– hvilket var onsdagsutgaven – nr. 42 : (les foregående del 1 – 22. mai – her) :
Det kirkelige Møde paa Horten den 18de Mai 1869. (Forts. fra f. No.)
Efter Bugges Foredrag forlangte en Skolelærer Larssen fra Horten først Ordet, da han nemlig havde nedskrevet Antegnelser til Hr. Bugges samtlige 24 Theses, hvilke Integnelser han rigtignok nu, efter at have hørt Foredraget, i visse Dele lod til selv at finde en Smule mal apropos (dårlig anbragt- ubeleilig – i utide/red.), men som han dog udbad sig Tilladelse til at oplæse.
Efter at Forsamlingen imidlertid havde paahørt hans Bemærkninger om »Kultus», som Taleren nok trode, «Bispen vilde passe», lod han sig bevæge til at udsætte med Resten af Foredraget til senere hen, hvorved Forsamlingen sandsynligvis gik Glip af det meste af Hr. Larssens Arbeider, da det altid var saa knart om Tid, naar denne Taler senere forlangte Ordet.
– En anden Lægmand eller Lægprædikant, Brynhild Kasa (antagelig fra Marker) gjorde den Bemærkning, at der var delte Meninger om Begrebet «Kirke», og om hvem der skulde regnes som dens Lemmer. En Del tænkte sig ved Kirken Samlingen af alle Døbte, andre krævede Omvendelse og Tro som Betingelse for at høre den til, og forsaavidt disse sidste havde Ret, saa havde Kirken sin Regel og Rette snor i Bibelen og trængte ingen anden ydre Form end den, som Bibelen bestemmer. Hvad er altsaa Kirken ? spurgte Taleren.
Ogsaa dette Spørgsmaal henviste Ordføreren (sogneprest Munch/red.) til Besvarelse senere hen. En anden Lægmand indrømmede Nødvendigheden af en Kirkeforfatning, men mente derhos, at Kirken allerede havde den ønskeligste Forfatning hos os; «thi vi har Frihed, og den holder vi fast paa».
Skolelærer Sogn (fra Thune) erklærede sig uenig med den sidste Taler og henholdt sig til Bugge.
Ordføreren søgte at bringe Debaten hen til de oplæste Sætninger, som omhandlede Kirkens Forfatning i Almindelighed, hvorpaa Sognepræst Fritzner fra Thjødlinge (Kjølling/red.) fik Ordet. Han erklærede sig i mange Dele enig med Bugge, men kunde dog ikke tilbage den Bemærkning, at meget i de foreliggende Sætninger var udtalt med en Skarphed, som han ikke kunde billige (støtte/red.). Vist nok var mangen Braadd borttaget ved det mundtlige Foredrag, men skarpe Paastande stod dog end tilbage. Naar det i første Sats hedder, at Kirken for at kunne løse sin Opgave maa have en samfundsmæssig ydre Ordning, stemmende med dens eget Væsen, saa var vistnok dette saa, men Taleren vilde dog lægge til, at Forfatningen og saa maa stemme med Kirkens nærværende Vilkaar. Stetningen er vistnok modificeret ved Sats 4, som henviser til de «Erfaringer, som Kirken under sit Livsløb har gjort angaaende de forskjellige Forfatningsformer og deres Gavnlighed»; – men det lader dog, som Forfatteren af disse Theses (Bugge/red.) har ment, at en Forfatning under alle Forholde er absolut ønskelig, medens derimod Taleren mente, at Forholdene maa her være bestemmende, da ogsaa Kirkens Historie viser, at en Forfatning, som kan passe for visse Forholde, ikke stemmer med andre. Overhovedet trode Taleren, at det ikke kommer saa meget an paa Forfatningen som paa, hvordan denne bringes i Anvendelse. Forfatningen kan som et menneskeligt Værk aldrig undgaa at lide af Mangler, men Mangler ved Kirkens ydre Form vil ikke kunne hindre dens Trivsel ikke hindre et sundt og sandt Samfundsliv.
Bugge var villig til at er kjende, at hans opstillede Theses maaske nok stiller Sagen noget paa Spidsen, men om saa var, maatte det tilskrives den Opgave, han havde sat sig, nemlig at fremholde Principerne, og han trode ikke, at der i Virkeligheden skulde vise sig synderlig Uenighed mellem ham og Fritzner.
