– i boken «Beretning om Fante- eller Landstrygerfolket i Norge«; Christiania 1850.Trykt i det Wulfbersgske Bogtrykkeri ved A.W. Brøgger;
– fra s. 218 – 239 :
Fanternes hemmelige Sprog, deres Traditioner og Sæder, deres Fysiognomi, alt vidner om, at de saakaldte Fantefølger eller omstrejfendc Familier egentlig have tilhørt to Stammer af Landstrygere, to indbyrdes forskjellige Kaster, der i lange Tider have vidst at holde sig i vore Bygder. Nu danne de derimod ikke længer saadanne nogenlunde afsluttede Kaster, men ere for Størstedelen sammensmeltede til et eneste Fantefolk.
Vistnok ved endnu enhver Fant at tale om Forskjellen mellem Rommanier eller Storvandringer (Tatere) og Meltravere eller Smaavandringer (Skøjere) med deres forskjellige Fantemaal og andre Mærker; men han taler dog derom mere som om noget, han erindrer fra tidligere Tider.
Nu og da kan en Fant vel ogsaa forlyste sig ved Sagnene om de blodige Slagsmaal, som i fordums Tid fandt Sted mellem de indtil dødeligt Had fjendske Stammer; men disse Sagn tjene kun til at vise Forskjellen mellem Før og Nu.
Thi før var det livligt i vore Udmarker, hvor Taterne og Skøjerne, de vilde Asiatere og de europæiske Spidsbuber, mødtes.
Naar den hellige Nat med sin Dunkelhcd og Fred havde stenket sig over Dalen, over Husklyngen omkring Kirken, og Bønderne hvilede efter Dagens Gjerning, drømte de neppe om det Liv, som fandt Sted i Skoven oppe paa Aasen.
Overalt er det tyst og stille i Dalen : kun hist henne i Lien, hvor Maanen ikke naar frem med sit Skin, pusle nogle Skøjerfolk; de maa vel flygte efter et Indbrudstyveri eller Hesteran og sætte tilskovs. Men oppe i Skoven, paa en aaben Plads, har et Taterfølge lejret sig. Endnu blusser Baalet lystigt; thi Familien har nylig holdt sit Maaltid paa det deri helstegte Faar.
Ganske nær ved Baalet, under en svær Furu, hvor et Teppe er anbragt som Telt, ligger en Oldemoder, vel tilpakket med Fjærdyner og Renfælde; halv skjult under hendes Klæder ligger en styg, ragget Hund, som allerede begynder at snøfte. Paa den anden Side af Ilden steller en ung Romni med sit Barn; til Vinteren skal Barnet puttes i en Pose og forvares vel under Renfældcne i Slæden hos Oldcmoderen; men nu om Sommeren har det, temmelig fast indsnøret, maattet bæres paa Moderens Ryg og strækker nu med Velbehag de stivnede Lemmer mod det varmende, blussende Baal.
Nær hos sidder et Par Karfolk og søge at forenes om Delingen af Udbyttet ved den sidste bedragerske Hestehandel; de ere nok nær ved at blive Uvenner, siden deres Blikke og Ansigtsmuskler spille saa vildt, lig Klammerne mellem de sorte Brande. Hen under en Busk sidder en Gut og en Jente og gantes, og lidt længere borte høres et Par Heste at ryste sig og vrinske; de have vel ogsaa havt en lang og besværlig Marsch den Dag, med Kløvsadler og Bylter.
En Smaagut rager fornøjet i Ilden, og lidt derfra ligger en stor Mand med Hovedet indsvøbt i et mørkt Klæde, som han om Dagen bærer løst kastet over Skuldrene som et Draperi.
Det hører til disse Orientaleres Naturel, at de, mætte og vel forsynede, kunne se saa inderlig dorske ud, og endda i næstc Øjeblik, ved mindste Lyd eller Varsel, springe op som en Kat; men denne Tater sover nok med vaagent Øre, siden hans Haand endnu kraftigt omslutter Messinghaandtaget paa Midten af den med glindsende Dopsko prydede Tjukni.
Og nu gjøer Hunden! Pludselig er alt i Bevægelse! Der kommer Folk tilsyne mellem Træerne. Er det en Muskro med sin Trop Buroar ? Aa nej, det skjønnes snart, at det er bare Dustus-Mangare, og de raabes temmelig haanligt an. Men disse ere talrige og have mellem sig en bekjendt Slagsbroder af Flintian- eller Griffenfeldt-Følget; de svare trodsigt og ville just ikke flygte.
