peter hount : presentert av daniel thrap

– fra boken “Bidrag til den norske Kirkes Historie i det 19 Aarhundrede. Fra Nordahl Bruns Tid”. Kristiania 1884.

Gjengitt s. 276 – 291  :

Peter Ulrik Magnus Hount er født 1769 i Igens Sogn paa Als, hvor Faderen Jacob Hount var Prest. Han blev 20de Oktober samme Aar Sogneprest til Søgne i Kristian­sands Stift, saa Sønnen ikke var 1 Aar gammel, da han kom til Norge. Efter kongelig Tilladelse af 6te Februar 1789 forflyttedes Jacob Hount til Tvet efter Mageskifte med An­dreas Friderichsen.

Han fik her et smukt og godt Kald, der som mange saadanne i hine Dage var alvorlig beskattet, saa han maatte afgive 270 Rdlr. aarlig til Løn for Sekretæren i Kirkeinspektions-Kollegiet. I dette Kald døde han 5te April 1793 — samme Dag hans Søn modtog den prestelige Indvielse.

Med sin ældre Broder Fredrik blev Peter Hount 1783 indsat i Kristiansands Latinskole. Fredrik Hount forlod Sko­len og drog som Handelsassistent til Grønland (Pavels Autobiografi 29), medens hans yngre Broder gik den igjennem og blev dimitteret af Professor Rektor Søren Monrad 1786. Han lagde sig med Iver efter det theologiske Studium og brugte forholdsvis lang Tid dertil, saa han først tog Eksamen 1791, men da ogsaa med Udmærkelse. Han var ikke Æstetiker, og de drama­tiske Selskaber, der havde saa stor Tiltrækning for mange af

– 277 –

hans Kammerater, synes han at have staaet udenfor.

Heller ikke Politiken, der i Revolutionstiden fyldte saa mange Hjer­ner, synes at have beskjæftiget ham synderlig, om han end tidlig blev en udpræget Tilhænger af den Norskheds-Retning (Pavels : Autobiografi 233), der i denne Tid var saa stærkt fremtrædende hos mange af hans Landsmænd i Kjøbenhavn.

Som Kandidat laa han med Pavels paa Ehlersens Collegium, og fra denne Tid har Pavels opbevaret en Historie, hvori han spiller en Hovedrolle, og som er vel skikket til at vise, hvilken Anseelse en udmærket Kandidat havde, ligesom den ogsaa kaster et ikke meget heldigt Lys over Universitets-Forholdene i Slutningen af 18de Aarhundrede.

En skrøbelig Kandidat Meldal skulde prædike til Dimis og bad Hount skrive Prædiken for ham. Hount havde ikke Tid eller Lyst, laante en Prædiken, Pavels havde holdt, og gav den til Meldal, som holdt den og fik non contemnendus.

Hount gik nu op til Professor Fr. Munter og krævede ham formelig til Regnskab for den givne Karak­ter, idet han tillige udviklede Indholdet af Pavels’s Prædiken, og det endte med, at Professoren gav den stakkels Kandidat Lov til at prædike om igjen efter en Tiltale, der var alt andet end beskeden (Ibid. 183—85).

Som Alumnus paa Ehlersens Colle­gium studerede han og Pavels i Fællesskab, og deres Sam­taler om de til Prestegjerningen fornødne Kundskaber, dens Pligter og Glæder omtales af denne som betydningsfulde for hans personlige Udvikling (Ibid. 233).

Hvad disse to Barndomsvenner studerede var ikke «Theologien som lærd Videnskab», men «Religion og Moral», hvilket i vort Sprog vil sige : ikke den lutherske Kirkes dogmatiske System, men Tidens rationalistiske Skrifter. Pavels’s «Yndlingslekture» i denne Tid var de eudaimonistiske Populærtheologer, navnlig Saltzmann, hvem han siger, at han «som Menneske og gejstlig Taler har meget at takke», og at det er denne Læsning, han har drevet

– 278 –

sammen med Hount viser sig tilstrækkelig af hvad man har fra deres Haand. Omtrent samtidig blev de to Venner befordrede hjem til Norge, idet Pavels 1ste Februar 1793 blev residerende Kapellan til Eidanger, og Hount 1ste Marts til Vos.

Pavels, der havde faat mange Venner og knyttet inter­essante Forbindelser i Kjøbenhavn, skiltes kun nødig derfra, medens Hount kun havde længedes tilbage til Norge og neppe nogensinde tænkt sig, at han skulde blive Embeds- mand i Danmark. De blev begge ordinerede med 7 andre Prester af Biskop Balle 5te April 1793.

