– hvilket var lørdagsutgaven – nr. 43 (les foregående del 2 her) :
Det kirkelige Møde paa Horten den 18de Mai 1869. (Forts. fra f. No.)
Efter Bugges Foredrag fik Sognepræst Thurmann fra Hoff Ordet. Den kirkelige Tilstand hos os, yttrede han, er ikke saa ideal, som synes forudsat ved den i disse Sætninger antydede Forfatning.
Kirken har i vort Land staaet under Staten og har efter Talerens Mening ikke havt Ugavn deraf; thi den har selv – i det mindste før i Tiden, og Forholdet er tildels endnu det samme — den har selv intet villet gjøre for sine ydre Anliggender men væltet alt over paa Staten.
Denne Anke gjælder ingenlunde blot Menighedens indifferente Del; de mere Vakte giver hine ikke meget efter i Ligegyldighed, naar der f. Ex. spørges om Vedligeholdelse af Kirkebygninger, Kirkegaarde osv.
– Naar her har været sagt, at Menigheden ingen Andel har i Kirketugtens Udøvelse, da vilde Taleren dertil bemærke, at saa behøver det efter vor Lovgivning ikke at være : man har dog Medhjælperinstitutionen, om man vil gjøre Brug af den; Taleren (Thurmann/red.) havde oftere tyet til denne og har havt Gavn deraf. Han var bange forat give «Menighedsraadet» en mere udstrakt Andel i Kirketugten, end Medhjælperne har haft. Tugten var en Sag, som maatte drives med Varsomhed, om ikke den, der blev den undergiven, for stedse skulde tabes for Kirken Her maatte der gaaes frem i kristelig Ydmyghed, Kjærlighed og Besindighed.
Mælum antog, at Ytringer som disse sidste kun skriver sig fra og passer for ganske enkelte Tragter af vort Land. Mange ønsker en mere tilfredsstillende Forfatning, og der var efter hans Erfaring et stærkt Krav paa, at noget maa gjøres i Retning af Forbedring. Thurmann vilde ikke modsige dette.
Bugge : Men der maatte gjøres noget betydeligere. Der er anført, at der raader liden Menighedsbevisthed og liden kristelig Sands; desværre, det er vistnok. Men han vilde dog sige, at sammenlignelsesvis med forhen var der nu ikke saa lidet kristeligt Liv i Norge. Men selv om det ikke var saa, kunde han dog ei deraf slutte som Thurmann. Naar de kristeligt Vakte slutter sig sammen i Smaasamfund og derved røber liden Menighedsbevidsthed, da kan dette under nærværende Forholde ikke ventes anderledes – dette er en Frugt af vor Kirkes Ordning : frembød denne noget, som mindede om, at her er en Menighed, da vilde det i mange Tilfælde være anderledes.
Forøvrigt var det jo altid saa i det aandelige, at jo større den virkelige Trang er, jo mindre føles den. Skal man derfor opsætte med en Kirkeforfatning, indtil Menighedsbevidstheden er fuldt vaagnet, da faar der nok ventes længe. Lader os lyde Ordet og bringe den rette Orden tilveie, saa vil Trangen til at gjøre Brug af den nok indfinde sig.
– Hvad Medhjælperinstitutionen angaar, da hører jo netop den Embedet til, Medhjælperne er valgte af Præsten og repræsenterer ikke Menigheden. Men dette er netop Sagen, at Tugten skal øves af Menigheden og Embedet i Forening. Forøvrigt samstemmede Taleren med Thurmann angaaende Maaden, hvorpaa denne Tugt maatte øves : ikke i kjødelig Heftighed og Herskesyge, men i kristen Kjærlighed og Besindighed. Men det maatte gjentages, at efter Guds Ords Lære er der noget, som hedder Kirketugt, og som maa øves af Præst og Menighed i Forening, om det kirkelige Lighedsprincip skal komme til sin Ret. Ifølge dette var det ogsaa i sin Orden, om Menigheden fik nogen Indflydelse paa Valget af sin Præst. Den rette Form for denne Indflydelse kan ikke være saa meget vanskeligere at finde hos os end t. Ex.i Sverige.
