– XVI. Bind; s. 466 – 471 :
Storm, Edvard, 1749-94, Digter og Skolemand, Søn af Præsten Johan S. og dennes 2. Hustru, Ingeborg Birgitta f. Røring.
Edvard Storm blev født 21. Avg. 1749 i Vaage Præstegjæld (i Gudbrandsdalen), hvor Faderen den Gang var ansat. I Vaage Præstegaard
– 467 –
tilbragte Storm de første 12 Aar af sit Liv, indtil han i 1761 blev optaget i Christiania lærde Skole. 1765 tog han Examen artium ved Kjøbenhavns Universitet, men vendte i det følgende Aar, rimeligvis af Helbredshensyn, tilbage til Faderens Præstegaard.
En Tid var han Huslærer i Lesje (Lesja/red.) Præstegjæld, men med denne Undtagelse tilbragte han Aarene 1766-69 i sit Barndomshjem. De stærke Indtryk fra Barneaarene af norsk Dalnatur og Dalliv bleve i disse Aar fæstnede og uddybede.
Som Dreng havde han leget sammen med Sognets Bøndergutter, og som Yngling holdt han sig ikke fornemt tilbage fra Bondebefolkningen. Der var i Præstegaarden en 17aarig Tjenestegut, Jacob Danielsen, som Storm tog sig meget af; han underviste ham, saa at han senere kunde blive Skoleholder og Klokker. Vi have endnu en Del Breve bevarede, der bleve vexlede mellem de 2 Mænd (det sidste fra 1777); de vise, hvor fortrolig Storm udtalte sig om de inderste aandelige Spørgsmaal til denne fordums Tjenestekarl.
Allerede dette Forhold aabenbarer nogle af de ejendommeligste Træk i Storms Natur: hans varme, medfølende Natur, hans Jævnhed og endelig den vordende Skolemands Trang til at fremkalde slumrende Spirer, til at opdrage. Hans Lyst til at tage sig af Naturer, der af en eller anden Grund stode i Stampe, gav sig ogsaa senere smukke Vidnesbyrd.
En fattig, forældreløs Skomagersøn i Kjøbenhavn, Lars Jørgensen – han optog senere Storms Fornavn, Edvard –, sørgede han næsten helt for i et Par Aar, indtil Drengen kunde klare for sig selv, Jørgensen blev senere en anset Kjøbmand i Kongsberg.
Under et Sommerophold i Farum blev Storm opmærksom paa en faderløs Bondedreng, Poul Rasmussen, der blev hans tredje Plejesøn og ogsaa optog Navnet Edvard; han vandt et bekjendt Navn som Komponist af Melodien til «Danmark, dejligst Vang og Vænge» (XIII, 514).
– Til Opholdet i Vaage Præstegaard knytter sig ogsaa Mindet om Storms – saa vidt vi vide – baade første og sidste Kjærlighed. Han forelskede sig i en ung Bondepige fra Sognet, Ragnhild Hammer. Det synes, at Faderen har lagt sig imellem for at hindre en «Mesalliance»; sikkert er, at de bleve skilte fra hinanden. Hun blev senere gift; han døde ugift.
I sin «Erlands Ode til Jutulsbjærget» har Storm sunget om sin Ragnhild og deres fælles Ungdomsminder.
I Juli 1769 tog (dro/red.) Storm hjemme fra for i Kjøbenhavn at begynde sine Studier for Alvor; det var Tanken, at han skulde studere Theologi, men han fik aldrig Embedsexamen, særlig vel fordi han tidlig af Lyst til litterær Virksomhed blev draget bort fra
– 468 –
Embedsstudierne, dels vel ogsaa fordi hans økonomiske Forhold lagde ham Hindringer i Vejen.
Skjønt han hurtig fik Regensen (mat, underhold og innkvartering/red.), maatte han dog i mange Aar kæmpe med haarde Kaar.
I Anledning af sit Digt «Indfødsretten» fik han (1778) en aarlig Hædersgave paa 100 Rdl. fra Kongens Kasse og lige saa meget fra Arveprinsen; lidt tjente han desuden ved Undervisning og ved litterært Arbejde.
– Skjønt Storm var Nordmand, gik han dog ikke ind i det norske Selskab; han var nemlig en ivrig Beundrer af Ewald og sluttede sig derfor til hans Vennekreds (jvfr. hans Digt «Ewald eller den gode Digter»).