Paa Vos udfoldede Hount en ikke ringe Virksomhed i Fattig- og Skolevæsenet, uden at der kunde blive Tale om nogen egentlig Reform. Han fik indrettet Lægderne paa en ny Maade, saa at 22 Fattiglemmer kunde forsørges foruden dem, der allerede var der. Et lidet Magasin for trængende Familjer i Sygdoms-tilfælde lykkedes det ham ogsaa at faa oprettet.

I Skolerne fik han indført Skrivning og Regning, og han gav selv Læ­rerne Undervisning. Et Forslag om Oprettelsen af faste Skoler indgav han 13de Juli 1797, men det mødte Modstand hos Biskop Brun, om han end ved en anden Lejlighed udtalte sig for, at Vos kunde tiltrænge en saadan og maaske underholde den.

Hounts Forslag gav dog Stødet til et Re­skript af 7de November 1800 om Skolevæsenets bedre Indretning i Bergens Stift, hvorefter der indsattes Kirkesangere ved Annekskirkerne med Forpligtelse til at fungere som Om- gangsskoleholdere. Det var jo altid et for den Tid betydeligt Fremskridt i Skoleholdernes Aflønning, men det varede jo længe, inden denne Ordning helt kunde gjennemføres.

Hounts Embede var vistnok et af de bedre Kapellanier, men Indtægterne var dog ikke store, og Prestegaarden ubetydelig. Han var allerede 2 Aar efter sin Ansættelse bleven gift med Øllegaard Margrete Jersin (f. 1769 død 1829), Datter af hans Sogneprest Jakob Christian Jersin, og han maatte tage unge Mennesker i Huset til Undervisning for at kunne leve. Det tog paa hans Kræfter, og han maatte tage til Bergen for at søge Lægehjelp.

Her lader det til, at Aanden og Tonen i

– 279 –

de Kredse, hvor han kom, maa have overrasket ham.

Vinte­ren 1794—95 havde en Divisjon af den franske Flaade ligget over i Bergen, og Officiererne havde bidraget sit til at vække republikanske Ideer hos adskillige unge Mennesker.

De var ikke alene om dette. P. A. Heiberg havde endnu Venner og Beundrere paa Stedet fra sit Ophold her (1782—85), og adskillige fulgte hans Forfattervirksomhed i Revolutionstiden med Interesse. Hount fandt sig — som det synes — over­rasket ved det, han maatte se og høre, og skrev herom et Brev (dat. 18de Februar 1797) til en Ven i Kjøbenhavn, der — med eller mod Forfatterens Vilje — lod det trykke (Lærde Efterretninger 1797. 92).

Det er nylig draget frem i en gammel Bergensers Erindringer, hvor det fremstilles som en Anklage mod den hæderlige bergenske Borgerstand, hvad det neppe har været (J. Gran : Skitser af bergenske Forhold I, 33. 72 ff.).

Det gik ikke an for Hount som Embedsmand at give sine Antipa­tier mod Danmark og Regjeringen Luft i direkte Udtalelser, medens han vel kunde udtale sig paa en sympatetisk Maade om Tidens Friheds-Ideer i Almindelighed. At dette er Me­ningen viser sig klart nok, idet han i samme Brev med øjensynlig Glæde omtaler «Religionen eller om du vil Orthodoxien» som «staaende paa Stylter og færdig til at falde ved det første Stød, saa dens Tolke maa til ubodelig Skade for deres Punge beklage Faarenes rasende Forblindelse».

Ber­gens gode Borgere tog dette meget ilde op, og de deputerede Mænd sendte 22de April en alvorlig Forestilling til Magistraten og vilde have Sag anlagt, hvilket dog ikke blev noget af. Heldigt vilde det dog have været for Hounts Sindsro, om han havde erindret dette og for Fremtiden vogtet sig for en Skrivemaade, der efter de herskende Forhold let kunde blive farlig. Aaret efter denne Begivenhed havde Hount Bispevisitats og maatte prædike (15de Juni 1798) for den konstituerede Biskop J. N. Brun.

Denne synes straks i ham at have set en Mand af den nye Tid, der ikke faldt i

– 280 –

hans Smag («vir ad nostri aevi indolem factics et formatus»).

I Hounts Prædiken om at «Menneskene ledes ved sin Sandselighed til Foragt for Evangeliets Lærdom» fandt Biskopen liden Opbyggelse og uklar Orden, om den end maatte siges at være ordnet.