– Ordføreren (Munch) : Den kirkelige Frihed, – om der ellers kan være Tale derom hos os,– er tilstede i utilstrækkelig Grad. Den Enkelte kan vel bruge Frihed men kun som Indgreb i Samfundsfriheden. Menigheden er ikke fri, har ikke Adgang til at udtale sig, har ingen Bestemmelsesret med Hensyn til sin Udvikling, har ikke Adgang til at benytte forhaandenværende Evner og Kræfter, og Baandet mellem Menighed og Embede er løst nok. Lader os tænke os en bestemt Lokal-Menighed; mon Præsten der tør siges at staa i inderlig Forening med sin Menighed ? Der er Mangel paa Samvirken. Hvor ganske anderledes er det ikke i disse Henseender i en Frimenighed, der har kunnet give sig sin Forfatning. Taleren havde som forhenværende Præst i en saadan Erfaring derom. Der træder Menigheden understøttende til Embedet og deltager i Kirketugten. Denne Deltagelse erstattes ikke ved Medhjælperinstitutionen, der hører Embedet til. – Og nu den kirkelige Lighed, hvor er den gjennemført hos os ? I Kommunen raader Fællesvirksomhed og Repræsentationsret, – i Menigheden ingen. Men Trangen dertil føles og har affødt Sammenslutning i Smaaforeninger; men herved maa man ikke blive staaende.
Friheds- og Lighedsprinciperne maa ogsaa i Statskirken kunne gjennemføres, iallefald anderledes end nu, om end ikke i samme Grad som i Frikirken.
– Fritzner bifaldt naturligvis Sætningen om den Kristnes aandelige Præstedømme. Men naar man af denne Sætning vil udlede Principer for Kirkeforfatningen, da vilde han ved Siden af de fremhævede ogsaa stille det individuelle Frihedsprincip, som ikke maatte stilles i Skyggen under Bestræbelserne for at organisere Samfundet.
Individets Frihed maa ikke tyraniseres ved noget Pluralitetsherredømme, og Frikirkerne frembyder dog Eksempler nok paa et saadant Forhold. Naar derfor Taleren i Modsætning til Kirkefriheden fremhævede den personlige Frihed, da vilde han formentlig ikke misforstaaes som den, der havde talt den kjødelige Friheds Sag.
Bugge : Samfundets Frihed behøver ei at kjøbes for saa høi Pris som med Opoffrelse af den Entkeltes. Det borgerlige Liv giver oplysende Eksempler herpaa, og Guds Ord betoner det rette Forhold med Udtrykket : Naar et Lem lider, lider det ganske Legeme. Det er ganske vist, som Hr. Fritzner siger, at større Aandstyrani end i visse Frikirker kan der ikke paavises. Han kunde saaledes nævne den gensiske Frikirke, hvor man endog brændte «Kjetteren». Men saa behøver det ikke at være. Kirkens Frihed kan godt bestaa med Frihed for det sandt berettigede personlige Kristenliv.
Fritzner bemærkede, at han ikke vilde forstaaes derhen, som om der af Kirkesamfundets Organisation med Nødvendighed skulde fremstaa Fare for den personlige Frihed; men han vilde have Opmærksomheden rettet paa denne som et fuldt berettiget Princip ved Siden af Samfundets Frihed.
Præst Deinbol (fra Drammen) var i Hovedsagen fuldkommen enig med Bugge og Munch og fremhævede Konfirmationstvangen og Forholdet ved Ægteskabets Indgaaelse som Mær ker paa Kirkens ufrie Stilling; – navnlig fremhævede han Konfirmationstvangen som «en blodig Ironi, som en af vort Lands Biskopper har kaldt den», og fandt ikke, at Dissenterloven løste Vanskelighederne i dette Forhold, da «det var hjerteløst at jage de Unge, der ei vilde aflægge Løftet, ud til Dissenterne».– Derimod kunde Taleren ikke samstemme med Bugge i at kræve en udtrykkelig Bekjendelse som Betingelse for kirkelig Stemmeret. Dette kunde lade sig høre i Frikirken, hvor den, der giver Forargelse, kan ekskluderes, men ikke i Statskirken, hvor selv Embedsmænd, der har aflagt Ed paa den lutherske Bekjendelse, fornægter Kristus. Man vilde afvise en saadan Fordring paa Bekjendelse ved at paaberaabe sig sit engang aflagte Konfirmationsløfte.
«Vor Kirkes trofaste Forkjæmper paa dette Storthing», Skoleinspektør Irgens, havde i en Samtale med Taleren ogsaa udtalt, at man vanskelig kan komme videre i dette Stykke end til Bestemmelserne i den nu af Thingets Afdelinger vedtagne Menighedsraadslov. Vil man videre, fører det til Statskirkens Opløsning, og dette, trode rigtignok Taleren, maatte ogsaa blive den endelige Udgang paa Sagen. Stiller man Fordringerne saaledes, at man ei akkviescerer (slå seg til ro med/red.) ved den Repræsentation, den nævnte Lov tilstaar, trode Taleren, at det Aar for Aar vilde blive vanskeligere at opnaa noget af Storthinget. Tilstanden vilde blive mer og mer utaalelig og føre til Statskirkens Opløsking.
