– stod å lese i bergensavisen «Bergens Stiftstidende» for «Søndagen den 17 Januar 1841» – der den anonyme innsender tar til orde for at de almektige oppkjøpere av sild samlet skal gå i front for bekjempelse av brennevinsdrikk blant især en viss gruppe arbeidsfolk, der dette hadde utartet; en «Uskik..» og «en Rod til en af de Kræftsygdomme, som tære paa Communens Velvære» – og som også innsenderen her presenterer et botemiddel mot :
OM DIXLEMÆNDENE I VOR BYE.
(Arbeidsfolkene som nedlegger/pakker sild og i dette gjør bruk av skarvøks eller bøkkerhammer (flathammer), samme redskap som benyttet ved finhogging av skibs-spant/red.).
At Arbeidsfolkene i vor Bye nyder en god Deel Brændeviin for meget, saavel til Skade for deres Helbred som for deres Pung, er desværre alt for sandt.
At modarbeide den overdrevne Nydelse af det stærke Brændeviin er noget, som er Pligt for Enhver, der har Sands for Orden og Sædelighed. Jeg antager det ikke vanskeligt at finde Midler til at tvinge Arbeidsclassen til at nyde mindre Brændeviin, end nu er Tilfældet, tvinge vore Arbeidsfolk til, af Hensyn til egen Fordeel, at være mere ædruelige, imedens de ere i Arbeide, end de nu almindeligt ere.
Uden at være radical nok til at have vore Arbeidsfolk til at blive Thee-totalister, ynder jeg dog Maadehold; men jeg finder ingen Brøde i, at en Mand drikker sin Dram, hvad jeg vil tillade mig at kalde, til Rødtørst.
Men der er en uhyre Forskjel imellem en maadelig Nydelse af Brændeviin, og det umaadelige Brug deraf, som hævdet Slendrian, misforstaaet Egennytte, forenet med utidig Eftergivenhed nu giver Arbeidsclassen Anledning til.
Det er skammeligt, at dannede Mænd lade sig af Efterladenhed og Grunde, som paapeget, lede til end mere at udbrede Fordærvelsen. Det feiler ikke, at de Fleeste, Alle tør jeg næsten siger indsee i saa Fald den uhyre Skadelighed ved Uskikken. Men man er for doven til ved Sammenhold at bryde overtverts. Og Uskikke kunne ofte ikke af skaffes uden ved Sammenhold. Man er frygtsom for ikke at finde Medhold.
Egennytten tilhvisker En : «Du skader dig selv uden at kunne virke det forønskede Gavn». Der er Sandhed i denne Stemme. Det er formeget forlangt, at En skulde opoffre sig, ved at aflade eller ophøre, for sit Vedkommende med en Uskik, naar han ikke dermed kunde stifte nogen Nytte.
Kun et udstrakt Forbund af Ligetænkende kan føre til Maalet. Et saadant Forbund maa kunne bringes istand. Den isolerede Mand, der styrter sig imod en Hær af Uskikke, falder som et beklageligt Offer for sin gode Villie, imedens Uskikkene dog med Fordærvelsens Skridt gaae deres faste Gang fremad.
Den Opoffrede ynkes som Sværmer og Reformist. Reformisternes Antal har i Bergen ikke været stort.
Hensyn binder Mund og Villie hos mangen velmenende Mand. Den Uskik, som jeg gjør til Gjenstand for min Paatale i nærværende Opsats, har saa ofte oprørt mig, ligesom den sikkerlig har oprørt Handelsstanden her i Almindelighed, som den Stand, der har nærmeste Adgang til at beskue dens fordærvelige Følger.
Dog har jeg og flere tiet. Jeg veed, hvad man hos os taber i Renomée, naar man vil opkaste sig til Reformator, og derfor har jeg tiet. Som Anonym vover jeg Intet. Jeg vil endog smigre mig med, at jeg ved min Paatale giver et Fremstød til at faae Uskikken afskaffet.
Kjøbmanden maa som Entrepreneur have det i sin Magt at kunne for en Deel afværge den overdrevne Nydelse af Brændevinet, og denne sin Magt bør han bruge til Menneskehedens Vel. Kjøbmandsstanden i vor Bye er for retsindig og veltænkende til at nægte sin velgjørende Medvirkning.
Blandt vore Arbeidsfolk nyde især Dixlemændene meget Brændeviin. Jeg kan ikke undlade at fremhæve en mørk Side som Anledning dertil. Dixlemændene ere Arbeidere, som meget beskjæftiges af Kjøberne af saltet Sild. Kjøberen sender dem i Arbeide hos Sælgeren, for at modtage den kjøbte Sild. De pakke Silden og udbinde Tønderne. Der skeer ingen Leverance af Varer i Byen, hvor Sælgeren behandles mere vilkaarligt, end ved Leverance af Sild.
Dixlemændene ere i Almindelighed grove Folk. Det er naturligt at de blive det. Thi, ihvor vilkaarligt de end behandle Sælgerens Varer, faae de Medhold af Kjøberen. Denne betaler dem nemlig for deres Arbelde, og det er saa rimeligt, at han anseer dem at handle aldeles i hans Interesse.
