– i boken : “Bidrag til den norske Kirkes Historie i det 19. Aarhundrede – fra Nordahl Bruns Tid”. Kristiania 1884.
Gjengitt fra s. 178 – 221 :
Ved Wergelands Side paa Ejdsvold stod Hans Jakob Grøgaard, en Mand, hvis Navn blev kjendt i endnu videre Kredse, og som overalt i vort Land er bleven nævnt med Taknemmelighed.
Vi, som ikke har kjendt nogen af disse mærkelige Mænd, og som blot har deres Billede af deres Skrifter og hvad der ellers kan vides om dem, maa efter dette straks faa Indtrykket af, at vi her har for os to Mænd, der for en stor Del arbejdede til det samme Maal, — men hvilken Forskjel mellem dem !
— Begge vilde det samme, talte for det samme, arbejdede for det samme, — men hvilken mærkelig Forskjel i deres hele Liv, Optræden, Karakter, Stræben, Gjerning, og vi tør vel tilføje : i hvad de fik udrettet i Livet. Begge blev gamle Mænd, begge havde havt stor Anseelse og var regnede blant det norske Presteskabs ypperste. Begge hørte til Rigsforsamlingens fremragende Repræsentanter, men deres Optræden var hel forskjellig, som hele deres Livs Vej.
Der er neppe nogen Tvivl om, at Wergeland var den mest begavede af dem og vel tillige den, der havde den største videnskabelige Dannelse, men Grøgaard har sikkerlig havt den skarpeste Forstand, ligesom han var Manden af den utrættelige Virksomhed, Kirken og Skolen aldeles opofret fra sin tidligste Ungdom til sin Død.
-179-
Hans Jakob Grøgaard er født i Hof i Solør 5te April 1764. Faderen, Johannes Grøgaard, var en Skrædder-Søn fra Kristiansand, af hvis Latinskole han blev Discipel, og hvorfra han dimitteredes 1758 af Rektor Femmer.
Han tog Aaret efter Examen philos, og fik her som til artium bedste Karakter, maatte derpaa som andre fattige Normænd tage hjem og kom til Solør, hvor han ernærede sig først som Lærer, siden (1763) som Sagfører-Fuldmægtig. I denne Stilling giftede han sig, men ombyttede den allerede 2 Aar efter med en Underofficiers-Post.
Hvorledes han slap ud af Armeen er ikke oplyst, men han blev der ikke mer end 2 Aar, da han 1767 rejste til Bergen. Rimeligvis har han her sysselsat sig med privat Undervisning uden at kunne komme ind i nogen Stilling.
Biskop Neumann fortæller (J. Neumann : Mindeskrift over Grøgaard 4) , at han ved et latinsk Brev satte sig i Gunst hos Biskop Irgens, der gjorde ham til Klokker i St. Jørgens Hospital og derpaa (1789) til Førstelektiehører ved Latinskolen. Irgens kom først til Bergen 1779, saa der altsaa maa have hengaaet mindst 12 Aar, før han fik en liden Ansættelse, hvis ikke Neumann har forvekslet Irgens med Hagerup.
Som Lærer skal han have været meget stræng. Han blev sin Søns første Lærer i Latin, indtil han i 1775 fik ham ind i Latinskolen. Hans Skolegang var lykkelig, idet han med Kjærlighedens Beundring saa op til sin Rektor, Justitsraad Boalth (les på s. 65 her), Manden, der talede 7 Sprog og ved Siden af sine lærde Studier dyrkede Poesi og Musik. Ved ham opmuntredes Grøgaard til i Seminarium Fredericianum at lægge sig efter det franske og tydske Sprog samt Fløjtespil, der gav ham Adgang til som Mesterlektianer at optages i «de frivillige Harmonisters Akademi», stiftet 1775 af Boalth og Claus Fasting. Rektor Boalth døde 1781, samme Aar Grøgaard skulde dimitteres, og han kom derfor til at blive med i det første Kuld af «gamle Professoren», Fredrik Kristian Holberg Arentz’s
– 180 –
Dimittender. Han var i Seminarium Fredericianum af denne ført ind i Mathematiken og Fysiken efter Tidens Lejlighed og det paa en saadan Maade, at han hele sit Liv beholdt Kjærligheden til disse Videnskaber ikke mindre end til den højt skattede Lærer, der endnu stod lokkende for ham, da han paa sine ældre Dage søgte tilbage til sit Barndomshjem.
Blant hans Meddimittender var den senere bekjendte Lærer for Søkadetterne, Carl Fredrik Dichmann (død 1806 som Professor) og Biskop Irgens’s Sønner Johannes og Markus (les om Markus Irgens her). Grøgaard fik bedste Karakter til artium og blev saa i Kjøbenhavn, til han det følgende Aar fik ex. philos, med samme Karakter.
Han logerede i sit Rus-Aar hos en velstaaende Handelsmand, der troede, at han intet bestilte, da han hørte ham spille saa meget paa Fløjte, ligesom han maatte kjende til, at den unge Mand var Medlem af et dramatisk Selskab og oftere optraadte paa Scenen. Da Grøgaard overraskede ham ved sin gode Eksamen, fik han høre, at Fløjtespilleren havde benyttet den tidlige Morgenstund til Læsning og været meget flittig paa Forelæsningerne.
Efter anden Eksamen vendte han tilbage til Bergen, men drog, saa snart han kunde, tilbage til Kjøbenhavn, hvor Opholdet maatte blive saa kort som muligt, da Hjælpemidlerne var smaa. Han maatte gribe til den Udvej, som de fleste Normænd i hine Dage benyttede sig af, at «lægge op til non contemnendus», med hvilken Karakter han da ogsaa fik sin Embedseksamen 5te Oktober 1784. Han havde ved Siden af sin Læsning maattet undervise for at skaffe sig Livsophold, efter forgjæves at have søgt Stipendier. Han havde i den Anledning havt en Strid med Professor Hornemann (Autobiografi i v. Molands Kaldsbog), og der er Vidnesbyrd (Pavels : Autobiogr. 183—85) om, at han ikke var den eneste Student i hine Dage, der optraadte med en os ubegribelig Frimodighed overfor Universitetets Lærere. Det tør vel hænge sammen med den temmelig
– 181 –
slappe Tugt ved Universitetet i denne Periode, da der taltes meget om Bestikkelighed og grove Bedragerier ved examina (C. Pavels’s Autobiografi 183—85).
Det lader til, at Grøgaard maa have været meget aabenhjertig overfor Professoren, der vilde give ham det igjen, da han Aaret efter sin Eksamen prædikede for ham til dimis. «Han fortjente» — siger han — «efter Doktorens Ord kun non contemnendus, men mirabile dictu fik han dog haud illaudabilem».
Af den Maade, hvorpaa Grøgaard udtaler dette, kan vi vel slutte, at han ogsaa har fundet denne Karakter for stræng, og at han allerede i 20 Aars Alderen har været sig sin Prædikedygtighed bevidst. Han drog nu hjem til Bergen og modtog her Ansættelse som Huslærer hos Provst Gerhard Heiberg i Skjold, en haardt prøvet Mand, der samme Aar mistede 3 af sine 7 Børn ved en ondartet Halsesyge ( H. K. Heiberg : Stamtavlen over Familjen Heiberg 41).
Grøgaard havde saaledes kun 2 Smaapiger at læse med, og han har vel mere været benyttet som Medhjælper i Prædike-gjerningen. Han byttede ogsaa Aaret efter Huslærer-Stillingen med Beskikkelsen til Personelkapellan 10de November 1786 i sit 22de Aar.
Da kom Ulykken paany. 14de Oktober 1786 brændte Prestegaarden, 2 Piger indebrændte, og Grøgaard selv undslap kun med Møje fra Luerne (Neumann : (Mindeskrift 9) fortæller om Grøgaards Livsfare. Grøgaard selv nævner ikke denne i sin Autobiografi, men derimod de 2 Pigers Død).
Han mistede alt, hvad han ejede, og maatte med Smerte se en ikke ubetydelig Bogsamling gaa op i Luerne. Da han 37 Aar efter tiltraadte Embedet som Sogneprest til Nykirken, takkede han Bergens gode Borgere, som havde sendt ham Hjælp, da han var i denne Nød. Fra Ruinerne drog han til Kristiansand og blev her ordineret af Biskop Hagerup 29de December 1786.
Det var ikke længe Grøgaard fik tjene den stakkels Provst Heiberg, der døde Aaret efter hans Ansættelse. Det blev nu en stræng Tjeneste for den unge Mand, der maatte bestyre det vidtløftige Embede — det nuværende Skjold og Tysvær
– 182 –
— i Naadensaaret til Høsten 1789. Han holdt sin Afskeds-prædiken som en Taksigelse for Aarets Grøde over Dt. 5, 29 med Thema : Et Folks sande Lyksalighed,
a) Grunden til et Folks Lyksalighed, 1) ikke Trældomsfrygt, 2) Guds Egenskaber, der opmuntrer til Gudsfrygt, 3) Herrens Gjerninger og Forsorg ligesaa til Tak 4) af Hjertet, uden Hykleri, 5) [i Lydighed mod] alle Bud, «altsaa ikke Temperaments Christendom», 6) alle Dage,
— b) hvor lyksaligt et saadant Folk er 1) alle Guds Bud sigte til vor Lyksalighed, 2) Erfaring siger : jo gudfrygtigere, jo lyksaligere, 3) Grund baade i naturlige og paalagte Straffe og Belønninger, 4) Børn, gudfrygtig Opdragelse, Forældres Velsignelse, Guds Forjættelse. Obs. Guds Børn bære Korset.
— Han siger til Slutning, at han har «forkyndt eder Guds Raad til eders Salighed, vist eder Syndens Usalighed, Christendommens Ypperlighed, foreholdt eder Guds store Kjærlighed og Velgjerninger og i alle mine Taler prædiket den korsfestede Jesum Kristum» — — — — — «Jeg har ikke alene forkyndt eder Evangelium, men ogsaa Loven. Den samme Gud, som siger : Trøster, trøster mit Folk, han siger ogsaa : raab af Struben og spar ikke etc. Dette har jeg gjort, fordi det var min Pligt, fordi jeg ønskede at redde Sjæle fra Døden.
— — Er der nogen, som synes at jeg har talt for haardt, at jeg greb for haardt fat paa Syndebylden, da fortænke [han] mig ikke, at jeg vilde heller tækkes Gud end Mennesker. Vilde I heller, at jeg skulde have gjort Himlens Vej bred og bedrage eder med Saligheds Haab midt i eders Synder. —- — Det har været mit Ønske saaledes at prædike Christum for eder, og at I saaledes skulde leve efter det Evangelium jeg forkyndte, at jeg maatte frelse baade mig selv og eder, som mig hørte».
— — — — «Jeg flytter fra en Menighed, hvor der ligesom allesteds er onde blandt de gode; men med hvad Sind og Hjerte kan jeg dog gaa bort fra dem, som hidindtil have været døve til alle mine Formaninger og Advarsler i Herrens Navn. Jeg forlader dem med Herrens Ord: o at du vidste
– 183 –
paa denne din Dag hvad der tjente til din Fred ! Der kommer den Tid, da ingen Lærer prædiker noget Evangelium mere».
— Prædikenens hele Anlæg — vi har ikke mere af den — røber tydelig nok, at han havde begyndt at studere Bastholms gejstlige Talekunst, men hans Ytringer vidner ligesaa klart om, at han hørte hjemme i den gamle lutherske Rettroenhed. Det ses ogsaa tydelig nok, at han i sine unge Aar har været ivrig til at eftergaa Menighedens Synder, og naar han udtrykkelig reserverer sig mod enhver Tanke om at han i sin Prædiken har villet udpege nogen enkelt, tør det vel være ligesaa sikkert, at han har havt dem foran sig, der har følt sig trufne af hans skarpe Tugtelse.
Det maa vel ogsaa have været i denne Menighed han haandhævede «Kirkens Disciplin» og i det mindste i et Tilfælde lod en Kvinde staa aabenbart Skrifte. — Denne Institution har i alle Fald paa Vestlandet havt et langt Liv. Selv efterat det ved Reskr. af 18de Juni 1790 var tilladt dem, der af en eller anden rimelig Grund havde holdt sig længe fra Nadveren, at være fri for det aabenbare Skriftemaal, finder vi dette anvendt paa en stakkels Skolelærer i Kvinesdal og hans Hustru, der havde ligget sit Barn ihjel.
