– «Prædiken paa anden Søndag efter Hellig tre Konger». Af K. Krogh-Tonning (Knud Karl K.-T./red.) Porsgrund. – H. Joh. Dyrings Forlag. Brødr. Dyrings Bogtrykkeri. 1880;
sidene 3 – 24 :
Hedenske og kristelige Tanker om Ægteskabet.
Forord.
Man maa ikke i denne Prædiken vente at finde en udtømmende eller alsidig Behandling af Forholdet mellem den hedenske og den kristelige Betragtning af Ægteskabet. Det hele er kun «nogle Tanker», som udkommer, fordi flere af mine Tilhørere venligen har anmodet mig om at lade denne Prædiken trykke.
Porsgrund i Februar 1880. Forf.
– 3 –
Prædiken paa anden Søndag efter Hellig tre Konger. Evangelium: Joh. 2, 1-12.
Naade og Fred af Gud, vor Fader, i den Herres Jesu Kristi Navn. Amen.
«Hvert godt Træ bærer gode Frugter; men et raaddent Træ bærer onde Frugter. Et godt Træ kan ikke bære onde Frugter, og et raaddent Træ kan ikke bære gode Frugter. Hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, afhugges og kastes i Ilden. Derfor skal I kjende dem af deres Frugter. Ikke enhver, som siger til mig : Herre ! Herre ! skal indgaa i Himmeriges Rige, men den, som gjør min Faders Vilje, som er i Himlene» (Math. 7, 17-21).
Saa taler vor Frelser. Mennesket skal kjendes paa Livet, som Træet kjendes paa Frugten. Et helligt Menneske fører et helligt Liv. Dette kan ikke være anderledes og er lige saa nødvendigt, som at et godt Træ bærer god Frugt. – Saa taler de hellige Apostle.
«Troen, – siger Jacob, – dersom den ikke haver Gjerninger, er død i sig selv. Men der maatte nogen sige : «Du haver Troen, og jeg haver Gjerninger ! Vis mig din
– 4 –
Tro af dine Gjerninger, og jeg vil vise dig min Tro af mine Gjerninger (Jak. 2, 17 f.)
– Saa taler Kirkens hellige Fædre. «Om et Menneske», siger en af dem, «har Guds Aand, det skal du kjende af hans Liv». «Paa Gjerningerne altsaa og paa Livet skal du prøve et Menneske, der siger om sig selv, at han har Guds Aand».
– Der var en Tid, Rationalismens Tid, i vor Kirke, da man talte meget om Livets gode Gjerninger, men forsømte at tale om Troen. Som om det gik an at høste Frugt af et Træ uden Rod. Et Træ uden Rod bærer ingen Frugt, og et Liv uden Tro bærer det Slags Frugt, som den hellige Skrift kalder «døde Gjerninger» (Hbr.6,1).
Saa kom Opvækkelsens Tid, og der vidnedes atter om Troen, og det baade med Liv og Kraft. Men da det gaar fuldkommen lige saa godt an at fortabes i det, den hellige Skrift kalder en «død Tro», som i det, den kalder «døde Gjerninger», og da Faren for det ene ligger lige saa nær som Faren for det andet, saa lad os vogte os vel, at det ikke skal blive sagt engang : Efter den Tid, som vidnede om Livet, men forsømte Troen, fulgte en anden, som vidnede om Troen, men forsømte Livet ! «Vis mig din Tro af dine Gjerninger !» siger Herren.
Der gives intet Livsforhold, som giver rigere Anledning for Troen til at udfolde sig i et helligt Liv og bære ædel Frugt end Ægteskabet; og der gives intet Samfundsforhold mellem Mennesker, hvor det er
– 5 –
vigtigere, at dette sker, end Ægteskabet. Hvor Ægteskabet holdes højt og i Ære, der er Samfundet lykkeligt. Hvor Ægteskabet vanæres, der er Samfundets Lykke undergravet. Thi Ægteskabet er Samfundets Grundlag.
Vi finder idag vor Frelser tilstede ved et Bryllup. Han vil hellige Ægteskabet ved sin hellige Nærværelse. Men der findes vanhellige Ægteskaber midt i Kristenheden, og der findes hedenske Tanker om Ægteskabet blandt dem, der kalder sig kristne. At være paa det rene med, hvad der er hedensk og hvad der er kristeligt i dette er af den største Vigtighed, synderlig i vor Tid. Vi vil derfor anstille en Sammenligning mellem nogle hedenske og kristelige Tanker om Ægteskabet.