Nu begynder en Scene ! Med hæse Skrig svinger den gamle Hex sin Stav i Luften, og ved det første Glimt af Kniven, ved det første Slag af Fægtestaven forberede Taternes Kvinder sig med Hyl til at istemme Kampsangen. Mændenes Kampmod opflammes til Raseri : selv Kvinderne smittes deraf; Ungerne skrige, og Hundene tude. Medens Fægtestaven svinges som Hjul og uddeler vægtige Slag, som Smaavandringernes eller Meltravernes Kniv kun slet kan afbøde, ryge Kvinderne sammen og drages i Haar, skjønt de nysankomne endnu ikke have faaet tage Spædbørnene af Ryggen og lægge dem tilside.
Hvilken rasende Kamp ! Opmuntrende Stridsraab og forfærdeligt Vræl, Eder og Forbandelser opfylde Luften og overdøve de Saaredes Stønnen. Nogle Øjeblikkes Fægten og Skjæren, Bryden og Riven — og det er vel de blege Meltravere, som maa vige Pladsen for de sorte Rommanier : de flygte med forrevne Klæder og blodige Saar og efterlade kanske en Kammerat med braadden Fande, den bedste Slagsbroder, som de Dagen efter maa lure sig til at grave i Jorden, medens Drabsmanden praier af sin Kraft, men vel ogsaa finder det raadeligst at flygte til Sverige.
Fortællinger om saadanne Kampscener have, som sagt, forplantet sig lige til Nutidcn og vidne om det Nationalhad, som engang herskede mellem de to Fantestammer.
Og dette Nationalhad er et interessant Træk. Det falder vistnok ikke let, fra vort Standpunkt at se, hvad Fortrin det ene af disse to usle Partier kunde have at tillægge sig fremfor det andet : men at det alligevel var saa, det viser, at selv i denne i Forhold til andre Mennesker i Landet saa aldeles æreløse Kreds har dog en vis naturlig Æresfølelse formaaet at gjøre sig gjældende.
Tateren holdt sig for god til at deltage i Skøjerens Rapserier, og denne vilde ikke bekvemme sig til at gaa Tateren tilhaande i hans Hestedoktor-Forretninger; for Stammens Æres Skyld nægtede enhver af dem sig den Fordel, som saadant Kammeratskab kunde yde, og paatog sig heller de idelige Slagsmaals Uro og Fare.
Men nu er det ikke længere saa. Ulykken var, sagde en Fant, at begge Stammer tilsidst sluttede Fred paa den Maade, at ligesom Kongen delte Landet i Amter og Fogderier, saa delte de Landet med Folk og Fæ mellem sig saaledes, at Taterne skulde husere i Indlandet og Skøjerne kravle sig frem langs med Kysterne; men i de fredelige og rolige Dage, som da fulgte, forfaldt den gode gamle Skik og Orden, idet Tatergutter giftede sig med Skojerjenter, og Skøjere gik i Lære som Hestedrenge hos Taterne osv.
Den sande Ulykke var nok den, at de forvildede Fanters Energi slappedes i samme Mon, som Øvrigheden og andre Folk i Landet behandlede dem med større Sindighed og Mildhed, og at Brændevinets onde Magt fuldendte Udviklingen af alt det Vederstyggelige, som allerede før laa i Fanternes Sæder, og ødelagde det sidste Anlæg til Dyd hos dem.
Tidligere dannede Fantestammerne mere bestemt afsluttede Kaster, der med al sin lovløse Færd dog sig imellem agtede visse Love, fulgte visse Grundsætninger, som satte en Skranke for den yderligste Demoralisation og endog spredte en vis Interesse over det sælsomme, mystiske Fanteliv.
Nu findes der kun svage Spor deraf, idet Fanterne mest ere sammenblandede i et karakterløst, vederstyggeligt Pak, som, selv i sit indbyrdes Forhold uden Følelse for Ære og Skam, har overgivet sig til en dyrisk Raahed, Uterlighed og Ryggesløshcd, der ingen Grændser kjender.
Det hele Fantevæsen er som en giftig Urt, der engang florerede med brogede Farver og vel vakte Nysgjerrighedens flygtige Undren; nu udstrør den sine giftige Frø og tvinger til større Opmærksomhed.
Hvorledes skal jeg uden Anstød skildre den Usædelighed, som gaar i Svang her ?