Ganske vist maatte Forfatningen være afhængig af, hvad Kirken har gjennemlevet, og han haabede, man ogsaa skulde finde ham hjertelig besjælet af Agtelse for den historiske Udvikling. Derfor holdt han ogsaa som i Sats 13 fast paa Forbindelsen mellem Kirke og Stat, Statskirken, saaledes som den paa historisk Vei har udviklet sig i vort Fædreland; han vilde ikke bryde med det Bestaaende, men udaf dette forsøge paa at bygge noget Bifaldsværdigt. Der reiser sig navnlig tvende Hindringer mod dette Arbeide : 1. den konservative Anskuelse, der slaar sig til Ro med det Bestaaende, 2. den kjødelige Utaalmodighed. Det gjælder her som altid at holde den rette Middelvei; derfor maa man ved Siden af Ordet agte paa de Lærdomme, som Historien giver. Den lutherske Kirke har aldrig villet revolutionere, men ref0rmere.
Derfor bør man under dette sit Arbeide være besjælet af det rette reformatoriske, lutherske Princip. Proprietær Herstad (fra Hoff) udtalte sin Tvivl, om vor Kirkeforfatning virkelig skulde lide af saadanne Mangler, at Kirkens Trivsel derved kunde antages at hemmes Der kunde vel være mangen Brøst ogsaa ved Kirkens ydre Form, men han trode dog, at det kristelige Lægfolks Ønsker ikke gik i Retning af en ny Kirkeforfatning; men beholdt helst det Gamle med nødvendige Ændringer.
Skolelærer Sogn stillede Spørgsmaalet : Trænger vi eller trænger vi ikke Reformer ? Taleren vilde svare bekræftende.
Bugge vilde til Herstad bemærke. at man ikke kunde siges at være tilfreds med det Bestaaende, «saadan som det er», naar man som Herstad samtidig antyder «nødvendige Forandringer». Det er netop disse «nødvendige Ændringer», Taleren (Bugge) vilde. Han vilde ikke bryde med det Bestaaende, meget mere lægge dette til Grund for Værket. Den største Brist ved det Bestaaende er dets Forsyndelse mod Kirkens Frihed og Kirkens Lighed. Den norske Kirke har ingen Frihed, saalænge den ikke engang eier Retten til at udtale sig; Ligheden eksisterer ikke, saalænge Handleretten ligger udelukkende hos Embedets Indehavere.
Brynhild Kasa : I de Egne af Landet, hvor han var kjendt, klagedes der ikke over Forfatningen eller overhovedet over ydre Mangler saa meget som over Mangel paa Liv indenfor Menighederne. Nationalforsamlingen havde visselig gjort store Ting for vor Kirke, som Gud og den skal takkes for; – den har ikke lagt Bolt eller Baand paa Friheden til at dyrke Herren efter Ønske, og «vi Lægfolk» tror ikke at have noget at frygte fra den Side. Derimod nærer vi ikke saa liden Frygt for, at om Præsteskabet nu fik organiseret sig, kunde der fra den Side ventes flere Baand, end Nationalforsamlingen nogengang vilde friste at paalægge.
–Melaaen (eller Mælum ?), »Bibelbud» i Drammen, erklærede sig ikke det mindste bange for »Hierarkiet», men havde den Tillid til Præster og Lægfolk, at de i broderlig Forening skulde arbeide med hverandre til Gudsrigets Fremme.
– Kaldskapellan Lange opkastede det Spørgsmaal, om man her nærmest var kommen sammen for at drøfte den foreliggende Sag eller snarere for at undersøge Stemningen, og om deri sidste Fald burde foretages Afstemning.
Ordføreren maatte henstille dette Spørgsmaal til Forsamlingens egen Afgjørelse.
– Løitnant Løvenskjold kunde ikke finde en Afstemning her tilraadelig; Taleren og vist flere med ham vilde i Tilfælde af Afstemning finde sig i den Nødvendighed enten at maatte stemme imod eller gaa sin Vei, da denne vigtige Sag ingenlunde endnu kunde antages tilstrækkeligt opklaret.
– Afstemningsspørgsmaalet blev hermed stiltiende forladt og Forsamlingen tog sig 2 Timers Hvil i Middagsstunden.
Eftermiddagsmødet indlededes af Bugge med et Foredrag over de følgende 8 Theses, i hvilke Kirkebegrebet bestemmes og Betingelserne for fuld «kristelig Borgerret» angives, og i hvilke Forfatteren fra Udgangspunktet : de Kristnes «aandelige Præstedømme» udleder de 2 ledende Principer for en ønskelig Forfatning : den kirkelige Frihed, d.v.s. : det kirkelige Samfunds Ret til at ordne og indrette sig i Overensstemmelse med sit eget Væsen uden forstyrrende Indgriben af noget andet Samfund eller anden Magt, – og den kirkelige Lighed eller den Grundsætning, at Deltagelse i Kirkens Livsvirksomhed tilkommer alle Menighedens Lemmer og ikke er et Privilegium for nogen enkelt Del af Menigheden (f. Ex. Præstestanden). –Taleren definerede Kirkebegrebet med den augsburgske Bekjendelses Ord som «de Helliges og i Sandhed Troendes Forsamling»; – men da imidlertid Kirkens Forfatning netop er dens ydre Ordning, faar man tage Kirken som den fremtræder i den jordiske Virkelighed, som en Samling af «Klinte og Hvede» efter vor Herres Lignelse, da døde, falske Lemmer ikke kunne hindres fra at blande sig med dem, der egentlig og i Sandhed hører Kirken til.
