jacob hersleb darre : presentert av daniel thrap

– i boken «Bidrag til den norske Kirkes Historie. Fra Nordahl Bruns Tid». Kristiania 1884.

Gjengitt s. 337 – 340 :

Den ældste af de Prester, der mødte i Rigsforsamlingen, var Jacob Hersleb Darre.

Han var i en vis Forstand den mest kjærne-norske af dem alle, da han tilhørte en af Landets ældste Slægter og kunde finde en af sine Forfædre blant Kong Sverres Mænd ( B. Moe : Tidsskr. f. Personalhist. II, 337 ff.).

Han blev født 20de November 1757 i Overhalden, hvor Faderen Provst Jørgen Darre (død 1791) var Sogneprest. Efter at have nydt privat Undervisning i Hjem­met og senere i Throndhjem blev han 19 Aar gammel dimitteret 1776 og fik Examen artium med non contemnendus, tog Aaret .efter Examen philos, med haud illaudabilis og vendte saa tilbage til sin Fader.

Først 7 Aar efter drog han atter til Kjøbenhavn for at tage sin Eksamen, lagde op til «non contemnendus», men fik haud illaudabilis for sin Dimisprædiken.

Straks efter — 26de Maj 1784 — blev han kaldet til Personelkapellan hos sin Fader i Overhalden og ordineret 3 December s. A. Det var en underlig Tid. Faderen var allerede da «udtjent» og kunde ikke befatte sig med sit Embedes Forretninger, men blev alligevel siddende som Provst. Hans Kapellan maatte da foruden at udføre alt hvad der hørte til Sogneprest-Embedet ogsaa føre Provste-

– 338 –

Embedets Regnskaber og Korrespondance.

Da Faderen var død, og Naadensaaret tilende, var der ingen Prest i Stiftet, der trængte til Kapellan, og han søgte da 18de Maj 1792 Ørkedalens resid. Kapellani, anbefalet af Biskop Schønheyder for sin «Duelighed, retskafne Tænkemaade og meget gode Forhold».

Biskopen ansaa Kapellaniet, hvis Indtægt var 120 Rdlr. for en ringere Forfremmelse, end han vilde unde «denne værdige og beskedne unge Mand».

Som Kapellan i Ørkedalen blev han 24de Marts 1795 gift med Louise Caroline Steenbuch, Datter af hans Provst Hans Steenbuch, Sogne­prest til Melhus (død 29de Juli 1800) og hans anden Hustru Anna Margrete Lorentsen (død 12te December 1809.

Hans Steenbuch var — som bekjendt — en af Norges lærdeste og dygtigste Prester paa den Tid (Cfr. J. N. Bruns Tale over ham i Willes Samling af Mindetaler ) og er for den væsentligste Del Forfatter af Jessens Norges Beskrivelse.

Kapellaniet blev snart for lidet for Darre, da han fik Familje, saa meget mere som Kapellangaarden var ubeboelig, og han søgte derfor 5te August 1797 Klæbo Sognekald, der var ledigt efter Sogne­prest Daniel Furstenbergs Død (30te Juli 1797).

Han var den ældste Kapellan, og Klæbo det mindste Sognekald (257 Rdlr.) i Provstiet, saa hans Foresatte maatte fremhæve hans Beskedenhed ved denne Ansøgning. Han fik Kaldet 10de November 1797 uden at have været i Kjøbenhavn for at sollicitere, hvad der i hin Tid var en Sjeldenhed.

Det var liden Lykke at opnaa i 40 Aars Alderen, og det blev alt, hvad Darre naaede i Livet. Han søgte Befordring, men fik den ikke, maaske fordi han ikke kunde eller vilde gjøre den lange Rejse til Kjøbenhavn, og Biskop Bugges Anbefalinger i denne Tid synes at have været lidet paaagtede. Biskopen skriver saaledes paa en Ansøgning fra Cand. theol. Rasmus Parelius Dreyer : «Det gjør mig ondt, at han erkjender mig for sin eneste Beskytter, thi da vilde hans Kaar vorde meget tunge, saavelsom de mange andre fortjente Mænds, der ingen

– 339 –

anden Anbefalelse have end min» (P. O. Bugge : Erkl. 15de  Juli 1808).

Biskopen havde 1805 visiteret i Klæbo og fundet i Darre «en af vore agtværdigste Mænd, der prædikede ypperlig og havde en vel oplyst Ung­dom» (Do.: Visitatsberetning for 1805 i Rigsarkivet).

3die Marts 1805 havde han paa den første Ansøg­ning, han udsendte fra Klæbo, erklæret, at der fandt et gjensidigt Kjærlighedsforhold Sted mellem Darre og hans Almue, som bandt ham til Stedet, hvorfra han nødig vilde skilles, — at han havde gjort sig fortjent til Kongens og Cancelliets særdeles Opmærksomhed ved «sin værdige Vandel, Lære og Virksomhed», saa Biskopen «vilde ønske, men neppe tør haabe, at han finder ret mange sine Lige» (B. Moe : Tidsskr. II,  362—63).

Ansøgningen blev imidlertid frugtesløs, og det tør maaske have været dette, der nærmest har foranlediget Biskopens ovennævnte skarpe Udtalelser et Par Maaneder efter.

Darre blev saaledes siddende i sin fattige Menighed og delte dens Kaar som en Fader. Højt agtet og anset i videre Kredse blev han valgt til 3dje Repræsentant for søndre Throndhjems Amt paa Rigsforsamlingen. Han blev her straks en Beundrer af «den her­lige Falsen» (Darres Dagb. i n. hist. Tidsskr. IV, 397) og senere ikke mindre af Jonas Rein, medens han fandt Grev Wedels Ytringer om Finanskomiteen «oprørende» (Ibid. 407—9).

De stærke Udtryk har vel den stilfærdige Prestemand holdt for sig selv og kun betroet sin Dagbog. Til hans specielle Fortjeneste hører hans Bestræbelser for at redde det beneficerede Gods for Kirken. Han saa vist med Rette her Kirkens Fiender i de søndenfjeldske Bønder, der «af Misundelse og Egennytte vilde unddrage sig fra de billige Bidrag, de som Statsborgere pligtede at erlægge til Nationalbanken» og vilde have det beneficerede Gods henlagt hertil.

Han fik naturligvis her Støtte fra begge Kanter (Ibid. 404—6) og vandt en Sejer til Hæder for ham selv og til Gavn for Efterslægten.

– 340 –