– torsdag 3. september 1874; den særmerkede John Klæbo gikk bort i Utne i Hardanger lørdagen forut, hvilken falt på 29. august 1874. Han hadde bidratt mye med artikler også til denne avisen, fra sitt tilhold i Utne de tre siste årene av sitt liv. Klæbo ble bare 35 år gammel.
Bergen.
Stud. theol. John Klæbo er i Lørdags afgaact ved Døden paa Utne i Hardanger, hvor han syg og svagelig har opholdt sig i tre Aar. Hans Gjerning var saa stille, hans Liv saa kort, at hans Navn ikke var vide kjendt udenfor den Kreds, der kjendte ham personlig; men hos denne var der engang knyttet store Haab om et stærkt Arbejde blandt vort lille Folk til denne Mands fremragende Evner og lyse Syn paa vor Slægts Liv og Vilkaar.
Han har skrevet en Mængde Artikler — mest over hjemlige Emner — i Blade og Tidsskrifter, sjelden under Navn; men snart under Mærket S. G. (Studiosus Gleiniensis, efter Gaarden Glein i Nordland, hvor han var født), snart Filodemos, snart Filodemos Pedersen, J. K. osv.
Hans skriftlige Arbejder var let kjendelige og udmærkede sig ved denne grundige Oversigt, der er egen for dybere søgende Aander, som i sin Betragtning ikke blot medtager Øjeblikket og forklarer de store Begivenheder som Udbrud af en øjeblikkelig Stemning, men gransker efter dens Aarsag i Udviklingens Kilder.
Ved Siden heraf var der og saa hos Klæbo et Syn fremover, der ikke sjelden ligesom en Længsel bar udover mod Evigheden.
Flere af Læserne vil saaledes muligens erindre en Række Betragtninger i Form af Breve over vore Samfundsforholde, der stod at læse i dette Blad i Iaar, undertegnet Filodemos.
I det sidste af disse Breve tager han Afsked med Publikum : «Du kjender min Helbred», skriver han, «og fra Jul har Sygdommen (en langvarig, tærende Lungesygdom) gaaet jævnt fremad. Vistnok er det min Agt at pusle lidt med Skrivning, til Afskedstimen slaar. Men Du kjender vist en menneskelig Trang til at trække sig ud af den politiske Hvirvel, naar det saa smaat bærer Bakken ned, og at søge tilbage i de første Erindringer. Netop Barndomsmindet drager mig nu med stærkere Magt end før. Jeg maa se, om der over mine sidste Dage kunde skyde en liden Frugt. Lad mig under et dybtfølt «Tak- for-nu» faa Lov til at tro, at Du vil opsøge og følge, hvad senere muligens kunde komme, og vi saaledes følges ad, skilte, men dog forenede, til den sidste Milestolpe«.
— Dette Brev endte med et lidet vakkert Digt, hvori han til Slutning beder :
«Jeg Støv er og Aske, Du hellige Gud, jeg beder Dig ydmygt :
giv Folket Dit Bud, Pintsebud lifligt i Storm og i Tunger,
saa Salmen i Morsmaalet op til Dig runger !
Riv Du hvert Ugræs, vor Aandsvæxt trodsende,
i Folkets Livskraft giftigen fraadsende.
Lys over dem, der vandrer i Blinde !
Lys for hver eneste Mand og Kvinde :
Lys over Landet som magtløst sig vaander, Pintselys giv os, Du Aand over Aander !«
Denne «Frugt over hans sidste Dage» vandt ikke længere end til Blomst. Han havde Planen færdig til et større Digt med Motiver fra Nordland, og da jeg, som skriver dette, sidst talte med ham for tre Uger siden, viste han mig denne; men lagde til, at han nu ikke havde Legemskræfter til at fuldføre sit paatenkte Arbeide.
Jeg kunde ikke lade være at beklage hans Venner, som saa gjerne blandt Minderne om ham vilde medtaget ogsaa denne, som jeg troede vilde blevet ikke alene det Skjønneste, de havde fra hans Haand, men ogsaa et værdifuldt Bidrag til vor Literatur.
Han smilede kun og sagde, at det nok glædede ham, at vi troede saa godt om ham; men selv vilde han trøste sig med, at han hverken var den første eller største, der nu maatte dø med sit sidste Arbeide ufuldført.
