– hvilket naturlig nok gis plass på avisens førsteside; her er det redaktøren som uttaler seg, senere er det kjent at det var den på dette tidspunkt 29 år gamle Morten Ulrik Anker. Mot slutten av denne artikkel kaller han seg «Hovedredaktør» og som viser at han hadde andre støttespillere med i utgivelsen; han/de henviser her til den i mai måned samme året (1868) offentliggjorte innbydelse til «Subskription» (abonnement) – les den her.
Anker, som i desember 1861 hadde avlagt juridisk embedseksamen ved Universitetet i Christiania, arbeidet i 1868 full tid som «Kopist» i «Finantsdepartementets 1ste Toldkontor», en stilling han skjøttet, ved siden av utgivelsen av «Fædrelandet». Han skriver konsekvent i «vi-form», og dermed svarende for hele redaksjonen. Alle framstod/forholdt seg anonymt, noe som forklares/rettferdiggjøres mot slutten av artikkelen – og denne forklaring er svært interessant, også sett i lys av at mange bidrag i denne tidsepokes blader og tidsskrifter ble inngitt anonymt, og at hvor det ikke tydelig framkom at artikkelen var «indsendt», var stykket redaksjonens eget produkt; ‘borgerskolen’ har på et annet sted her fremlagt en artikkel som går i dybden på den interessante anonymitets-argumentasjon – les her.
Men det var den unge Anker som stod som ene-eier og forlegger for/utgiver av publikasjonen, noe som klart fremkommer bare knapt ett år senere, da han i artikkelen i utgaven av 26 mai 1869 uttaler ønsket om å gi «Fædrelandet» en sikrere fremtid «end ske kan, naar det eies af Enkeltmand» og at derfor «har den oprindelige forlægger nu opgivet sin Eiendomsret».
Overføringen til nye personer skjedde i mars 1869 til en «Komité», som skulle fortsette eierskapet og ha utgiver-ansvaret, da han uttaler at han selv «har paataget sig denne Gjerning kun som et Forsøg» og går litt i detalj om dette forhold; denne nye «Komité» engasjerer derpå de teologisk utdannede Peter L. Hærem og Thorvald Klaveness som nye «ene»-redaktører – les her Ankers klargjøring i utgaven av 26. mai 1869;
– men les førsteutgave-artikkelen nedenfor :
Christiania den 30te Juni 1868.
I afvigte Mai Maaned udstedtes en Indbydelse til Subskription paa nærværende Blad, hvis første No. herved udgaar.
Indbydelsen, der findes indtagen i Slutningen af Bladet, indeholder dets Program, hvortil vi tillade os at henvise. Vi have i Indbydelsen sagt, at vi vilde bestræbe os for at redigere Bladet i christelig Aand. Enhver, der læser disse Ord, opfatter dem vistnok uvilkaarlig som tillige indeholdende en Misnøie med den Maade, hvorpaa vore Aviser redigeres, og vi maa tilstaa, at denne Opfattelse ikke har været saa ganske urigtig.
Det er ikke vor Mening at beskylde vor Presse for helt igiennem at være uchristelig; langt mindre ville vi dermed have udtalt nogen Dom om vedkommende Redaktørers personlige Forhold til Christendommen. Men det er vor Mening, at vore fleste Aviser i større og mindre Grad indeholde Meget, der er stødende for en Christen, og dernæst, at de enten vise Modstand mod det Christelige eller ialfald stille det i Baggrunden. Vi tro, at det først kommer til sin Ret, naar det holdes frem, saa at ethvert Spørgsmaal, der egner sig dertil, fremstilles belyst af Christendommen, og det er dette, som vi tro, at ingen af vore Aviser har gjort sig til Opgave.
Et saabant Forhold inden Pressen har i en aandelig bevæget Tid som vor (vår/red.) ikke kunnet Andet end fremkalde et dybt Savn, der især i de senere Tider er kommen stærkt til Orde rundt om i vort Land blandt sande Christne.
Det er dette Savn, som vi have tænkt, at «Fædrelandet» (i Subskriptions-Indbydelsen er den mindre korrekte Form Fædrenelandet bleven benyttet, hvilken herefter bil undgaaes) skulde afhjælpe. Det skal være et Blad for Christne, og deraf følger, at det maa redigeres saa fatteligt og populært som muligt. Man kan nemlig ikke vente at finde de sande Christne i noget stort Antal blandt Vise efter Kjødet, blandt Mægtige og Fornemme (1 Cor. 1, 26).
Vi have derfor ventet at faa de fleste Læsere blandt dem, der ikke ere høit stillede i Samfundet, og fornemmelig blandt vor Landbefolkning. Men vi ere dog fuldt forvissede om, at Bladet ogsaa vil blive omfattet med Kjærlighed af sande Christne blandt be høiere Stillede i Samfundet.
Maatte nu Gjerningen lykkes ! At redigere et Blad er en meget vanskelig Sag, og ikke mindst at redigere et Blad som «Fædrelandet», der stiller sig i forreste Række blandt dem, der kjæmpe for Christi Sag.
«Vor egen Kraft er intet værd», det er et Ord, som vi med Luther bekjende af fuldt Hjerte; men vi nære den faste Tillid og Fortrøstning til Herren, at Han vil give den rette Visdom til at røgte denne Gjerning, saa sandt Redaktionen altid holder sig nær til Ham og ydmygt søger Hans Hjælp med vedholdende Bøn og Paakaldelse. Apostelen Jakob siger i sit almindelige Brev om Tungen, at den er en Ild, en Verden af Uretfærdighed, et ustyrligt Onde, som intet Menneske kan tæmme. Maatte denne alvorlige Formaning altid staa os for Øie ! Der er Vel Faa, Der i den Grad behØve at tage sig disse Ord til Hjerte som en Avisredaktion, hvis Ord skulle vanke saa viden om.
Inden vi slutte denne Artikel, ville vi yttre et Par Ord i Anledning af, at vi ønske at være anonyme. Vi have gjennem de Faa, der kjende os, erholdt mange, tildels indtrængende Opfordringer om at lade Anonymiteten falde, idet man har ment, at et godt Navn vilde være en Garanti saavel for Bladets Christelighed som for et rent Lærestandpnnkt.
Vi se os ikke istand til at imødekomme disse Ønsker. Hovedredaktøren har paataget sig denne Gjerning kun som et Forsøg, og det kunde lettelig blive Tilfældet, at en Anden om ikke lang Tid indtog hans Plads. Vi haabe dog, at en saadan Forandring, om den indtraf, ikke vilde have nogen uheldig Indflydelse paa Bladets Indhold.
Dels Paa Grund af denne mulig indtrædende Forandring og dels fordi det hos os ikke er usædvanligt at angribe en Redaktør med Personligheder, finder Redaktionen det rettest at forblive anonym, og mener den (skal leses : og den mener/red.) at Bladets Indhold bør tale for sig selv.
Kan det forsvare sin Plads, kommer det lidet an paa et Navn, og i modsat Fald kan Navnet lidet hjælpe.