– stod å lese i “Luthersk Kirketidende” for “Søndag den 11te April 1869” – der utgangspunktet var sogneprest Andreas Hauges (H.N. Hauges sønn) inngitte lovforslag til Storthinget, forsamlet ved slutten av 1865; dette med tekst : “Lov om fraskilte Ægtefolk, der ifølge kongelig Bevilling indtræde i nyt Ægteskab”. Andreas Hauge, valgt representant for Skien for perioden 1865-66, ønsket myndighetenes sterkere inngripen på det forhold at tidligere tiders lover og praksis ved inngåelse og oppløsning – og senere fornyet ekteskap – skulle innskjerpes på en slik måte at kirken, som var den plattform på hvilken lovlig ekteskap kunne inngås her til lands, ikke også ble skadelidende ved å måtte forene mennesker i ekteskap, mot de forordninger som var lagt gjennom det gamle lovverk og det lutherske kirkes lære;
– det nedenstående utgjør et svært interessant innlegg i en allerede i mange år forut for den tid aktuelt tema for den kristne og det kristelige samfunn; gjerne p.g.a. at temaet allerede da var betent, har presten bak artikkelen valgt å opptre anonymt – men det skinner klart igjennom hans ståsted; dette kan gi oss tanker inn i det 21. århundret;
– fra s. 241 – 248 :
I Anledning af et til forrige Storthing af Repræsentanten fra Skien, Sogneprest A. Hauge, indleveret Forslag til “Lov om fraskilte Ægtefolk, der ifølge kongelig Bevilling indtræde i nyt Ægteskab” fattede Odelsthinget den 29de May 1866 enstemmig og uden Debat følgende Beslutning :
“Regjeringen anmodes om at foranledige Andragender (søknader/red.) om Bevilling til Ækteskabsskilsmisse og om Fraskiltes Adgang til Indtrædelse i nyt Ægteskab forelagte vedkommende gejstlige Autoriteter til Betænkning, inden de gjøres til Gjenstand for Afgjørelse” (L.K.VII. N.13).
Regjeringens Svar paa denne Anmodning foreligger i en Indstilling fra Justitsdepartementet, som i det Væsentlige er tiltraadt af den kgl. norske Regjerings øvrige Medlemme med Undtagelse af Statsraad Riddervold og derefter bifaldt ved kgl. Resol. (resolusjon/red.) af 18de Maj i 1867, og Resultatet er, at i den omhandlende Anledning “ingen Foranstaltning bliver at træffe”.
Som Grund anføres, at man “ikke har kunnet overbevise sig om, at det skulde være ønskeligt at indføre nogen Forandring i de Principer, som hidtil have været befulgte ved de her omhandlede Sagers Afgjørelse, og saaledes heller ikke om, at noget dertil sigtende Paalæg om i større Omfang, end allerede nu finder Sted, at høre Geistligheden i disse Sager, i Almindelighed skulde ansees ønskelig eller hensigtsmæssig”, at man “ingenlunde kan erkjende, at den bestaaende Tilstand, hvad Skilsmissevæsenet med Videre angaar, lider af saadanne Brøst, at den ikke forsvarligen kunne lades uforandret”, men “tvertimod fremdeles antager, at de om Skilsmisse og Adgang til nyt Ægteskab gjældende Regler, saaledes som de ere og praktisk anvendes, ikke fortjene nogen Beskyldning for Slaphed, men holde sig paa en rimelig Middelvej, der gjør det muligt at tage Hensyn til de enkelte skrøbelige Individer, udenat det Heles Vel derved lider nogen Skade”.
Et Bidrag til Bedømmelse af Justitsdepartementets og Regjeringens Pluralitets Stilling i denne Sag vil man finde i en i den omhandlede Departements-Indstilling given “Oversigt over Indholdet i de vigtigste angaaende Be-
– 242 –
tingelserne for Ægteskabsskilsmisse og Fraskiltes Adgang til Indtrædelse i nyt Ægteskab for Tiden gjældende Lovbestemmelser med Tilføjende af, hvorledes disse havde været praktiserede”, og en authentisk Redegjørelse, som antages at ville være af Interesse for Kirketidendes Læsere, og hvoraf man derfor ogsaa her skal tillade sig at meddele alt Væsentligt.
