatte forlade sin yndige Agatha. Dette skeede, og han tog Afsted med hende, uden at udbede sig noget andet eller mere, end hendes bestandige Venskab; skiønt det samme skeede paa en Maade, som var en stiltiende Tilstaaelse af indbyrdes Elskov. Man kan deraf let stutte, at jo mindre denne Passion tilforn havde faaet Frihed at udbryde, jo mere maatte den nu rase i hans Hierte.
Indbildningen, der just begynder sit Verk, hvor Sandserne ophøre, søgte nu at erstatte Tabet af Agathas Nærværelse, ved at afmale hendes Yndigheder paa det livagtigste; den indtrykte hendes Billede saa dybt i hans Sind, at han sovende og vaagende syntes at være hos hende, og giorde, at deres Skilsmisse ei kunde ansees anderledes end en Siele-Vandring, da hans Siel var ligesom flyttet ud af hans eget legeme, og oversat i Agathas. Man kan let slutte, hvilken Uroe alt dette opvakte hos Philaret; og den samme blev ikke lidet forøget, da han kort efter fik at høre om en ham vel bekiendt Persons virkelige Forlovelse med Agatha.
– 260 –
Jo mere lykkelig den samme var for hende, jo ulykkeligere syntes den at være for ham, og da han ikke vilde eller kunde hindre den, var intet andet for ham tilbage, end i Tankerne at tage en kierlig Afsked med Agatha, som virkelig faldt ham tungere, end han kan bestride.
Imidlertid da han intet havde at bebreide enten hende eller sig selv, men tvertimod fandt i sin Samvittighed det, der retferdiggiorde hans Opførsel, saa var hans Uroe blandet med Fornøielse. Det fornøiede ham, at Agatha havde giort et fordelagtigt Partie, som han ved Uforsigtighed let kunde have hindret; og hvad ham selv angik, fornøiede det ham ikke mindre, at han var bleven befriet fra videre Fristelse til at indgaae en Forbindelse, som var ingen af dem gavnlig, men dog ikke vilde have afladet at sette ham i Uroe og Bestræbelse, saalænge Haabet forestillede ham den som muelig.
Disse Betragtninger, tilligemed Tiden, som fortærer alle Ting, bragte Philarets Sind i Rolighed; og da han havde overvundet den første Strid, blev han mere stærk til de paafølgende. Han indsaae nu bedre end tilforn Ulejlighederne af en tilig Forlovelse, og besluttede at oppebie den Tid, Forsynet havde udseet til hans Forfremmelse, den han og ansaae som den beleiligste til Giftermaal. Denne Tid kom, og Philaret fik til Belønning for sin Strid og Seier en Doris, som kostede ham ingen Møie,
– 261 –
da Himmelen selv gav ham den, ved de Forberedelser, den længe forud havde giort til deres ligesaa uventede som lykkelige Forening.
I hendes Skiød kunde Philaret, med et roligt og fornøiet Sind, see tilbage og prise Forsynets vise Førelse. Han fornøiede sig ofte i Agathæ (Agathes/red.) og Doris sammenlignede Betragtning, og fandt, at den første var god i sig selv, ja meget god for en anden, men hin (Doris/red.) den beste for ham.
Han glædede sig over, at have undgaaet de Klipper, som saa mange støde an paa, og var som den, der fra Strandbredden seer paa andres Skibbrud, og vel bedrøves over hines Ulykke, men tillige glæder sig, fordi han selv er i Behold.
