– samme dag som den kjente presten Iver Hesselberg – «Sognepræst til Agers og Opsloe Menigheder» – stod frem i «Agers Kirke «paa Agersbakken» og holdt det enkelte mente var en politisk preken; bak «Den Constitutionelle» stod tre-kløveret Carl Fougstad, Ulrik Anton Motzfeldt (eldste sønn av Eidvoldsmannen Peter Motzfeldt og som sannsynligvis nettopp på bakgrunn av sin redaktørpost i «Den Constitutionelle» av selveste kong Carl Johan ble forbigått ved besettelse av professor-stilling i «Lovkyndighed» ved Det Kongelige Frederiks Universitet i Kristiania i annen halvdel av 1830-tallet, frem til han fikk denne post i 1839), samt den etterhvert like kjente Anton Martin Schweigaard; avisen/bladet var nystartet, med førsteutgaven 1. februar 1836;
– den som sannsynligvis førte artikkelen av søndag 10. juli i pennen, var Motzfeldt – les artikkelen her :
Statsministeren har, ved ikke at protestere imod Kongens Beslutning d. 2den d.(denne/red.) at ophæve Storthinget d. 8de d., erklæret sig enig med Kongen; de i Statsraadsprotocollen af 2den indeholdte Motiver for Opløsningen ere saaledes ogsaa at betragte som Hr. Statsministerens, og vi tillade os derfor at ledsage saavel disse Motiver som Beslutningen med nogle Bemærkninger.
Der gaaer igjennem disse Motiver saavelsom igjennem Beslutningen den Grundanskuelse, at Gr. § 80 skulde være derhen at forstaae, at naar tre Maaneder vare forløbne efter Storthingets Sammentræden, saa hjemlede Grundl.s § 80 kongemagten ubetinget Ret til uden givet Varsel at opløse Storthinget aldeles uanseet hvorvidt dette havde tilendebragt sine, for Statsstyrelsens Gang aldeles fornødne Forretninger, eller ikke, ligesom og, at naar Storthingcts Opløsning finder Sted i sidstnævnte Tilfælde, saa erholder derved den executive Magt fuld constitutionel kompetence til at tage de Foranstaltninger, som flyde af, at Storthinget ikke har udført sit Hverv betimelig, hvoraf det da ene maatte tilregne sig selv Følgerne.
Det vil nemlig erindres, at i Beslutningen og dens Motiver indeholdes Intet, som antyder Formeningen om absolut Nødvendighed af et overordentligt Storthings Sammenkaldelse.
Det indsees let, at dette Raisonnement gaaer ud paa at vælte al Ansvarlighed for, at Storthinget sluttes uden at have tilendebragt sine nødvendige Functioner, over paa dette selv ene og alene; og man skal nok heller ikke kunne negte, at det i og for sig betragtet ikke er uden Styrke.
Vor Grundlov indeholder ikke nogen Bestemmelse, analog med den i Sveriges Reg. F. § 109 indeholdte, at naar den Tid, i hvilken Nationalforsamlingen uafhængigt af Kongens Villie kan være samlet, er forløbet, uden at Budget eller Bevillinger ere bragte istand, saa blive de forhen gjældende Bestemmelser i disse Henseender fremdeles i Kraft; men Mangelen af en saadan Bestemmelse kan vistnok ikke hjemle Storthinget Adgang til, imod Gr. § 80, at kunne de facto gjøre sig permanent.
Har Kongen imidlertid først, som skede sidst under 17de April, tilladt Storthinget paa ubestemt Tid at være samlet, saa bør vel, hvis ikke denne Tilladelse næsten maatte betragtes som en Faldstrikke for Storthinget, dettes Opløsning ikke foregaae forinden det har været tilstaaet et saadant Varsel herom, at det idetmindste kunde tilendebringe sine endnu ikke fuldbragte nødvendige Functioner.
En pludselig og aldeles uforberedt Ophævelse af Storth. kan vel ingenlunde ansees som en forsvarlig Maade at belære Storthinget om den rette Forstaaelse af Gr. § 80 og en rigtigere Fordeling af Tiden til dets Arbeider.
Storthinget bliver i saa Fald ingenlunde at paabyrde Ansvaret for de Vanskeligheder, ja endog Kriser, som af dets Opløsning ville flyde, eller for at derved foranlediget Spilde af Tid, Kræfter og Omkostninger.
Kommer nu hertil, at en saadan Opløsning af Storthinget tilintetgjør Frugten af vigtige legislatoriste forberedende Arbeider, og er særdeles egnet til at fremkalde en Spænding imellem de constitutionelle Magter, saa kan vel Gr. § 80 her saa meget mindre strække til for at gjøre en saadan pludselig Opløsning af Storthinget forsvarlig.