Med Hen syn til den Ægteskabsskilsmissen forudgaaende Separation fra Bord og Seng bestemmes der i Forordningen af 18de October 1811, at den, der begjærer Tilladelse til saadan Separation, skal med sin Ansøgning til Øvrigheden lade følge Attest fra sin Sjælesørger, hvori denne bevidner, at Ansøgerens Beslutning har været ham saa betimelig bekjent, ay han har havt vedbørlig Leilighed til i saa Henseende at efterkomme, hvad der paaligger Presterne efter den nysnævnte Forordning saavelsom efter Lovbogens 2-9-8, der blandt de forskjellige Gjenstande, hvorpaa Gejstlighedens Opmærksomhed bør være henvendt, nævner “om Forligelsemaal mellem Ægtefolk, som uchristelig uden billige Aarsager sig imod hinanden forholde”.
Overholdelsen af de heromhandlede Lovbud er indskjærpet vedkommende gejstlige og civile Overøvrigheder i Cirkulærskrivelse fra Kirkedepartementet af 27de october 1858 og fra Justitsdepartementet af 15de November samme Aar.
Forsaavidt Ansøgningen ikke er ledsaget af den heromhandlede Attest, bestemmer Forordningen, at den af Øvrigheden uden Videre skal henlægges. Ansøgningen skal derhos være ledsaget af Bevidnelse om, at Mægling mellem Ægtefællerne har fundet Sted af Vedkommende civile Øvrighed, det vil sige, af Magistraten i Kjøbstæderne og Fogden paa Landet.
Forordningen opstiller ikke som Betingelse for Meddelelse af Separationsbevilling, at begge Ægtefæller skulle være enige om at separeres. ligesom Kancelliskrivelser af 26de Marts 1803 og 12te April samme Aar synes at forudsætte, at Bevillingen, forsaavidt begge Parter ikke vare enige, kunne meddeles af Kancelliet; men for Tiden ansees dog saadan Enighed for en ueftergivelig Betingelse for Erholdelsen af Separationsbevilling, der meddeles af Amtmanden og i Christiania af Magistraten med Stiftamtmandens Approbation, kfr. Forordning af 23de Mai 1800 § 5 og Instrux for Christiania Magistrat af 14de September 1798 §6, d.
Naar Ægtefællerne have levet separerede fra hinanden i 3 Aar, kunne de erholde endelig Skilsmissebevilling, dog først efterat Mægling af de samme gejstlige og civile Autoriteter og paa samme Maade, som ovenfor anført, paany har fundet Sted, kfr. Resolution af 22de Januar 1796 og Forordning af 18de Oktober 1811.
Isaafald og under Forudsætning af, at begge Ægtefæller ere enige i Ægteskabets Opløsning, meddeles Bevillingen uden Vanskelighed; der er, naar de legale Betingelser ere opfyldte, kun en retlig Sanktion paa det allerede
– 243 –
forud faktisk bestaaende Forhold, at det ægteskabelige Samliv er opløst.
For det iøvrigt sjelden forekommende Tilfælde, at der fra den ene Ægtefælles Side gjøres Indsigelse mod den endelige Skilsmisse, have selvfølgelig de saadan Indsigelse vedkommende nærmere Omstændigheder været tagne i Betragtning, men Protesten fra en af Parternes Side mod Ægteskabets endelige Opløsning vides dog ikke i noget Tilfælde at være anseet som afgjørende Hindring mod Skilsmissens Indvilgelse.
Saadan Protest har ogsaa i Regelen ikke været støttet til nogen antagelig Grund eller maatte vel endogsaa med Føje formodes at hidrøre fra mindre bifaldsværdige Motiver.
— Forskjelligt fra Spørgsmaalet om Ægteskabets Opløsning er Spørgsmaalet om de fraskilte Ægtefællers Adgang til at indtræde i nyt Ægteskab, som ifølge Resolution af 22de Januar 1798, kfr. Resolutionen af 12te Oktober 1812, kan tilstaaes, forsaavidt Vedkommende ved paalidelige Attester godtgjøre i Separationstiden at have ført et ustraffeligt Liv og Levnet.