Almuen fortæller, Fanter selv tilstaa, og officielle Indberetninger bekræfte, at der alt som tiest sees Fanter, som, lig tyrkiske Paschaer. føre med sig et Harem af 2—3 Fruentimmer, hvilke da efter Herrens Luner maa skiftes til at udføre en Tjenestepiges Forretning og nyde Hustruens Rang.
Saadanne Kvinder kunne ogsaa med eller mod deres Vilje byttes bort mod andre, hvis større eller mindre Elskværdighed da maa erstattes med f. Ex. en Slurk Brændevin eller nogle Ruller Tobak. Saa stor kan ogsaa den Skjønnes Ynde være, at en hidsig Elsker med Magt, med Knivstik og Slag, søger at tiltvinge sig hendes Besiddelse.
Fanter have fortalt mig Historier om en saadan Scene, hvor den Fornærmede skal være bleven liggende død paa Pletten, og en Fant har fortalt mig, at han skyndsomst forlod baade Kjæreste og den Hest, han havde faaet i Medgift med hende, da han paa en Markedsplads fik høre, at en bekjendt Slagsbroder, der tidligere havde ejet hende, men en Tid havde siddet indespærret i en Strafanstalt, nu var paa fri Fod og paa Sporet efter hende.
Det er meget sædvanligt, at Fantekvinder paa 30—40 Aar fortælle, og det uden Sky, om 4 -5 Mænd, som de have fulgt et Par Aar hver, og fra hvem de paa forskjellige Maader ere blevne skilte. Ja, end større er vel Frækheden hos Mændene, som paa Slutningen ikke vide Tal paa sine flygtige Forbindelser af dette Slags, ofte en ny for hver Langrejse; en Fant, som jeg kjender, har endogsaa foruden flere andre Gifter- maal, som han selv kaldte dem, turvis havt 2, om ikke 3 Søstre til Kone.
Og disse skamløse Mennesker maa vor Almue huse; dette Levnet, disse Forargelser maa den se og taale, helst den enfoldigere og ringere Almue, som ikke har Mandemod og Folkestyrke til at jage Pakket bort.
I fordums Dage, da Folkets Enfoldighed og Overtro var større, og Fanterne selv bedre erindrede Slægtens gamle Kneb og Kunster, kunde de mere stilfærdigt liste sig omkring og med søde Ord og gode Løfter, med sin Troldoms- og Spaadomsgave, skaffe sig hvad de behøvede, og det i Overflod.
Nu derimod maa de mere og mere tvinge sig frem med Trudsler og Vold. De gaa som Røvere i Landet.
Og hvilke Tog disse Fanter foretage ! Der er endog en vis Regelmæssighed i deres Strejferier. Undertiden gjøre de vel usædvanligt lange Ture, saaledes som en ung Fant fortalte mig, at han i Følge med sin Fader var rejst fra Bergen over Stavanger og Kristiania til Gøteborg, over Stockholm til Piteå, saa over Jæmtelandsvejen tilbage til Trondhjem og Bergen.
Andre Fanter komme efter lang Fraværelse hjem med Fortællinger om at have været langt inde i Rusland. Men dette er Undtagelser.
Der er en vis Regelmæssighed i Fanternes Rejser, saaledes at Almuen jevnlig sammenligner dem med Trækfugle, der komme og forsvinde efter visse Naturlove. Egentlig skal der være — eller have været; thi i de allersidste Aaringer er der nok indtraadt adskillig Forstyrrelse i den gamle Orden tre store Fantedistrikter i Landet.
I Akerhus Stift skulle «Østvandringerne» sværme om mellem Kongsvinger og Skien; fra Skien af til ind i Bergens Stift stryge «Vestvandringerne» nok endnu saa temmelig jevnt frem og tilbage.
Mest nøjagtig have dog Fanterne i det Trondhjemske kunnet vedligeholde sin gamle Ekonomi; ved Slutningen af Vinterføret komme disse «Storvandringer» kjørende ned fra Dalene til Oserne og Strandstederne; her sætte de Hestene ind hos sine Venner, faa sig Baade og flakke saa ind og ud Fjordene fra Romsdalen af og stundom helt op i Finmarken; om Høsten komme de tilbage igjen med velladede Baade, med Uld i Vaagevis og Dun i Pundevis og andre gode Ting, og med sine Heste og Slæder fare de da atter storsnudede op og ned gjennem Dalførerne paa begge Sider af Kjølen og Dovre.