I det raa Hedenskab er Kvinden Slavinde. Slaveriet beror paa en Betragtning, hvorefter Mennesket ikke vurderes og agtes som Menneske, som en levende Personlighed, men som noget ganske upersonligt. Trællen agtes ikke som noget aandeligt Væsen, men som en Ting, eller i det højeste som et Dyr, et Trældyr, et Husdyr.
En Følge af, at Kvinden betragtes som Mandens Træl, er Flerkoneriet. Er hun kun Mandens Træl, da kan jo en Mand lige saa vel have flere Hustruer, som han har flere Trælle. Og at han holder Hustruer og Trælle har ikke her andet eller mere paa sig, end at han har en Flerhed af Husdyr og af Redskaber til sin timelige Bedrift.
– En anden Følge
– 6 –
af denne Betragtning er Ægteskabets Opløselighed. Et Redskab, som man ikke tror sig tjent med, lægger man bort. En Træl, med hvem hans Herre er misfornøjet, sender han fra sig eller overdrager ham til en anden. Et Husdyr, som man ikke har Brug for, skiller man sig af med. Er Hustruen ikke andet for Manden end disse Ejendele, saa kan han beholde hende eller skille sig af med hende efter Behag.
Nu vil maaske nogen spørge : Hvilken Anvendelse har dette blandt os ? Hustruen er blandt os ikke Mandens Træl ! – Nei; efter Loven vistnok ikke. Men er hun blandt os aldrig i Virkeligheden Mandens Træl ? Er her blandt os slet ikke Mænd, der lader Hustruen trælle for sit og Familiens Udkomme ? Er her ikke blandt os Mænd, der vælter Bekymringer og Omsorger over paa Hustruen, som Manden er kaldet til at bære ?
Det sker kun altfor let dette. Kvinden har en naturlig Tilbøjelighed til at tage Sorger og Bekymringer paa sig. I Brudehuset i Kana opstaar en Forlegenhed. Der mangler Vin. Jesu Moder hører dette. Det gaar hende nær; hendes kvindelige Hjerte tager strax levende Del i Familiens Forlegenhed. Hun kan ikke andet, hun maa tage det paa sig og se til at faa Forlegenheden afhjulpen. Dette er et ægte kvindeligt Træk. Et skjønt Træk, kan vi lægge til, præget i hendes Hjerte ved Guds egen Haand, der skabte hende.
Men jo skjønnere det er, desto forsigtigere skal Manden være, at han ikke misbruger Kvindens let bevægelige
– 7 –
og deltagende Følelser til at vælte over paa hende Bekymringer og Omsorger, som er hende for svære, eller som skal ligge paa ham og ikke paa hende.
– Flerkoneriet tillader vore Love heller ikke. Og dog er der Grund til at vidne mod dets Vederstyggelighed. Thi det forsvares ikke blot af Mormonismen; men ogsaa Mænd, hvem man skulde tro højt hævede over denne Vildfarelses Taabeligheder, har forsøgt et Forsvar for Flerkoneriets Tilladelighed.
– Og dernæst : Er der ikke Utroskab iblandt os ? «Ægtesengen skal være ren og ubesmittet; men Horkarle og Skjørlevnere skal Gud dømme» (Hbr. 13,14). Saa staar der skrevet. Men er det vist, at alle Mænd og Kvinder, der bærer Kristennavnet, i denne Henseende er saa rene og ubesmittede, som Ordet kræver ? – Men hertil kommer endnu dette : Ved Utroskab i dette Stykke tænker jeg ikke blot paa den grove Overtrædelse af det sjette Bud. Herren, som ser til Hjertet, dømmer meget strengere derom. «Hver den, som ser paa en Kvinde for at begjære hende, har allerede bedrevet Hor med hende i sit Hjerte (Math. 5,28). Saa lyder hans eget Ord.
Allerede Hjertets urene Lyst eller Begjæring er i hans Øjne Brudd paa den ægteskabelige Troskab. Er det vist, at der blandt os ikke findes Mænd, som i denne Henseende tager det let med Forpligtelsen til at være sin Hustru tro ? – Denne Kvinde var engang for Manden en Gjenstand for hans levende Beundring. Hun var hans Øjnes Lyst og hans
– 8 –
Hjertes Glæde. Han var «lidenskabelig forelsket» – som det heder – i den unge Pige, som for ham var Idealet af al kvindelig Skjønhed og Fuldkommenhed. Hun blev hans.
Lidenskaben blev ikke gammel; det er dens Art at tændes i Hast og forsvinde i Hast. Skjønheden tabte sig med Aarene, visnede og forsvandt, som Blomstens Pragt taber sig og forsvinder. Dette kvindelige Ideal blegnede og tabte sin henrivende Magt.
