– for «12te Juni» – etter at den aktede embedsmann og historiker Jens Christian Berg var gått bort vel en uke tidligere – fredag den 4. juni 1852; dette minneordet er undertegnet med en «H», hvilket skulle bety at det er redaktøren Paul Botten-Hansen selv som har ført det i pennen;
– her følger minneordet/artikkelen :
Jens Christian Berg.
Den lærde, forrige Fredag afdøde Justitiarius Jens Christian Berg, hvis Portræt vi her meddele, er født i Kjøbenhavn den 23de September 1775.
Begge hans Forældre vare af norsk Herkomst. Faderen, Niels Jensen Berg (Familienavnet Berg skriver sig sandsynligvis fra en Gaard i Ramnæs Præstegjæld, Jarlsbergs Fogderi), var just, strax før denne Søn fødtes ham, bleven beskikket til Stiftamtsskriver i Throndhjem, men blev senere Justitsraad og Zahlkasserer i Christiania. Moderen var en Datter af Kammerraad Flor, Foged i Nummedal og Sandsvær.
Efter en Tid at have nydt privat Underviisning hjemme, blev Berg i 1785 sat i Huset bos Abraham Pihl (dengang Sognepræst til Lunds og Flækkefjords Menigheder, senere til Vang paa Hedemarken) som ved sine astronomiske Kundskaber og mekaniske Færdighed har gjort sig saa bekjendt, at hans Navn over hele Oplandet endnu lever blandt Folket, der anseer hans uforklarlige Arbejder som Frugter af en paa «Svartskolen i Wittenberg» indgaaet Pagt med Mørkcts Aander.
Pihl var bedre Dreiemester end Skolemester; derfor holdt han ogsaa sin Elev mere til Spindelen end til Bogen.
Berg havde allerede været hos ham i halvfjerde Aar, uden at have gjort synderlige Fremskridt paa den videnskabelige Bane, da han ved sin besynderlige Lærers Forflyttelse til Vang 1789 blev sat ind i Christianias Latinskole.
Her indhentede han, under sine Lærere Herman Ambergs og Niels Treschows Vejledning, ret snart det Forsømte og fattede stor Lyst til Videnskaberne, især til Philologiens Studium.
Allerede i August 1792 dimitteredes han til Kjøbenhavns Universitet. Ved denne Leilighed erholdt han af Treschow et saa udmærket Testimonium, «som vist kun faa Disciple have modtaget fra denne Lærdes Haand, og som lige meget vidnede om Lærerens store Kjærlighed for sin Discipel, som det bebudede de rige Frugter, Videnskaberne og Fædrelandet kunde vente sig i Tiden af en Yngling, der allerede med saa meget Held havde gjennemvandret den begyndte Bane og med saa store Fremskridt udviklet de fortrinlige Anlæg, hvormed Naturen havde begavet ham».
Efter Ankomsten til Kjøbenhavn underkastede Berg sig i Oktober Maaned 1792 Examen Artium og 1794 Anden Examen, begge med Laud.
Snart kom Berg i Berørelse med flere af Datidens mest udmærkede Literater, f. Ex. Abrah. Kall, Rasm. Nyerup og E. C. Werlauff, hvorved hans Lyst til Videnskaberne endmere tiltog og hans Smag rensedes og forædledes.
Nyerup vakte især hans Lyst for Literærhistorien, og efter hans Overtalelse var det, at Berg nu lod sine paabegyndte philologiske Studier hvile for at modtage en Ansættelse som Amanuensis ved det store kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn, ved hvilket Nyerup var Underbibliotekar.
Da Treschow havde føreslaget (foreslått/red.) Berg til Lærer i Historie og Geographi ved Christiania Kathedralstole, overtog han i 1797, ved Siden af sine Bibliothekforretninger Underviisningen i Geographi ved Kjøbenhavns Kathedralskole for derved at skaffe sig Øvelse i at undervise.
Men paa Grund af sin Faders Død fratraadte han 1798 begge sine Funktioner og skyndte sig tilbage til Christiania. Her forblev han nu i sin Families Skjød, idet han fungerede som Lærer ved Latinskolen under sin gamle Lærcr Ambergs Fraværelse paa en Reise, og som Kasserer ved det topographiske Selskab i Christiania, hvis Medlem han var bleven.
1799 antoges han til Sekretær for den Kommission, der var bleven nedsat i Anledning af Salget af Skolens Jordegods og Laugstolsgodset. Da han imidlertid til sin store Krænkelse var bleven forbigaaet ved Besættelsen af den historiske Lærerpost ved Christianias Skole, fandt han det bedst at slaae ind paa det juridiske Studium og reiste til den Ende i Foraaret 1800 ned til Kjøbenhavn, hvor han snart fik Ansættelse som Volontør i Rentekammeret. Denne Ansættclse forhindrede ham dog hverken fra at vedblive sine juridiske studier eller beskjæftige sig med Historien, hvorom ogsaa flere Afhandlinger, som han paa den Tid lod indrykke i Tidsskrifter, tjene som Vidnesbyrd.
