Angest som jeg før havde, jeg græd nu og bad mange Gange, saa mine Taarer flød strømmende fra Øinene, jeg fik nu og iblandt føle en liden Troens Gnist, som da styrkede mig, og følte jeg just hvad det er at være uden Gud, og hvad det er at have Gud til Ven, dog alligevel indfande Fristeren sig, med sine gloende Pile, og paastod som før, men nu begyndte jeg at faae Magt over ham, og sagde undertiden ganske høit, viig fra mig Satan, du er en Løgner, som du har været af Begyndelsen, dog undertiden var han saa stærk at han gjorde mig atter forsagt.
Dette varede da til engang om Vaaren jeg gik og saaede min Faders Ager, da jeg atter gik og græd heftig, da kom mig for de Ord : den som saaer med Graad, skal høste med Glæde; og da ligesom skulde være sagt til mig, vær frimodig, dine Synder ere dig forladne, af dette blev jeg saa bestyrket i Troen, at jeg fra denne Tid, syntes at have Magt over Fiendens Fristelser, uagtet han ofte indfandt sig; nu fik jeg meer og meer sønlig Tillid og Troe til Gud, og kunde nu mere tilegne mig hans Forjættelser (løfter/red.).
De Steder i Bibelen, som før havde mest forskrækket mig, saasom i Pauli Epistel til de Ebræer 6, 4. 5. saavelsom 10, 26. 12, 17. Math. 12, 32; disse med flere Steder som jeg syntes ganske havde fordømmet mig, blev nu ganske anderledes forklarede for mig, og jeg fik nu en fast Troe, at Gud vilde være mig naadig, naar jeg vilde søge ham i Aand og Sandhed; jeg gjorde ham nu nye Løfter, og fik nu og kjende hans faderlige Førelser mod mig,
– 119 –
at han ikke havde saa ganske forladt mig, som jeg en Tid troede, men at han havde skjult sig under Korset, paa det jeg skulde lære at kjende mig selv, jeg syntes nu ikke at kunne fuldtakke ham, for hans store Naade, at han opholdt mig som var fortabt og fordømt til den evige Død, dog friede mig ud, paa det jeg skulde være hans egen, som en synderlig Ting; jeg bad nu ofte til Herren, at jeg ikke maatte faae Fred i nogen syndig Ting, men at han vilde lede mig paa en ret Vei.
Endnu kom Fristeren igjen, dog i en Lysens Engels Skikkelse, og sagde : nu er du bleven en Guds Helgen, da du har udstaaet saa megen Lidelse, da der ingen har gaaet igjennem denne Skole uden de ere blevne Guds udvalgte og elskelige Børn, nu er der ingen flere Farer for dig i vente, dog disse Fristelser vare ikke saa hæftige, men maaskee ligesaa farlige, da de vilde føre til Sikkerhed og Høihed, som vel ligesaa mange ere faldne ved, dog mine daglige Skjødesynder var og er altid saa følbare for mig, som er den Pæl i mit Kjød, ja ofte nedslaaer mit Sind, saa jeg maa klage, det Gode jeg vilde gjøre, det gjør jeg ikke, og det Onde jeg ikke vilde gjøre, det gjør jeg alt for meget, jeg elendige Menneske, hvo skal frelse mig af dette Dødslegeme, dog jeg kan ikke Gud fuldtakke som til denne Tid har opholdt mig, og igjennem saa mange Farer holdt mig ilive, saa at naar jeg tænker herpaa, da maa mit Hjerte bøies, og mine Øine rinde.
Og hvorledes jeg nu siden i en Tid af 15 Aar har vandret for min Gud, er
– 120 –
ham bedst bekjendt, dette troer, ja føler jeg, at dersom du Herre vil regne med mig, kunde jeg ei svare Dig et til Tusinde, men denne Trøst har jeg og i min daglige Bevidsthed, at naar jeg daglig vil lægge Vind paa en Hjertens Ydmyghed og Erkjendthed for min Gud, saavelsom at lægge Vind paa alle christelige Dyder, saa forlader han mig de Brøst og Feiler, som jeg desværre ofte er Skyld i, saa snart jeg ikke med min vidende Villie lader mig drage under Syndens Aag og Herredømme.
Herren vor Gud skyrke mig og alle i det gode Forsæt, at vi som har kjendt at Herren er god, vi maatte blive bestandig til Enden, saa vinder vi Livsens Krone. Amen !
Ole T. Svanøen.


















