Sognepresten ansøgte om Fritagelse for dem, men de ønskede den ikke (Sogneprest Jakob Finckenhagen til Biskop Tybring 8/12 1790 og 8/1 1791). Grøgaards Tale ved denne Lejlighed foreligger i Udkast, men Indledningen er skreven fuldt ud og synes at antyde, at det er første — og maaske eneste — Gang, han blev nødt til at fremtræde paa denne Maade. Han kalder Gud til Vidne paa, at det er med bedrøvet Hjerte.
Han ser her et Bevis for, hvor skrøbelige vi ere, «hvor let Satan kan forblinde det menneskelige Hjerte — — hvor let vi kunde forspilde den Salighed, Gud har tiltænkt os og erhvervet os ved Jesu Blod». Han tror imidlertid, at han har mer Aarsag til at være glad end bedrøvet, da her er Bevis for, at Gud vil ingen Synders Død, men at han skal omvende sig og leve.
– 184 –
— — Her er en vildfarende Synderinde, som altfor længe desværre ! har været bundet med Syndens Lænke, og vi skulle alle glæde os, da Gud løser hende Syndens Baand og — — — Satan ikke fik sin fulde Villie frem, men Jesus fik et vildfarende Faar tilbage, som han har aftoet med sit Blod o. s. v».
— Vi skal ikke tage mere af denne Tale, der ellers som et mærkeligt Aktstykke til Skriftemaalets Historie i vor Kirke, fortjente at opbevares. Det, vi har anført er tilstrækkeligt til at vise os den unge Kapellan — endnu ikke 25 Aar gammel — som en Mand, der i Troens fulde Kraft udfører sin Gjerning i Herrens Tjeneste.
Medens Grøgaard bestyrede Skjolds Sognekald i Naadensaaret, var han bleven kaldet til personel Kapellan hos Provst Troels Christian Krog i Skudesnæs og som saadan «konfirmeret» 30te Januar 1789. Høsten samme Aar flyttede han did og blev snart forlovet med sin Sogneprests Datter, Anne Marie Krog, med hvem han 1793 indtraadte i et lykkeligt Ægteskab.
To fuldskrevne Prædikner af ham har vi fra denne Tid, og de viser os tilfulde, at Revolutionstiden ikke har kunnet rokke den kristelige Grundvold hos den unge Mand. Den første (over Joh. 6, 68) er holdt ved Biskop Tybrings første Visitats i Skudesnæs 1791. Den anden blev holdt i Anledning af Kristiansborgs Slots Brand 1794 (over Jes. 43, 1—3). Den var det første Arbejde, Grøgaard lod trykke, og den blev kortelig omtalt i Lærde Efterretninger (1794 S. 784) med den Bemærkning, at Forf. er en stor Ven af at anføre Bibelsteder, men der tilføjes, at det dog mest er gammeltestamentlige.
Han begynder dog med Gjenløsningen ved Kristi Blod, som vel neppe er udeladt ved Prædikenens Trykning (Noget Eksemplar af den har ikke været at opdrive. Vi har kun Grøgaards Haandskrift for os). Det er sandt, at den vrimler af Bibelsteder, der vidner ligesaa meget om Prædikantens Bibelkjendskab som Almuens Bibellæsning. Det er let at forstaa, at Grøgaard ved sin
– 185 –
Virksomhed her maatte «tildrage sig» sin orthodokse Biskops «velfortjente Yndest og Opmærksomhed» som en ung Mand med «grundig Indsigt saavel i det theologiske Studio som adskillige andre smukke Videnskaber — — — med sjeldne Talegaver og et ordentligt og opbyggeligt Foredrag» ( Biskop Tybrings Attest af 18/4 1796).
Grøgaard fortæller selv, at han i alle disse Aar ikke havde noget Papir med paa Prædikestolen, men han har neppe holdt nogen Prædiken uden skriftlig Forberedelse. Han har imidlertid ikke opbevaret sine Udkast, medens der findes en Mangfoldighed af Ligprædikener henkastede paa en Kvartside. Ved de «andre smukke Videnskaber», han her drev paa, maa man vel nærmest tænke paa Fysiken. Han havde anskaffet sig en Elektrisermaskine, som han anvendte i Sygdomstilfælde ofte med Held.
Som Familjefader maatte Grøgaard snart se sig om efter en bedre Stilling, og han besluttede derfor Høsten 1795 at drage til Kjøbenhavn for at .«sollicitere». Hans Eftermand, Matthias Dahl, blev udnævnt 5 te Oktober 1795, men først i April det følgende Aar kom han afsted. I Kjøbenhavn blev han kun en Maaned, og det maa formodentlig have været i denne Tid han led den «Sindskrænkelse», der svækkede hans Hukommelse, saa han siden blev nødt til at «understøtte den ved Hjælpemidler og Kunstgreb for at undgaa at læse af Papiret» (Grøgaard : Om Hukommelsen, Fortalen).
Hvad det var, siger han ikke, og man kan blot gjætte paa en Forbigaaelse eller en mindre venlig Modtagelse i Cancelliet, men det maa ikke have været nogen ringe Sag, naar den kunde have saadanne Følger. Biskop Balle blev hans Støtte i Nøden ved at anbringe ham som Hjælpeprest til Ousted og Ledreborg, hvor den gamle Sogneprest trængte til Bistand. Her kom han ind i Forbindelser, der for ham var noget ganske nyt. Han blev yndet af Grev Holstein, der endog gav ham Hus paa sit herlige Slot, og et inderligt Venskab knyttedes mellem ham og den unge Greve, der ved Grøgaards Elektrisermaskine blev hjulpen
– 186 –
for sin Døvhed.
Han vandt Yndest hos alle, og baade høje og ringe vilde have ham til at blive og modtage et af de Kald, der laa under Grevens Patronat, men han vilde ikke paa denne Tid ansættes i Danmark. Det har sikkerlig været et vigtigt Øjeblik i hans Liv, og der maatte meget til, for at bestemme ham til at foretrække et ringe Kapellani i Norge — det eneste, han kunde haabe — for et behageligt Sognekald paa Sjælland.
Han har neppe fundet sig ret tilfreds i sin Omgivelse hernede, og naar han i sin Autobiografi i vestre Molands Kaldsbog (Skreven 1822) ikke nævner sit Ophold i Danmark, tør man maaske heraf slutte, at han ikke med ublandet Glæde har kunnet se tilbage derpaa, om end de ydre Forhold her maa have havt sine Tillokkelser for den livlige og intelligente Mand, som derhos aldrig synes at have været oppe i den Kraftpatriotisme, der havde sat sig fast hos saa mange af hans Landsmænd (Les her s. 134).
Det er vel muligt, at denne Mand, der under sit Ophold i Danmark kunde sige : «jeg har stræbt virkelig at være Præst» (Ansøgning om Øjestad Kapellani 1/21797), dog har havt en Følelse af, at han her ikke havde slaaet ind paa en heldig Vej til Maalet, om han end kunde glæde sig ved Yndest hos sine Foresatte og Agtelse og Kjærlighed hos Menigheden (Ibid.).
De nye Forhold, hvori han befandt sig, blev ikke uden Virkning paa hans pastorale Stilling. Han stod ikke nu for de naive norske Strandsiddere, men for en Menighed, der havde en grevelig Familje og flere Herregaards-Folk blant sine Lemmer. Om han her har havt en Fornemmelse af, at Tingen maatte tages paa en anden Maade end hjemme i Norge, — kan dette ikke forundre.
Man kan ikke vide, hvilke Kampe han har havt for at finde den rette Maade, hvorpaa han kunde bringe Guds Ord til den nye Menighed. Han har sikkerlig havt dem, og naar han saa stod for Tidens stærke Fordring paa «moralske» Prædikener, er han gleden
– 187 –
med Strømmen, saa han snart blev en Moralprædikant efter den raadende Smag, og det var forbi med de Dage, da man kunde klage over Bibelstedernes Mangfoldighed i hans Taler. Kun to Prædikener (vidtløftige Udkast) har vi fundet efter ham fra denne Tid, da han efter hvad ovenfor er omtalt maatte arbejde mere end før paa det, han skulde forkynde Menigheden.
Den første er paa 18 Trin : «Hvorfor vi skulle elske Gud over alle Ting». 1) det er billigt, fordi «Gud er det elskværdigste Væsen» og vor største Velgjører, 2) det er gavnligt, fordi Gud belønner vor Kjærlighed her og hisset, «det er vor Fordel højest at elske det højeste Gode», — det eneste Gode, som kan mætte vor Sjæl, — det eneste uforanderlige Gode, — vor Moralitet vinder, — Verdens Møje lettes for os, — vi bliver frimodige i Døden, — modige paa Dommens Dag.
— Indenfor denne Ramme forekommer der temmelig stærke Enkeltheder som dette : «Vi ere egennyttige — han har selv plantet Egenkjærligheden i os — og har tilfredsstillet den ved sin Godhed, — vi ere skrøbelige, og han kommer vor Skrøbelighed tilhjælp, søger at vinde vore Hjerter ved Velgjerninger» — «Elske vi ham over alle Ting, da er hans Naade vor Hovedsag, — da kan vi ikke malgre nous tabe vor fornemste Lyksalighed, en lykkelig Tilstand».
Den anden Prædiken fra Grøgaards Ophold i Danmark er en Kabinetsprædiken paa Ledreborg Mariae Bebud. 1797 over Jes. 29,23 : «Forældre kunne ved deres Børns Betragtning føres til Gud og Dyden». 1) Børn ere deres Forældre en Opmuntring til Dyden i Almindelighed, — de kan lære af dem, — de skal lære dem, de skal efterlade dem i Arv et godt Navn, Minde, Eksempel, 2) en Opmuntring til de fælles Pligter mod Gud, — mod Næsten, — mod os selv.
Vi har i denne Kabinetsprædiken en af Grøgaards sidste Prædikener i Danmark — rimeligvis et Slags mere privat Afskedsord til den grevelige Familje, der var ham saa kjær, thi 31te Marts 1797 blev han udnævnt til resid. Kapellan i Øjestad, hvortil Biskop Tybring havde indstillet ham, da
– 188 –
Embedet blev ledigt ved Christen Arentz’s Død (2den Jan. 1797).
Han søgte paa samme Tid det residerende Kapellani i Skien, som han visselig heller vilde have, efterat han i Danmark havde faat Erfaring for, at han var dygtig til at bære Ordet i dannede Kredse.
Sikkert er det, at han kom nødig til Nedenæs med Frygt for at vantrives i en Egn, hvor alt var ham fremmed (Grøgaard : Tre Prædikener, Bergen 1823. 20.).
Han blev imidlertid snart hjemme her og fandt rig Anledning til Sysselsættelse for sin livlige Aand. Det var ikke blot den rationalistiske Prædikemaade, han havde lagt sig til i Danmark, men den sidste af de ovennævnte Prædikener vidner tilstrækkelig om, at han der var greben af den stærke pædagogiske Interesse og den Iver for Folke- opdragelsen, der med saa stor Magt gjorde sig gjældende i en Tid, da Universitetsdannelsen og Videnskabeligheden gik tilbage (Se N. M. Petersen : Bidrag til den danske Litteraturs Historie V.,b, 405).
Han vilde nok have været Mand for at virke i denne Retning, selv om han havde maattet savne den Opmuntring, han saa rigelig fik, da han blev sat ved Siden af Provst Axel Smith, der var bleven Sogneprest til Øjestad 1794. Endnu mere maatte han opflammes i sin Iver, da han Aaret efter sin Tiltrædelse (1798) i Peder Hansen fik en Biskop, for hvem den pædagogiske Interesse var alt, og som unegtelig har sine Fortjenester af vort Folk, om han end maaske er den videst gaaende Rationalist, der nogensinde har prædiket i vor Kirke.
Det har været antaget, at det var denne Biskop, der ved sin Indflydelse bragte Grøgaard ind paa de rationalistiske Synsmaader, hvilket ikke er Tilfældet, men han er uden Tvivl den, der har vakt Sandsen for Almueskolen hos mange af sine Prester, og der var neppe nogen, med hvem det bedre lykkedes end den resid. Kapellan i Øjestad. Det er fra denne Tid vi kan sige, at der var 2 Ting, der optog Grøgaards hele Interesse, — Prædikenen og Almueskolen, og med en Flid og Iver, der søger sin Lige,
– 189 –
arbejdede han sit hele Liv igjennem for paa disse Felter at blive alt, hvad han kunde blive. Han forsømte imidlertid intet af hvad han kunde faa udrettet og blev saaledes en af de Prester, der fremmede Vaccinationen, hvilket skal regnes ham til stor Fortjeneste.