Og hvordan gik det saa ? Jo, der gik andre kvindelige Idealer op for den ulykkelige Mand. Han blev sin Ungdoms Kjærlighed utro, idet hans Hjerte søgte hen til og «begjærede» snart denne, snart hin Kvinde, om hvem det dog gjaldt : «Du skal ikke begjære !»
– Men den hele Ulykke skriver sig derfra, at han lige fra først af har elsket som en Hedning, der ikke har Forstand paa sandt Menneskeværd. Hvad der havde Værd for ham ved denne unge Pige, denne unge Hustrn, det var ikke eller dog mindst hendes aandelige Personlighed. Nej, denne Skikkelses Skjønhed, disse Øjnes Herlighed var det, som han beundrede. Og nu, da Skikkelsen er sunket sammen, og Øjet har tabt sin Glans, er ogsaa Beundringen borte; nu er det borte, som han kaldte sin Kjærlighed, men som snarere fortjente Navn af kjødelig Lyst.
Ingenlunde er det Kristendommens Fordring, at vi skal mangle Sans eller lukke vort Øje for det, der heder Skjønhed; i Naturen, i Kunsten, i Menneskelivet, overalt lærer tvertimod Kristendommen os at se den i dens sande Værd, fordi den lærer os at se
– 9 –
den som noget, der er fra Gud.
Men – for strax at komme tilbage til vor Gjenstand – den Mand, der hos sin Hustru kun har Øie for hendes ydre Fortrin, eller dog væsentlig kun har fæstet sig ved disse, den Mand, for hvem hendes aandelige Personlighed ikke er det første og det ypperste, hans Hustru er ikke hvad en Hustru skal være for ham.
Hun er hans Dukke og hans Hjem et saadant, «hvis Lykke er af Glar; den brister naar den skinner klar».
– Kunde vi betegne Forholdet mellem Hedenskab og Kristendom ved at sige, at Hedenskabet er rettet mod det jordiske, synlige og forgjængelige, medens Kristendommen er rettet mod det himmelske, usynlige og uforgjængelige, eller at Hedenskabet er sanseligt medens Kristendommen er aandelig, da indser vi Grunden til den Utroskab i Ægteskab og de mange ulykkelige Ægteskaber, der er et af de sørgeligste Karaktertræk ved vor Tid.
Grunden er den, at det hedenske, det verdslige, det sanselige Sind tager Overhaand i Verden.
Vi talte fremdeles om den lette Opløselighed i det hedenske Ægteskab. Skulde der i vor Tid ikke være Grund til at advare mod denne hedenske Forestilling ? Desværre; vi har kun altfor megen Grund dertil.
Det kunde synes, som om det var unødigt at minde om al den Elendighed, som følger for Samfundet og for den enkelte af den lette Adgang til at faa et Ægteskab opløst. Man kan være ganske vis paa, at dersom det er let at faa et Ægteskab opløst, da bliver ogsaa
– 10 –
mangfoldige Ægteskaber indgaaede i den største Letsindighed.
Er Letsindigheden allerede stor, hvor de ydre Baand er sterke i denne Henseende, saa vil den blive ligefrem samfundsfarlig, hvor de er svage.
Skulde det være nødvendigt at skildre de fraskiltes bedrøvelige Stilling ? Skulde det fornødiges at minde om, hvilken Forøgelse af Samfundets Elendighed det vilde blive, om endnu langt større Skarer af Børn end hidtil skulde voxe op i Hjælpeløshed og Tugtløshed ?
Historien taler her et Sprog, der er rædsomt tydeligt. Men der er sagt : «Historien lærer, at Menneskene intet lærer af Historien». Og nogen Sandhed er der desværre i denne Sætning. – Hvilken Grund der er til at vidne mod den letsindige Opløsning af Ægteskaber, det sees klart nok, naar vi betænker, hvad der just i disse Dage sker i Nordens Theatre og i mangt et Hjem. Man tiljubler et Verk sit Bifald, som, med alle sine glimrende Egenskaber i Anlæg og Karaktertegning og trods det Alvor, hvormed det revser et Ægteskab i Egenkjærlighed, i overfladisk, sanselig Nydelse af det udvortes skjønne, dog synes at hvile paa den Grundvilfarelse, at Ægteskabet kun beror paa to Menneskers vilkaarlige Vilje og upaalidelige Følelser.
De, der fører det store Ord i vor Tid, synes mer og mer at komme ind paa den Tanke, at det ene og alene er to Menneskers Vilje og Følelser, der gjør Ægteskabet til et Ægteskab. Er disse Følelser og denne Vilje der ikke længer, saa er der heller intet Ægteskab længer;
– 11 –
og fordi det beroede paa to Menneskers Vilje at indgaa det, saa mener man, at det kun skal bero paa to Menneskers Vilje at opløse det.