Man har nævnt Kirken efter dens sande Væsen som den «usynlige» Kirke og efter dens ydre Fremtræden som den «synlige», hvilke Benævnelser ogsaa Taleren vilde nytte, da de forstaaes, skjønt der er ikke saalidet misvisende i disse Navne; thi den sande Kirke er ikke i den Forstand «usynlig», at den ikke skulde være kjendelig her i Verden : den maa give sig Vidnesbyrd, indad ved Brugen af Naademidlerne, udad ved Bekjendelsen.
Naar der nu tales om at organisere Kirken. da er det jo netop i dens ydre Fremtræden, saadan som den i sin Trængselstid bestaar, at den trænger Organisation; men man maa ei blive staaende derved men holde sig for Øie derunder at skaffe den saadanne Kaar, at den «usynlige» Kirke kan træde frem.
Det er Statskirkens store Brøst, at det under den er saa vanskeligt at holde den «synlige» og den »usynlige» Kirke ud fra hinanden. Dertil maa dog sigtes, naar man søger at organisere Statskirken, om man end tager den som den er og ikke søger at idealisere den.
Det praktiske Resultat af disse Bestræbelser fremgaar af 7de Sætning, hvori den Grundsætning fastholdes, at «Kirken ikke dømmer om det Skjulte», men indtil videre tror Vedkommende paa hans Bekjendelse.
De altsaa, der samler sig om Ordet og Sakramenterne, regner Kirken til sine, medens Menigheden dog forbeholder sig sin Ret til at undersøge, hvorvidt Vedkommendes Liv og Lære stemmer med hans udvortes Handling, forinden den erkjender ham som Medarbeider. Men her gjælder det, at Bekjendelsen er fuldstændig fri, her maa ikke lokkes, ikke trues, og der staar endnu adskillige Skranker tilbage for Troes- og Bekjendelsesfriheden at rydde af Veien i vort Land, skjønt det er længe siden Ild og Sværd anvendtes i Kristendommens Tjeneste.
Siden Dissenterlovens Tilblivelse især raader vistnok ikke liden Frihed i Troessager hos os; men Tvangen gaar dog igjen i mange Institutioner, saaledes i den tvungne Konfirmation, i de tvungne Svar til Spørgsmaalene ved Ægteskabsstiftelsen og i Embedsmændenes Forpligtelse til Statskirken efter Grundlovens § 92.
Vi maa ønske, at der maa gjøres alt for, at det kan blive overladt til den Enkelte selv, hvordan han vil stille sig til Guds forberedende Naade, og disse Rester af Tvang staar ganske vist hindrende iveien for – en ønskelig Kirkeforfatning.
– Naar der under denne skal være Tale om at erhverve fuld kirkelig Borgerret, da maa der kræves større Garantier end de, der ligger i den Kjendsgjerning, at Vedkommende fremmøder til Gudstjeneste og Nadverens Brug : her maa kræves en udtrykkelig Bekjendelse, der vil sondre mellem dem, der har, og dem, der ikke har kirkelig Borgerret i Analogi med, hvad Tilfældet er med den statsborgerlige Stemmeret.
Man finder det i sin Orden, at Staten kræver Betingelser for Tilstaaelsen af borgerlige Rettigheder; skulde det da ikke være end mere fornødent paa kirkeligt Gebet at stille en vis Sikkerhed for sin Adkomst til at træde handlende op.
Her er naturligvis ikke Talen om jordiske Garantier : alle Sjele er lige dyrebare for Gud, og Samfundet dem imellem er af aandelig Art – men det bør kræves af dem, der vil optræde handlende indenfor dette Samfund, at de vedkjende sig vedkommende Kirkesamfunds Tro, – altsaa hos os den evangelisk-lutherske Tro.
Men fører ikke dette lige ind i Ufriheden, vil man spørge; og Taleren vilde svare : her er ikke Tale om at forpligte Nogen paa en bestemt Tro som Betingelse for visse borgerlige Goder, –her er blot Spørgsmaal, om du har eller ikke har Tro tilfælles med det Kirkesamfund, i hvis Anliggender Du vil have Stemme.