Det kan ogsaa hænde, at et og andet Følge ligesom til Afvexling tilbringer en Sommer inde i Landet og mest oppe paa Fjeldene ved Fiskevandene og Sætrene; de skulle her vise sig som mærkværdigt heldige Fiskere, og Sæterpigerne maa vel ogsaa betale dem adskillig Tribut. Kort, de indrette det saaledes, at der neppe er nogen Afdal eller Fjordbund saa skjult og afsides beliggende, at den jo nu og da, mere eller mindre regelmæssigt, faar Besøg af disse sælsomme Gjæster.
Men man følge Fantefølgerne ind i Husene for at se det Overmaal af Brutalitet og Vold, hvormed de forstyrre Folkets Fred !
I Værdalen, netop paa det Punkt, hvor Jæmtelandsvejen bøjer af fra Landevejen langs Trondhjemsfjorden, ligger en pyntelig Husmandsstue. Der, tænkte jeg, maa man have god Anledning til at betragte «Vandringernes» Færd, og jeg bedrog mig ikke.
Husmanden fortalte, hans Kone fuldstænddiggjorde og nogle tilstedeværende Naboer bekræftede følgende Historie. En Aften sent — det var tidligt om Vaaren, strax efter Levanger Marked — dundrede det paa Døren; denne aabnedes naturligvis i største Skynding af de af sin dybe Søvn opvaagnede Beboere, og et Fantefølge paa to Mænd og en Kvinde bad og fordrede og truede og tiltvang sig Indgang og Natteherberge.
Husfolket havde intet andet at gjøre herved end at holde sig vaagne og give Agt. Indholdet af en Brændevinsflaske drev snart Vildheden hos de Fremmede til det Højeste, og begge Karfolkene røg op i Slagsmaal.
Husbonden kunde ikke stagge dem; alting, baade levende og dødt, maatte vige for deres Spark og Tag. Tilsidst satte Manden sin Kone og sine Børn ind i et Sidekammer, skjød en Seng foran Døren og løb saa man forestille sig, hvorledes Angst og Harme har bevinget hans Skridt ! — efter «Kongen», Bygdevægteren, der boede et godt Stykke Vej borte. Tilbagekommen med denne finder han blandt andet Stuedøren knust og et stort Væggeskab væltet overende, den ene Fant liggende som død paa Gulvet og den anden vanvittigt dandsende og hujende og trampende paa sin Kammerats Bryst. Hvad var der nu at gjøre for Husmanden med Bygdevægteren maatte holde Vagt, til det gryede ad Dag.
Da gik Vægteren til Lensmanden, for at faa hans Hjælp og Trøst, men kom tilbage med det Raad, at saasom de Fremmede ikke havde gjort Vold paa Menneskene i Huset, var det bedst at lade dem gaa, og med det Tillæg, at dersom de kunde og vilde erstatte Skaden paa Døren og paa Kopperne i Skabet, saa var det vel.
Nu ja, den døde Fant var bleven levende igjen, den rasende kommen til sin Samling; de hørte med Rolighed paa Forligsvilkaarene; de betalte et Par Daler, de efter Markedsturen havde hos sig, og fik dermed rejse.
Læseren studser vel over denne Udgang paa Sagen; men det gjorde hine Fanter neppe. Der er en Besynderlighed ved vore Retsforhold, saa Fanterne nøje have mærket sig.
Dersom en Usling stjæler saa meget som et Par gamle Strømper eller betler om et Stykke Mad, saa er en Angivelse herom nok til at sætte det hele Juititspersonale i Bevægelse for at gribe, arrestere, forhøre, domfælde, straffe Synderen; Angiveren behøver kun at møde til Tinge og afgive sit Vidnesbyrd, og forresten gaar den hele Sag som af sig selv.
Men naar en Slagsbroder af en Fant, med et stygt Slæng af Kvinder og Børn, ved Dag eller ved Nat kommer til en Gaard, tiltvinger sig Husly, bemægtiger sig alle Rum med samt Sengene i dem, begynder Klammeri og fyIder Huset med den fæleste Ufred, hvad saa ?
Saa kan Husbonden hente Lensmanden eller hans Dreng for at holde en Udkastelsesforretning. Men nu bor Lensmanden kanske en Mils Vej borte eller to. Og om end Politiet kommer i betids ? Har Fanten under Larmen tilføjet noget Menneske legemlig Molest, saa er det en Justitsforbrydeise, som kan foranledige offentlig Paatale; men har han kun ødelagt Borde og Stole, saa er det en privat Sag mellem Ejeren og Fornærmeren, der kan sagsøges til Pengeerstatning, en Erstatning, som Fantens fattige Bylter ikke engang give Haab om at erholde.
