– i «Ny luthersk Kirketidende» for «Den 3die April 1879» – No. 7; dette er første av 2 artikler – om samme temaet : hvorfor det amerikanske samfunn utviser en slik storartet interesse og slikt engasjement på det kirkelige – det kristelige området; artiklene er forfattet av g-G;
– gjengitt fra s. 109 – 112 :
Den første Kjendsgjerning, som i dette Land trænger sig ind paa en kirkelig Jagttager fra «gamle Europa», er den fulde Gjennemførelse af Religionsfriheden.
I Begyndelsen er det næsten en Følelse af endeløs Forvirring, som betager Nybyggeren, naar han kastes hen imellem alle de forskjellige Kirkepartier, som især den reformerte Kirke er delt i, og han hører alle de barbariske Navne, hvormed de benævnes.
Men efterhvert som Navnene bliver fortrolige, og han lærer lidt efter lidt at indse, at dog de allerfleste af disse Samfund bærer en sterkt udpræget kristelig Karakter, og at de alle dog lægger for Dagen et meget større Alvor, end hvad han saa i Statskirken, saa er der en anden Følelse, som træder i Forgrunden. Det er Forundring og Beundring over, at Amerika ogsaa i religiøs Henseende er saa ganske anderledes, end han havde tænkt.
Næsten alle Nordmænd, som har Kritik nok til ikke at tro paa Agenters og Spekulanters Pralerier og modbydelige Markskrigeri, er til Gjengjeld ofte ganske kritikløse ligeoverfor saadanne Røverhistorier, som man læser om Amerika i adskillige Aviser, nu sidst ogsaa i «Luth. Ugeskrift» (se No. 15, 4de Halvaar 1878). Og ialfald har næsten alle hørt saameget om, hvilken skrækkelig Tilstand der skulde blive i Norge, naar der ikke længer var Statskirke, at de paa Forhaand er tilbøielige til at tro, at i Amerika, hvor der ingen Statskirke er, der maa det være aldeles rædsomt «med Religionen».
Naar nemlig Indbildningen om en sterk Lovløshed i det borgerlige blandes med den gruelige Tanke om, at der ingen Statskirke er, saa er Forestillingen om Amerikas religiøse Tilstand ikke af den allergunstigste Art.
Saameget mere slaaende bliver da det virkelige Forhold i det nye Land, hvor man
– 110 –
finder en religiøs Virksomhed, som intet statskirkeligt Land tilnærmelsesvis kan frembyde Mage til.
Tænk nu f. Eks. en By i Amerika paa 30000 Indbyggere, af Størrelse altsaa omtrent som Bergen. Finder man en Udsigt, hvorfra man kan overskue den, saa er det ikke som i Englands Fabrikbyer de taarnhøie, røgspyende Skorstene, eller som i de norske Søbyer de slanke Mastetræer, der møder Øiet som det mest paafaldende og fremtrædende Træk i Byens Udseende; men det er de mangfoldige forskjelligtformede Kirkespir, som optager den hele Opmerksomhed.
Man faar ikke det overvældende Indtryk, som af den vældige katholske Kathedral, der i en liden tydsk By hæver sig op næsten som en Klippeborg, om hvilken Smaahusene ligger samlede som en Gruppe Fiskerbaade om en uhyre Oceandamper; man faar snarere et Indtryk som af en skjøn Park, hvor det ene Træ kappes med det andet i let og frodig Vækst.
Det er ikke Bevidstheden om en tung, knugende Enhedstanke, der tramper paa det enkelte Menneskeliv og søger at naa Himmelen med sin Top, som bryder ind over Betragteren; men det er snarere den omvendte Tanke, som slaar ned med Lynets Klarhed, Friheden for alle til med hver sine Gaver at arbeide mod der ene Maal, Kristi Riges Udbredelse over Jorden.
Gaar man lidt nærmere ind paa Sagen og begynder at tælle Kirkebygningerne, baade de med Spir og de uden, baade smaa og store, thi her findes alle Slags, fra den massive Graastensbygning med det stolte Taarn, der synes at ville staa i Aarhundreder, til det lille, graanende Bræddeskur, som enhver Storm truer med hastig Ruin, saa bliver man endnu mere overrasket. I en By af Bergens Størrelse kan man finde fra 60 til 70 Kirker, der repræsenterer næsten ligesaamange Menigheder og 8 til 10 forskjellige Bekjendelser, eller, som de her kaldes, Sekter.