Det er kun Mangel paa Kjendskab til hine Tiders Forhold, der kan bringe Kirkens Mænd i vore Dage til med et ironisk Smil at se tilbage paa de vaccinerende Prester og endog opstille til et Slags Skræmsel den ærværdige Biskop Sørensen, der i Risør holdt Prædiken om den nye Velgjerning (P. Hansens Arkiv II, 197).
Vi har vanskeligt for at forestille os hvad Børnekopperne var for en forferdelig Landeplage, der dog ikke var saa stærk som Bøndernes Fordomme mod det «dyriske» Hjælpemiddel, som blev dem rakt. Om end Biskop Sørensen er den eneste der kjendes som Prædikant om Vaccinationen, tør der have været adskillige andre, der har forstaaet, at Almuens Fordomme i hin Tid ikke lod sig bekjæmpe fra noget andet Sted end Prædikestolen. Vi maatte vente, at Grøgaard skulde blive en af de Prester, vort Folk har at takke for hans Virksomhed til Vaccinationens Fremme, naar vi ved, at han allerede fra sin tidligste Tid havde drevet en Smule Lægevirksomhed, som han fremdeles vedblev med i Øjestad.
1799 blev han Forligelseskommissær og beholdt denne Stilling, saa længe han var i Øjestad. I 10 Aar behandlede han 3705 Sager, hvoraf 2622 forligtes. Man kan vel ikke heraf slutte til nogen overdreven Fordragelighed inden hans Kreds, da han selv siger, at han i denne Virksomhed «erhvervede sig en sørgelig Menneskekundskab dvs: Bekjendtskab med Menneskets slette Side» (Autobiografi i v. Molands Kaldsbog).
Vi har vel meget mere her et Vidnesbyrd om den Frygt for at have med Prokuratorer og Øvrighed at bestille, der var bleven saa stor paa disse Kanter efter de Begivenheder, der fremkaldte Bonde-Opstanden under Lofthuus.
At Grøgaard, der var saa ivrig for Almuens Læsning, var en af dem, som glædede sin
– 190 –
Biskop ved Oprettelsen af et Læseselskab (Grøgaards Ansøgning om v. Moland 13/8 1810 ), siger sig selv.
Biskop Hansen har muligens først rigtig faat Øje paa ham ved sin Visitats i Øjestad (Trin. 1800), da Grøgaard holdt en Prædiken, der i alt væsentligt var en Gjentagelse af den ovennævnte Kabinetsprædiken i Ledreborg. Biskopen har her maattet se, at han havde en Mand for sig, der forstod sig paa Børn og Børneopdragelse, og indførte hans Prædiken som mønstergyldig i sit Arkiv (Hansen II, 277).
Det følgende Aar — 13de April 1801 — indgav Biskopen et Forslag, at der skulde udvælges 6 Prester i Stiftet, der hver skulde tage 2 Bondegutter i Huset og uddanne dem til Skoleholdere mod en Godtgjørelse af 50 Rdlr. aarlig for hver (Ibid. 190).
Forslaget blev taget til Følge, og Grøgaard blev en af de 6 Prester. Det er vel imidlertid snart blevet for bekosteligt at skaffe Menigheden Lærere paa denne Maade, thi det ses, at Grøgaard for sit Vedkommende ikke har uddannet mere end 3 saadanne, og han havde neppe holdt op, hvis det havde ladet sig gjøre at vedblive. Det maa imidlertid have taget ham megen Tid, og han havde meget at bruge Tiden til.
Vor Kirke havde i Begyndelsen af 18de Aarhundrede gjort et stort Skridt fremad ved Indførelsen af Konfirmationen og Oprettelsen af Almueskoler, efterat Pontoppidan havde skjænket Kirken sin «Sandhed til Gudfrygtighed».
Ved dette blev man staaende i mer end et halvt Aarhundrede uden at gaa frem, og det kunde da ikke være anderledes, end at en betydelig Tilbagegang maatte finde Sted paa mange Kanter. Biskop Hansen fandt i et eneste Prestegjæld 80 Mennesker mellem 17 og 30 Aar, der ikke kunde læse indenad (Faye : Kristiansands Stifts Historie 433), og om end dette kan have været enestaaende, er det dog vel sikkert nok, at det saa ilde ud paa mange Steder.
I det betydelige Prestegjæld, Volden paa Søndmøre var der fra
– 191 –
1798—1800 ikke holdt Konfirmation (Theol. Tidsskr. f. d. luth. K. i Norge I. R. IX, 459).
Af de gamle orthodokse Prester har der visselig været mange, der i Stilhed gjorde sin Gjerning til stor Velsignelse og opelskede en enfoldig Kristendom i sine Menigheder, men der har visselig ogsaa været dem, som kom ind i den haandverksmæssige Maade at tage Tingene paa og lod Menighederne blive staaende i den katholiserende Opfatning, hvorved de slog sig til Ro.
Dette sidste maa vel ofte nok siges at have været Tilfældet, selv hvor det efter de ringe Fordringer, man stillede, kunde staa nogenlunde vel til. Presterne havde vel i Almindelighed ikke nogen praktisk kirkelig Sands. Deres vordende Kaldsgjerning var kun lidet bleven stillet dem for Øje under deres i Regelen ganske korte Ophold ved Universitetet, og det varede længe, før Konfirmand-Forberedelsen og Pontoppidan gjorde dem til Kateketer.
De fleste af dem havde sin Presteskole i de Aar, de var personelle Kapellaner, men under den herskende strænge faderlige Tugt er det vel ikke ofte blevet dem tilladt at vove sig udenfor det gamle vedtagne. Pontoppidans vældige Bog har vel ogsaa staaet for baade Prester og Menighedslemmer som et saa stort Arbejde at gjennempløje, at Fristelsen laa nær til at slaa sig til Ro, naar det paa en Maade var gjort.
Skolelærerne var uden al Dannelse, og — der var vist mange, som gjorde sin Gjerning i Kjærlighed og med Iver efter fattig Lejlighed, men de fleste gik ind i den for at slippe for Soldatertjenesten og glædede sig vel til at komme fra den, naar Tiden var omme.
En af de mere fremragende Prester i forrige Aarhundredes Slutning, der saa, hvor ilde det stod til i den Menighed, hvor han begyndte sin Gjerning, og hvor det vel sagtens har været «saa godt, som det kunde forlanges», fandt, at «Hukommelsen er ved den hidtil (1785) brugte Læsemaade kun allene beskjæftiget, og Forstanden og Hjertet efterladt tomt og urørt». Man kunde Pontoppidans store Bog udenad og var fuldt forvisset om, at heri samt i «Brugen af Kirkeskikkene»
– 192 –
bestod Kristendommens Væsen.
Hos den voksne Ungdom havde han «ved simple og enfoldige Spørgsmaal søgt at udlokke Aanden og Forstanden i Sandhederne», men de havde blot «trukket paa Smilebaandet».
Skoleholderne havde han taget for sig i Enrum og gjort det samme med dem, men med samme Resultat (E. A. Colban til Biskop Bang dat. Brønø 29/11 1785. Rigsarkivet).
Vi tør vist uden Dristighed antage, at noget lignende fandt Sted over det hele Land, og at Oplysningens Tilstand blev anset for god i de Menigheder, hvor dette Hukommelsesverk ikke uden stor Møje blev drevet. Vort Kirkevæsen i denne Tid med de gode, gamle, lange og rettroende Prædikener, Kingos Salmebog og Pontoppidan er visseligen megen Ære værd, men det vil neppe kunne negtes, at det ofte var henstivnet og kraftløst, og det kan ikke forundre, at Mænd med Liv og Aand, besjælede af en stærk Sands for Folkets Vel, snart maatte se, at Tingene maatte gribes anderledes an.
Mangelen ikke alene paa den sande Oplysning, men paa alt, hvad der kunde kaldes Oplysning, maatte falde stærkt i Øjnene her, hvor Dødens Tomhed aandede dem imøde i tillærte Formler og uforstaaelige Udtryk. Det er en let Sag for os, der ser tilbage paa denne Tid, at sige hvad Vej man burde have gaat og pege paa den klare enfoldige Evangelie-Forkyndelse og Luthers Katekismus, der var begraven under Pontoppidans vældige Dække, — men vi kan ogsaa forstaa, at dette kunde blive ufatteligt for dem, der stod midt oppe i hine Dage med de stærke Raab paa Oplysning og den levende Kamp mod hvad der var — eller var bleven til — Overtro.
For dem kunde det let stille sig, som om Evangeliets Forkyndelse ikke havde udrettet hvad den skulde til Folkets Oplysning, og at altsaa Frelsen ikke var at vente herfra. For mange af dem maatte Læsningen af Pontoppidan, saaledes som den var dreven fra Kristian VI Dage, staa som Vejen til Folkets Fordummelse, og — vi kan ikke forundre os over, at de her saa fejl og lagde Skylden paa hvad der blev læst og ikke paa Maaden, hvorpaa man
– 193 –
læste, — at man kastede sig over Bogens Indhold istedenfor dens Form og dens Brede.
Efter at Filantroperne havde aabnet Folks Øjne for de herskende Mangler ved hele det pædagogiske Væsen i de lutherske Lande, maatte Manglerne ved Pontoppidans Bog ikke mindre end ved Maaden, hvorpaa den foredroges, falde stærkt i Øjnene.
Kirken selv havde set dette og den fromme Saxtorph havde allerede 1771 givet et Udtog af Bogen, der vel maa anses for et udmærket Arbejde, — men i Norge blev det dog mest den gamle Bog, man brugte.
Vi skal dog lade det staa hen, om det havde gjort nogen Forandring i Sagernes Stilling, om den var bleven afløst af Saxtorphs Udtog. For Tidens Mænd maatte denne vel være ligesaa ubrugbar, ligesaa «mystisk» og «dunkel» som den gamle, og det var jo Klarhed, Forstaaelighed, man over alle Ting søgte. Vi kan ikke negte, at denne Stræben havde megen Berettigelse, thi man havde søgt altfor lidet derefter i den foregaaende Tid.
Det kan ikke negtes, at vort Folk i det hele taget har ligget dybt nede i denne Tid, og her var meget at bygge op. Det kan heller ikke forundre, at en Mand, som kom herop, aldeles fremmed for Landet og dets Forhold, og som med Iver vilde bygge noget nyt op, maatte fortvivle, naar han fik se, at han ingen Grund havde at bygge paa.
Biskop Hansen maa saaledes (1803) have sagt vort Land Farvel i et Slags Fortvivlelse. Hans hele Stræben var Almuens Oplysning, og han maatte erklære det for et herkulisk Arbejde, efter at det var blevet ham klart, hvilke Hindringer de lokale Forhold, Befolkningens Tyndhed og Fattigdom lagde ivejen (Hist.philos. Saml. udg. af Selsk.f.N. Vel II, 122).
Han var en Mand, der havde det med at sætte alskens Anstalter iverk og troede hermed at kunne udrette noget, men Tingen maatte gribes anderledes an, og han udrettede vel ikke stort mere end at vække nidkjære Prester til Iver for Almuens Oplysning. Det lykkedes neppe med nogen saa godt som med Grøgaard. Han var ikke Anstalternes Mand
– 194 –
og havde ikke den mindste Sands for at komme i Aviser.
Han havde skarpt Syn for de herskende Mangler, men det varede længe, før han tiltroede sig Dygtighed til at bøde paa dem. Det kunde først ske efter dy be og indgaaende Studier i den pædagogiske Litteratur, som fra Basedow og Pestalozzi havde vokset sig stor, og som i hine Dage krævede mindre Taalmodighed af sine Dyrkere end nu.
Som vel næsten alle i hin Tid maatte han snart se sig nødt til at opgive Tanken om, at vort fattige Land med de store Afstande mellem Gaardene kunde faa det fornødne Antal Lærere med nogenlunde Uddannelse, og han greb derfor en Ide af Pestalozzi : at gjøre Elementarbøgerne saadanne, at Mødrene kunde benytte dem ved sine Børns første Undervisning (Hist. philos. Saml. udg. af Selsk. f. N. Vel II, 131).
