– “et Qvad i femten Afdelinger med Epilog”. Christiania 1836. Paa Chr. Grøndahls Forlag trykt i hans Officin.
– les “Qvadet” her :
– og les mer om forfatteren Hans Hanson her :
Christiania 1836. Paa Chr. Grøndahls Forlag. Trykt i hans Officin.
For omtrent to Aar siden modtog jeg et Brev fra en mig ganske ubekjendt Mand, nemlig Hr. Capitain Danchell, med Opfordring til at besynge den ligesaa mærkelige som rædselsfulde Begivenhed i Grue den 22de Mai 1822, hvortil han sendte mig adskillige Hjælpemidler, blandt hvilke det vigtigste var en ligesaa fuldstændig som rørende Fortælling om den hele sørgelige Tildragelse, forfattet af det Øienvidne, paa hvem den maatte gjøre det dybeste og varigste Indtryk, nemlig Hr. Sognepræst Hesselberg.
Hr. Capitainen berettede mig, at han længe havde ønsket at see Erindringen om denne mærkelig Begivenhed opbevaret i en Sang, og at han til forskjællige Tider herom havde henvendt sig til tvende berømte svenske Skjalde, der Begge havde lovet, men Ingen af dem havde udført det.
Ved at læse i Jarlsbergs og Laurvigs Amtstidende nogle religieuse Sange med mit Navn under, siger Hr. Capitainen, det var falden ham ind, at han i mig havde funden en Landsmand, der kunde opfylde hans mangeaarige Ønske, just paa den Maade, han havde tænkt sig det, nemlig som en især for Menigmand passende Læsning, der var skikket til at vække høitidelige, religieuse Følelser, indgyde hellig Ærefrygt for Forsynets uransagelige Veie, minde kraftigen om, hvor hastig og uventet vi kunde vorde indkaldede for Guds Domstol, og derved stemme Sjelene til alvorligen at tænke paa deres evige Bestemmelse, og itide søge den Fred med Gud, som er os erhvervet ved vor Herre Jesum Christum.
Tanken om at kunne bidrage til et saa skjønt og ophøiet Øiemed var alt for behagelig til, at jeg ikke villigen skulde paatage mig det mig overdragne Hverv.
En Plan, som Hr. Capitain Danchell havde den Godhed at meddele mig, efter hvilken han vil, at enhver Tildragelse, ligefra Samlingen ved Kirken paa Pintsedags Morgen, og til det mye Tempels Indvielse, skal særskilt besynges, saa at Sangen hos dem, der vare Øienvidner til denne rædselsfulde Tildragelse, kunde vække levende Erindring om alle dens forskjællige Optrin, og tillige gjenkalde dem den opbyggelige Prædiken, har jeg nøie fulgt.
I Begyndelsen af forrige Aar blev jeg færdig med dette Arbeide, og sendte det til Hr. Capitainen, overdragende til ham at foretage med Manuscriptet, hvad han selv vilde. I dette Aars Foraar meldte han mig, at Hr. Bogtrykker Grøndahl havde paataget sig at være Forlægger, og at det skulde værer ham (Capitainen) en Glæde at see Manuscriptet trykt.
Han tilbagesendte mig dette, i hvilket nogle Steder, som jeg, ved atter at læse det, følede trængte til Forandring, vare understregede, og nogle Anmærkninger, hvis Rigtighed jeg erkjender, vare tilføiede med en mig ubekjendt Haand.
Jeg har nu forbedret disse Feil saa godt, som jeg har formaaet, og overgiver Manuscriptet til Trykken, med det hjertelige Ønske, at det maatte virke til sant almeent Gavn.
Jeg har kalt det “et Qvad”, da “Digt” ei syntes mig nogen passende Benævnelse paa et Malerie av en virkelig Tildragelse, og “Poema” tyktes mig en alt for glimrende Titel, som det heller ikke fortjener; thi deels erkjender jeg gjerne, at jeg ikke er udstyret med nogen høi poetisk Aand, deels har jeg gjort mig Umage for at Qvadet kunde blive ret populairt og fatteligt for den simpleste Almuesmand.
For at de oftere kunne blive gjentagne og dybt indprentede i Hukommelsen, har jeg ei alene ladet de fleste Afdelinger eller Sange være lyriske, men jeg har ogsaa forfattet dem til almindelig bekjendte Melodier, for at Almuen kunde opbygge sig ved at synge dem, og saaledes maaskee endog lære dem udenad.
