Glüsing, Johan Otto, o.1676-1727, Separatist, var en Præstesøn fra Stedingerlandet i Grevskabet Delmenhorst; Faderen var Mag. Johannes G. (d. 1679), Moderen hed Margrethe Elisabeth.
1696-1700 studerede han i Jena og blev derefter Huslærer i Kjøbenhavn. Sammen med sin Landsmand den tyske Student Eberhard tog han Del i og blev Lederen af Konventiklerne, der vare begyndte i Staden hos 2 Borgere Peder Svane og Mourits Samsø.
Det er fra disse Forsamlinger, at Pietismen først ret begyndte at vinde Udbredelse i Danmark. Fra Pietismen arbejdede han sig ud i aabenbart Sværmeri med Foragt for Statskirken og de beskikkede Lærere. I øvrigt var han en velstuderet Mand, der sad inde med adskillig theologisk Lærdom.
Kampen mod Stadens Præster brød snart ud, saa meget mere som et Par af Præsterne ansaa sig personlig fornærmet, da G. som Text til nogle Billeder af Apostlene føjede en karrikeret Skildring af Datidens Præsters Liv, for at Modsætningen saa meget stærkere kunde skinne frem.
Den eneste Præst, hos hvem G. og hans Fæller fik Medhold, var Hofpræsten Lütkens; men ogsaa han opgav dem, da Plakaten af 2. Okt. 1706 forbød alle Forsamlinger i Husene af «særsindede» Personer, som førte en egen Lærdom, der ikke kom overens med Skriften og den augsburgske Konfession, og truede Saadanne med Tiltale og Straf.
Men paa det Tidspunkt havde G. allerede forladt Kjøbenhavn, i det han var bleven Huslærer hos General Hausmann i Christiania.
Her fortsatte han Forsamlingsvæsenet, udbredte separatistiske Skrifter og vakte Had og Foragt mod Statskirken. Biskop Hans Munch i Christiania led af Sovesyge og forholdt sig aldeles passiv lige over for den rejste Bevægelse;
men desto iltrere var Stiftsprovsten, Jac. Lodberg, den senere Biskop i Fyn.
Det var paa hans Anbefaling, at G. havde faaet Ansættelse hos Hausmann; saa meget mere maatte han føle sig opfordret til at optræde imod ham. Han paakaldte Politiets Hjælp mod Vranglæreren, «denne Ertzkvæker, der endog har emballeret Kvækernes Lærdom med adskillige Inventioner af den gamle Originianismo», og beklagede, at direkte Henvendelser saa vel til Generalen som til Biskoppen havde været uden Resultat.
Samtidig skrev Lodberg til det theologiske Fakultet i Kjøbenhavn. Frugten deraf var et kgl. Reskript af 28. Sept. 1706 til Vicestatholder Gabel, hvilket paabød, at G. skulde indstævnes for at underkastes Examination og for at give Oplysning om, hvem hans Tilhængere vare.
Til at aflægge Regnskab for sin Tro og sin Lære var han meget beredvillig, men han vægrede sig bestemt ved at angive sine Tilhængere.
Ved Reskript af 11. Dec. s. A. paalagdes det ham derfor at forlade Kongens Riger og Lande og under Straf ikke
vove at vende tilbage.
G. drog derefter til Tyskland og levede mest i Hamborg og Altona. Hans Liv blev nu mere indadvendt, delt mellem Studier og Betragtninger. For at erhverve Livsopholdet forfærdigede han Ure og Instrumenter.
Han sluttede sig til «Gichtelianerne» eller Englebrødrene, der tilstræbte en englelig Syndefrihed ved at løsrive
sig fra al jordisk Lyst. Derhos udfoldede han en betydelig litterær Virksomhed; bl. a. besørgede han «Biblia pentapla» (en Sammenstilling af 5 forskjellige tyske Bibeloversættelser) og udgav Jac. Bøhmes samlede Skrifter med en udførlig Biografi af den store Theosof foruden adskillig asketisk Litteratur med G. Arnold som Udgangspunkt.
1725 begyndte i Hamborg Forfølgelserne imod ham igjen; han blev fordrevet fra Staden, vendte sig til Altona og døde der 2. Avg. 1727. Sit Bibliothek paa 2000 Bind testamenterede han til Stadens Gymnasium. Hans Hustru,
der var af dansk Herkomst, døde allerede 1711 eller 1712 i Altona og efterlod ham 2 Døtre.
Theol. Tidsskr. f. den ev.-luth. Kirke i Norge, Ny Række, I, 190 ff.
Allg. Deutsche Biographie IX.
J. A. Bolten, Hist. Kirchen-Nachrichten von der Stadt Altona II, 102 ff.
Suhms Nye Saml. III, 293 f.
A. Jantzen.