Kongelig Tilladelse til nyt Ægteskabs Indgaaelse er derfor ogsaa ifølge Lovbogens 3-18-15-1-4, naar det tidligere Ægteskab er hævet ved Dom paa Grund af Hor, fornøden for den i Horsforbrydelsen Skyldiges Vedkommende.
Angaaende den i senere Tid fulgte Praxis ved Meddelelse af Bevilling til Indtrædelse i nyt Ægteskab bemærkes, at Meddelelse af saadan Bevilling kun tilstaaes med megen Varsomhed, isærdeleshed forsaavidt Hor under det tidligere Ægteskab har fundet Sted, og at, hvad der ved Afgjørelsenaf Spørgsmaalet derom især lægges Vegt paa, er dels, hvorvidt Ansøgeren — efter hvad der kan faaes oplyst — maa ansees at være den, som bærer Skylden for Misforholdet i det tidligere Ægteskab og den deraf fremkaldte Separation eller ikke, dels hvorvidt han kan oplyse at have forholdt sig sædeligt og vel i Separationsaarene.
Er det Sidste ikke Tilfældet, meddeles Bevillingen kun, hvor enten virkelig Forbedring i Vedkommendes Vandel antages at være indtraadt og gjennem længere Tid at have vedligeholdt sig, eller enkelt Gang tillige, hvor det ulovlige Forhold har vist sig saa stærkt, at det uagtet gjentagen Tiltale og Straf ikke har kunnet brydes, og hvor Børnenes Tarv yderligere vanskeliggjør Opløsningen deraf.
Endvidere tages der, forsaavidt det kan bestaa med den Lighed i Afgørelserne, som ogsaa i dette Slags Sager maa søges opretholdt, Hensyn til den Oplysning, som vedkommende Prest ser sig istand til at meddele om Menighedens Opfattelse af, hvad der i saa ulykkelige Forhold maa ansees som den mindste Forargelse, det mindste Onde, enten at det ulovlige Forhold fortsat trods Fængsels- og Tugthus-straffe eller at indgaa paa at lade det legalisere gjennem Ægteskabsbevilling.
Et annet Bidrag til Bedømmelse af Justitsdepartementets og Regjeringens Pluralitets Stilling i denne Sag vil man finde i en fornylig
– 244 –
passeret Skilsmissesag, der som et enkelt historisk Vidnesbyrd om, hvorledes de hidhørende Lovbestemmelser i den senere Tid “have været praktiserede”, ligeledes antages at ville kunne have sin Interesse for Læserne.
I Aaret 1849 indtraadte Ungkarl J.O. i Ægteskab med Pige B.N. Han havde Ord paa sig for at være en haard, hidsig og uvorren Person; derimod var hun kjendt som en snild og dygtig Kvinde, som man kun forsaavidt kunde have Grund til at laste, som hun havde et uægte Barn, førend hun indtraadte i Ægteskab.
Det varede ikke længe, førend han begyndte at vise sig haard mod sin Hustru, og, uagtet hun altid søgt at vise sig taalmodig og stille, naat han for løs mod hende, gik det dog ikke altid af uden lidt gjensidigt Mundhuggeri, som endog undertiden førte til, at han slog hende.
Hvad der navnlig gav anledning til saadan Fremfærd fra hans Side, var Opdragelsen af det Barn, som han ikke var Fader til, og som han oftere viste sig at være meget ublidt stemt imod.
Efter 3-4 Aars Forløb forlod han hende under Foregivende af, at han vilde søge Arbejde paa den anden Side af Fjeldet, og blev han da borte, saa hun ikke vidste, hvor han var, i hele 4 Aar, da hun kom til Kundskab om, at han opholdt sig i Ø. Prestegjeld, hvor han skulde leve et meget letsindigt Liv, navnlig i Henseende til sit Forhold ligeoverfor det andet Kjøn.
I alle disse Aar havde hun nu siddet her i stor Armod med 3 Børn – 2, som havde med Manden, og det førnævnte uægte — og med en højst rosværdig Stræbsomhed opholdt baade sig selv og dem uden, saavidt vides, at have nydt Fattigvæsenets Understøttelse.
Da hun modtog hint vistnok alt Andet end glædelige Budskab om Manden, lod hun ham ved den daværende Sogneprest tilskrive og paaminde om dog ikke at glemme dem, som hjemme sad og saa højlig trængte hans Hjælp.