For Leverandeuren at skjældes med (kjefte på/red.) disse grove Folk lønner sig ikke. «Faae vi ikke arbeide, som vi ville og ere befalede til, gaae vi vor Vei». De gaae. Kjøvberen er her, som ved al Handel af vore Udførsels producter, den domminerende. Han kommer med Mæglerens Slutseddel. Sælgeren maa levere, det er der intet Spørgsmaal om, saaledes som Kjøberen vil have det. Det er saa givet og forstaaet af en hver Kjøbmand i Byen, at det vil være overflødigt at udbrede sig videre derom, at Commissionairerne – thi af disse bestaae for det meste udelukkende de afskibende Kjøbere –- næsten uden Undtagelse faae Ret i deres vilkaarlige Behandling ved Modtagelsen af vore Producter hos Sælgeren.
Men for at denne vilkaarlige Behandling, hvad Leverancen af Sild an gaaer, dog ikke skal blive altfor slem, maa Sælgeren tractere Dixlemændene med Brændeviin, som en ham paahvilende Forpligtelse. Og vilde han ikke give det sædvanlige Tractement – mindst 3 Dramme for Dagen – saa vilde han komme galt an.
Dixlemændene hævne sig da med at ødsle med Baand og Salt; Tønder og Sild casseres, de fylde Sildi Tønderne til et Overmaal, som er ærgrende. Leverandeuren veed, at Dixlemændene ynde Brændeviin. Han vil, saa vidt mueligt, søge at blive, saa at sige, christeligt behandlet; thi chicaneret bliver han, ihvorledes han end tracterer dem.
De faae derhos istedet for de 3 Dramme, man ellers efter Sædvane pleier at give andre Arbeidsfolk om Dagen, end flere Dramme.
Maaskee de ogsaa have Brændeviinsflasken imellem sig til frit Brug. Det er notorisk, at de have udstedt Trudsler imod den Leverandeur, der kun har villet give dem 2 Dramme for Dagen.
«De Dramme, han vil spare for os, skulle blive ham dyre nok». – Og de holde Ord.
Af det her Anførte, hvis Rigtighed jeg opfordrer Enhver, som kan, til at modbevise, vil det sees, hvorledes Omstændigheder tvinge næsten, kan man sige, Leverandeuren af Sild til at bidrage til at fordærve Arbeidsclassen. Dette Tractement med Brændeviin til Dixlemændene kunde synes meget odieust. Men, som anført, maa enhver Leverandeur af Sild gjøre det, vis han ikke vil udsætte sig for en aldeles ubeføiet Chicane. Der er altsaa meget, som taler til Undskyldning for den omtalte Skik.
Man bebreidede engang en af Oldtidens Vise, at han ved at forestilles for en Tyran, kastede sig i Støvet for ham. «Feilen er ikke min, sagde han, men Kongens, som har Ørene ved Fødderne». Hvis ikke Dirxlemændene drak mere Brændeviin ved saadanne Leiligheder, end der blev dem tracteret, vilde deres Pung Intet lide, og nogen ret skadelig Indvirkning paa deres Helbred kunde det vel heller ikke have. Men de lade sig ikke nøie med det omtalte Tractement. De drikke for egen Regning et end større Qvantum. Derfor ere de ogsaa almindelig, især hen paa Dagen, i en omtaaget Tilstand.
Jeg har paapeget Uskikken og anført, hvad der taler for dens Tilværelse. Men den maa til Menneskehedens Bedste kunne hæves uden Skade for enten de omhandlede Kjøbere eller Sælgere. Det kan ingenlunde være i Modtagerens Interesse, at hans Arbeidsfolk bringes i beskjænket Tilstand. Men skal Uskikken ophøre, vil det være afhængigt saavel af Modtager som af Leverandeur; dog maaskee meest af Modtageren.
Det er ved flere Leiligheder bestemt i Anordninger og Love, at Betjente skulle møde de Mænd, de embedsmæssig have Forretninger med, med Høflighed og Velvillie. Men som Sammenligning hermed vil jeg anføre, at det er vist iblandt de sjeldne Tilfælde, at Modtageren af Sild har betydet sine Arbeidere at vise Høflighed imod Leverandeuren.
Naar Modtagerne af Sild forenede sig om at underrette Leverandeurerne om, at de selv vilde give sine Arbeidere den udfordrende Forfriskning, og at de derhos vilde betyde sine Arbeidere, at de ligesaa lidt vilde overbære med dem, naar de vare uhøflige imod Leverandeuren, som naar de befandtes i beskjænket Tilstand, skulde det være besynderligt, om ikke Hensyn til egen Fordeel skulde tvinge de gode Dixlemænd til at blive mere ædruelige og mindre uhøflige.
Modtagerne af Sild maatte ikke være bange for at statuere Exempel ved at vise den Arbeidskarl, der var beskjænket, bort fra Arbeidet. Paa den anden Side maatte Leverandeurerne forene sig om, under ingen Omstændigheder at tractere Dixlemændene med Brændeviin.
Den Uskik, jeg har paatalt, er en Rod til en af de Kræftsygdomme, som tære paa Communens Velvære.
Den overdrevne Nydelse af Brændevinet gjør Legemet svagt, og naar Manden jevnlig kom mer hjem i beskjænket Tilstand, bliver Konen let sløv i Omsorgen for Huusholdningen. Familien falder tidlig Fattigkassen til Last. At faae Uskikken hævet, synes saaledes at burde være en alvorlig Gjenstand for saavel Overcommissionens og Formandskabets som og for Børscommitteens Virksomhed.
Disse trende Institutioner kunne neppe være sig bekjendte, at lade hengaae upaaagtet Anken over en fordærvelig Uskik, om hvis Tilværelse Fleerheden af disse Institutioners Medlemmer maa være vidende, og disse Indretninger have ogsaa de fleste Midler til deres Raadighed til at virke til det Maal, at hæve Uskikken.