Paa den juridiske Bane aabnede der sig snart lyse Udsigter for Berg. Grev Fred. A. Wedel-Jarlsberg tilbød ham det ledige Sorenskriverembede for Jarlsbergs Grevskabs søndre Distrikt og nu maatte han, for ikke at gaae glip heraf ved at opsætte med sin Embedsexamcn, indtil han havde erhvervet de Kundskaber han manglede i Romeret, i 1803 underkaste sig den norsk-juridiske Embedsexamen.
Herved erholdt han saavel for den theoretiske som praktiske Prøve bedste Charakteer.
Strax efter Examenen blev han udnævnt til Sorenbirkeskriver i Jarlsbergs søndre Distrikt. Nu giftede han sig og tiltraadte sit nye Embede. Han tog Bopæl paa Gaarden Gulli nærved Tønsberg, levede for Opfyldelsen af sine Kaldspligter og for sine Studier.
Af denne beskedne Stilling blev han trukket ud i 1814, da han for Jarlsbergs Grevskab valgtes til Medlem af det første overordentlige Storthing, paa hvilket han fungerede som Formand for den under 3 Nov. nedsatte Kommittee til at redigere Grundloven. Under 28d. November næstefter ud nævntes han til Justitiarius i Akershuus Stiftsoverret og var i de følgende Aar tillige oftere extraordinær Assesor i Høiesteret; som saadan deeltog han ogsaa i den mod Statsraad Haxthausen af Odelsthinget i 1814 dekreterede Rigsret.
I 1816 blev han befalet at begive sig til Kjøbenhavn som kongelig norsk Kommissær i Anledning af Opgjøret med Danmark.
Da han først reiste til Stockholm for at erholde de fornødne Instruktioner og Fuldmagt, blev han af Kong Carl XIII udnævnt til Ridder af Nordstjerneordenen. Men allerede næste Aar maatte han søge sig fritaget for hiin Mission paa Grund af Familieforholde her hjemme, idet nemlig baade hans Kone og hans Moder under hans Fraværelse ved Døden vare blevne ham berøvede.
Efterat han nu var vendt tilbage og igjen havde tiltraadt sit Embede som Justitiarius, kaldtes han efterhaanden til Medlem af mange forskjellige kongelige Kommissioner. Især for tjener deriblandt at fremhæves den i 1828 nedsatte Lovkommission til at udarbeide Udkast til en ny Kriminallov, i hvil ken Anledning han fratraadte Bestyrelsen af sit Embede lige til 1835, og i 1831 i Forening med Kommissionens øvrige tvende Medlemmer foretog en Reise til Stockholm for ifølge kongelig Befaling at konferere med den svenske Lovkommittee.
Foruden den Deelagtighcd, han som Lovkommissions-Medlem har havt i vor nyere Lovgivning, har han ogsaa ved at indgive Forslag til Storthinget foranlediget Udgivelsen af flere vigtige Love.
Derhos har han virksomt deeltaget i Christiania Kommuneanliggender og desuden været Bankadministrator i Christiania lige fra 1835 indtil 6te Mai 1844 da han efter Ansøgning blev endtlediget fra sit Embede som Justitiarius. Ved denne Anledning viste det sig klart, at hans lange og tro Tjeneste var bleven paaagtet og paaskjønnet baade af Konge og Folk, idet nemlig Majestæt bevidner ham sin naadigste Tilfredshed med hans lange og nidkjære Tjeneste samt tilstod ham hans fulde Gage i Pension, og Storthinget billigede dette og udtalte sin Anerkjendelse af hans store Fortjenester af Fædrelandets Literatur. Ved Oprettelsen af St. Olafs-Orden blev han for videskabelig Fortjeneste udnævnt til Kommandør af samme.
Man skulde tro, at en saa omfattende Embedsvirksomhed som Bergs ikke kunde lade megen Tid tilovers for videnskabelige Sysler.
Ikkedestomindre har han ved en mageløs Arbeidsomhed i Forening med overordentlig Hukommelse og Lethed i at arbeide udfoldet en literær Virksomhcd, der maa forbause saavel ved Omfang som Grundighed.