At det borgerlige Samfund har noget med Ægteskabspagten at gjøre, bliver man mere og mere uvillig til at indrømme, end sige, at man skulde have nogen Tanke for, at Kirken, at Gud har med den Sag at gjøre.
I Kirken heder det om Ægtefællerne : «Hvad Gud har sammenføjet, skal intet Menneske adskille»; men i Verden heder det om Ægtefællerne : «Hvad Mennesker har sammenføjet, kan Mennesker adskille».
Det første er kristelig, det andet er hedensk Tanke om Ægteskabet. Der gives ogsaa et romantisk Hedenskab og en romantisk hedensk Betragtning af Ægteskabet. Her er det ikke Kvinden, som er Mandens Træl; men det er Manden, som er Kvindens Træl. Kvinden prises og besynges som et Slags Gudinde paa Jorden : «Elskov» er for svagt et Udtryk for at betegne det, der skyldes hende; og den sande Ridder skal ikke blot synge hendes Pris i Maaneskin, men han skal knæle i «Tilbedelse» for hendes Fod.
Hvor mangen ung Pige har ikke faaet sit stakkels Hoved forskruet ved elendige Romaner, der lærte hende at kjende Ægteskabet som et Eventyrland i Stedet for som en Virkelighed. Hun ventede paa Ridderen og den eventyrlige Lykke ved hans Side. Hun troede at have fundet ham; og de to begyndte at tale om «Saligheden» i den fælles Kjærlighed.
Men det var en forfengelig og forgjængelig
– 12 –
Salighed. Sæbeboblen sprang (sprakk/red.), og derpaa fulgte bitter Skuffelse og et Liv i Græmmelse.
I Kristendommen er Kvinden ikke Træl. Det er en af dens Hovedfortjenester af Menneskesamfundet paa Jorden, at Kristendommen har hævet Kvinden op fra hendes Fornedrelse. Her betænkes det ikke blot, at det hele Kvindekjøn er bleven fornedret i den første Kvinde, i Eva, som syndede. Men det betænkes tillige, at det hele Kvindekjøn er bleven ophøjet og æret i vor Herres og Frelsers Moder, den hellige Jomfru Maria, den «benaadede», den «velsignede blandt Kvinder,» hvem «alle Slægter skal prise salig» (Luk. 1, 28, 48).
Manden ved, at hun er «Kjød af hans Kjød» og «Ben af hans Ben»(1 Mos. 2, 23) og Apostelen formaner Manden til at «bevise hende Ære» (1. Ptr. 3,7).
Han er Familiens Hoved og Herre; men er han en kristen, da vil han ikke hensynsløst benytte sig af denne Stilling. Det er hans Sag at sørge for Familiens Underhold. Men han vil ikke forsmaa sin Hustrues Raad, og han vil ikke tilsidesætte hendes Ønsker. Han betænker, at hun ikke blot har Pligter imod ham, men ogsaa berettigede Fordringer, og at han selv ikke blot har Rettigheder over for hende, men ogsaa Pligter.
Hun er nemlig en aandelig Personlighed lige saa vel som Manden, og for den kristelige Mand bliver Hustruens aandelige Personlighed helliget derved, at Gud vil hendes Salighed, ligesaa vel som hans. De er begge Syndere, der trænger til Naade;
– 13 –
for dem begge er Jesus Kristus kommen til Verden for at frelse dem med sit hellige og dyrebare Blod fra Synd og Død og Satans Rige.
Gud vil, at hun skal være hans Medarving til det evige Liv. Det vil den kristelige Mand ogsaa. Større Ønske har han ikke for sin Hustru; og han kan ikke «forarbejde sin egen Saliggjørelse», uden at han tillige arbejder for hendes.
Saaledes er i Kristendommen Kronen, der var Kvinden røvet i Hedenskabet, atter sat paa hendes Hoved. Lykkeligere Sted gives ikke paa vor Jord, end det Hjem, hvor Mand og Hustru saaledes arbejder sammen som hinandens Medarvinger til et evigt Liv.
«I Hus og Hjem, hvor Mand og Viv Bo sammen et gudfrygtigt Liv
Med Børn i Tugt og Ære,
Der leves mangen lyksom Dag, Der vil hos dem med Velbehag
Den Herre Kristus være».