Denne Henvendelse til ham havde ogsaa til Følge, at han sendte hende 6 Spd. aarlig i de derpaa følgende 5 Aar, hvilket naturligvis var en stor Hjælp for hende, men tillige — hvad der formentlig for ham var Hovedsagen — bidrog til, at man lid ham faa Lov til uforstyrret at fortsætte sit frie Liv.
Efterat de paa denne Maade havde levet adskilte fra hinanden i hele 9 Aar, kom han endelig tilbage. Konen haabede nu, at Alt igjen skulde blive godt, hvorfor hun ogsaa lod ham vide, at hun ikke vilde ihukomme den Sorg og Besvær, som han havde paadraget hende, naar han kun nu vilde blive hos hende og Børnene og dele Byrden med hende.
Det viste sig imidlertid snart, at Hensigten med hans Gjenkomst blot var den, at faa gjort Forføjning til at faa Ægteskabet opløst, og, skjønt hun paastaar, at hun baade ligeoverfor ham selv og ligeoverfor Sognepresten og Fogeden under de af disse anstillede Mæglingsforsøg paa det bestemteste erklærede, at hun ikke vilde have sit Ægteskab med ham
– 245 –
opløst, blev dog Enden den, at hun lod sig bevæge til at underskrive et Kommisionsforlig, der indeholdt de Betingelser, under hvilke en Separation skulde finde Sted, og at Separationsbevilling derpaa blev dem meddelt.
Hvorvidt vedkommende Sognerprest og Foged i sine Attester fremhævede denne Konens Vægring, hvilken hun, som anført, paastaar at have udtalt, ved jeg ikke.
Vist er det imidlertid, at hun, efterat han atter havde forladt hende, trods Amtets Separationsbevilling vedblev at anse sig som hans Ægtehustru baade for Gud og Mennesker og altid levede i det Haab, at hun, naar disse Separationsaar vare omme, atter skulle vorde forenet med ham, eller at ialfald ikke mod hendes Vilje nogen fuldstændig Opløsning skulde kunne ske af den Forbindelse, som hun ansaa for at være istandbragt af Gud og derfor hellig og uopløselig.
Hun gjorde derfor ogsaa et Par Reiser over Fjeldet til Ø., hvor han fremdeles opholdt sig, og søgte altid at give ham tilkjende, at hendes Hu kun stod til Forsoning. Ganske anderledes var det imidlertid med ham. Han fortsatte sit usædelige Liv og var nu traadt i utilladelig Forbindelse med en Kvinde, med hvem han ogsaa avlede et Barn endnu inden Separationstidens Udløb.
Ikke før var denne Tid tilende, førend der da ogsaa kom Forlangende fra ham om, at fornyet Mægling skulde foretages, da han ønskede Skilsmisse.
Jeg, som imidlertid var bleven Prest her, søgte da først at bevæge ham til at komme herover, forat “Mægling” i Ordets egentlige Betydning kunde vorde anstillet, og saavidt erindres, gjorde ogsaa Konen, efterat dette hans Forlangende om Skilsmisse var indløbet, atter en Rejse over til ham. Men Alt var forgjæves.
Da hun var derover, søgte han nok aldeles at undgaa nogen Samtale med hende, og de af hans Sogneprest anstillede Forsøg paa at bevæge ham til at rejse herover, første til Intet.
Mæglingen maatte da foregaa paa den højst unaturlige og urimelige Maade, at hver Part fremstillede sig for sine Mæglere, og hver af disse Mæglere afgav sin Attestation uden nogen Sammenholden af de under Mæglingen fremkomne Vidnesbyrd.