Han havde en klangfuld Røst og deklamerede som fra et Katheder. Da Hount fremdeles var sygelig, maatte han det følgende Aar drage til Kjøbenhavn for at søge Lægehjælp, og han kom hjem tildels helbredet, men økonomisk ruineret. Det maatte saaledes være ham om at gjøre at forbedre sin Stilling ved Befordring. Det vigtigste var dog for ham at komme til et Sted, hvor Klimaet var bedre, og han søgte da Moss Sognekald, hvortil han blev udnævnt 21de Februar 1800.

Biskop Brun skriver paa hans Ansøgning, at «de Videnskaber, som udmærker ham, kunne gjælde mod et Anciennitets-Tillæg af en heel Decade». Han havde vist saa meget mindre imod Hounts Forflyttelse til et andet Stift, som denne kort før sin Udnævnelse havde gjort ham Bryderi ved en Anklage mod de paa Vos optrædende Haugianere (D. Thrap i theol. Tidsskr. 14, 482 ff.).

Det var ikke længe han blev i dette Embede, da han allerede Aaret efter søgte sig forflyttet til Berg i Smaalehnene, et Embede, der var mindre af Indtægt end det, han havde, men hvor han dog vilde se sig istand til at føre en mere økonomisk Husholdning.

Det er klart nok, at Landlivet maatte have sin store Tiltrækning baade for ham og hans Hustru, der begge var udgangne fra Prestegaarde. Han blev udnævnt til Sogneprest i Berg 27de November 1801 og et Par Aar efter til Provst i nedre Borgesyssels Provsti. Med sine udmærkede Kundskaber og den Begejstring for sin Stand, Hount fra tidlige Dage havde næret, tilhørte han ganske den rationalistiske Tid.

Theologien havde neppe nogensinde havt hans Interesse, og der er ingen Grund til at betvivle, at hans Ungdoms-Betragtning af de kristelige Mysterier som noget «dumt sværmende Tøi» (Pavels : Autobiografi 184) har fulgt

– 281 –

ham hele hans Liv igjennem. Han var en prosaisk Natur (Pavels : Autobiografi 233), og der var saaledes heller ingen Anledning for ham — som for andre af Tidens fremragende Prester — til at hæve sig ud over den rationalistiske Tørhed gjennem den ny opkomne Romantik.

Hans Syn paa den prestelige Gjerning har væsentlig været utilistisk (nyttepreget), og at danne sin Menighed til oplyste og nyttige Medlemmer af Samfundet blev hans Stræben. Vi skal ikke gjentage hvad før er bemærket om tidligere Generationers Forsømmelse i denne Retning, der maatte gjøre en saadan Stræben højst fornøden, medens man i Brydningens Tid altfor ofte slog ind paa den med en Ensidighed, der ikke maa bedømmes fra vor Tids Standpunkt.

Alles Øjne var rettede paa Ophjælpelsen af Skolevæsenet, og Hount selv havde — som bemærket — allerede paa Vos indgivet en Forestilling herom. Man famlede meget i Spørgsmaalet om Lærernes Dannelse, men medens høje og lave tænkte paa Oprettelsen af Seminarier, var disse vanskelige at faa istand. Hount har visselig været en af de første i Norge, der tænkte alvorlig paa denne Ting, men hans økonomiske Stilling tillod ham ikke at gjøre noget Offer, og Sagen strandede paa Pengespørgsmaalet.

Straks efter sin Forflyttelse til Berg sendte han Cancelliet et Tilbud om at oprette et Seminarium for 12 Bondegutter — en for hvert af Provstiets Prestegjæld — hvortil han vilde afgive et Værelse i Prestegaarden og holde en Student til Medhjælp i Undervisningen, naar han dertil fik 400 Rdlr. aarlig af Statskassen, hvorhos en Gartner og Kantoren paa Fredrikshald skulde have 50 Rdlr. hver for at undervise i sine Fag. Eleverne skulde derhos betale 60 Rdlr. hver, som skulde reparteres paa vedkommende Prestegjæld.

Det var altsaa et temmelig kostbart Foreta­gende, og Amtmanden frygtede især for Repartitionen, hvor­for det ogsaa blev henlagt. Man vilde gjerne have Lærere, men Penge til deres Uddannelse havde man ikke. Det ses

– 282 –

ogsaa, at Seminarier, der oprettedes i Tønsberg (1797) (les her Side. 21. Seminariet i Tønsberg havde dog et Tilskud af Semin. lapponici Fond. Mis. Coll. til Cancelliet 31te Oktober 1799. Det samme var Tilfældet med et af Biskop Schønheyder oprettet Semi­narium i T.hjem, der var hensygnet 1804. Biskop P. O. Bugge til Provsterne 26de November 1804) og paa Toten (1803) ingen Udgift har forvoldt.