Hans Begavelse var dog i Grunden lyrisk. Læseren vil vist have lagt Mærke til, hvorledes hans Stil, selv i politiske Artikler, havde en stærk lyrisk Farve. Han har ogsaa skrevet flere Digte, som maa henregnes til de bedste i vor Literatur.
Saaledes kan nævnes «Ho Mor fær Lofotfolket sit heim», der nu staar at læse i «Lauvduskar» (udgivet af «det norske Samlag» i Kristiania), hvor ogsaa flere af hans mindre Digte og Fortællinger ere trykte. Ogsaa til «Fraa By og Bygd» har han leveret flere værdifulde Bidrag, iblandt hvilke kan nævnes «Den Draumen min», en Cyklus af lyriske Digte, der i sin Tid var Gjenstand for en særdeles rosende Anmeldelse i det mod Maalmændene ellers saa kritiske Maanedskrift «Fram».
Klæbo er Forfatter til de i «Bergens Tidende» trykte Artikler «Nogle Ord til Minde om A. O. Vinje». Hans nære Forhold til denne Digter, et gjennem et langt Tidsrum og under vexlende Omstændigheder prøvet fortroligt Venskab gjorde ham særdeles skikket til at være den afdøde Forfatters Biograf.
Det maa derfor beklages at han ikke fik fuldende disse Artikler, ihvorvel det paa den anden Side er glædeligt, at han vandt saa langt frem, at det vil være en forholdsvis let Sag for en af Vinjes yngre Venner at fortsætte.
Ogsaa i «Dølen», «Svein Urædd», «Ferda- mannen», «Dagbladet», «Den norske Folkeskole», «Almuskoletidenden» og «Almuvennen» m. fl. har Klæbo skrevet flere Artikler af stort Værd samt adskillige vakre Digt.
Hans Fremstilling blev i den senere Tid undertiden noget bred. Han følte selv, hvor Sygdommen lidt efter lidt gjorde hans Sjæl mattere og sløvede hans Evner.
Dog var det ofte saa, at hans tidligere Livfuldhed brød igjennem, hvorfor saa mange af os havde haabet, at han endnu en Stund skulde faaet fortsætte sit Arbejde i vort Folk.
Udgaaet fra selve Folket var han en varm Ven af vor Folkeoplysning og vore Folkeskolelærere. Han kunde af egen Erfaring tale et Ord med om, hvilke Vanskeligheder det lægges i Vejen for vort Bondefolks Oplysning, at vor Undervisning er bygget paa fremmed Grund og meddeles i et fremmed Sprog, skjønt naturligvis han som en mere begavet Natur, havde havt forholdsvis større Lethed for at overvinde Hindringerne.
Hans Livshistorie er snart fortalt. Han var nu omkring 35 Aar gl., og er født paa Gaarden Glejn i Næsne Præstegjed i Nordland. Han roede i sin første Ungdom «Lofotfisket», men hans Kundskabstrang drev ham udover Hjemmets snevre Vægge.
Han gik først paa Tromsø Seminarium; da han var bleven færdig der, fik han Ansættelse paa Aars og Voss’s Skole i Kristiania. Samtidig læste han til Examen Artium, og da han havde taget denne og ligeledes annen Examen, begyndte han at studere Theologi, samtidig med at han fortsatte sin Lærervirksomhed og deltog i det literære Liv.
Dette Liv førte han, indtil for nogle Aar siden en Sygdom, som han i længere Tid havde baaret paa, blev saa alvorlig, at han maatte forlade Kristiania for om muligt i Hardangers milde Klima at gjenvinde sin Helbred. Han troede dog aldrig selv, at han skulde blive helbredet.
I det for hans Afrejse fra Kristiania forfattede Digt «Til min Moder med Landstads Salmebog» fortæller han, at han snart skal dø. Nu er han faren bort.
Hans ømfindtlige, ærekjære og paa samme Tid trofaste og opofrende Karakter skal ikke længer saares af de Slag, som denne Verden giver.
Det er vist mange, som i denne Tid med Vemod vil mindes hans lyse fine Skikkelse, hans drømmende Blik og hans varme Interesse for at naa frem til Aandens Højder.
Han var en af disse Aander, som selv døende glæder sig over hvert Skridt, de kan slæbe sig frem i Sandhedens og Kundskabens lyse Rige !