– i hvilket han – ca. ett år etter sin bortgang i april 1863 – hedres for den innsats general Birch la for dagen i militær-vesenets tjeneste og hvordan hans godgjørenhet som menneske kom til uttrykk – også i flere virksomheter som kom i gang på Birchs initiativ; bl.a. erkjennes hans deltagelse i det såkalte “De nødlidendes venner” i Trondhjem og igangsettelsen av Norges aller første “asyl” i byen i 1837 – en innretning for ivaretagelse av forsømte barn;
Generalmajor Paul Hansen Birch.
Paul Hansen Borch blev født paa Kræmmerbakken i Faaberg Præstegjeld i Gudbrandsdalen den 20de Juli 1788.
Hans Fader Johan Gottfried Reichenwald, født i Tydskland, var dengang Landhandler der (Faaberg/red.), men flyttede siden til Lesje Præstegjeld, hvor han fortsatte Landhandleriet og døde i Aaret 1806. Moderen Marie Elisabeth Birch var Datter af en dansk Kjøbmand Iørgen Hansen Birch og Søster af Generalkrigskommissær Hans Jørgen Birch.
Landhandler Reichenwald levede i trange Kaar, og Sønnen Paul fik for det Første ingen anden Undervisning end den, Almueskolen kunde give.
Til Held for den unge Paul tog den ovennævnte Morbroder, der boede paa Biri Glasværk, baade ham og hans Brødre til sig i Sønners Sted, hvorfor de ogsaa optoge sin Pleiefaders Navn. Paul var da omtrent 11 Aar gammel; han fik nu i et Aars Tid Undervisning af en gammel Tante og blev derpaa i Aaret 1800 optagen paa Krigsskolen.
I 1805 blev Paul Birch Fændrik ved Søndenfjeldske Infanteriregiment og Repetent ved det norske Landkadetkorps; i 1806 blev han Sekondløitnant og Lærer ved Regimentets Underofficersskole paa Fredrikshald, hvis Chef dengang var den folkekjære Prinds Christian August af Augustenborg.
Under Prinds Christian August, som Birch nærede den høieste Kjærlighed og Høiagtelse for, gjorde han Felttoget med paa Rigsgrændsen 1808 og var med i Affæren ved Præstebakke den 10de Juni, ved Mossekasen den 4de September og ved Berby den 12te September.
Her udmærkede han sig ved «fortrinlig Konduite og Brugbarhed, sand Kjækhed og rosværdig Udholdenhed og Aktivitet» og blev derfor i Aaret 1809 Ridder af Danebrogen. Under dette Felttog fik hans Helbred en Knæk, som han siden aldrig forvandt. Han modtog derfor, efterat han i 1809 ogsaa var bleven Adjutant hos Prinds Christian August og Adjoint i Generalstaben, samme Aar Ansættelse som Officer og Lærer ved Landkadetkorpset.
I 1812 og 1813 var han ansat ved Opmaalingen; i 1814 var han som Adjutant tilstede under Rigsforsamlingen paa Eidsvold og fik saaledes Leilighed til at komme i nærmere Berørelse med Prinds Christian Frederik.
Senere gjorde han i samme Aar under Felttoget Tjeneste som Kaptain og Divisionsadjutant, og deltog da i Affæren ved Langenæs.
I Aaret 1815 blev han Major og Overadjutant i Generalstaben, og i Aaret 1816 Ridder af Sværdordenen.
Fra 1817 til 1823 var Birch ansat i Stockholm som tjenstgjørende Overadjutant for den norske Arme, og blev under denne Stilling Oberstløitnant i 1817, Oberst i 1820 og Generaladjutant i 1821. I Slutningen af Aaret 1823 udnævntes han til Chef for den Throndhjemske Infanteribrigade og Kommandant i Throndhjem; 1824 blev han Generalmajor, og i 1825 førte han Overkommandoen over den paa Størdalshalsen forsamlede Øvelsesleir af norske og svenske Tropper, ved hvilken Leilighed han udnævntes til Første Adjutant hos Carl Johan, der i det følgende Aar hædrede ham ved Kommandørgraden af Sværdordenen.
Den 18de Juni 1831 blev han udnævnt til Generalkrigskommissær for Land- og Søetaten, hvilken Stilling han indehavde til 8de December 1859, da han fik Afsked i Naade fra 1ste Marts 1860 at regne.
En Tid efter reiste han til Throndhjem, hvor han døde den 25de April 1863 i sin Svigersøns Hus.
Dette om hans offentlige Liv og Virksomhed; men som Privatmand har han end større Fortjenester; thi en mere menneskekjærlig, godgjørende og hjælpsom Mand end gamle General Birch har der vel neppe været i Norge. Allerede i Throndhjem fik han dannet Understøttelsesselskabet «de Nødlidendes Venner», der i Aaret 1837 grundede det første Asyl i Norge.
Efterat han i 1831 havde taget Bopæl i Christiania, blev han i næsten en Menneskealder den Tilflugt, til hvilken enhver Trængende og Nødlidende tyede, og gamle Generalen tog sig af alle og enhver; han opgav aldrig Haabet om at redde nogen; hvor haardt hans Taalmodighed og Udholdenhed vist mangen Gang maa være bleven sat paa Prøve, slog hans Hjerte dog altid lige varmt, og han holdt ud og tog sig atter og atter af mangen en Ulykkelig, som alle andre forlængst havde opgivet.
Her i Christiania fik han istand Understøttelsesselskabet for Husarme; han foreslog den første Redningsanstalt i Norge (den nuværende Toftes Gave), virkede for Oprettelse af en Husflidsskole, der senere gik over til den nuværende Magdalenestiftelse, og strævede ufortrødent med at grunde ny og bestyre bestaaende Godgjørenhedsanstalter.