— Havde man nu ikke Penge til Skolevæsen, saa lader det dog ikke til, at man har manglet dem, naar der spurgtes om Fore­tagender, hvis Nytte var mere paatagelig.

Da Selskabet for Norges Vel var stiftet, affødte det Sogneselskaber rundt om­kring i Landet, og mange Prester blev ligesaa dygtige som ivrige til gjennem disse at sørge for sine Menigheders materi­elle Opkomst. Hount var en af disse. Bergs Sogneselskab blev stiftet 1810. Der samledes en Kasse paa 5000 Rdlr. D. C., der blev udlaant til Jordforbedring i Prestegjældet.

Man byggede Poteteskjældere og opførte en Tjæreovn, oplærte en Skoleholder i Gartneri og begyndte at anlægge kunstige Enge, sørgede for Husfliden og skaffede et lidet landøkonomisk Bibliothek. Ligesom Hount var Formand i Sogneselskabet, har han ogsaa uden Tvivl været Sjælen deri og udfoldet en ikke ringe Virksomhed. Hans Arbejde lettedes ogsaa betydelig ved Almuens Villighed til at indføre For­bedringer og hæve sig over Fordomme og indgroede Vaner (Indberetning af 21de Dcbr. 1812 i Budstikken II, 82—88).

Skjønt Hount fra sin tidlige Ungdom havde været en varm Fædrelandsven med et stærkt nationalt Præg, synes han dog ikke at have traadt aktivt frem som Politiker før efter Krigen med Sverige 1808—9. Han delte naturligvis den almindelige Begejstring for Landets Opkomst og Folkets Udvikling i Retning af national Selvstændighed, som paa denne Tid havde grebet alle dannede Normænd og — ikke mindst — mange af de herværende dansk fødte Embedsmænd.

Der var imidlertid ikke mange, som vovede at tale højt, da det var vel bekjendt, at Regjeringen var bleven mistænksom overfor Normændene med deres brændende Kjærlighed til

– 283 –

Prinds Kristian August, der let kunde føre deres Sympathier med sig hinsides Kjølen.

Det maa derfor ogsaa siges, at det var et uheldigt Øjeblik en norsk Patriot valgte til i en deklamatorisk Avisartikel at udtale «Norges retfærdige og billige Ønsker», naar han lod denne trykke 9de December 1809, Dagen før Fredsslutningen med Sverige og Kristian Augusts Stadfestelse som svensk Thronfølger.

Det er vistnok vanskeligt at finde noget i Hounts Artikel (Tiden 1809. 34. B. Moes Tidsskrift for Personalhistorie I, 163—64), hvorved Generalfiskalen skulde kunne feste sin Opmærksomhed, saa meget mere som den i sin Slutning er en fuldt loyal Hen­vendelse til Rigernes Konge, der mødes med fuld Tillid, — men Tonen i Artikelen er unegtelig saadan, at den maatte vække Opmærksomhed, hvor man paa Forhaand ikke var tilbøjelig til at tro det bedste. Indledningen indtager blot en Oktavside, men den er aldeles fuld af «ægte Normænd», «tapre Krigere», «kjække Krigere», «brave Krigere», «kjække Forsvarere», o. s. v., der var komne i en stor Elendighed, som «vor gode Konge aldrig vil taale, at hans hengivne, troe og tapre Folk mere skal komme i».

Saa kommer Ønskerne kortelig fremstillede : 1) Magasiner, 2) Manufakturer og vel forsynede Depoter, 3) en Orlogsflaade (!) 4) National Bank, saa «Landets Marv ikke mere unyttig skal udstrømme for at mæske Fremmede», 5) Universitetet. Stiftamtmand Falbe indsendte Artikelen til Cancelliet, da han fandt, at den maaske havde en Tendens til at opløse Baandet mellem Danmark og Norge og det paa en Tid, da Rigerne havde Krig.

Det var navnlig Ordet «Fremmede» i det fjerde Ønske, der havde stødt ham, da det efter hans Opfatning maatte forstaaes om vore danske Brødre. Der er ingen Tvivl om, at denne utidige Frimodighed var meget nær ved at drage efter sig en Aktion, der kunde være bleven farlig nok, men det kunde ikke være Regjeringen belejligt at have saadanne Sager gaaende i Norge paa denne Tid, og man maa derfor visselig erkjende Rigtigheden af Pavels’s Bemærkning, at man gav ham Lejlighed til at slippe fra det med

– 284 –

en formildende Erklæring (Pavels Dagbog 21/7 1815).

