riksforsamlingens prester

 

– hentet fra Daniel Thrap : “Fra Nordahl Bruns Tid. Bidrag til den norske Kirkes Historie i det nittende Aarhundrede”. Kristiania 1884.

– les her om :

 

– fra s. 125 – 128 :

Politiske Prester har man vel fundet i al den Tid, der har kunnet være Tale om at drive Politik, og ligesaa længe har man vel fundet Meningsbrydninger mellem dem paa dette Omraade. Forskjel i Opfatning kan vel altid finde Sted hos dem, der har Kald til at forsvare Sandheden, men desværre bliver ofte Meningsbrydningerne og ikke Sandhedens Forsvar det hovedsagelige.

Man finder blant de gejstlige Politikere baade de fineste Diplomater og de mest glødende Folketalere og det baade inden og udenfor Jesuiternes Rækker. Siden disses Blomstringstid har man vel overalt, hvor der har været Anledning til at deltage i den politiske Gjerning, fundet Pre­ster i Folkeforsamlingerne — vel ikke sjelden med Jesuiterne som Forbilleder. Mange, der har ivret for Standens Renhed, har ønsket dem borte fra saadanne Steder, og der er vel ofte nok opstaaet Spørgsmaal, om de ved sin politiske Virken har gavnet eller skadet sine Menigheder, sin Stand, sit Fædreland og sig selv.

Hvad man nu end tænker om disse Forhold, maa det naturligvis anses for en stor Lykke, at det norske Presteskab var forholdsvis talrig repræsenteret paa Ejdsvold. Det havde ikke været godt for vort Folk, om de kirkelige Anliggender ikke havde havt sine Talsmænd i Rigsforsamlingen.

Vi maa jo ogsaa være dem meget taknemlige for den Maade, hvorpaa de kirkelige Sager blev ordnede. Der kan ikke være Tvivl om, at Presterne har havt sin væsentlige Andel heri, om det end ved et Blik paa Forhandlingerne kan synes, som om de almindelige politiske Spørgsmaal for en stor Del har optaget deres Interesse. Vi har ikke let for at anstille nogen dybere gaaende Undersøgelse paa dette Felt, da de kirkelige Spørgsmaal ikke synes at have voldt nogen synderlig Debat.

Nogen saadan er i alle Fald ikke opbevaret i Rigsforsamlingens Forhandlinger. Derimod giver disse tilstrækkelige Vidnesbyrd om Ejdsvolds-Presternes Deltagelse i Ordningen af de politiske Forhold, og vi finder dem frem- trædende med kortere eller længere Taler om Storpolitik (Wergeland), Adelskab og Ordenstegn (Grøgaard), norsk Borgerret (Stabel), Financerne (Rein), Værnepligt (Werge­land, Hount).

De har ganske vist, hvor de optraadte, øvet sin Indflydelse. Der er kun faa iblant dem, der træder noget synderlig frem, men det kan ikke betvivles, at det har været med disse 14 Prester paa Ejdsvold som med Presteskabet i det hele. Der er kun faa, hvis Navn bæres til Efterslægten, og hvis Virken er kjendelig i større Kredse, medens de, hvis Liv er gaaet hen i Stilhed, men ikke uden Velsig­nelse og Frugt, tør være mange. Vi tør maaske blant disse stille Arbejdere i Forsamlingen fremhæve Provst Midelfart og Sogneprest Darre.

De fleste af disse 14 Prester var Rationalister. De havde for en stor Del gjennemgaaet sine Studenterdage i Revolutionstiden og faaet sin Del af disse Dages Strømninger. Der fandtes vistnok endnu orthodokse Prester1) i Kjøbenhavn (f. Ex. Muller, res. Kap. til hellig Geist. K., J. W. Bentzon. res. kap. til Frue K.   Se Werlauff i dansk hist. Tidsskrift IV, R. 4, 285—87), men Ungdommen hørte dem ikke.

Marezoll var Studenternes Prædikant. Skjønt han langt fra var orthodoks, tror dog en af hine Dages mest fremragende Studenter — A. S. Ørsted— at han «snarere bidrog til at skaffe Kristendommen nogen Erkjendelse end til at modarbeide den».

Hvad specielt Theologerne angaar, da «gjaldt det positiv kristelige ikke meget hos dem, og mange af dem var i Moralen Eudaimonister» (A. S. Ørsted : Af mit Livs og min Tids Historie I, 18. 22).

Det kan saaledes ikke forundre os, at Rationalismen var den herskende Retning hos de fleste af vore Ejdsvolds-Prester, men det skal ogsaa medgives, at de stod der som alvorlige og samvittighedsfulde Mænd, og der er intet Vidnesbyrd hos dem om nogen Akkord med Sandheden, saaledes som den stod for deres Erkjendelse, hvor ivrige Partimænd de end monne have været.

I Almindelighed tænker man kun paa 4 af dem som mere fremtrædende Repræsentanter, Nikolai Wergeland og Hans Jakob Grøgaard af Forsamlingens Minoritet, — Fredrik Schmidt og Jonas Rein af Majori­teten. Af disse var utvivlsomt Wergeland det lyseste Hoved og den, som i videnskabelig Dannelse havde drevet det videst,  — Grøgaard den dygtigste Mand, og den, hvem Kirken og Skolen har mest at takke, — Schmidt den fineste Mand, der stod højest i den almindelige Dannelse, — Rein den betydeligste Taler, der fik størst Indflydelse i For­samlingen.

Om alle disse Mænd har der været Tale ved Besættelse af Bispestole. I det mindste 2 af dem (Wergeland og Rein) ansaa sig for Bispe-Emner og blev bittert skuffede. Ingen af dem synes at have vidst at tilskrive sig selv Skyl­den. Hos Rein laa den uden Tvivl i hans politiske Optræden, medens Wergeland, med hvem intet i dette Stykke var ivejen, var forstenet i sin Rationalisme og havde skaffet sig mange Fiender, da han strakte Haanden ud efter Bispestaven. Underligt nok har Grøgaard, der neppe nogensinde stræbte saa højt, været den eneste, som Regjeringen for Alvor tænkte at gjøre til Biskop.

— Af de øvrige 10 Ejdsvolds-Prester hørte — saavidt vi kan se — Provsterne Stub og Hount samt Sogneprest Oftedahl til Minoriteten, — Provsterne Stabel og Midelfart, Sognepresterne Jersin, Nysom, Darre, Heyerdahl og Nielsen til Majoriteten i For­samlingen.

Vi skal efter disse almindelige Bemærkninger gaa over til Fremstillingen af disse Mænds Liv og Virken, saavidt Oplysninger herom har kunnet tilvejebringes.

 

Skriv inn søkeord..