– for «Fredag den 28de Mai 1852», der redaktøren for trondhjemsavisen «Den Frimodige», Anthon Bang, har forfattet et fint minneord etter det som må ha vært hans gode bekjente Christian Monsen – begge to avis-personer og dyktige skribenter. Men Bang kaller Monsen først og fremst for «Digter» – og stiller ham ved siden av Henrik Wergeland – begge beåndet med dikter-sinn fra naturen. Det spesielle er jo at disse to dikter-«ånder» kjente hverandre og hadde også utgitt ting sammen – i tillegg til at Monsen hadde forfattet en biografi over Wergeland, etter at W. gikk bort i juni 1845.
Allikevel – de to, Bang og Monsen, var samtidige redaktører i Trondhjem – på sett og vis konkurrenter, siden Christian M.s siste avisredaktør-stilling hadde vært for den anerkjente avisen «Throndhjems Stiftsavis» fra juli 1849 og ut året 1851 – han hadde nettopp igangsatt et tidsskrift for arbeider-saken – «For hver Mand», da han gikk bort 25. mai 1852, et tidsskrift som opptrådte uavhengig av Thranitter-bevegelsen; les det korte, men fine minneordet her :
Trondhjem den 28de Mai.
Atter har Norge tabt en af dets saa høit begavede Aander : Digteren Christian Monsen døde i Tirsdags efter en kort Sygdom.
Vi kom uvilkaarligen til at tænke paa Henr. Wergeland, naar vi læste et Digt af Monsen og der fandtes visseligen et vist aandeligt Slægtskab imellem dem. Begge havde faaet sit Skjaldskab i Vuggegave; Kunsten havde kun liden Deel i deres Frembringelser, Naturen destomere, og hvorvel vi ved en saadan Yttring bryder Staven over vor «æstetiske» Smag, maa vi dog oprigtig bekjende, at vi foretrække Markens simpleste Blomst for det største Mesterstykke af menneskelig Kunst.
Der er baade Musik og Duft i Wergelands og Monsens Digte og det er mere end vi for vor Deel have fundet hos vore andre Digtere (vi ville ikke disputere om Navnet).
Men var Monsen et Geni saa var han ogsaa befængt med de Lyder (lyter/red.), der altfor ofte ere ejendommelige for Genier, Lyder, der have fordunklet Glandsen af mere end en af vore udmærkede Aanders Liv.
Vi ville imidlertid glæde os ved, hvad Monsen har skjænket os og søge at glemme, hvad han havde kunnet skjænke os.