Men der gives Mænd, som bærer Kristennavnet uden at forstaa at skatte Hjemmets Lykke. Der gives Mænd, som søger sin timelige Glæde udenfor Hjemmet. Den søges i andres Beundring; man vil beundres for en Begavelse, som man ikke har givet sig selv, beundres som Videnskabsmand, beundres som Taler, og er det kun Beundringen, man attraar, da kommer det paa ét ud, enten man søger den som gejstlig Taler, som politisk Taler eller som Skaaltaler og Vittighedsmager.
Eller man søger sin timelige Lykke og Glæde i et
– 14 –
broget og skiftende Selskabsliv. Der gives Mænd, som tilbringer mer af sin Fritid i Knejper og Vertshuse end i sit Hjem. Der gives Mænd, for hvem en Aften hjemme er en Opofrelse ! Lad den Lykke og Glæde, han søger udenfor Hjemmet, være nok saa anstændig og ærbar i sig selv, lad ham tilbringe sin Tid skikkeligt, ædrueligt, ulasteligt for Mennesker – ulykkelig er dog den, for hvem Hjemmet ikke er det største timelige Gode.
Fordringen er ikke den, at vi aldrig skal komme udenfor vort Hjem, at vi aldrig skal kunne glæde os andetsteds end der; vi trænger til at komme ud over Tærskelen nu og da, baade Mand og Kvinde. Men den, som ikke der fremfor paa noget andet Sted kan glæde sig, kvæge sig, hygge sig, «kose» sig, den, som ikke i sit Hjem har det bedste Sted paa Jorden, fortjener vor Beklagelse som et ulykkeligt Menneske.
– Der gives Mænd, som tilsidesætter den Agtelse, de skylder sin Hustru, for at skjænke den til andre Kvinder. Naar vi lægger Mærke til den Hensynsfuldhed, alt det tomme Galanteri, al den giftige Smiger, en Mand kan ødsle paa andre Kvinder, paa samme Tid som han er istand til at behandle Hustruen men Hensynsløshed, ja med Haardhed, da maa vi med Beklagelse bekjende, at den Agtelse for Kvindens og særlig for Hustruens aandelige Personlighed, som Kristendommen har ført ind i Verden, er forsvunden fra mange saakaldte kristnes Hjerter.
Hvad en Mand, der bærer Kristennavnet, kan tillade sig af Hensynsløshed, af Haardhed for ikke at sige
– 15 –
af Raahed over for sin Hustru under fire Øjne, det lader sig ikke udsige fra denne Prædikestol; men det afgiver et nyt Bevis for, at Hedenskabet i vor Tid har afløst Kristendommen i mangt et Hjem.
– Under fire Øjne, sagde jeg; men jeg har taget fejl; det er ikke saa. Under Englenes Øjne, skulde jeg have sagt, under Guds Øjne. Og jeg, jeg vil betale, siger Herren. Det bliver stundom betalt allerede i dette Liv. Naar hun er gaaen bort, naar hun har lukket sine Øjne i Døden, hun, som blev saa miskjendt og tilsidesat, da følger bitter Anger og Hjerte-Ve for mangen Mand, synderlig da, naar hun har baaret sin Trængsel i Stilhed og Taalmodighed.
– Der gives Mænd i Kristendommen, som vover at vise Ømhed over for Kvinder, der ingen Fordring har paa hans Følelser, Mænd i Kristendommen, som er utro i Tanke, i Ord, i Gjerning. – Tusinde Gange bedre end alt dette var det at være en ubehjælpelig «Klodrian» i Omgang med andre; bedre, om Øjet var lukket for alle uvedkommende.
Om vi fristes, saa lad os bede, og lad os mindes Herrens strenge Ord : «Dersom din Haand eller Fod forarger dig, da hug den af og kast den fra dig. Det er dig bedre at gaa som halt eller Krøbling ind til Livet, end at have to Hænder og to Fødder og kastes i den evige Ild. Og dersom dit Øje forarger dig, da riv det ud og kast det fra dig. Det er dig bedre at gaa enøjet ind til Livet end at have to Øjne og kastes i Helvedes Ild» (Math. 18, 8.9).
– 16 –
Som Manden skal respektere sin Hustru, saa skal og Hustruen respektere sin Mand. Hun er ikke hans Træl. Men han er dog hendes Hoved og Herre.
Saa skriver den hellige Paulus : «Kvinden bør tage mod Lærdom i Stilhed med al Underdanighed. Men Kvinderne tilsteder jeg ikke at lære, heller ikke at byde over Manden, men at være i Stilhed. Thi Adam blev først skabt, siden Eva, og Adam blev ikke bedragen, men Kvinden blev bedragen og faldt i Overtrædelse» (1 Tim. 2. 11-14).