Men hans Ophold i Norge som Barn og ung Mand havde dog knyttet ham nøje til dette Land; hans Breve vise, hvor længselsfuldt han, midt i et kjøbenhavnsk Vintersøle, kunde drømme om en frisk norsk Vinter med ringlende Slædebjæller i susende Fart over den hvide Sneflade. Og hans Barndomsegns Bygdemaal, det Maal, hvorpaa hans Ragnhild havde talt til ham, hvor underlig dragende kunde det ikke endnu klinge i hans Ører !
Saa skrev han 9 Sange paa norsk Bygdemaal, rimeligvis i Begyndelsen af 70erne. Disse Sange have ikke blot det mærkelige ved sig, at de ere de første i deres Art, paa en vis Maade den første Spire til den norske Litteratur paa Maalet, men de ere i sig selv det bedste, Storm har skrevet; der er over dem en Naturlighed og Friskhed, som intet af Storms Digte paa Dansk ejer.
Flere af dem fik saa langt et Liv paa den norske Bondestands Læber, at de synges den Dag i Dag.
Storms Digtning paa Dansk begynder med «Bræger», et komisk Heltedigt, der udkom 1774. Indholdet er det, at en Degn drager ud for at samle Paaskeæg; men Avind, der misunder ham hans forventede Nydelse, faar Æolus til at blæse ham Støv i Øjnene, saa han snubler, og alle Æggene knuses. I Fortalen gjør Forfatteren Rede for, af hvilken Grund han havde skrevet Digtet : «Vort Sprog har stor Mangel paa sammenhængende episke Digter baade i det alvorlige og komiske Slags»; derfor har han digtet «Bræger».
Det komiske Heltedigt blev derefter; det er for et Nutidsmenneske ganske ulæseligt. 1775 udgav han, under det psevdonyme Navn «Erland Sivertsen» : «Adskilligt paa Vers»; i de følgende Aar kom bl. a. «Indfødsretten» (1778), et Digt i 4 Sange, og «Fabler og Fortællinger i den Gellertske Smag» (1778).
I 1785 udgav han «Samlede Digte». I Forordet til dem udtaler han sig saaledes : «Hvad jeg for Efterslægten vil vedkjendes, skal bestaa i denne Samling (Sangene paa Maalet findes ikke heri), i de forhen
– 469 –
udgivne Fabler og Fortællinger og i de hellige Sange efter Uz’ og flere tyske Digteres Originaler. I Fald jeg efterdags lader noget trykke, skal jeg nok mage det saa, at det og kan høre til denne Klasse». (Til det senere trykte hører bl. a. de Almueviser, som han udgav paa Foranledning af Selskabet for Efterslægten for om muligt at fortrænge «de dumme og usædelige Gadeviser»).
De samlede Digte betegne i Virkeligheden Afslutningen af Storms digteriske Virksomhed; vi kunne altsaa her tage et Overblik over den.
Som de ovenfor anførte Ord af Fortalen til «Bræger» godtgjøre, delte Storm Datidens gængse Opfattelse: at det var en Digters Opgave, ikke just at udsynge det i hans Sjæl, som trængte paa for at finde Udtryk, men at stræbe efter at udfylde tomme Rubrikker i Tidens poetiske Litteratur.
Imellem Storms samlede Digte finde vi da ogsaa Læredigte, Oder, Satirer, historiske Romancer, Selskabssange, Drikkeviser og aandelige Sange. Det allermeste af dette er uden poetisk Værdi og ogsaa uden litteraturhistorisk Betydning.
Af hans aandelige Sange bleve 10 optagne i «Evangelisk-kristelig Salmebog», men kun et Par af dem slap ind i Roskilde Konvents Salmebog, og ingen af dem er mere i levende Brug.
Af hans øvrige Digtning har kun én Sang beholdt Livskraft i sig til vore Dage : «Zinklars Vise» (den stammer vist fra Slutningen af 1781). Storm er ikke den første, som forsøger sig i den historiske Romance, men «Zinklars Vise» er dog den første læselige af den Art, og S. bliver derved paa en Maade denne poetiske Genres Grundlægger.
«Thorvald Vidførle» (med Omkvædet : «Men Thorvald har reddet sin Konge») er hans næstbedste Digt i denne Retning.
Storm slutter, som allerede bemærket, i det væsentlige sin digteriske Virksomhed omkr. 1785.