Om denne Virksomhed vidner ikke saa meget store selvstændige Værke som en Mængde Bidrag til videnskabelige Tidsskrifter og Aviser, saa som «Topographisk Journal for Norge», Thaarups Magasin, J. J. S. Munchs «Saga», Morgenbladet og især Budstikken, hvis Hovedredaktør Berg var lige fra 1821 til 26 og hvori han har nedlagt en Mængde vigtige Bidrag til Nordens Historie.
Men de rigeste Skatte i denne Henseende er dog bevarede i «Samlinger til det norske Folks Sprog og Historie», hvilke han udgav i Forening med Professorerne R. Keyser og G. F. Lundh og Kapitain G. Munthe, og hvoraf hvert Ark bærer Spor af hans Lærdom og Flid.
Thi enhver, i de indtagne Aktstykker, forekommende Persons Historie og Familie, enhver nok saa løselig antydet Begivenhed har Berg i de interessanteste Anmærkninger oplyst og udviklet. Især har han sat Unionsforholdene og Perioden efter Kalmarunionen i et ganske nyt Lys, der gjør det muligt for norske Læsere at danne sig et tydeligt Begreb om, hvad vort Land har maattet døie under Foreningen med Danmark.
Men dette sande Lys over Historiens Begivenheder have de Danske ikke kunnet taale. Deres Historikere have derfor søgt at dæmpe dets ubehagelige Skin ved at skjælde den Mand, som har tændt det, Huden fuld.
Molbech f. Ex. kalder Bergs Iver fanatisk, hans Skrivemaade raa og lidenskabelig; og saavidt erindres, er det ogsaa Hr. Etatsraaden, som kalder Berg en raa norsk Bonde. Om man end maa indrømme, at Berg i sine Udfald mod Danmark undertiden har brugt noge vel drøie Udtryk, staar dog Sandheden af hvad han har fremsat ingenlunde til at nægte.
Han har fremsat klare Fakta, og der vil Andet end Skjældsord til for at omstøde dem. Vist er det, at ogsaa de bedre danske Historieskrivere nu ere blevne mere tamme hvad Kapitlet om «Danmarks politiske Forbrydelser mod Norge» angaar.
Til Bergs literære Virksomhed maa ogsaa regnes en Mængde Bemærkninger og Oplysninger af ham der findes indlemmede i Andres Arbeider, og som han altid med Beredvillighed meddeelte dem, der henvendte sig til ham i videnskabelige Anliggender.
Blandt Bergs Skrifter maa endelig anføres hans i 1830 særskilt udgivne lærde Værk «Historisk Underretning om Landværnet tilligemed Efterretninger om Norges staaende Hær i Almindelighed». At opregne Bergs talrige øvrige Afhandlinger tillader ikke Rummet, og vi maa derfor henvise dem, der ønske en fuldstændig Fortegnelse derover og en mere detailleret Fremstilling af hans Liv og Virksomhed, til Heftesskriftet «Mærkelige Nordmænd», hvor en Mand der bedre end nogen Anden maatte kjende Berg, har leveret en udførlig Biographi af ham, som vi også her, saavidt den gaar, have benyttet.
Tilslutnings maa vi tilføie et Par Ord om Bergs huuslige Forhold. Han var to Gange gift, første Gang (1803) med Hedevig Wessel, en Datter af Major Wessel, hvem Døden, som ovenfor berørt, berøvede ham under hans Mission i 1816, efterat hun havde født ham en Datter og to Sønner, (hvilke nu til Adskillelse fra de øvrige Familier Berg føre det sammensatte Navn Wessel Berg), og anden Gang (1817) med en Datter af ovennævnte Statsraad Haxthausen. I dette sidste Ægteskab var han ingenlunde lykkelig, og Paa Grund af fuldkommen Uovereensstemmelse mellem hans og hans Kones Charakteer besluttede han sig i 1825 til at faae det ophævet.
Berg havde i længere Tid været svagelig, og den 4de Juni sidstleden indgik han til den evige Fred i sin Alders 77de Aar. Hans yngste Søn (der nu er Foged) havde ilet hid til Byen for at sige ham, sin elskede Fader, det sidste Farvel.
Bergs Begravelse foregik i al Stilhed Onsdagen den 9de d. M. Liigfølget bestod saagodtsom blot af Videnskabs mand og Andre, der havde staaet den Afdøde nærmest.
Af vort Universitets studerende Ungdom, som billigviis burde ydet en saa udmærket Videnskabsmand og fortjent Statens Borger den sidste Ære, saaes ganske faa i Følget.
Ingen Digter havde stemt sin Harpe til en Gravsang for den ædle Afdøde, og intet Sangchor havde nu, som ved andre lignende høitidelige Lejligheder, indfundet sig ved Graven. En simpel Psalme tonede derover, bramfrit og inderligt, som den Hedenfarnes Liv havde været.
H.