Hvorledes Mæglingen med ham foregik, og hvad de Attester, han fik af sine Mæglere, indeholdt, vides ikke. Min Attest, som var Resultat af ange Samtaler, baade før og efterat jeg havde modtaget Anmodning om at anstille den lovbefalede Mægling, og som derfor kan siges at være grundet paa et grundigt Kjendskab til og en samvittighedsfuld Prøvelse af Sagen, lød saaledes :
“Bemeldte B.N. har for mig gjentagende og senest i denne Dag forklaret, at ligesom det var mod hendes Vilje, og udenat hun ved (vet/red.) sig at have givet ham Anledning dertil ved at vise ham noget haardt og uforsonligt Sindelag, at hendes Mand J.O. for omtrent 13 Aar siden under Foregivende, at han vilde søge sig Arbejde, sneg sig bort fra hende og lod hende sidde
– 246 –
tilbage i Armod med tre uforsørgede Børn, og ligesom kun hendes yderst trange Kaar tvang hende til at gaa ind paa, da han aldeles ikke var at formaa til at vende tilbage til hende, at søge om Separationsbevilling og at afslutte Kommisionsforliget af 5te August 1861, saaledes er hun fremdeles villig til at forene sig med ham og tilgive alt det Forbigangne samt finder det at være stridende saavel mod Guds klare Ord som sin egen Samvittighed, at deres Ægteskab opløses, hvorfor hun heller ikke dertil vi give sit Minde, men vil anse sig at være hans Ægtehustru indtil sin Død. Hendes Livsvandel har i hele den Tid, hun har været adskilt fra sin Mand, efter Alt, hvad jeg har kunnet erfare, i alle Dele været ulastelig og jeg har overhovedet ingen Grund til at betvivle, at denne hendes Forklaring jo er Sandhed og er fremkaldt af det rette Syn og Hjerte for denne. De tvende af hendes tre Børn, hvoraf det ældste er avlet udenfor Ægteskab, førend hun blev gift med O., forsørge sig selv; det yngste vil forhaabentlig i indeværende Aar blive konfirmeret”.
Fogdens Attestation gik ud paa, at hun for ham havde afgivet samme Erklæring som til mig, og at han derfor maatte henholde sig til min Attest.
Resultatet blev en kongelig Resolution, hvorved dette Ægteskab blev erklæret for fuldstændig opløst, og Manden forpligtet sig til at dele sit Bo med hende.
Vi have i denne Historie et Vidnesbyrd om, hvorledes den norske Stat ikke betænker sig paa at sætte sit Stempel paa en Skilsmisse, hvorimod den ene Part, som i alle Dele har vist sig som den gode Part, har overensstemmende med sin Samvittighed nedlagt en paa Guds Ord grundet Protest, idet hun har erklæret, at hun trods den anden Parts store Vildfarelser, hvoriblandt endog saadanne, som kunde lade hende være i sin guddommelige Ret, om hun forlangte Skilsmisse, vilde tilgive Alt og fremdeles være ham tro, som hun hidtil havde været ham, indtil Gud selv monne adskille, hvad han selv havde sammenføjet.
Og vil man saa vide Grunden til. at dette Besynderlige er skeet, saa er Svaret dette : Fordi den anden Part halstarrigen gjorde Paastand derpaa og ved et fortsat liderligt Liv gav tilkjende, at han ikke kjærte sig hverken om Guds eller Menneskers Love.
Kommer nu hertil, at denne Mand vel ogsaa faar eller maaske endog allerede har faaet Dispensation fra N.L. (Norges Lover/red.) 3-18-8 og Tilladelse til at indgaa nyt Ægteskab med den Kvinde, med hvem han har havt et Barn og nu maaske har flere, saa maa man vel have Grund til at græde over, hvor magtesløs vor Stat er ligeoverfor dette Slags Overtrædere, at den ikke alene savner Adgang til at møde dem med velfortjent Straf og lade dem, om de ej ville forbedre sig, dog føle, at de ere Overtrædere, men endog ser sig nødt til at bøje sin Vilje under deres og sætte sit Stempel paa deres onde Handlinger.
Hvorledes kan Regjeringens
– 247 –
Pluralitet ligeoverfor et Faktum, som det af mig her anførte, hvilket vist ikke er enestaaende, sige, at den praktiske Anvendelse af de angaaende Ægteskabs Opløsning og Dispensation gjældende Regler “ikke fortjener nogen Beskyldning for Slaphed ?”
Hvorledes kan samme Pluralitet anse Udtalelser fra de kirkelige Autoriteter over dette Slags Sager for at være overflødige, naar det dog viser sig, at de civile Autoriteter have saa uklart opfattet baade Kirkens og den christelige Stats rette Forhold ligeoverfor disse Sager ?