I Fortvivlelse over det herskende Pugeri af Pontoppidan blev han en ivrig Modstander baade af hint og af denne, og det blev ham en Hovedopgave, at Barnet ikke skulde lære noget uden at forstaa det. Hin Tids Pædagoger bar Mærket af Tidens Rationalisme ogsaa deri, at de undervurderede Hukommelsen — maaske fordi den var bleven misbrugt i tidligere Dage, medens de over alt vilde virke paa Børnenes Forstand og ikke vilde føre dem længer end denne kunde naa.
Det blev saaledes en væsentlig Fordring til en Bog, der skulde kunne bruges uden Lærer, at den i et og alt maatte være forstaaelig, og naar den i sin Ensidighed blev gjennemført, maatte det lede til uheldige Resultater. Endnu i 1832 finder vi Ytringer om, at man ved forstaaelige Læse- og Lærebøger skulde ikke alene bøde paa Mangelen af Lærer-Kræfter, men endog hjælpe sig uden dem (N. Wergeland: 14 Paragrafer om Kirke- og Undervisningsvæsenet).
Endvidere maatte denne Fordring, naar den blev gjennemført, berøve Børnene Katekismen, der blev regnet blant de «uforstaaelige» Bøger, da den indeholdt «den aabenbarede Religion». Det var dog ikke blot denne reelle Indvending, man havde mod Luthers Storverk. Ved Benyttelsen af den havde man — ligesom ved Pontop-
– 195 –
pidans Forklaring — gjort sig skyldig i et betydeligt pædagogisk Misgreb.
Da Børnene skulde gjøre Rede for Pontoppidans Forklaring ved Konfirmationen, maatte de selvfølgelig lære at læse. Hertil hører en ABC, og dertil benyttede man Katekismen. Det var Rationalismens Pædagoger forbeholdt at se det urigtige heri, medens Fædrene maaske heri har set den bedste Maade, hvorpaa de kunde faa Katekismen ind i alle Hytter.
Man havde saaledes faat det dertil, at Børnene kastede sin Katekismus, naar de havde lært at læse, samt at Bønderne blev grundfæstede i den Tro, at en ABC er og maa være — en «gudelig» Bog. Kampen for at faa den gamle ABC ud af Verden maa af denne Grund have været ligesaa lang som mangen anden Kamp mod gamle tilvante Læse- og Lærebøger, om man end kjender lidet til den, da der ikke var synderligt Avisskriveri i hine Dage.
Sikkert er det, at den gamle ABC endnu i 1839 blev benyttet, og den vil erindres af mange (Forfatteren (D. Thrap) har selv i dette Aar benyttet den som sin første Katekismus).
Alfabetet og Taltegnene indtog det første Blad, saa kom Budene, Artiklerne — med Billeder af hver af de 3 Personer i Guddommen! — saa Bønnerne og Sakramentordene og paa sidste Side en stor Hane med et Vers, der ved Ordet : «Morgenstund har Guld i Mund» gav os nok af Morgen-Spørgsmaal efter dette Guld.
— Vi kom i Norge her, som ved andre Kirke- og Skolespørgsmaal, først længe efter vore danske Brødre. Allerede 1787 havde Thomas Rasmussen (død 1800 som Sogneprest til Grevinge paa Sjælland) udgivet en ABC, der længe overlevede sin Forfatter (S. Poul M. Møllers saml. Skr. II, 142), medens man i Norge trofast holdt paa den gamle.
Grøgaard var vel en af de første hos os, der saa, at den maatte ombyttes med en virkelig ABC, der med et ubetydeligt Læsestof kunde blive Barnets første Bog og den nødvendige Betingelse for Brugen af en Læsebog. Han havde ogsaa Indsigt nok til at forstaa Vanskeligheden ved et saadant Arbejde, om han end
– 196 –
kunde beskjæftige sig med begge disse Bøger paa engang, og han har vist havt dem under Hænder omtrent den hele Tid, han tilbragte i Øjestad (1797—1811).
De udkom dog først efterat saa meget var blevet nyt i Norge, ABC’en 1815 og Læsebogen 1816, og det er vel ikke uden Betydning, at vort Land samtidig med sin fri Forfatning kan siges at have faat sin Almueskole fornyet ved disse 2 mærkelige Bøger.
ABCens Indførelse kostede — som sagt — Kamp, men den fik dog en betydelig Udbredelse, og Grøgaard selv fik se 4 Oplag af den. Læsebogen synes derimod straks at have banet sig Indgang. I Grøgaards Levetid udkom den i 7 Oplag, efter hans Død endnu i 5 — det sidste 1848 —, og omarbejdet af Provst K. Jørgensen i 2 Oplag (1850 og 53).
Forunderligt nok : denne Bog, der bærer Mærker af den rationalistiske Tid, hvis Barn den er, fik en saa overordentlig Udbredelse endog i den Tid, da Rationalismen i vor Kirke gjennem Herslebs og Stenersens Disciple temmelig snart blev et tilbagelagt Stadium. Dette er ikke Vidnesbyrd om hin Tids Mangel paa Kritik, men om Bogens udmærkede Egenskaber. Man tør vel ogsaa sige, at Rationalismen i den mere fremtræder i hvad der holdes borte, end i hvad der siges, og at den saaledes i kristelige Læreres Haand kunde udfyldes med ligesaa stor Lethed, som den kunde læres af Barnet.
Grøgaard viser tilstrækkelig ved denne mærkelige Bog, at han vel var paavirket af Rationalismen, men at han ingenlunde kan siges at have tilhørt den. I en Tid, da Pædagogiken i saa høj Grad sysselsatte sig med Begrebsudviklinger, Forstandsøvelser og moralske Fortællinger, saa han straks at Læsestoffet for Barnet bør være historisk, og han var intet Øjeblik i Tvivl om, at det burde hentes fra Bibelen, om han end tilføjer, at «det bør vælges cum grano salis», hvilket er en uomtvistelig Sandhed.
Han synes dog at have næret Frygt for, at dette ikke vilde vinde Bifald hos Tidens højlærde Pædagoger og gjør et Slags Undskyldning i de Ord, at Mængden ønsker helst, at Fortællingerne tages af Bibelen, og hvorfor ikke rette sig
– 197 –
efter dette Ønske ? (Hist. philos. Samlinger udgivne af Selskabet for Norges Vel II 134).
— Imidlertid mener han, at han i Bogen har holdt sig «næsten allene inden den naturlige Religions Enemærker» i den Tanke, at paa 1ste Trin (ABC) maatte Barnet ikke høre om Gud, men kun faa et Vink til det kosmologiske Bevis for hans Tilværelse, paa 2det (Læsebog) maatte det kun have den naturlige Religion (!), og endelig paa det 3die (Lærebog) hørte den aabenbarede Religions Lærdomme hjemme.
Man havde anket over, at Grøgaard i Læsebogen springer over Pintsefesten og gaar lige fra Jesu Himmelfart til Stefanus, men han mente, at den hellige Aand ikke kunde omtales for Barnet, før det havde Kundskab om Treenigheds-Læren, der først hørte hjemme i Lærebogen (Rigstid. 1817 No. 80).
Denne, der skulde danne Slutstenen i det Grøgaard’ske Elementærverk, havde han allerede færdig 1812 (Ibid.), men den kom aldrig ud, og Manuskriptet, der kunde have historisk Interesse, er rimeligvis forsvundet. Maaske han tidlig har havt en Følelse af, at Pontoppidan ikke lod sig fortrænge i vort Folk, og maaske han ogsaa selv har lært at skatte «Forklaringens» Værd, da andre Tider gik op, og hans Synsmaader i mange Henseender forandredes.
Den vilde have udgjort en liden Bog paa 50 Sider, har 2 Hovedafdelinger: I. Gudskundskab og II. Gudsdyrkelse, indeholder 13 Kapitler med tilsammen 643 korte Paragrafer. Han brugte Manuskriptet til sine Børns Undervisning, og vi maa tro den i dette Stykke kompetente Dommer, Biskop Neumann paa hans Ord, at den er «let at fatte og at lære» (J. Neumann : Mindeskrift 20), men havde Grøgaard selv paa sine gamle Dage erkjendt den for at være saadan, at «selv de enfoldigste ved denne Bog kunde blive vise til Salighed» (Ibid.), saa havde han vel sagtens ikke holdt den tilbage.
Han er ikke den eneste, som har staat fast overfor
– 198 –
et saadant Arbejdes Vanskeligheder, og vi faar ogsaa sige, at han har gjort hvad der var stort for en Mand ved sin Læsebog, om han end i sine egne Tanker maatte gaa bort fra et ufuldført Arbejde.
Grøgaard havde et skarpt Blik, men synes paa dette Felt at have set fejl. En lang Tid har uden Tvivl Lærebogen som Elementærverkets Fuldendelse staat for ham som Hovedsagen og det mest fornødne, medens Læsebogen var det, der højlig tiltrængtes og dybt blev savnet i vor Almueskole. At den skulde blive en Lærebog har vel heller ikke Forfatteren nogensinde tænkt sig, medens han dog ved den maa siges at være bleven Manden, der førte hele vort Folk ind i den bibelhistoriske Kundskab.
Det er offentlig blevet sagt (Anmeld, af V. Vogts Bibelhistorie i Mgbl. 12/10 1882), at vi ofte nok mærker paa vore Konfirmander, at Grøgaards Læsebog ikke har været deres første Bog, og ønsker, at den havde været det. Den havde en underlig Skjæbne. Den var en Læsebog, men blev ved sin Form, sine korte Sætninger, sin Frihed for alt uforstaaeligt, sine slaaende Indholdsangivelser og Mangfoldigheden af de grejeste Ordforklaringer, ikke mindre end ved sit bibelske Stof — en Lærebog til stor Velsignelse for alle, men mest vel for de skrøbelige Stakler, der nu ikke mere er istand til at lære Bibelhistorie.
Saa kom en ny Tid. Man forargedes over Rationalismens Mærker og det manglende Bibelstof. Man rensede den, udfyldte den, saa den blev til en Bibelhistorie, og — den kunde ikke mere bruges. Der gives enkelte menneskelige Arbejder, der er af en saa helstøbt Natur og en saa original Beskaffenhed, at de maa blive staaende, som de er, og ikke som en mere fremskreden Tid finder, at de burde være. Til disse Verker tror vi at maatte henregne Grøgaards Læsebog.
Grøgaard var en Fredens Mand, i et og alt opofret for sin Menighed, hvis Gavn og Bedste han overalt vilde fremme. Ikke desto mindre fik han Strid baade i Øjestad og vestre Moland. Det maa dog siges, at han stred ikke for sit eget,
– 199 –
men for det, der for ham stod som tjenligt til Menighedens Opbyggelse. Som en Mand, der intet vilde anerkjende, uden at det var forstaaeligt, saa han skjævt paa Kingo ikke mindre end paa Pontoppidan, og han blev derfor en ivrig Forkjæmper for den evangelisk-kristelige Salmebog, hvis Indførelse vakte megen Modstand i hans Menighed.
Han erklærede, at han selv «ofte ved den har fundet sit Hjerte lettet, sin Andagt oplivet, sin Sjæl opbygget» (Grøgaard : om utidig Paaholdenhed paa det gamle Kbh. 1803. V), medens Kingos Salmebog er «paa mange Steder utydelig ja aldeles uforstaaelig, kold, tør og fattig paa Andagt», — ja end ikke fri for Strid mod Evangeliet.
Han nævner 4 Vers af Salmen: «Hvi trodser du og berømmer dig» og ligesaa 4 V. af «Behold os Herre ved dit Ord» som ligefrem stridende mod Herrens Ord Mt. 5,44 (Ibid.).
Hvorledes det nu er gaaet til, var det bestemt, at den nye Salmebog skulde indføres i Fjære Sogn 9de Trin. 1803. Det var sket ved Grøgaards og Provst Smiths forenede Bestræbelser, og det kunde anses for sikkert, at det samme vilde blive Tilfældet i de 2 andre Sogne, men Misfornøjelsen var stor, og den Prædiken «om utidig Paaholdenhed paa det gamle», Grøgaard i den Anledning holdt, har neppe gjort den mindre. Talen blev «baade billiget og lastet», og det var Grunden til, at den blev trykt og forelagt Almenheden til Prøvelse.
