– for «Mandag den 31 Januar 1898» – «Fjordenes Blad» med undertittel «Venstre-Organ for Nordre Bergenhus Amt»; på denne tid var redaktøren den markante bonde og politiker Rasmus Elias Paulson Sindre (f. 1859). Avisen ble etablert i Nordfjordeid allerede i 1873 av den kjente jurist og senere både stortingsmann og statsminister Otto Albert Blehr;
– artikkelen trekker frem hvordan disse to storting markerte kampen mellom kongemakt med sin regjering og den gryende norske nasjonalfølelse, som var bevisst på å stå imot forsøk på å etablere svensk «overhøyhet» over Norge; les den interessante historiske gjennomgang her :
Det er stortinget i 1824, der i en adresse til kongen har udtalt følgende gyldne ord :
«Det vil være en ugrundet fornærmelse mod de højtbetrodde mænd, der udgjør kongens raad, at antage, at de skulde være saa ubekjendte med de konstitusjonelle former, at de ikke skulde være vidende om, at love ikke kan enten gives eller ophæves ved en adressen».
Det er det samme storting, som skulde give svar paa kongens i 1821 fremsatte grundlovsforslag.
Stortinget viste sig her som et virkeligt udtryk for sit folk. Paa samme tid, som disse forslag skulde afgjøres i tinget sammendroges en øvelseslejr i Sverige, den største som i mands minde havde ræret samlet; men stortinget fornegted ikke sit folks følelse. De kongelige forslag blev alle uden undtagelse enstemmig forkastet.
Der opstod ikke en eneste taler med et ord for dem.
Men modstanden (i Stortinget/red.) var ikke alene ærefrygtbydende ved sit antal og sin stemmeflerhed, den var det endnu mere ved sin opførsel, og det turde ikke være formeget sagt, om man voved at sige, at historien neppe giver eksempel paa et saadant storting, der viste sig saa ophøjet paa dettefarlige tidspunkt, det har ved sin fremgangsmaade lagt for dagen ikke alene den største kraft og myndighed, men ogsaa den største politiske klogskab.
Regjeringens nederlag var fuldstændig, den kunde ikke tænkes større; forslagene begroves i Taushed.
Ingen i den hele forsamling, hvor der fandtes mange embedsmænd og andre som var regjeringen forbunden, ytred et eneste ord til forsvar for kongemagtens forslag. Hvor talende var ikke denne taushed !
Og ingen opstod for at tale mod dem. Hele forsamlingen var besjælet af en aand, samfundsaanden, og styret af en vilje, almenviljen.
I 1836 blev en hel bunke kongelige forslag henlagt, da jog (jaget/red.) Karl Johan stortinget hjem. –– 1836 var et kritisk aar i norsk politik. Aldrig før havde følelsen af, at svensk indflydelse gjorde sig gjældende i norske statsanligender, været saa sterk som omkring og i dette aar.
Der blev gjort forsøg paa ligefrem at paatrykke Norge provinsmærket ved, at det norske rigsvaaben blev paatrykt svenske mynter.
Stortinget havde allerede ved sin sammensætning – fra 1833 havde det været en stærkere bonderepræsentasjon end nogen sinde før – vagt kongens vrede, og da det i 1836 uden debat henlagde hans paany fremsatte forslag til gjennemgribende forandringer i grundloven, tog han det skridt at opløse tinget, før det var færdigt med sit arbejde. Det hele gik meget hurtigt. Opløsningen blev sluttet i Stokholm med samtykke af statsminister Løvenskjold, men under protest fra de to andre medlemmer af statsraadsafdelingen.
Beslutningen skulde tilkjendegives stortinget saa fuldstændig uden varsel, at det ikke skulde faa tid til at træffe forholdsregler; men det fik dog besked saavidt tidlig, at det kunde dekretere rigsret over Løvenskjold for denne aabenbart landsskadelige foranstaltnrng.
Løvenskjold blev dømt til 4000 i bøder, men blev efter kongens ønske fremdeles staaende i sit embede.
Derimod fik statsraad Collet, der havde underrettet stortinget om den hastige opløsningsbeslutning, sin afsked.
Da skrev Henrik Wergeland til Collett et digt, der begynder saaledes :
«Nu hjertesyg on smertebøjd
velkommen hjem fra naadens højd !
der skjærer altfor hvas en vind,
den skjærer alt til hjertet ind».
Fra den senere tid kan ogsaa nævnes endel kongelige forslag, der som hine er gaat i kaas. Efter forslag af Ole Thomesen blev det kongelige skattelovsforslag henlagt i 1881. Saadant havde ikke hændt siden 1836.
I 1893 henlagdes den kongelige proposisjon (Stangs forslag) om ophævelse af direkte skat.