«I Kvinder, værer eders egne Mænd underdanige, som Herren; thi Manden er Kvindens Hoved» (Eph. 5, 22f.); ligesom Kristus er Kirkens Hoved, lærer Apostelen, saa er Manden Kvindens Hoved, og han formaner Kvinderne, at ligesom Kirken er Kristus underdanig, «saa skal og Kvinderne være sine egne Mænd underdanige i alle Ting» (Eph. 5, 24).
Og Apostelen Peter skriver : «Desligeste skal Kvinderne være sine egne Mænd underdanige, paa det og, dersom nogle ikke tror Ordet, de kan vindes uden Ord ved Kvindernes Omgjængelse, naar de skuer deres kydske Omgjængelse i Herrens Frygt. Deres Prydelse skal ikke være den udvortes, Haarfletning og paahængte Guldsmykker eller Klædedragt, men Hjertets skjulte Menneske i en sagtmodig og stille Aands uforkrænkelige Væsen, hvilket er meget kosteligt for Gud. Thi saaledes prydede og fordum de hellige Kvinder sig, som haabede paa Gud og var sine egne Mænd underdanige; som Sara var Abraham lydig og kaldte ham Herre» (1 Ptr 3,1-5).
– 17 –
Et stort Exempel paa en saadan Kvinde i en stille Aands uforkrænkelige Væsen har vi i Herrens hellige Moder Maria. I Bryllupshuset havde hun taget sig af et Anliggende, for hvilket hendes guddommelige Søn vilde forbeholde sig selv Tid og Time : «Kvinde, hvad har jeg med dig at gjøre; min Time er endnu ikke kommen !»
Kan der tænkes noget smukkere Exempel paa stille, kvindelig Ydmyghed, Sagtmodighed og Underkastelse end den Maade, hvorpaa hun efter disse Ord, uden Spørgsmaal, uden Indvendinger, vender sig til Tjenerne og siger : «Hvad han siger eder, det gjører !»
Vi tør tro, at hun i Hjemmet over for Manden har været den samme, som hun var i Brudehuset over for sin gudommelige Søn, at hun har været en Hustru, hvis Væsen var kosteligt for Gud, fordi det var en stille Aands uforkrænkelige Væsen i ydmyg Underkastelse. Det er klart efter alt, hvad vi har hørt derom i den hellige Skrift, at det er dette, som er Hustruens Ære og Pryd. En Kvinde med et myndigt, bydende Væsen, en Kvinde, der sætter sin Ære i at herske i Stedet for i at underkaste sig, er ikke en Kvinde efter de hellige Forbilleder, der foreholdes os i Skriften.
– Og Prydelsen, siger Apostelen, skal ikke være «Klædedragten» (egentlig Klæders Iførelse), ikke Smykker og Fletninger, overhoved : Intet udvortes skal det være, hvori hun sætter og søger sin Pryd, sit sande Smykke; men den stille Aand. Hjemmet er hendes rette Virkekreds.
Finder hun denne for liden og uanselig, overskrider hun den i den Hensigt at gjøre sig gjældende
– 18 –
og vinde Bifald i større Kredse, i Offentligheden, da overskrider hun Grændserne for sand Kvindelighed, og hendes Pryd og Ære gaar tabt.
Enhver Kvinde, som kan virke for et Hjem, det vil sige, som har Anledning dertil, skal virke for et Hjem; dette skal være hendes store Hovedopgave; og navnlig er det Hustruens Opgave. En anden Sag er det, at hun afser en og anden Time til en Virksomhed, som særlig ligger for den kristelige Kvinde, jeg mener Omsorgen for nødlidende: syge og fattige. Sker dette i Kjærlighed og Ydmyghed og uden at hun derfor virkelig tilsidesætter og skader sin Gjerning i Hjemmet for Mand og Børn, da er det en Gjerning, som er kostelig for Gud; og for den Kvinde, der mangler eget Hjem, er her en skjøn Anledning til at virke godt for andres Hjem.
– Hjemmet er Helligdommen, som Kvinden og særlig Hustruen, om hun er en kristen, gjerne vil pryde med det bedste. Og hvad kan det ikke blive til under hendes Hænder ! Et Sted, hvor der er godt at være fremfor noget andet Sted paa Jorden ! – Hvor velsignet dette er viser sig ofte særlig under Ulykker.
Mangen Mand havde en Hustru efter Guds Hjerte og et godt Hjem. Men medens Lykken stod paa, forstod han ikke at skatte sin Lykke. Der kom Ulykke. Verden forlod ham. Hun forlod ham ikke med sin Kjærlighed. Verden miskjendte ham; men for hendes Kjærlighed stod han fremdeles højt, og maaske højest i Nødens Dage.