Et Svar paa det sidste Spørgsmaal giver Pluraliteten selv, naar den siger, at den er bange for, at ved Indrømmelse af de geistlige Autoriteters Ret til at udtale sig om Skilsmissesager “den principielle Strid i Anskuelser, der hersker mellem en Del af Gejstligheden paa den ene og Regjeringen paa den anden Side, vilde herunder stedse skarpere træde frem i Dagen”.
At en vis Frygt for at “træde frem i Dagen” med disse Sager i Virkeligheden her er en vegtig Grund til at holde paa det Bestaaende, betvivles ikke. Blev hver enkelt Skilsmissesag ret dragen “frem i Dagen”, hvilket den antageligvis maatte blive, naar den skulde fremlægges for Provst og Biskop og ikke blot behandles af Sognepresten og Fogden, som intet embedsmæssigt Paalæg have om at afgive nogen Betænkning om saadanne Sager, men kun om at anstille Mæglingsforsøg og afgive sin Attest om Resultatet heraf, saa vilde vist ganske mange, ja maaske de allerfleste af disse Sager, stille sig i et saadant Lys for den endelig afgjørende Myndighed, at den ikke saa let vilde komme til at betragte deres Afgjørelse som “kurant”.
Det er dog en ganske mærkelig Opfattelse af Bevillingen til Ægteskabets fuldkomne Opløsning efter forudgaaende treaarig Separation, naar denne siges at være en “kurant” Sag og blot en “retlig Sanktion paa det allerede forud faktisk bestaaende Forhold, naar de legale Betingelser ere opfyldte”, hvillket da, som foranstaaende Faktum noksom godtgjør, vil sige : naar de legale Formaliteter ere iagttagne.
Jeg har altid troet, at den treaarige Separation var at betragte som en Prøvetid, hvori det skulde prøves, om ikke Hjerterne kunde forandres, naar Parterne vare adskilte en Tid og derved adskillige af de nærmeste Aarsager til Spliden var fjernede.
Jeg har altid troet, at en saadan midlertidig Adskillelse saa langt fra var Noget, som det paalaa os Prester at fraraade eller søge at forebygge, at vi tvertimod i Medfør af Guds Ord og Visdoms Erfaring maatte føle os opfordrede til at tilraade den, og der mangler da visselig heller ikke Exempler paa, at den virkelig har ført til, at Parterne have attraaet at fornye Forbindelsen.
Jeg har anseet det for min Opgave indtrængende at fremhæve denne Separationens Hensigt og Betydning for de Personer, som jeg har havt med at bestille i saa Henseende baade som
– 248 –
Forligelseskommisær og som Sjælesørger.
Jeg har saaledes været saa langt fra at anse de Forføjninger, som skulle gjøres, naar denne Separation viser sig ikke at have bragt det ønskelige Resultat, kun for “kurante” Formaliteter, at jeg tvertimod har troet, at da først Sagen var indtraadt i det alvorligste Stadium, hvor man havde at prøve Alt indtil det Yderste, førend man tog det endelige, afgjørende Skridt.
Af Justits-Departementets Foredrag i denne Sag ser jeg nu, at det er Separationen, som det egentlig kommer an paa, og at den endelige Opløsning af Ægteskabet kun er en “retlig Sanktion” paa denne, hvorved den fra et midlertidigt, prøvende Forhold gaar over til et blivende, lovligt Forhold.
At nu denne Opfattelse af Bevillingen til Ægteskabsskilsmisse ogsaa virkelig bliver praktiseret til Trods for hvilkensomhelst Protest, som derimod bliver nedlagt, det være sig nu af dem, som have embedsmæssigen havt med Sagen at bestille, eller af den ene af Parterne selv, det synes den her meddelte Skilsmissehistorie at godtgjøre.
Naar ikke den Protest, som her blev nedlagt mod at opløse Ægteskabet, kunne ansees at være “støttet til nogen antagelig Grund”, uagtet den dog var støttet til Guds Ord og Samvittighedens Røst hos et Menneske, som man ingen Grund havde til at anse for en Hykler, kan man nok forstaa, at det maa være sandt, hvad Departementet siger, at “Protest fra en af Parternes Side ikke i noget Tilfælde vides at være anseet som afgjørende Hindring mod Skilsmissens Indvilgelse”.