Salmebogen blev vel indført, men Misfornøjelsen i Menigheden blev stor, og hvis man har udpeget Grøgaard som Hovedmanden i denne Foranstaltning, er det visselig sket med Rette. Han maa være kommen i en ubehagelig Stilling og saa sig om efter et andet Embede. Han skrev til Grev Holstein den yngre, som nu raadede over Ledre- borgs Gods, om Ansættelse i et af hans Patronatskald, men Postgangen var langsom i de Dage, og da Brevet kom, havde den unge Greve givet Kaldet til en anden, fuldt forvisset om, at Grøgaard aldrig vilde forlade Norge (Neumann : Mindeskrift 10).
Saa nær var det
– 200 –
ved, at vort Land havde tabt Grøgaard og hans Læsebog.
Rimeligvis har han fra denne Tid med end større Iver kastet sig over Studierne og besluttet sig til saa længe som muligt at blive siddende i et Embede, der gav ham megen Tid til Læsning og skriftligt Arbejde. Han kunde dette saa meget bedre som Embedets Indtægter under Krigen og de voksende Kornpriser steg ganske betydelig.
Omsider maatte han dog tænke paa noget bedre, da han havde 7 Børn og en gammel sengeliggende Moder at understøtte. Han havde ogsaa under sin megen Syslen med Ophjælpelsen af Almueskolevæsenet næret Ønsket om at faa et eget Skolevæsen at bestyre. 13de August 1810 indgav han derfor Ansøgning om vestre Molands Sognekald, hvortil han blev udnævnt 3die Maj 1811.
I vestre Moland maa Grøgaard snart have vundet Menighedens Yndest, og man tør vel se det klareste Bevis paa den almindelige Anerkjendelse af hans Person og hans Dygtighed i hans Valg til Rigsforsamlingen paa Ejdsvold, uagtet det ikke er bekjendt, at han havde lagt nogen Interesse for Politik for Dagen.
Han siger selv, at hans Ophold paa Ejdsvold atter gav «Anledning til en ikke behagelig Menneskekundskab. Han var der en af de saa afskyede heterodoxe eller svagtroende. Han ansaa Selvstændigheden for det allerønskeligste, men tillige for umulig at forsvare. Han troede, at Norge uden nogen Allieret, uden Penge, Handel, Mad, Klæder, uden stor General ikke kunde forsvare sig mod Carl Johan og Sverige, der paa sit Parti havde Danmark, Rusland, England, Preussen, Østerrige. Han troede, at det forgudede Menneske, som da stod i Spidsen af Nationen, ikke fortjente at forgudes, og ingenlunde var Mand for at udføre hvad han havde paataget sig. Han smigrede Ingen og vidste, at den Tale, han holdt mod Ridderordener vilde vinde begge Parters næsten enstemmige Mishag» (Autobiografi i v. Molands Kaldsbog).
Det er ikke mange Ord, hvormed Grøgaard ønsker sin Deltagelse i Rigsforsamlingen overleveret til Historien, og det er karak-
– 201 –
teristisk nok, at han holder denne Tale værd at nævne i den korte Bemærkning. Han finder den selv bidende baade mod Venner og Fiender, men den er det egentlig ikke. Ingen kunde ved den føle sig truffen, da han tilfulde anerkjender «de mange hæderlige Mænd med Titler og Ordenstegn» i Forsamlingen (Rigsforsaml. Forhandl. III, 90).
Talen er holdt saa temmelig in abstracto, og dens Betragtninger over Titlers og Ordeners Værd kan underskrives af enhver, som bærer dem. Det er ikke nye, men gamle Sandheder, han bærer frem, men karakteristisk er det — som sagt — at han finder sig foranlediget til (med mange) at gjøre denne ringe Sag til Gjenstand for en længere Tale her, hvor Tiden var saa kostbar. Det er en Opblussen af den patriotiske Følelse, saadan som den havde vokset frem i hine Dage, — en Tale om «Fædrelandssind», «norsk Ærlighed og norsk Mandighed», der heller skal vækkes ved «mere Bekjendtskab med Fædrelandets Historie og Fortidens drabelige norske Mænd», ved «flittig Læsning i Ove Mallings herlige Bog» end ved Titler og Ordener.
Den er et Vidnesbyrd om, at den kraftpatriotiske Aand ingenlunde var fremmed for det «svenske» Parti, selv om dets Mænd ikke var saaledes indtagne mod Danmark som Wergeland. Grøgaard havde maaske under Opholdet paa Ejdsvold ved sine Samtaler med Wedel og Løvenskjold faat et Indblik i det heldige for Landet i en Union med Sverige, men hans Optræden havde vel neppe sin Grund i nogen Kjærlighed til den.
Det var hans sunde Forstand, der af Trængslerne 1807—14 havde lært, at Norge ikke kunde staa alene, og at det ikke havde Kræfter til at forsvare sin Selvstændighed, naar den blev angreben. Han kunde saaledes ikke rives med af den almindelige Begejstring for Selvstændigheden og Prindsen, der bl. a. forvandlede hans Rejsefælle Dr. Møller, men han var uafhængig nok til at tale Kristian Frederiks Sag, da han mærkede, at det var mod dennes Person hans Meningsfelle,
– 202 –
Wergeland straks vilde føre Kampen (12te April) (Yngv. Nielsen : Bidrag til Norges Hist. 1814. I, 371).
«Faa eller ingen i Forsamlingen følte varmere for sit Fædreland end han, faa opfattede klarere dets Interesse», siger Jakob Aall (Erindringer 2den Udg. 398), og det kan maaske tilføjes, at faa eller ingen af de fremragende Repræsentanter stod her mere blottet for ethvert Hensyn til sin egen Person, hvad enten der kunde være Spørgsmaal om fremtidige Fordele, Dyrkelse af egne Meninger og Talenter eller Antipatier imod Selvstændighedsmændene, som han overflødigen snertede med sin bidende Tunge.
Hans Skarpsind og Vid fandt en ligesaa almindelig Anerkjendelse som hans Fasthed i Karakter og Grundsætninger (Yngv. Nielsen : Bidrag I, 396).
Man maa af alt, hvad vi kjender til Grøgaard, faa det Indtryk, at han var en ægte realistisk Natur, fuld af den Kjær- lighed til Folk og Fædreland, der ikke kan tilfredsstilles uden ved kraftigt Arbejde til dets Bedste. En saadan Natur maatte, hvor meget den end prydedes af Mildhed og Venlighed, vækkes til Sarkasmer, naar den stod magtesløs overfor Tomheden i Handling, i Tale, i Sang, og saaledes saa han Tingene deroppe, medens alt tegnede sig for ham i et stort Mørke, og Landets Ulykke var ham vis.
Grøgaard begav sig hjem til sin Menighed for at gjenoptage sin stille og fredelige Virksomhed og sige Politiken Farvel for bestandig. Med sin Kollega Wergeland delte han den Skjæbne ikke at blive valgt til det overordentlige Storthing, hvilket neppe har kostet ham Taarer, — men han delte ikke den almindelige Uvilje, der fulgte den kristian- sandske Embedsbroder (Wergeland) til hans Hjem.
Disse to Prester havde været de mest fremtrædende af det «svenske» Partis Repræsentanter, og Bitterhed over Stillingen havde været Grundtonen i begges Taler, men Folkeinstinktet udpegede den ene og mærkede ham med en gjennemgaaende Uvilje, medens den anden blev staaende uberørt med sin fulde Agtelse og
– 203 –
Anseelse hos alle. Grunden til dette er let at se. Wergeland havde en Fortid, der berettigede alle til af ham at vente hvad man ansaa for en patriotisk Optræden, og nu fik man i ham se den ivrigste af alle til — som man mente — at overgive Landet til dem, man holdt for dets argeste Fiender.
Grøgaard havde aldrig været med i politiske Sager og var kun kjendt som den gode, dygtige, ægte fædrelandssindede Mand, og han optraadte i Forsamlingen som «en hel Mand», fuldkommen tro mod sine egne Anskuelser, uden at der noget Øjeblik var Tanke om Vaklen eller personlige Hensyn. Det kan aldrig slaa fejl, at en saadan Personlighed maa tilvende sig Agtelse hos alle, og at Historien vil bevare hans Minde som en af de Politikere, hos hvilke der ikke er en Plet at finde.
Begge disse Mænd var berørte af Tidens Ideer, og det folkelige havde meget at sige hos dem, men medens Wergeland ved sit fortsatte politiske Skriveri underbyggede den folkelige National-Opblæsthed, virkede Grøgaard i Stilhed paa det kraftigste til Folkets Oplysning, efterat han fra Ejdsvold havde medtaget en Tanke, der ser ud som en Spaadom : «Debatterne have næsten indgydt mig Afsky for Rigsforsamling, Folkeregjering og Republikanisme. Norges Folk har ikke Kultur nok til at kunne regjere sig selv. Constitutionen har, som mig synes, flere Spirer til Galskaber og Ulykker» (Yngv. Nielsen : Bidrag I, 363).
Neumann fortæller, at Grøgaard ogsaa i vestre Moland fik Strid paa Grund af Folkets Vedhængen ved det gamle (Neumann : Mindeskrift 22), hvilket tyder paa, at han ogsaa her har havt Møje med at faa den nye Salmebog indført.
Maaske der ogsaa har været andre Ting ivejen. Det var bl. a. Lysten til selv at bestyre et Skolevæsen, der drev denne Skolens varme Ven til at søge Kaldet, og han har følgelig med samme Flid og Nidkjærhed udført denne Del af sit Embede som de øvrige. Her har han maaske faat nok af Møje med Indførelsen af sin ABC, men vi kjender ikke noget dertil.
Derimod er det bekjendt,
– 204 –
at hans Prestegjælds Ungdom ikke var langt fremme, hvilket her naturligvis ikke kan tilregnes Presten. Biskop Sørensen udtaler sig i sin Visitatsberetning (1818) om ham som en Mand, der er «bekjendt af et lyst Hoved, udbredte Kundskaber, megen Embedsvirksomhed og megen Retskaffenhed», og han tilføjer : «Enhver, som kjender hans Varme og Anstrængelse for Skolevæsenet, vil sikkerlig ikke kunne tilregne ham hvad der savnedes hos hans Prestegjælds Ungdom».
Det maa have været meget uheldigt her, naar den milde Biskop kunde udtale sig saaledes. Sammenlignet med hvad der ellers forekommer i Visitatsberetningen er dette en ikke lidet skarp Ytring. Man maa vel tænke paa Søfugle-Naturen hos den mandlige Ungdom, der ved Krigen, Kaperfarten og den vilde Baadsejlads i de mørke Nætter til Jylland efter Korn var bleven tilbøjelig til alt andet end Skoleluft, Tvang og Kvalme, og man behøver ikke at tænke paa velstuderede Agronomer, der er saare dygtige til at lære andre, men selv er mindre heldige, naar de skal praktisere sine Theorier paa egen Gaard.
Det var dog triste Tider for Grøgaard i Aarene efter 1814, og Familje-Ulykke bidrog til at svække hans Arbejdskraft. Hans yngste Søn led af Epilepsi, og han maatte bære denne Smerte under «græmmende Næringssorg i et lidet Kald med 9 uforsørgede Børn» ( Grøgaard til Biskop Bech 8/3 1816 (Rigsarkivet)).
Det maatte under saadanne Omstændigheder komme vel med, at han var en meget dygtig Landmand. Som den, der gav Menigheden et godt Eksempel i Agerdyrkning og Landvæsen, roses han allerede 1796 af Christen Pram, da denne paa sin Rejse besøgte Øjestad. I vestre Moland fortæller en af hans Konfirmander, at han (1813) tog Børnene med ud i Skoven og underviste dem om en Moseart, der kunde tjene til Menneskeføde i denne korntrange Tid, da man foruden Krigen maatte bære Lidelsen efter den forferdelige Misvækst i 1812 (Meddelt af Gaardbruger Jakob Knudsen Kornbrække i v. Moland).
Han kunde visselig glæde sig ved Menighedens Kjærlighed
– 205 –
og Deltagelse, men maatte dog under saadanne Omstændigheder ønske sig forflyttet til et bedre Kald, medens han endnu havde sine Kræfter nogenlunde i Behold, og førend Anneksrejsen til Høvaag blev ham altfor besværlig.
Dette Ønske maatte blive end mere levende, da hans Iver for at gavne Menigheden atter skulde paaføre ham store Ubehageligheder. Han skaffede den en eksamineret og udmærket duelig — Gjordemoder (jordmor) og maatte for denne Sags Skyld lide meget af nogle i Menigheden, der formodentlig har havt sine Grunde til ikke at synes om den nye Konkurrent (Autobiografi i v. Molands Kaldsbog).