Paa Verdens vide, vilde Vidder er det saa koldt for ham nu; men i hendes
– 19 –
Stue er der lunt og godt, thi der er Kjerlighed : Just i Nødens Dage har mangen Mand lært at takke Gud for, hvad han før ikke tilbørlig havde skattet : «Min Gud, jeg takker og priser dig, fordi du i hende har sat en Engel ved min Side, og jeg vidste det ikke !»
Og nu forstaar han, at det var en tom Lykke, Verden kunde yde ham, i Sammenligning med Lykken i et velsignet Hjem, ved en kristelig Hustrues Side. – «Store Bedrifter» eller det, som er stort for Mennesker, skal ikke være Kvindens Sag. Men er hun en Kvinde efter Guds Hjerte, da gjør hun i Hjemmet en Gjerning, som ev stor for Gud. I en stille Aands uforkrænkelige Væsen vidner hun i Gjerning for Mand, Børn og Tjenere som et Sendebud fra Gud.
Kristendommen har hævet Kvinden, løftet hende op af hendes Fornedrelse. Men den anviser hende en ydmyg Opgave. Verden har forsøgt paa egen Haand, uafhængig af Kristendommen, at gjøre det samme. Men den har glemt Ydmygheden. Den rykker Kvinden ganske ud af hendes af Gud bestemte Kreds og giver hende Opgaver og Maal, der er ganske ensartede med Mandens. Det er ogsaa et af Tegnene paa Tidens Aand, at den sætter sig ud over den af Gud bestemte Orden og over det guddommelige Ords klare Anvisning i dette Stykke.
«Kvindens Emancipation !» Men hvad bliver en Kvinde, der «emanciperer» sig fra Kvindelighedens Fordringer, en Kvinde, der optræder som Mandens Konkurrent i det borgerlige og offentlige Liv ?
– 20 –
Hun bliver intet andet end et modbydeligt Vrængbillede af den Kvinde, vi har lært at kjende i Kjærlighedens og Ydmyghedens stille Skjønhed.
Og en «emanciperet» Hustru er det modsatte af, hvad en Hustru skal være. Hustruens hellige Stilling og Opgave var for god for hende.
Ægteskabet er et Forhold i gjensidig aandelig og naturlig Selvhengivelse. Kristelig forstaaet er hverken Hustruen Mandens Træl eller Manden Hustruens Træl; hverken er det Manden, som alene skal modtage Selvhengivelsens Offer af Hustruen, eller Hustruen, som alene skal modtage det samme Offer af Manden.
Men Selvhengivelsen skal være gjensidig, og dertil skal den være fuld og hel. De to skal dele med hinanden alt i Lykke og Ulykke, gode og onde Dage; de skal være et Kjød (1. Mos. 2, 24) indtil Døden skiller dem ad. Det er just denne hele og fulde Selvopofrelse, som gjør Ægteskabet efter dets Væsen uopløseligt, dette, at de to er «ét Kjød». Kun Gud kan adskille, hvad der ved hans Anordning og ikke ved menneskelig Vilkaarlighed er saaledes forenet.
Kun ved Døden kan dette Baand rettelig løses : Det er af samme Grund, at Ægteskab rettelig kun kan finde Sted mellem én Mand og én Kvinde; thi saaledes kan man kun hengive sig til én.
At hengive sig selv, det er at elske. Thi Kjærlighed er Selvhengivelse. Ægtefællerne skal altsaa elske hinanden. Det gaar an at være forenet i Ægteskab
– 21 –
uden at elske. Ogsaa da skal Pagten respekteres. Thi den er oprettet i Kraft af en højere Myndighed end Ægtefællernes egen. Da maa der bedes om Kjærlighed.
For den oprigtige skal det lykkes; thi «Gud frelser de oprigtige af Hjertet» (Ps.7, 11).
Men et Ægteskab uden Kjærlighed er ikke i Aand og Sandhed, hvad Ægteskabet skal være; det er et meget ulykkeligt Ægteskab.
– Men nu maa det atter siges : At elske i Aand og Sandhed, det formaar kun en kristen; for at elske ret maa man være «født af Gud»; «hver den, som elsker, er født af Gud»(1. Joh. 4, 7).
«Verden» er behersket af Egenkjærlighed. Den er ikke født af Gud og kan ikke elske. Derfor er et verdsligt Ægteskab aldrig et Ægteskab i Aand og Sandhed; og et verdsligt Hjem ejer aldrig Hjemmets fulde og sande Lykke.