Men derfor er der flere og ganske forferdelige Exempler paa saadanne Forstyrrelser af Husfreden.
I et Tilfelde reves Kakkelovnen ned, saa Husfolket maatte skynde sig at opsamle de luende Brande; i et andet væltedes Vuggen med det sovende Barn ind i en Dynge af Stole og Bænke. Det første Tilfelde berettedes mig omstændeligt af en Lensmand, det andet af en Fant, og denne tilføjede, at Fanterne bruge med Forsæt at yppe Klammeri indbyrdes og gjøre saadan Støj, for at deres Kvinder under Forstyrrelsen ubemærket skulle kunne raspe til sig en Sølvske eller nogle Klæder; «naar Husets Folk bagefter bemærke Tyveriet, anse de det for en ringe Ting mod den Forskrækkelsc, de maatte udstaa, og ere bare glade over at være blevne Gjæsterne kvit.
Aller betænkeligst er dog Fanternes Færd, naar de flakke om paa Fjordene og mellem Øerne. De indrette sine Ture saaledcs, at de komme over Hytterne, naar de vide, at Mandfolkene ligge ude paa Fiskeværene, og bare Kvinder og Børn ere hjemme. Da kan det træfle, at 3—4 Baadslag lægge iland ved en enligt liggende Bolig i en Indvig med lang Vej til Naboer paa alle Sider. Da er det, som om Fienden var i Landet.
Hvad er nu retfærdigere end Harmen over disse Ugjerninger, end Foragten for dette ryggesløse Pak ? jo, Smerten over den Elendighed, der som en Forbandelse hviler over denne Slægt. Jeg ved det vel, at den Jammer og Nød, der indesluttes i de faa og smaa Fantefølger, er som intet at agte imod den Armodens og Vankundighedens og Usædelighedens Ulykke, som hviler over en langt talrigere Mængde af Lidende i de lavere Klasser i Samfundet, der mere og mere og med største Ret vinde Menneskevennens Deltagelse, lægge Beslag paa Lovgiverens, paa den Styrendes, ja paa hver tænkende Medborgers Opmærksomhed.
Men jo mere uværdigt og foragteligt Fanternes Liv er, jo snarere man derfor er til at vende sit Blik bort fra dem, desto mere skrigende træder ogsaa deres Elendighed os imøde. Den vil tvinge os til at lade Uviljen og Foragten fare og give Medlidenheden Rum.
For et Par Aar siden anholdtes et lidet Fantefølge i Lesje, øverst oppe i Gudbrandsdalen; Fanterne sade arresterede en længere Stund, straffedes saa som Løsgjængere og bleve derefter løsladte.
Blege og afkræftede af Fængselsluften og Vand- og Brødstraffen begave de sig dog strax paa Vejen ud af Bygden og det op over den Hej, som fører til Sunddalen i Trondhjems Stift, en af de vildeste Fjeldtrakter i Landet, som kun bør befares ved høj Sommertid, og nu var det senhøstes.
Uvejr kom over dem; et Kvindemenneske i Følget udmattedes, segnede og døde; det øvrige Følge fortsatte sin Gang; men den Afdødes Søn, en liden Gut, som var med, fandt Vejen tilbage til Bygden og fortalte med Graad, hvor Liget laa. Om dette Fruentimmer var det under Retsforhørene bleven oplyst, at hun endnu ikke havde annammet den kristne Daab; derfor var hun nu ogsaa bleven forpasset til sit Hjemsted, etsteds i Trondhjems Stift, hvor der skulde drages Omsorg for hendes Undervisning i Kristendom.
Et Hedningemenneske altsaa var det, som her vansmægtede. Man nævne mig en større Jammer end den, hvori denne Sjæl udaandede sit sidste Suk ! Maaske stred hun ikke nogen voldsom Fortvivlelsens Strid; vel muligt, at hun i sin Mathed ikke følte Dødens Bitterhed; vi kunne forestille os, at hun formedelst Vankundighed og slette Sæder, i et langt Livs aandelige Død, var bleven saaledes sløvet, at hun selv i den alvorsfulde Time ikke ret fattede Betydningen af Liv og af Død og af Dont.
Men om det end var saa, ja netop fordi det rimeligvis var saa, spørger jeg atter : Ved man nogen større Jammer at nævne ?