Det var imidlertid ikke let at faa et bedre Kald i hine Dage, da Nøden og Trængselen i Landet var stor, og det maa derfor — efterat han i 1820 forgjæves havde søgt Lier Sognekald — have været en stor Glæde for ham, da der aabnede sig Udsigt til et Embede i hans Barndomshjem, Bergen, der var ham «den kjæreste Stad paa Jorden» (Grøgaard :Tre Prædikener. Bergen 1823, 50).
Efter Jonas Reins Død (21de November 1821) søgte han Nykirkens Sognekald og blev dertil udnævnt 23de Marts 1822. Paa Grund af Naadensaaret maatte han blive i vestre Moland over 1 Aar efter sin Udnævnelse og holdt først sin Afskedsprædiken i Hovedkirken Mariae Bebud. og i Høvaag Palmesøndag 1823. Han tilstaar, at han kun nødig kom til Nedenæs for ti Aar siden, og han tænkte da mindst, at det skulde blive ham tungt at forlade denne Egn (Ibid. 20).
Rejser tog Tid i hine Dage, og han har vel havt mange Venner at hilse paa til Afsked rundt omkring i det Amt, hvor han saa længe havde levet. Han kom saaledes først til Bergen efter Pintse, flyttede ind i Jonas Reins Hus paa Nykirke-Almindingen og holdt sin Tiltrædelsesprædiken 1 Trin. 1823. Han havde ved Resol. af 15de Marts 1805 faat Tilladelse til at tale over frit valgte Tekster og benyttede nu 1 Joh. 4, 7—11 til en livfuld Prædiken om at «vi bør ønske os vore Medmenneskers Kjærlighed»
– 206 –
som Mennesker, Kristne, Forældre, Evangeliets Tjenere.
Han havde da fyldt sit 59de Aar, og det er den gamle Mands Tale, men den Frygt, hvormed han indtraadte i de nye Forhold, overvejes langt af Glæden over at komme til den Stad, der var ham kjærest af alle, til sin Lærer, Professor Arentz, og flere endnu levende Ungdomsvenner.
Det havde ikke heller manglet paa Opmuntring, da der baade før og efter hans Ankomst var samlet Indtægter til ham, som endnu ikke havde arbejdet for dem. Slutningen er gribende. Han har aldrig før talt saa nær ved sin Grav, og naar han nu maatte tænke paa denne, da ønskede han ikke Marmor paa den til at fortælle Efterverdenen hans Navn, men at dette skulde være skrevet i Livsens Bog, og at de af hans Tilhørere, som maatte standse ved Graven, vilde mindes ham med Kjærlighed (Ibid. 52. 72. 74—75). Hans Grav er lige ved Kirken.
Hvis Forfængeligheden havde havt noget at sige hos Grøgaard, maatte den nye Stilling ogsaa i dette Stykke være bleven ham meget behagelig. Han var den ældste af alle Bergens Prester, men der var ingen, som i Dygtighed kunde maale sig med ham, og han var den eneste af dem alle, der havde nogen fremragende Begavelse som Taler.
Han efterfulgte den Prest, der fra 1808 til 1821 havde været Bergens første Taler, men det kan maaske siges om Rein, at hans Prædikener væsentlig var anlagte for de dannede og tænkende Menighedslemmer, medens Grøgaard blev Prædikant for alle. Der var derhos i hans Skikkelse, hans milde venlige Ansigt, hans aldrig svigtende Livlighed og endelig i hans dejlige Messe nok af det, der kunde tiltrække en Befolkning, der gjerne gik efter det, som var smukt.
Han var vant til at tale for Sømænd, og han fandt Bergens Sømandsstok for en stor Del samlet i sin Menighed, der tillige omfattede Byens rigeste Folk og den lille Koloni af Haugianere, der havde samlet sig her siden de Dage, da H. N. Hauge drev Kjøb-
– 207 –
mandskab i Bergen (1874 (?) i et offentligt Foredrag til H. N. Hauges Minde blev det fortalt, at hans Gaard i Bergen var Huset 18 Rode No. i, almindelig kaldet «den annekterede Raadstue», og dette Sagn, der vist er af nyere Dato, benyttedes under Mindelsen om hans lange Arrest i Kristianias Raadstue. Bemeldte Hus ejedes — efter Meddelelse fra Byskriveren — 1791 til 1813 af Henrik Jæger og hans Enke).
Det maatte gaa her — som 1796 i Danmark — at de nye Menighedsforhold kom til at øve sin Indflydelse paa Grøgaard som Prædikant. Det var dog nu mere i formel end i reel Henseende dette viste sig. Naar vi fra hele Grøgaards Embedstid i Øjestad og vestre Moland kun har ganske faa Udkast til Prædikener og Konfirmations-taler, tør det vel have sin Grund i, at han her, stærkt optagen af sine pædagogiske Arbejder og anden Virksomhed, hyppigen har talt extempore eller efter Momenter, han ikke brød sig om at gjemme.
Han havde — som ovenfor bemærket — Tilladelse til at vælge fri Tekster, dog helst sammenhængende Stykker af det nye Testamente, og det tør vel være muligt, at han ofte holdt sine Prædikener i Bibellæsningens Form. I Bergen tog han ogsaa straks ved sin Tiltrædelsesprædiken en frit valgt Tekst, men han har snart faat se, at han var kommen til et Sted, hvor man holdt fast paa det gamle, saa han maatte følge Søndagenes Evangelier.
Det gamle var blevet ham noget forholdsvis nyt og krævede ny Anstrængelse. I 1828 kan han fortælle sine Embedsbrødre, at han i 42 Aar aldrig har besteget Prædikestolen uden Frygt, og han er ude af Stand til at indse, «hvorledes den kan kalde sig en Christen, som ikke tror og ikke har erfaret Bønnens Kraft. Endnu mindre ved han hvad han skal sige om den Evangeliets Lærer, som vi erkj ender, at vi ikke ere dygtige af os selv til at tænke noget som af os selv, men vor Dygtighed kommer fra Gud, — som ikke har erfaret, at Guds Tilbedelse i Aand og Sandhed fylder Sjælen med Følelse af Kaldéts Vigtighed, med Tanken om Regnskabet, som skal aflægges — —» (Grøgaard : Om Hukommelsen. Bergen 1828, 43—44).
Det kan efter dette forstaaes, at den
– 208 –
ikke længer unge Mand ved Indtrædelsen i en Prædike-Gjerning, der i flere Stykker for ham blev en ny, maatte føle sig dragen ind i en ny Arbejdsmaade, og det synes som han i Bergen for det meste skrev sine Prædikener fra først til sidst, uden at det skrevne nogensinde anedes af hans Tilhørere.
Som alle vore Prester, der havde sin Udgang fra den gamle Orthodoksi (les om dette på s. 77 her), ansaa han det som utilbørligt at læse Prædikenen op af Papir. Da Bastholm skrev sin «gejst- lige Talekunst» (1775), var det uhørt, ligesom det var forbudt. Da Evangeliet forsvandt fra Prædikenen, kom Papiret med paa Prædikestolen, da de rationalistiske Tørheder vanskelig lod sig lære, og Stoffet var for magert, til at Prædikanten kunde vove sig udenfor hvad han havde skrevet. Da den nye Tid randt op i vor Kirke, blev det nok kun altfor al- mindeligt, at Herslebs og Stenersens Disciple fulgte denne Methode. Man brugte for 40 Aar tilbage Talemaader som disse: «han læser sin Prædiken godt» eller «han kunde ikke læse sin Prædiken»2). Vi har set Prester ved Konfirmation og Brudevielse med Papiret i Haanden. Grøgaard fandt dette meget uheldigt, for ikke at sige mere, og han, der selv kunde «give sine Embedsbrødre en ypperlig Anvisning til at skjærpe og øve Hukommelsen», stod ogsaa som det fuldt gyldige Mønster paa dens Benyttelse i Guds Riges Tjeneste. Hans Bog om Hukommelsen fortjente at udgives paany og studeres af alle vordende Prester, men en Udgiver maatte neppe røre ved dette Vidnesbyrd om Forfatterens Originalitet, livlige Aand, dybe Studier og praktiske Sands. Grøgaard, der aldrig tænkte paa sig selv og aldrig glædede sig ved forfengelig Ære eller Bifald hos høje og lave, har studeret Talekunsten efter Qvinctilian og Cicero — alt med Menighedens Opbyg- gelse for Øje. Den Tid, da man var tilbøjelig til at overse det formelle og lade haant om en «gejstlig Talekunst», idet
– 209 –
man kun spurgte efter Talens og Talerens Liv, — var ikke kommen i hine Dage, da man endnu læste Bastholms Bog.
Har nu saaledes Grøgaards Prædiken undergaaet en Forandring i formel Henseende, saa er dens Indhold neppe i Bergen blevet et andet, end det var under hans Virksomhed paa Landet. Om end Rationalismen her har øvet sin Indflydelse paa ham, som bl. a. kan ses af hans Prædiken om utidig Paaholdenhed paa det gamle (1803), saa har han dog neppe nogensinde i Norge optraadt som en egentlig rationalistisk Prædikant.
Som han var udrustet med en ualmindelig Bibelkundskab, viser han sig ogsaa altid fuld af Kjærlighed til Bibelordet og Forstand paa dets Betydning for den kristelige Almue. Man maa derhos huske vel paa, hvilken overordentlig Betydning den Wolffske Filosofi havde faat for denne Tids Mænd, hvordan end deres Stilling til Kirke og Kristendom var.
Den naturlige Theologi havde stort Værd selv for Mænd som Biskop Balle, hvis Virksomhed næsten udelukkende maa betegnes som apologetisk. Man holdt den naturlige Theologis Lærdomme for et aldeles nødvendigt Gjennemgangsled til den aabenbarede Religion. De maatte ikke savnes i Menigheden, men skulde ogsaa for den være en Beredelse.
Med den udprægede didaktiske Karakter, Prædikenen saa let antog i denne Tid, da der blev raabt saa meget paa Oplysning, kan vi derfor ofte finde besynderlige Ting selv hos Mænd, hvis evangeliske Standpunkt er hævet over al Tvivl. Man kan finde Udtalelser om Kristi Guddom, Forsoningen og Troen i den ene Del af en Prædiken, der ellers kun indeholder almindelig Tale om Dyd og Stræben efter Lyksalighed (cfr. Grøgaard :Tre Prædikener. Bergen 1823. 35).
Biskop Balle fremholdt i en Ordinations- tale 2den Novbr. 1804 «en dobbelt Kilde, hvoraf Religionslæreren kan øse Bevæggrunde til Dyd : 1) en oplyst, tænksom Fornuft, 2) Christendommens Grundlære eller Jesu forsonende Død» (Fallesens Mndskr. 1804. II, 631).
Efter dette kunde det ogsaa let hænde, at en Prest
– 210 –
den ene Søndag kunde finde sig foranlediget til udelukkende at holde sig til den naturlige Theologi og den anden ligesaa udelukkende til Evangeliet.
Et saadant Forhold, som vi her ikke skal indlade os paa at bedømme, finder vi ikke hos Rationalisterne, der sjelden optraadte uden med mer eller mindre aabenbare Angreb paa Overtroen, hvilket her vil sige Forsoningstroen og Læren om Synden (Satan).
Til disse sidste kan Grøgaard neppe nogensinde i sit Liv blive at henregne, men vistnok — fra 1796 — til hine. Man tør endog neppe tage hans Iver for Indførelsen af den evangelisk-kristelige Salmebog til Indtægt for hans Rationalisme, da det udelukkende var hans praktiske Sands, hans Iver for det forstaaelige og maaske en Mangel paa Syn for det poetisk opløftende og dets Betydning for Menighedslivet, der her kom tilsyne.
Sikkert er det, at han ogsaa i Bergen, hvor det kristelige Sandhedsindhold lyser igjennem hans Prædikener, der i stort Antal er opbevarede, hvor han «havde Grundtvig meget kjær, fordi han med mandig Kraft tog Christendommens Grundsandheder i Forsvar», hvor han «med Fornøjelse læste Mynsters Betragtninger» (Neumann : Mindeskrift 31), — var ligesaa ivrig for Salmebogen som ved Aarhundredets Begyndelse og skaffede sin Biskop meget Bryderi i den Anledning.