Fra nu af træder Skolemanden i Forgrunden. I 1786 stiftede en Kreds af bekjendte Mænd
«Selskabet for Efterslægten»; Storm var en af Medstifterne og kom til at spille en betydelig Rolle i dets Virksomhed.
Blandt de Opgaver, Selskabet satte sig, var den vigtigste Stiftelsen af en Realskole for Børn og i Forbindelse dermed Afholdelse af populære Foredrag for ældre Børn og unge Mennesker over Æmner fra forskjellige Videnskaber. Foredragene kom først i Gang; de holdtes om Eftermiddagen, og Storm læste 4 Timer om Ugen over «Leveklogskab», Geografi, dansk Sproglære og græsk og nordisk Mythologi.
Det er gjennem disse mythologiske Forelæsninger, at den unge Oehlenschläger senere føres ind i den nordiske Gudeverden.
– 470 –
Da selve Skolen kom i Gang, fik Storm fuldt op at gjøre; der gik ikke en Dag, uden at han besøgte den, enten for selv at undervise eller for at føre Tilsyn med Undervisningen.
Det var da ganske naturligt, at han fra 1790 knyttedes fastere til Skolen som en Slags Overinspektør. Hidtil havde hans Virksomhed været helt gratis; nu fik han fri Bolig paa Skolen. Efterslægtselskabet havde sat sig den Opgave at skabe en Realskole, i hvilken de gamle Sprog traadte tilbage (Latinen fik kun 2 ugentlige Timer, Græsk ingen), medens Modersmaalet, Historie, de nyere Sprog, Naturfagene osv. traadte i Forgrunden.
End videre blev det fremhævet, at Hovedopgaven skulde være, «saa vidt saadant ved Undervisningen kan ske, at danne Børnenes moralske Karakter». Skolen skulde være karakteropdragende, og Opdragelsen skulde foregaa paa en human, virkelig pædagogisk Maade.
Det gamle Propnings- og Pryglesystem vilde man intet have med at gjøre. Og naar det lykkedes Skolen forholdsvis godt at løse denne Opgave, tilkommer Æren derfor i første Række Storm.
Han forstod at fængsle Børnene ved sin Undervisning (han optraadte ogsaa som Skolebogsforfatter med en lille Geografi), men det vigtigste var dog den opdragende Indflydelse, han, rent umiddelbart, havde paa dem gjennem sin jævne, ædle Karakter. «Jeg er», skriver han i et Brev, «og saa aldeles i Besiddelse af Børnenes Venskab og Fortrolighed, at jeg kan med en Mine faa dem til alt, hvad jeg vil. Hver Søndag har jeg en Sværm af dem, som komme til mig blot for at tale med mig».
«Ethvert fornuftigt Menneske», skriver Storm i et Brev, «maa i alle sine Anlæg forestille sig altid det værste og sletteste Udfald for at vænne sin Sjæl til med Lydighed og Hengivenhed at tage imod den himmelske Faders Vilje, ihvordan den end er».
Vi have Storms hele Karakter i disse Ord.
Begyndelsen af dem røber en vis Gammelmands-Forsigtighed. Han var ingen stærk Natur med store Drømme og dristige Tanker. Men Slutningen af de anførte Ord maa ikke overses; Storm var en virkelig from Natur. «Jeg har lært af Erfaring», siger han et Sted, «at der uden Religion og Gudsfrygt er ingen sand Lyksalighed til».
Og hans Religiøsitet var ikke mørk og sygelig. Han skriver en Gang til den før omtalte Jacob Danielsen : «Hvad mit Sind angaar, da er det gemenligen muntert og sorgløst. Hele Skabningen, er for skjøn til at beskues igjennem Taarer. Vor Jord er alt for yndig til at være en Grædedal for sande troende Kristne».
Storm var en fordringsløs og beskeden Natur; men man satte
– 471 –
Pris paa hans Karakter og Evner og ønskede at drage Nytte af dem.
Han blev anmodet om at indtræde i den Salmebogskommission, der blev nedsat i 1790 for at udarbejde en ny Salmebog, og en Maaned før sin Død udnævntes han til at være en af Direktørerne for det kongl. Theater.
Storms Helbred havde i adskillige Aar været meget skrøbeligt; i Sommeren 1794 forværredes det meget, og 29. Sept. s. A. døde han.
F. Nygård, Efterslægtselskabet og E. Storm (1886).
F. Rønning.