Disse Kirker har Rum nok for meget mere end Halvdelen af hele Byens Befolkning, og dog er ingen af dem overflødige, dersom man skal dømme efter Kirkebesøget, og især hvis man vil sammenligne dette med, hvad man mangesteds kan se i de norske Kirker, der er bestemte for Menigheder, hvoraf hver enkelt er saa stor som 10 eller 20 af disse amerikanske.
Uvilkaarligt spørger man sig selv : Hvad er Grunden ?
– 111 –
Hvorledes er alle disse Bygninger, hvoraf nogle koster over 100000 Dollars, blevne reiste af den lille Skare, som hører til hver af dem ? Hvorledes er de tusinder af Hænder og Hjerter satte i Bevægelse, som har bygget disse Kirker ligesaa hurtigt som den trivelige By har skudt frem af Jorden ?
Det kan ikke nytte at svare : Rigdommen har gjort det. Thi Formuen er ikke saameget større end i mangen europæisk By af samme Størrelse. Og om Rigmændene i dette Land er mere rundhaandede for kirkelige Sager end i andre Lande, saa kommer jo Spørgsmaalet igjen : Hvad er saa Grunden dertil ?
Heller ikke duer det at sige, at Amerikanerne er et saa religiøst Folk; thi atter maa man søge Grunden til dette Træk. Og dertil kommer, at Tydskere og Nordmænd kappes jo med den engelsktalende Befolkning i at reise Kirker for sine Menigheder og sin Bekjendelse. Man er jo vant til at sige, at det er Bærmen af Europas Befolkning, som er samlet i dette Land, hvorledes er den greben af den samme Iver som de egentlige Amerikanere, der tildels bærer med sig fra det gamle Land de forfulgtes brændende Nidkjærhed for sin Religion ?
Det nytter ikke at vride og vende sig fra disse Spørgsmaal. De vil have Svar; og ingen Hastverksforklaring kan affeie deres Alvor for den tænkende Kirkens Ven. Der er i Virkeligheden intet andet Svar at finde, end at det er Religionsfriheden, som sætter dette Træk i det amerikanske Folkeliv. Det er dens store Virkning, som griber ogsaa de indvandrede Nationaliteter og sætter deres ofte slumrende Kræfter i en ny og hidtil ukjendt Spænding, saaat de rives med i samme utrættelige Arbeide, som gaar for sig paa det kirkelige Omraade i dette Land.
Naar den Bevidsthed er borte, at Staten med Lov og Tvang sørger for Religionen, og den er altsaa ikke min Sag; naar hele Ansvaret med det Evighedsalvor, som enhver Sag har, der vedkommer Guds Rige, falder paa den enkelte, falder paa hver Mand, som har Tanke for sin egen Sjæl og for medforløste Sjæle; naar det i alt bliver Spørgsmaal om, hvad gjør du for Guds Rige, saa bliver der et Arbeide og en Kamp og en Iver, som intet andet end denne Frihed med sit Ansvar kan frembringe.
Norge ved, hvad Friheden og dens Henvendelse til hver enkelt Mand betyder i Guds Riges Sag, gjennem den glædelige Erfaring, som det har samlet i Missionsarbeidet. Men dette er jo alt udvortes Ting, og der er dermed endnu intet sagt, om dette er bedre end den statskirkclige Sløvhed. Thi enten et Menneske sover sig ind i Fortabelsen, fordi det var tilfreds med at være en god, rolig statskirkekristen, eller det fortabes, fordi det havde nok i en udvortes Travlhed for Guds Rige, det bliver jo dog det samme. Spørgsmaalet bliver dette,
– 112 –
om Religionsfriheden virkelig lægger større Alvor i Arbeidet, saaat Guds Menighed vinder en sandere Skikkelse, og den enkelte Sjæl derfor faar en alvorligere og haardere Kamp, en større Anledning til Selvprøvelse og en kraftigere og sandere Hjælp af Menigheden i sit aandelige Liv.
Vi vil se, hvorledes det kirkelige Arbeide former sig under Religionsfrihedens Indflydelse, og vi kan saa overlade Sammenligningen til Læserne, der selv bedst kan dømme, hvor der lægges det største Alvor i Gjerningen. Skulde vi nemlig, som har seet en fri Menighed, sige noget om Statskirken, saa vilde det vel blive af saadan Art, at det blev værre end Kjætteri.
(Forts.)