Pers. Kapell. Brun (fra Christiania) var enig med Bugge i Principet, men vidste ei ret, hvorledes det skulde gjennemføres. Hvilken Bekjendelse skulde her kræves ? Mon den augsburgske Konfession ? I dette Tilfælde maatte han dele Fritzners Frygt for, at man gik den personlige Frihed nær. En anden Sag var det, om man kunde nøie sig med de 3 Troesartikler.
Bugge var ingen Ven af Tanken om at opløse Statskirken, men haabede i det længste, at Forholdet mellem Kirke og Stat maatte kunne ordnes til begges Gavn, og ønskede derfor ogsaa at kunne slaa sig til Ro med Menighedssraadsloven, som den nu foreligger til Sanktion.
Men han følte det smerteligt at opgive sin Fordring paa Bekjendelse; thi ikke enhver Organisation kunde ansees ønskelig. En Lov, som den foreliggende aabner Døren til Menighedens Raad for mange betænkelige Elementer : Lunkenheden, Modstanden mod kirkelige Reformer, ja Kristendommens aabenbare Fiender kunde let faa Sæde i Menighedens Raad. At slaa sig til Ro med den, er derfor et Raad, som vanskeligt kan følges. Man tør ikke vente en Repræsentation af lutter sande Kristne; men aabenbare Ukristne burde dog holdes ude, og om man opnaaede, at dens Medlemmer hyldede den kristelige Sandhed om og blot i dens Grundtræk, var dog noget vundet, og det synes dog ikke formeget, om man fordrer dem holdt borte fra Menighedens Raad, som staar i rak Modsætning til Menighedens Tro. Denne Fordring havde Taleren opstillet og kunde vanskelig opgive den. En Sondring mellem Stemmeberetti gede og Ustemmeberettigede synes at maatte kunne overføres fra Statens til Kirkens Omraade. Spørges der om, hvordan dette tænkes ordnet, og hvilken Bekjendelse der bør kræves, da kunde derom være forskjellige Meninger. Man kunde anse en Forpligtelse paa Guds Ord i den hellige Skrift for bindende; men her er den Omstændighed, at Guds Ord i den h. Sk. kan tolkes paa saa mange Maader, – Nutidens Rationalister i Sverige vilde saaledes ikke vægre sig for at aflægge en saa dan Bekjendelse. Der kunde tænkes en Forpligtelse paa de lutherske Bekjendelsesskrifter : – men en saadan Fordring vilde nærme sig til Aandstyrani. Den augsburgske Konf. er derhos, foruden at den er lidet kjendt i Menighederne, et videnskabeligt, ingenlunde let fatteligt Værk.
– Saa kunde man nævne Luthers lille Katekismus, der baade er kjendt og elsket af den norske Almue, og en Forpligtelse paa denne kunde synes baade billig og gjennemførbar. Og dog vilde Taleren finde det nok, naar man modtog en Vedkjendelse af «Kirkens Grundbekjendelse, det apostoliske Symbolum». Hvor uenig man nemlig kan være om Symbolets Oprindelse, saa er dog alle Kristne enige i, at Kristendommen i sin Kjerne og Grund har man udtrykt i denne Kirkens ældgamle Bekjendelse. Vilde man saa foruden denne kræve en Forpligtelse paa noget for vor lutherske Kirke Eiendommeligt, saa kunde man tage Luthers Udlæggelse af Artiklerne med.
En Vedkjendelse af denne Kirkens Grundtro er ingen stor Fordring til den, der vil have Sæde i Menighedens Raad, saa meget mere som hver eneste En iblandt os er døbt og konfirmeret paa disse 3 Artikler.
Derfor er Bekjendelsen imidlertid ikke overflødig : thi i de mellemliggende Aar er det netop Spørgsmaal og Tvivl plejer at vaagne, og Ens personlige Forhold til Kristendommen ofte finder sin Afgjørelse.
– Deindbol mente, at Bugge ventede formeget af Mundens Bekjendelse. Ærlige Folk vilde denne foruden ikke tage Sæde i Menighedsraadet med Vantro i Hjertet, og den nu foreliggende Storthingsbeslutning til Lov om disse Ting fastsætter dog Tab af kirkelig Borgerret for Forargelse i Lære og Liv. Mere staar neppe til at opnaa paa dette Felt; hvad man kan vente af Storthinget i saa Henseende, har vi dog paa dette Thing faaet saa tilstrækkeligt illustreret, at der ikke behøves mere Bevis.
Kun med Nød og Neppe var det, at Menighedsraadsloven med de nuværende Koncessioner (innrømmelser/red.) slap igjennem Thingets Afdelinger. Og værre bliver det herefter– ja, vi kan jo ikke vide det saa bestemt, – men Vantroen bryder mer og mere ind.
(Forts.) – i artikkel av 5. juni – nr. 45 – les den her :