Den uforfærdede Maade, hvorpaa Embedsstandens Medlemmer saaledes stedse have opfyldt sine Pligter mod Nationen, og den faste, værdige og imponerende Holdning, som den altid under vanskelige Omstændigheder har indtaget lige over for
– 3 –
Kongemagten, har ikke alene erhvervet den Folkets Tillid og Hengivenhed, men ogsaa Regjeringens Agtelse og selv Udlandets Beundring.
Men uagtet Nationen saaledes med Taknemmelighed erkjendte – og erkjender – at den med fuldkommen Tryghed kunde – og kan – stole paa den hæderlige Embedsstand, der desuden var – og er – aldeles fri for enhver utilbørlig Paavirkning fra Regjeringens. Side, og uagtet den derfor satte – og fremdeles sætter – sin væsentligste Fortrøstning til Embedsstandens Intelligents og gode Villie, saa er den dog omsider begyndt at erkjende, at en National-Repræsentation, hvis Pluralitet bestaaer af kongelige Embedsmænd, i Grunden ingen National-Repræsentation er, og at en saadan Tingenes Tilstand kun er at betragte som et i Nationens Mangel paa Oplysning og politisk Udvikling grundet Formynderskab, der ikke bør vedvare længere, end Nødvendigheden tilsiger det.
Og det er saa langt fra, at der i denne Erkjendelse og den deraf udspringende Tendents til efterhaanden at remplacere (erstatte/red.) National-Repræsentanter af Embedsstanden med dygtige og aldeles uafhængige Borgere ligger noget Stødende for Embedsstanden eller nogen Spire til Ulykker for Staten, at den tvertimod maa betragtes som et lige saa naturligt som trøstende Beviis paa, at Folket ikke er ganske umodent og uværdigt til dets fri Forfatning, og at det dog maaske engang for Alvor kan vaagne op af dets Apathie og modtage den hellige og værdifulde Gave med voxne Hænder.
De politiske og legislative (lovgivende/red.) Spørgsmaal, som formedelst vor Mangel paa Oplysning og Uddannelse i en lang Aarrække gjorde lidet eller intet Krav paa den medborgerlige og offentlige Interesse, og som syntes at være udelukkende henviste til Privatlivets fortrolige Kredse, begynde nu alt mere og mere at fremtræde aabent for Lyset og at stille sig frem i Spidsen af vort Folkeliv.
Forskjelligheden i de politiske og
– 4 –




















