– Brødre og Søstre ! Mærker I, hvor denne Tankegang fører os hen ? Dog, derom behøver jeg ikke at spørge. I har vidst, I ved af Erfaring det, som dog endnu turde være en Hemmelighed for nogle i denne Forsamling : At man maa være en kristen, før at Ægteskabet i Aand og Sandhed skal svare til sin høje Bestemmelse, en kristen for at have et lykkeligt Hjem.
Herved føres vi ind i det, som vi kan kalde Hjertet af vor Text idag, og vi finder det, hvortil hele vor Udvikling har peget hen. Naar Jesus Kristus fremstilles for os tilstede ved Bryllupet i Kana, da betyder dette intet mindre, end at han gjerne vil være
– 22 –
tilstede, hver Gang et Ægteskab indgaaes, at han gjerne vil sidde i Højsædet i ethvert Hjem for at hellige Pagten, hellige Hjemmet ved sin hellige Nærværelse.
Tro paa den Herre Jesum Kristum, saa skal du vorde salig, du og dit Hus !»(Ap. Gj. 16, 31).
Giv Jesus Kristus Plads i dit Hjerte; lad Jesu Kristi Aand regjere i dit Hus; da skal dit Hjerte prise sig saligt; thi det ved (vet/red.) enhver kristen af Erfaring, at i Samfund med ham er Salighed og kun i dette.
Og faar Jesu Kristi Aand regjere i dit Hus, da bliver dit Hus usigelig lykkeligt. Thi Jesu Kristi Aand er Kjærlighedens Aand, og det er Kjærligheden, som gjør Hjemmet lykkeligt. Udgydelsen af denne sande Kjærlighed er den største «Aabenbarelse af hans Herlighed» i Hjemmets Helligdom.
Derfor, følg Exemplet fra Kana i Galilæa : Byd Jesus Kristus ind i dit Hus. Og har du været letsindig nok en Gang til at indgaa Pagten uden at indbyde ham til at hellige den – jeg ved forvist, at Følgen deraf var den, at Pagten ikke var ret lykkelig – saa gjør det snarest muligt, inden det bliver forsent. Skal dit Hus blive lykkeligt, da maa han derind.
#
«Naar Jesus kommer ind i Huset, Og hans den søde Hilsens Fred
Har alle Hjerter gjennemsuset Og sænket sig i Sjelen ned,
Da blir der stille, lyst og mildt, Da enes atter, hvad er skilt.
#
– 23 –
#
Naar Jesus kommer – kjært at sige, Det blir et ganske andet Liv,
Et sandt og elskeligt Guds Rige Hos smaa og store Mand og Viv,
Og Kjærlighed og Himlens Haab Alt ved Guds Aand og Ord og Daab».
#
Hvor Troen er levende, der bærer den sin Frugt i et godt, ædelt, lykkeligt Hjem. Dette kan ikke være anderledes. Er dit Hjem verdsligt, er Aand og Tone der den samme som i Verden, da er du selv verdslig, og du trænger til intet mindre end en sand Omvendelse.
Tro ikke, at der gives noget Sted i Verden, hvor det mere kommer an paa at vise sig som en kristen og bære Frugt i Taalmodighed, end i dit Hjem, i dets ømme Forhold, i dets daglige beskedne Gjerning !
– Men skal dette ske, da maa Jesus ind hos dig som i Kana. Der gjorde han «Begyndelsen til sine Tegn», og «hans Disciple troede paa ham». Han skal ogsaa i dit Hjem begynde at gjøre Tegn, han skal der gjøre Gjerninger, saa du skal undre dig; og du skal komme til at «tro paa ham» med en alt sterkere og sterkere Tro, alt eftersom han i Hjemmets Helligdom «aabenbarer sin Herlighed» ogsaa for dig.
Hvor gjerne vil han ikke «komme ind» og aabenbare sin Herlighed for os og vore. Vi skulde ikke have Møje med at finde ham. Men han har ofte Møje
– 24 –
med at finde os. Han «staar for Døren og banker paa» (Aab. 8, 20) men ikke alle lader op.
#
«Han staar for Døren nu og banker, O dyre Sjel, giv Agt derpaa !
Fornegt ham ej i dine Tanker Og lad ham dog ej ude staa !
Jeg siger i mit stille Sind : Du Guds velsignede kom ind !
Kom ind til mig og alle mine, Og bliv vort Hjertets Trøsteskat !
Kom ind med Lys til alle hine, Som bo endnu i Dødens Nat !
Jeg siger i mit stille Sind : Du Guds velsignede, kom ind !»
#
Amen.