Men skulde ikke en udtrykkelig Bekjendelse være overflødig, da den, som ikke finder sig i Overensstemmelse med det lutherske Samfund, vel maa antages at ville træde ud eller iallefald at ikke ville gjøre Fordring paa Borgerret indenfor samme. Taleren turde dog ikke forudsætte saamegen Ærlighed hos enhver, hvorhos det ogsaa maatte mærkes, at det ikke altid er sagt, at man er sig sin Uoverensstemmelse med vedk. Samfunds Tro bevidst.
En udtrykkelig Bekjendelse er altsaa en Grundfordring, som vel maa overveies; Stemmeret og Valgbarhed i kirkelige Anliggender maa afhænge heraf. Det ser nærmest ud til, at Tiderne snart skulle blive onde : Frafaldet fra kristen Tro griber om sig om ikke endnu saa meget hos os, saa desto mere i vort Naboland, Sverige, og Strømmen vil desværre nok naa vort Land. Man bør dog derfor sikkre sig, at For nægtere af Kristendommens Grundsandheder holdes udenfor Menighedens Repræsentation, hvilket man vil naa ved at kræve en Bekjendelse, forudsat, at Fornægteren ikke tillige er Løgner og Bedrager. Fuld Sikkerhed er naturligvis uopnaaelig.
Idet Taleren derpaa gik over til at fremstille Forfatningens Hovedprinciper, tog han efter Sats 10 Fodfæste i de sande Kristnes «almindelige Præstedømme»– d. e Retten til at frembære Bønnens Offer, som Grundkilden, hvorfra kristelig Frihed og kirkelig Lighed bør fremgaa. Er Herrens Folket præsteligt Folk, følger heraf, at det og bør være frit i Forhold til Gud og i Forhold til enhver anden Magt, nyde Frihed til at indrette sig uden forstyrrende Indgriben udenfra.
Med ligesaamegen Nødvendighed fremgaar heraf den kirkelige Lighed : det bør ei være saa, at en Del af Menigheden skal være virksom (Præsteskabet), en anden uvirksom (Lægmanden); enhver Kristen er berettiget, ja forpligtet til kirkelig Virksomhed. Forstaar sig : skal der være Orden, maa Forretningerne være fordelte, saa hvert «Lem» faar sin Forretning i Forhold til hans Naadegaver; men Ingen maa være uvirksom, men enhvers særegne Gaver tages i Tjeneste i Forhold til disses Maal efter Kor. 12.
Taleren vilde, med Henblik paa de her fremhævede store Principer spørge, hvordan Forholdet er hos os. Der er sagt her idag, at man eiede Friheden i al ønskelig Grad, og det skal medgives, at enhver, som sagt er, har Lov til at dyrke sin Gud efter Ønske; ja for den Enkeltes Vedkommende er Friheden tilstede endog i stor Grad, men ikke saa for Kirken som et Samfund.
Den første fordring (krav/red.) her, er dog denne, at den erkjendes som et eget, selvstændigt Samfund. Dette er endnu ikke skeet hos os; her betragtes Kirken som indlemmet i Staten og disse 2 Samfund gaar op i hinanden. Dette fremgaar blandt andet deraf, at Kirken ikke paa noget Punkt har Ret til at udtale sig med Krav paa at blive hørt, saa i de engere Samfund, saa i Landskirken.
Der er ingen Garantier stillede for, at Kirkens Anliggender bliver skjøttede overensstemmende med Guds Ord og Kirkens Væsen: Storthinget er bekjendelsesløst; Dissenter kunne der have Sæde – og denne Forsamling er Kirkens Lovgiver.
Som Samfund betragtet har Kirken liden eller ingen Frihed.– Ikke bedre staar det hos os til med Ligheden. Hos Menighedens ene Del, Geistligheden er Rettighederne i betænkelig Grad samlet; den har ikke blot Naademidlernes Forvaltning, men derhos al Styrelse, og Kirketugtens Udøvelse. Efter Guds Ord maa der øves Tugt inden Menigheden, ikke for Kirkens Skyld, men for den enkelte Synders. Men denne Tugt skal ifølge Math. 18 øves af Menigheden.
Nu er den imidlertid ene lagt i Præstens Haand, fordi den kirkelige Ligheds Grundsætning hos os ikke er gjennemført. At det imidlertid maatte komme dertil, at Præsten og Menighedens læge Del kunne drive denne i broderlig Endrægtighed, det er Maalet for vor Stræben, og her maa alle Kirkens sande Venner være med og ingen se derpaa med Mistillid.
Det gjælder intet mindre end at gjenindsætte den hele Menighed i dens i Guds Ord hjemlede Ret.
(Forts.) – i del nr. 3 – nr. 43 – av lørdag 29. mai – les den her :