Biskopen, der delte hans Anskuelser (Ibid. 13), maa have kjendt Befolkningen og set, at det var umuligt (Meddelt af Provst W. Fr. Koren).
Det var — som sagt — allerede under Grøgaards Ophold paa Landet, at han optraadte som den kristelige Prædikant og det netop paa den Tid (omtrent fra 1810) da Rationalismen maa siges at have havt sine fleste Tilhængere blant vort Fædrelands Prester. Vi er saa heldige at have et Vidnesbyrd herom, som vi gjør os en Glæde af at tage med i denne Skildring : «— — — 1819 hørte jeg i Annexkirken Høvaag en Confirmationshandling af Grøgaard, som endnu staar levende i min Erindring. Jeg var netop da
– 211 –
bleven Candidat, havde Herslebs og Stenersens Anskuelser lidet fordøjede og derfor altfor ensidige, saa jeg saae med Mistanke paa enhver Afvigelse derfra. Men under denne Confirmation udtalte han Daabens Betydning og Løftets Hellighed samt holdt en Catechisation over Christendommens Hovedsandheder aldeles overensstemmende med Catechismen. Jeg har hørt mange Confirmationshandlinger senere af christelige og begavede Mænd, men denne staar for mig som et uovertruffet Mønster, og den, som har hørt den, vil ikke vove at kalde Grøgaard en Rationalist, om der end er mangt i hvad han har sagt, som kan synes friere end ønskeligt» (Skrivelse af 6/3 1884 fra P. B. Lassen, Stiftsprovst, R. St. O.O., Db).
Efter at have set, at for Grøgaard og Mænd af hans Standpunkt stod den naturlige Theologi og den «aabenbarede Religions» Lærdomme ikke som lige vigtige, men dog begge som vigtige og fornødne for Menigheden, skal vi bemærke, at Grøgaards bergenske Manuskripter neppe vilde kunne læses i vor Tid, men vel studeres. De vil ikke alene være frugtbare for den unge Prædikant, der «famler i Anlægget», men fremfor alt afgive vigtige Bidrag til Prædikenens Historie i vor Kirke. Paa denne Maade vil de læses med Kritik, og da vil man ogsaa have Forstaaelsen af, at Udtryk som for vor Tid er stødende — ja vel næsten umulige —, dengang ikke var det.
Vi tænker her paa Ordet «Lyksalighed», der er saa gjennemgaaende i hele hans Prædiken. Tager man fat i en eller anden af dem, kan man let med vor Tids Forudsætninger komme til den store Misforstaaelse, at det er Eudaimonisme, der prædikes. At dette ingenlunde er Meningen kan ses bl. a. af Prædikenen paa Trin. 1831 : «Christi Evangelium er en Guds Kraft til Saliggjørelse for hver den som tror». Det er kun en vidtløftig og meget skarp Disposition, hvori det bl. a. heder, at Evangeliet bringer os «her Saliggjørelse — Lyksalighed (vigtigere end Lykke), ej fuldkommen, men dog en Fred, som overgaar al
– 212 –
Forstand, opvejer imod alt Tab» (Cfr. Martensen : Ethik I, 196).
Det fremgaar heraf tydelig nok, at vi her ikke har for os en Mand, der paa rationalistisk Vis prædiker det borgerlige Velvære som Maalet for den dydiges Stræben, men en kristelig Prædikant, der i andre Udtryk, end vi bruger, forkynder Kristus-Troen som den, der bringer os i Samfund med Gud her paa Jorden.
— Vi maa end videre bemærke, at Grøgaard hyppig taler om Troen, men at han aabenbart helst behandler den efter Jakobs Brev. Vi tør maaske her spore en Indflydelse af Tidsomstændighederne og Omgivelserne, naar der hos Grøgaard stadig aabenbarer sig en Frygt for, at «den døde Tro» skulde blive anset for tilstrækkelig. Det fremgaar tydelig, naar Tro og Dyd, Tro og Gjerninger, Tro og Kjærlighed saa hyppig nævnes sammen, at det altid for Grøgaard gjælder at afværge katholiserende Misforstaaelse, medens der aldrig — i de Prædikener, vi har læst, viser sig noget Tegn til en Stræben efter at stille Troen i Skygge for Dyd og gode Gjerninger.
Vi kan ikke vide, om bergenske Erfaringer her har sat sine Mærker paa hans Prædiken for den stærkt kirkesøgende Befolkning, men det er maaske kun den samme Tendens, der aabenbarer sig hos ham som pædagogisk Forfatter i Kampen mod Pontoppidan og Pugeriet.
Hver Tid har sine Aabenbarelser af Modstand mod Kristendommen. Her tales ikke meget om Fritænkeri og den utilhyllede Vantro i denne By, hvor alle strømmede til Kirkerne. Heller ikke saa han saa mørkt som Jonas Rein paa den bergenske Selskabelighed, da han selv som Bergenser og selskabelig anlagt maaske bedre har forstaat den, men der er jo nok af Tale om Egennytte o. s. v., ligesom han maaske bedre end de fleste har kjendt til et Slags gammeldags «Søndags-Religiøsitet», hvoraf Hverdagslivet var fuldkommen uberørt, og sigtet paa dens svage Side.
Det er fortalt, at Grøgaard engang i sin Prædiken ytrede at «dersom vi ikke havde tabt Guds Billede, behøvede vi ingen Forsoner, men da vi alle har tabt det, maa vi alle have ham til vor Frelse», og at denne Ytring vakte megen
– 213 –
Forargelse i Bergen (Meddelt af Fru Rektorinde V. E. IHolmboe).
Vi kan gjætte paa, at Udtrykket «Guds Billede» har været fremmed for mange, der ikke vilde gjælde for altfor store Syndere. — Vi tør endelig tillade os at hidsætte et kort Stykke af en af de bedste, vi har fundet blant Grøgaards Prædikener (3die Adv. 1828 : «En ædel fast Character eller den christelige Selvstændighed») :
«— — — Fordi det er den selvstændige Christens Grundsætning altid at hylde Sandhed og Ret, derfor er det ogsaa hans urokkelige Forsæt : Jeg vil troe paa Jesus og blive bestandig i Troen indtil Enden. Troen paa Jesus leder ham til Sandhed, styrker ham til Dyd, og jo oprigtigere han elsker Sandhed og Ret, des inderligere elsker han ogsaa Troen paa Jesus. Men denne Tro behøver Forklaring for deres Skyld, som gjerne ville bortkaste en væsentlig Deel af den, gjerne ville antage Jesus som den Ypperste, der ofrede sig selv paa Korset for vore Synder, men glemmer, at han som Prophet lærer os Guds Vilje til vor Salighed, som Konge er deres Herre, hvis Bud vi skulle adlyde; gjerne ville høre Tale om Troen, men ikke om Dyden som Troens Frugt. De ere vildfarende, thi hvad er Troen uden Kjærlighed ? Hvad er Kjærlighed uden Gjerning og Sandhed ? Skulde Troen være en vissen Rod uden Stamme, uden Grene, uden Frugter ? De ere vildfarende, saa sandt Paulus har Ret deri, at Jesus er os given af Gud til Viisdom, Retfærdighed, Helliggjørelse og Forløsning; saa sandt Jesus har sagt : ikke enhver som siger til mig Herre, Herre, skal indgaa i Himeriges Rige — — — Læser Jesu herlige Bjergprædiken og seer, om ej Jesus var ogsaa den nidkjæreste Dydens Prædikant, som fordrede ej alene Troens Retfærdighed, men ogsaa Levnets Retfærdighed.
Hvorledes kan dog nogen indbilde sig, at han retteligen troer paa Jesus, naar han antager en Deel af Jesu Lære og tilsidesætter en anden ? Hvorledes troe vi paa Jesus, Sjælens Læge, om vi ej følge hans Forskrifter ? Hvorledes troe vi paa ham som Veiviser paa Saligheds Vei, om
– 214 –
vi ej trolig stræber at følge den Vej, han viste os ? »
— — Denne Prædiken og en anden (1ste Adv. 1828 : «Fromme Rørelsers Værd») har Paaskrift, at de er laante og afskrevne af to navngivne Mænd, der begge er os bekjendte som Haugianere. Disse har maaske bedre end mange andre forstaaet, hvor Grøgaards Prædiken sigtede hen, og han er visselig bleven deres Prædikant, om end Ytringer hos ham tydelig nok viser, at han ikke gik ind paa deres Særheder.
Straks Grøgaard kom til Bergen, blev hans Dygtighed paakrævet til at bringe Byens meget tilbageliggende Almue- skolevæsen paa en bedre Fod.
1820 var der nedsat en Kommissjon til at «revidere» det, men det gik ikke, og Medlemmerne døde bort. Da Grøgaard kom (Sommeren 1823), blev han tilkaldt, og allerede efter et halvt Aars Forløb havde man faat en ny Plan færdig. Den fandtes dog altfor bekostelig, og der blev intet af.
Kommissjonens Sekretær, Overlærer Bohr, havde imidlertid faat den Tanke, at man kunde afhjælpe Manglerne til en vis Grad ved Oprettelsen af en Lancaster-Skole, og han blev da anmodet om med Grøgaard og resid. Kapellan Flottmann at udarbejde Plan for en saadan. Den blev ikke færdig før 1829, og Forhandlingerne herom ikke tilendebragte, medens Grøgaard levede (Neumann : Mindeskrift 29).
Der var kommen en væsentlig Omstændighed imellem. En Lancaster-Skole var oprettet paa «Kristi Krybbe under Ledelse af en exam. jur. Erik Bolstad, og dens bedrøvelige Resultater fremkaldte skarpe Avisartikler af Presten Arnt W. Greve (Den berg. Merkur 1834. 12. 17. 21.24) og Rektor Holmboe (Ibid. 16.20.25.26), og der førtes en langvarig Strid mellem disse Mænd og Biskop Neumann, der støttedes af Student Herman Laading.
Grøgaard var dengang begyndt at falde af og tog ingen Del i Striden (Ibid. 21). Lancaster-Undervisningen fik ikke noget langt Liv i Bergen, og Biskop Neumann maatte ogsaa lukke sine Øjne, før nogen væsentlig
– 215 –
Reform i Bergens Almueskolevæsen kom istand. Beskjæftigelsen med denne blev Grøgaards sidste offentlige Arbejde udenfor hans Embede. Fra hans Side har det ikke manglet paa Iver, Dygtighed og Interesse for Sagen, men Tiden var endnu ikke kommen. I Bergen holdt man altid længe paa det gamle.
At Grøgaard, der havde undervist sine egne Børn og gjennem en Menneskealder var bleven en Lærer for alle Landets Børn, maatte sætte stor Pris paa Konfirmationsforberedelsen, siger sig selv, og vi tør se et Vidnesbyrd herom i hvad ovenfor er anført. Der er ogsaa temmelig mange Udkast til Konfirmationstaler af ham opbevarede fra den hele Tid, han var Prest.
I Bergen var Konfirmationshandlingen i Grøgaards Tid og længe efter en sand Gru for Presterne, især naar de af Naturen var langsomme Folk, og en Pine for Konfirmanderne, der ofte maatte være i Kirken fra Kl. 9 til Kl. 3 a 4. Menigheden var bleven vant til en overmaade vidtløftig og omstændelig Overhøring, Talerne var mange og lange, og saa kom hertil de saa kaldte «Hoved-stykker», — det Ønske, Presten efter Løftets Aflæggelse udtalte over hver enkelt Konfirmand.
Dette maatte efter den herskende Skik være forskjelligt for enhver, og et Bibelsted var ikke nok. Disse «Hovedstykker» var da Gjenstand for den største Opmærksomhed og blev vel ofte nok et Hovedstykke i Dagens Samtaler rundt om i Familjerne. Man kan tænke sig, hvilket væsentligt Tillæg dette har været til alt det øvrige forberedende Arbejde, der forelaa Presterne til den hellige Handling. Ingen kunde her stole paa sin Hukommelse eller tage Ordene, som de faldt, og selv Grøgaard, der dog med saa stor Lethed bevægede sig i Ordet, maatte have disse Hovedstykker opskrevne i en liden Oktavbog i Alterbogen. En saadan er opbevaret med Hovedstykker for 32 Konfirmander, alle lige lange og alle forskjellige. Man maatte vente af Manden med den fine kirkelige Takt, at intet personligt findes i dem. Den lille Bog maatte have været en Skat for en og anden, der havde mindre let for det, og som
– 216 –
fremdeles maatte lide under denne Skik, der lige til 1860 blev fulgt af de ældre Prester.
