– presentert i H. Hansons bok : «Den rædselfulde Pintsedag eller Grue Kirkes Brand – et Qvad i femten Afdelinger med Epilog». Christiania 1836.
– fra s. 17 – 21 : Hanson skriver selv om dette qvad : «No. 2, som indeholder Sagnet om Dalen og Spaadommen om Kirkens Ødelæggelse er forfattet til Melodien af Sinclars Vise» :
#
Der ligger en Dal mellem Norriges Fjeld, Ved Glommens besprudlede Bredde,
Af Oldtidens Sagn man den kjender fuld vel, Og Soløer saa monne den hedde.
#
Den mægtige Solve der havde sit Boe, I Norges længst henfarne Dage,
Da Normænd var nøisomme, stærke og troe, Og aldrig i Strid fandtes svage.
#
Men vilde, som Fossen, de brusede frem, Og haarde, som Fjeldet, mon være;
Thi i deres Kraft ei formildede dem Den himmelske Kjærlighedslære.
#
Da kom det fra Syden det herlige Ord Om Stjernen, i Østen oprunden,
Og hurtig for Christus veeg Odin og Thor, Ei offredes mere i Lunden.
#
I Soløer nu Christkirker kneise man saae, Og een af de Kirker var Grue;
I eensomme Dal, nær ved Glommen, den laae, Hvor brusende Strømme den true.
#
Vel Læren i Taage end indhyllet var, Og Folket med Sværdet paatvungen,
Vel blev end hver Lovsang, til Gud man frembar, I fremmede Tungemaal sjungen;
#
Tidt tilbad man Støvets afmægtige Søn, Og sjelden kun Himmelens Herre;
Men Veien var aabnet, og Dagningen skjøn, Hvo kunde dens Fremgang tilspærre ?
#
Og længe kan Overtroes Taage dog ei Den himmelske Stjerne fordunkle,
Fremtrængende Lys gjennem Mulmet fandt Vei, Snart klart saae man Stjernen at funkle.
#
Udrustet med Vælde mod Mørkhedens Magt, Gud Luther i Kampen udsendte,
Paa Stjernen, som endnu kun glimtede svagt, Han Folkets Opmærksomhed vendte.
#
Som før, da vor Jord skulde vækkes paany, Guds Aand over Afgrunden svæved’,
Flux saae man den giftige Taagedunst flye, Og Mørkets Forsvarere bæved’
#
Thi atter fra Almagtens Stemme nu lød Det Bliv, hvorved Alting er vorden,
I herligste Straaleglands Lyset frembrød Og skinnede klart over Jorden.
#
Vel stride rovgjærrige Munke med Magt Mod Lysets frembrydende Straaler;
Men Mørkhedens Rige mod det er for svagt; Gud Menneskets Modstand ei taaler.
#
Trods fnysende Klærke og luende Baal, Klart straalende Lyset frembryder,
For svagt mod dets Vælde er blodbestænkt Staal; Dets Skin ogsaa Norden snart fryder.
#
Og Veien til Himlen oplyser dets Skin, Den ligger for Menneskets Øie;
Skjøndt Vantroen søger at blende vort Sind For himmelske Glands fra det Høie.
#
Men Grues ærværdige Lærer dog ei Det gøglende Irlys forblinder;
Sin Hjord han anviser til Livet den Vei, Han selv ved hiint Himmellys finder. –
