anden afdeling : hans hansons qvad : «den rædselfulde pintsedag..»

– presentert i H. Hansons bok : «Den rædselfulde Pintsedag eller Grue Kirkes Brand – et Qvad i femten Afdelinger med Epilog». Christiania 1836.

– fra s. 17 – 21 : Hanson skriver selv om dette qvad : «No. 2, som indeholder Sagnet om Dalen og Spaadommen om Kirkens Ødelæggelse er forfattet til Melodien af Sinclars Vise» :

#

Der ligger en Dal mellem Norriges Fjeld, Ved Glommens besprudlede Bredde,

Af Oldtidens Sagn man den kjender fuld vel, Og Soløer saa monne den hedde.

#

Den mægtige Solve der havde sit Boe, I Norges længst henfarne Dage,

Da Normænd var nøisomme, stærke og troe, Og aldrig i Strid fandtes svage.

#

Men vilde, som Fossen, de brusede frem, Og haarde, som Fjeldet, mon være;

Thi i deres Kraft ei formildede dem Den himmelske Kjærlighedslære.

#

Da kom det fra Syden det herlige Ord Om Stjernen, i Østen oprunden,

Og hurtig for Christus veeg Odin og Thor, Ei offredes mere i Lunden.

#

I Soløer nu Christkirker kneise man saae, Og een af de Kirker var Grue;

I eensomme Dal, nær ved Glommen, den laae, Hvor brusende Strømme den true.

#

Vel Læren i Taage end indhyllet var, Og Folket med Sværdet paatvungen,

Vel blev end hver Lovsang, til Gud man frembar, I fremmede Tungemaal sjungen;

#

Tidt tilbad man Støvets afmægtige Søn, Og sjelden kun Himmelens Herre;

Men Veien var aabnet, og Dagningen skjøn, Hvo kunde dens Fremgang tilspærre ?

#

Og længe kan Overtroes Taage dog ei Den himmelske Stjerne fordunkle,

Fremtrængende Lys gjennem Mulmet fandt Vei, Snart klart saae man Stjernen at funkle.

#

Udrustet med Vælde mod Mørkhedens Magt, Gud Luther i Kampen udsendte,

Paa Stjernen, som endnu kun glimtede svagt, Han Folkets Opmærksomhed vendte.

#

Som før, da vor Jord skulde vækkes paany, Guds Aand over Afgrunden svæved’,

Flux saae man den giftige Taagedunst flye, Og Mørkets Forsvarere bæved’

#

Thi atter fra Almagtens Stemme nu lød Det Bliv, hvorved Alting er vorden,

I herligste Straaleglands Lyset frembrød Og skinnede klart over Jorden.

#

Vel stride rovgjærrige Munke med Magt Mod Lysets frembrydende Straaler;

Men Mørkhedens Rige mod det er for svagt; Gud Menneskets Modstand ei taaler.

#

Trods fnysende Klærke og luende Baal, Klart straalende Lyset frembryder,

For svagt mod dets Vælde er blodbestænkt Staal; Dets Skin ogsaa Norden snart fryder.

#

Og Veien til Himlen oplyser dets Skin, Den ligger for Menneskets Øie;

Skjøndt Vantroen søger at blende vort Sind For himmelske Glands fra det Høie.

#

Men Grues ærværdige Lærer dog ei Det gøglende Irlys forblinder;

Sin Hjord han anviser til Livet den Vei, Han selv ved hiint Himmellys finder. –

#

Og alt paa det fjerde Aarhundrede stod Nu Grues bedagede Kirke,

Hvor Herren paa Menneskehjerterne lod Sit Ord saa velsignende virke.

#

Men rædsomt et varslende Spaadomssagn lød Om det, som den Kirke skal hænde :

«Der Mange skal finde en rædselfuld Død, Og Livet med Angestraab ende.

#

Thi engang paa Pintsens den festlige Dag, Mens Praæsten de Ord monne tyde,

Om hvordan, ved Uveirets mægtige Brag, Man Aanden sin Kraft saae udgyde,

#

Med grueligt Bulder skal Kirken forgaae, I Uveir og bragende Flammer,

Saa i vore Dale man ingentid saae Et Optrin af lignende Jammer».

#

Hvo tolker den Alvises lønlige Raad ? Hvo kan vel hans Domme randsage ?

Tidt Godt han udleder af skjændigste Daad, Hvor vi ene Ondskab opdage.

#

Tidt Løgnens de skændige Aander han bød I Spaadommen Sandhed udsige;

Saa endorske Hex varsled’ ventende Død For Drotten i Israels Rige.

#

Jal ! lønlige Magt, som han ei kan modstaae, Maa Bileam kraftig tilskynde

Til ene for Israel Lykke at spaae, Skjøndt leiet (ledet/red.) til Ondt at forkynde.

#

Hiin Spaadom i rædsom Opfyldelse gik, Skjøndt Udspring af Mørkhedens Rige,

Som gjerne med Overtroe blender vort Blik, At bort det fra Troen maa vige.

#

Om denne Begivenhed lyder min Sang, I (dere/red.) den med Opmærksomhed høre !

Gud lade min Stemme til Strengenes Klang Hvert Hjerte ret inderlig røre !

Skriv inn søkeord..