Han slap da fra det farlige Punkt ved at sige, at det var Hamburgere og andre udenlandske Bankierer, han havde ment med de fremmede, der «mæskedes ved Landets Marv». Han fik støttet denne Er­klæring ved Udtalelser fra de første Kjøbmænd i Kristiania og paa Fredrikshald, og den kunde da bruges, om end Cancelliet ikke fandt den fuldt tilfredsstillende og meget vel vidste, at det var Kjøbenhavnerne og ikke Hamburgerne, der sigtedes til.

Der er tidligere talt om de besynderlige Fore­stillinger, man i Norge almindelig nærede om Landets betyde­lige Overskud og dettes Anvendelse til Danmarks Fordel, og det kan vel anses som givet, at det er denne Tanke, der kommer frem hos denne mod Danmark saa opsatte Normand.

Det er saa meget rimeligere, som Grev Wedel i denne Tid søgte Hount for at faa ham til i sin Erklæring at gjentage sine Anker i en endnu skarpere Form, hvad han dog klogelig lod være (Ibid.). Denne Begivenhed, hvorom Greven, der talede frit, tør have ytret sig i videre Kredse, er for­mentlig den eneste Hjemmel for Henrik Wergelands Fortælling, der gaar igjen hos den kraftpatriotiske Historiker Bernt Moe, at Hount «havde Ord for at have plejet Forbin­delser med Sverige sigtende til Norges Fraskillelse fra Dan­mark» (H. Wergelands saml. Skr. IX, 143. B. Moe 1. c. 180).

Den sidste Forfatter har i sin Glæde over en «fri­modig» Optræden mod den dansk-norske Regjering denne Gang været mindre kritisk overfor en Forfatter, hvis Synsmaader han delte, men hvis Upaalidelighed i det faktiske er bekjendt.

Det viser sig ogsaa af Hounts hele senere Op­træden, at en saadan Dristighed laa fjernt fra hans Karak­ter. Denne lille Begivenhed har imidlertid bidraget til at gjøre Hounts Navn populært ogsaa udenfor Kredsen af den Menighed, hvor han var saa højt agtet og elsket.

Det var derfor rimeligt nok, at han næsten enstemmig blev valgt til

– 286 –

et Forslag til Adresse til den tilkommende Konge med An­modning om, at det skulde meddeles Nabofolket, at Konstitutionen var færdig, og at det norske Folk ønskede at leve i Fred med alle Magter, men at det ogsaa var beredt til at forsvare sin Frihed, om den blev angreben (Rigsforsaml. Forhandl. V, 104—6. N. Wergeland : Fortrol. Breve 142).

Forsamlin­gen gik ind paa hans Ide. Ved Kongevalget havde han ingen Bemærkning, der satte hans Stemme i Klasse med Tvivlernes. Den lød saaledes : « I Medhold  af Constitutionen og i Overensstemmelse med mit og mine Committenters Ønske vælger jeg Norges Regent, h. k. H. Prinds Christian Fredrik til Norges Konge».

Da Hount kom hjem fra Rigsforsamlingen, maatte han snart blive ilde tilmode. Fra sine Vinduer havde han daglig Synet af fiendtlige Skarer paa den anden Side af Svinesund, og med dette Syn fulgte stadige Ængstelser og Tanken om, at han vilde blive en af de første, der fik føle det fiendtlige Angreb (Pavels Dagbog 1/7 1814).

Han saa alt i Mørke, hvilket kunde være rimeligt nok, og han havde nu mere Tanke for, hvorledes han havde at bære sig ad, naar Fienden med Vaabenmagt forlangte Hyldings-Ed og Underkastelse, end for den bekjendte norske Tapperhed, han saa højt havde anprist for 4 Aar siden (Ibid. 21/7 1814).

Han fik ikke lang Tid til Refleksjon. 27de Juli besatte Svenskerne Hvaløerne, og 4de August kapitulerede Fredrikstad. 3

Dage efter finder vi Hount med Statsraad Carsten Tank som Overbringer af Karl Johans Fredsforslag i det norske Hovedkvarter. Hvorledes han kom til denne Stilling har han ikke fortalt, men da Fredrikssten belejredes, og svenske Trop­per laa i hans Nærhed, er han vel snart bleven kjendt med højere svenske Officierer. Karl Johan, som var saa nøje underrettet, har vel ogsaa kjendt til, at han var Ejdsvoldsmand, og at han som saadan ikke havde indtaget nogen