1829 havde Grøgaard det Uheld at forslaa sin Hofte og blev derved sengeliggende i 4 Maaneder. Han kom sig aldrig rigtig efter denne Tid og var ofte lidende. Det kan forekomme os ubegribeligt, at han endnu i 3 Aar kunde hjælpe sig uden Kapellan, og det skede da vel ogsaa væsentlig, fordi den resid. Kapellan Johan Balthazar Flottmann af al Magt overtalte ham til at blive denne Hjælp foruden, medens han selv bistod sin Sogneprest efter Evne.
Forholdene var nu ogsaa med Søndagstjenesterne saadanne, at dette med en vis Lethed kunde ske. Næsten under hele Neumanns Episkopat kan man nemlig sige, at Aftensangsprædikenen var afskaffet i Bergen. Der averteredes i Lørdagsavisen, at Klokkeren ved de 3 Kirker prædikede til Aftensang, men naar man gaar Presternes Dagsregister igjennem, faar man se hele Sider igjennem den staaende Bemærkning ved Søndagene : «Til Klokkerens Aftensang mødte ingen Tilhørere».
Der findes naturligvis ogsaa Søndage, da Klokkeren virkelig prædikede. Den bergenske Skoleungdom kunde finde paa mangt og meget til sin Fornøjelse, og det hændte ikke saa sjelden, at et og andet Gutte-Parti indfandt sig præcis ved Aftensangens Begyndelse og nød en ondskabsfuld Glæde ved at tvinge Klokkeren til at prædike. En af disse gamle «hovedløse Studenter», hvis Privilegium paa Klokkerbestillinger Biskop Neumann strængt overholdt, havde aldrig set Theologi, men studeret jus.
Paa Spørgsmaal om, hvorledes han bar sig ad, naar han skulde prædike, svarede han, at det meget sjelden gik paa, og at han for Tilfældet var udrustet med en Huspostil (Han var Forfatterens Klokker 1861—65 og har selv meddelt det. Fortællingen om Gutternes Aftensang hører til disses Barndomserindringer, der ikke var vanskelige at faa høre i Bergen), — naturligvis det bedste, han kunde gjøre. Vi kan forbauses over saadant Forhold, men det blev taalt lige til 1843, da Provst Hans Conrad Thoresen gjorde
– 217 –
en Ende derpaa ved at erklære, at han vilde prædike til Aftensang, og de øvrige Prester maatte da følge med.
Naar det nu saaledes var Regel, at Presten kun havde Gudstjeneste hver anden Søndag, kunde det falde let for den resid. Kapellan at hjælpe sin lidende Sogneprest, men i Længden kunde naturligvis ikke dette gaa, og 1832 fik Grøgaard til Kapellan Kandidat Claus Lampe, der blev hos ham til hans Død.
Dette Aar var blevet Grøgaards sidste i Bergen, hvis hans Alder og Helbred havde gjort en Flytning mulig. Han skulde — maaske uden nogensinde at have tænkt paa eller ønsket det — have havt den Bispestol, som hans Ejdsvolds-Kollega Wergeland saa ivrig attraaede.
Da Biskop Munch var død (17de Januar 1832), ventede Regjeringen temmelig længe med Besættelsen af hans Embede. Først 11te August afgav den Indstilling, ifølge hvilken man først havde tilbudt Professor Hersleb det, men han vilde ikke forlade sit Katheder. Det heder derpaa, at Departementet ikke vil tage i Betænkning at nævne Sogneprest Grøgaard «som en Mand, der baade i Henseende til Kundskaber og Embedsdygtighed samt lang og nidkjær Tjeneste i høj Grad synes fortjent til deres Majestæts naadigste Opmærksomhed», men der kunde ikke blive Tale om ham, da han var for gammel og svagelig (Regj. Indstilling i Rigsarkivet).
Man har vel anset dette som en saa given Sag, at man ikke engang har spurgt ham. Havde dette været Tilfældet, maatte vel Neumann have vidst det og omtalt det i sit Mindeskrift. Det maa have været Grøgaards’ Virksomhed i Bergen, der har gjort hans Navn mere bekjendt, thi ved Besættelsen af Bispestolen i Bergen og Kristiansand 1822 og 23 nævnes han ikke.
Da Regjeringen ikke kunde ophøje Grøgaard paa Bispestolene, skaffede den ham en Udmærkelse, som han vel for længe siden havde fortjent, og Ejdsvolds-manden, der i Rigsforsamlingen havde udtalt det Haab, at «Tolvskillingssedlernes og Ridderordnernes Tid var forbi» (Fr. Schmidts Dagbøger 177), maatte finde sig i at bære en Vasaorden.
– 218 –
Grøgaard synes at have forenet mange af de Egenskaber, man i hine Dage oftere fandt hos fremragende Bergensere. Livlig og aandfuld, praktisk og arbejdsom, vittig og veltalende, munter og selskabelig har han passet godt ind i sin Tid og i den Kreds af fremragende Mænd, som vel tildels angav Tonen i det bergenske Selskabsliv.
Han var med Liv og Sjæl med i dette, men tog dets Nydelser med stort Maadehold (Neumann : Mindeskrift 24).
«Hørte man ham i den muntre Selskabskreds, da oplivedes man ved hans glade og livfulde Tone. Hvor han var behøvedes aldrig Tredjemand for at holde Konversationen vedlige; thi hans alsidige Dannelse gav ham rigeligt Stof til behagelig og instruktiv Samtale, og af sit Livs Erfaringer som ogsaa af sin Læsning hentede han i uudtømmelig Mængde de morsomste Historier, krydrede med Lune og Vid. Men hans Vid gik sjelden over til Sarkasmen.
— — — Mærkelige fremfor Alt var Grøgaards Fortællinger om Dyr, om Hunde og Heste, dem han havde samlet saa mange Bemærkninger om med Hensyn til deres Intelligents, at de vilde kunne have afgivet vigtige Bidrag til Smiths bekjendte Bog om Dyrene» (Neumann : Mindeskrift 23. 24).
I de unge Aar kunde det vel hænde ham som saa mangfoldige Ungdommeligheder blant Holbergs Landsmænd, at Munterheden kunde gaa over Stregen, saa dens Ytringer ikke altid bar Visdommens Præg. Vi maa antage dette efter hvad Jonas Collin fortæller om Grøgaard, da han i sit ottende Aar havde ham til Lærer (1784). Han skiltes fra ham med Taarer, men synes ikke at have havt Anelse om hvad hans Lærer senere blev for sit Fædreland og ved kun at fortælle, at han paa Ejdsvold stemte for Jøders Udelukkelse af Riget (E. Collin : H. C. Andersen og det Collinske Hus. Kbh. 1882. 524).
Grøgaard havde jo ingen Sands for at komme i Aviser, og Frugterne af hans ihærdige Flid og overordentlige Arbejde tilhørte Menigheden og Almuen. Det lidet, Grøgaard har udgivet vidner om en udbredt
– 219 –
Læsning og grundige Studier. Han har visselig sit hele Liv igjennem fulgt det Raad, han gav sine yngre Embedsbrødre, at «føde sin Aand og danne sit Sprog ved flittig Læsning dels i den hellige Skrift, dels ogsaa i andre dertil tjenlige Skrifter, især klassiske Forfattere i Modersmaalet», naar de vilde opnaa Færdighed i at ekstemporere, hvilken enhver Prest bør have, men som skal være «Flittigheds Datter og ikke Dovenskabs Moder» (Grøgaard : Om Hukommelsen 63, 68. 69).
Det synes, som hans Studier har samlet sig om Almue-Oplysningen og Prædikekunsten. Det var paa disse to Felter han arbejdede, og paa dem han optraadte som Forfatter. Han viser sig som saadan i en sjelden Grad i Besiddelse af den priselige Evne til at begrændse sit Stof, finde alt, hvad der til hans Øjemed kan bruges og holde alt overflødigt borte. Alt, hvad vi har fra ham, vidner om hans mærkelige Aandslivlighed, men tillige om, at han var en Hader af alt uvedkommende Snak.
Der er en altid fremtrædende Benyttelse af kjærnefulde Argumenter, men aldrig nogen unyttig Ophoben af dem. Det er med ham her som overalt : det var ham aldrig om at gjøre at vise sig selv frem, men hans Maal var, at Læserne skulde finde hvad de behøvede. Det er efter hvad gamle Folk fortæller noget lignende, der maatte gjøre hans Prædiken saa tiltalende. Selv hvor de i sine Udkast maa forekomme os tørre og udelukkende moraliserende, har de dog sikkerlig fremtraadt saa skarpt rammende den Gjenstand, han behandlede, og saa udelukkende sigtende til Menighedens Opbyggelse og Oplysning, at Tiltrækningen ved dem let kan forstaaes.
Fra den tidlige Ungdom havde han gjort Dagen lang, og den begyndte hos ham Kl. 4. Aftenen tilbragte han gjerne med at høre Musik, og efterat han havde lagt Fløjte og Fiolin bort, kunde han endnu findes ved Pianofortet og et lidet Orgel. Ogsaa Theatret besøgte han gjerne (Neumann : Mindeskr. 27).
Som den musikalske Mand interesserede han sig meget for
– 220 –
Kirkesangens Forbedring. Til dens Understøttelse vilde han have indført Dreje-Orgler i Landskirkerne, men Tiden var ikke kommen til en saadan Nyhed. Det var vel ikke blot paa Forstaaelighedens, men ogsaa paa Musikens Vegne han var en saa ivrig Talsmand for den evangelisk-kristelige Salmebog, der unegtelig er korrekt i sit Versemaal. Hvad der i den var tabt blot i poetisk Henseende har han neppe havt Øje for. Han havde en Skræk for Hyperboler og det højt-travende.
Den bekjendte Salme : «O at jeg havde tusind Munde og tusind Tunger i hver Mund» (Guldbergs Salmebog 309) var ham en sand Gru (Meddelt af hans Kapellan C. E. Lampe).
Selv Folk med rig poetisk Sands kunde jo findes enige heri, men ellers kan man vel neppe antage, at den poetiske Sands har været synderlig stærkt udviklet hos ham. Han sysselsatte sig overmaade meget med den klassiske Litteratur hele sit Liv igjennem, og Neumann fortæller, at han næsten kunde Horats udenad, men man tør maaske gjætte paa, at det nærmest har været Satirerne og Brevene, der kunde have en blivende Interesse for en Natur som hans.
Det eneste poetiske Forsøg der kjendes af ham, «Til Norge vor Moder» (Hermoder II, 52), en Sang ved et Selskab formodentlig i Lillesand er visselig hverken bedre eller slettere end hvad der i hine Dage i Almindelighed blev sunget til Fædrelandets Pris, men til Poesi vil det neppe kunne regnes. Da han kom til sin Barndoms By, der jo da som senere havde et Ord for at holde det lyriske i Ære, var han bleven gammel, og hans Ven Lyder Sagen præsterede her det fornødne.
Skjønt Grøgaard i længere Tid havde været svagelig, overtog han dog i Mai 1835 Stiftsprovstiet, da Christen Brun havde mistet Synet. Havde han en Hvilestund fra Smerterne, vilde han jo altid gjerne arbejde, og Aandens Livlighed synes han at have beholdt til det sidste. 15de November 1835 prædikede han for sidste Gang i Nykirken
– 221 –
og kom der ikke mere. To Husbrudevielser udførte han 10de Januar og 10de Februar 1836 for to af sine Konfirmander. Den sidste bad ham indstændig, at han vilde udføre den hellige Handling, og vilde være tilfreds, om han blot læste Ritualet.
Han maatte sidde under Forretningen og blev efter den saa syg, at han troede sig Døden nær.
Det blev da ogsaa Afslutningen paa hans gejstlige Embedsgjerning (Grøgaard til Svigersønnen Provst Laurentius Koren 3die Marts 1836).
21de Marts 1836 kunde han endnu skrive et muntert Brev til Biskop Neumann. Morgenen efter var han død. Han blev begravet ved Kirken paa sin Fødselsdag 5te April. Sorgen over ham var stor. Det varede længe, før Savnet blev udfyldt. Der er endnu nok af dem, der mindes Manden med det dejlige, milde Aasyn, de herlige Gaver og det varme Hjerte.