Invocationen, som skulde stemme til høitidelig Følelse og Tanken om Døden, er forfattet til den bekjendte Ligpsalme-Melodie : “Hvo veed, hvor nær mig er min Ende”, No. 2, som indeholder Sagnet om Dalen og Spaadommen om Kirkens Ødelæggelse er forfattet til Melodien af Zinklars Vise, No. 3 til den bekjendte Melodie : “Naar i Nattens stille Roe”, No. 4, som beskriver Indtrædelsen i Kirken og de første Optrin der til den bekjendte Indgangspsalme- Melodie “Søde Jesu ! vi er her”, No. 7 til Melodien af den Psalme, som var den sidste, der blev sjungen i Grues gamle Kirke, og med hvis første Linier denne Sang begynder, No. 9 til Psalmemelodien “Naar min Tid og Stund er forhaand”, No. 10 til Stærkodders Gravsang, No. 11 til “Den Fromme fru Signe”, No. 12 til Oehlenschlægers Taarnevægteren, Romancen No. 13 er forfattet til Melodien : “I Dalens Skjød en Hytte laae”, No. 14, som besynger Begravelseshøitideligheden har jeg forfattet til den høitidelige og elegisk skjønne Psalmemelodie : “O kjære Sjæl ! frygt aldrig meer”, og No. 15, der forestilles som afsjungen ved den nye Kirkes Indvielse, er forfattet til den høitidelige og meget musicalske Psalmemelodie : “Af Høiheden oprunden er”.
Prædikenens Indhold troede jeg at burde gjengive saa nøiagtig som muligt, efter den udførlige Beretning derom, som jeg var i Besiddelse af, og derfor har jeg fremsat denne i riimfrie Vers, som vel ogsaa er den rigtigste Maade, hvorpaa man i bunden Stiil bør gjengive en Tale, der var holdt i ubunden Stiil; men for Afvexlings Skyld har jeg forfattet Indledningen i Hexametre og Pentametre; men derimod, hvad der forekommer af den egentlige Prædiken, i Jamber.
Og hermed overgiver jeg da det hele til Trykken.
Maatte det i mange Sjæle vække Følelser, der kraftigen kunde virke til Hjertets Forbedring og have en gavnlig Indflydelse paa Livet, da havde jeg arbeidet til et skjønt og værdigt Formaal, og da var min Hensigt opnaaet; thi Navnkundighed higer jeg ikke efter, og har heller aldrig indbildt mig at kunne naae den ved disse Sange, og Gevinst har jeg ikke søgt.
GRUE MENIGHED helliges disse Blade. Af Forfatteren.
Længe før Menneskene havde opfundet den Kunst, ved Bogstavskrift at forevige Mindet om mærkværdige Tildragelser, opbevarede Skjaldene Erindringen derom i Sange, som lærtes udenad, og saaledes mundtlig overleveredes fra Slægt til Slægt.
Men ogsaa efterat den til Menneskeslægtens Oplysning og Forædling saa veldædigtvirkende Skrivekunst var bleven almindelig indført mellem alle dannede Nationer, ere Skjaldene vedblevne at besynge store og mærkelige Tildragelser, for ikke blot at indprente dem dybere i Hukommelsen, men ogsaa at lade dem virke indgribende pa Hjertet.
Af Historieskriveren kræves der blot, at han med Nøiagtighed og Sandfærdighed skal fortælle Det, der har tildraget sig; men Skjaldens Kald er det : i et livfuldt Malerie at fremstille Tildragelsen saaledes for os, som vi saae den for vore Øine, for derved at sætte vore Følelser i Bevægelse, og opvække den varmeste og ømmeste Deeltagelse i vore Hjerter.
Ikke blot de Tildragelser, der egentlig tilhøre Historien, det vil sige saadanne, som have en vigtig Indflydelse paa Staternes Skjæbne og paa Nationers Vee eller Vel i Almindelighed, egne sig til en saadan Bearbeidelse af den malende Skjald; ogsaa mærkelige Tildragelser i en mere indskrænket Kreds ere passende og værdige Gjenstande for Skjaldens Pensel.
Naar Jorden rystende aabner sig og opsluger en Bye eller en Egn; naar de brusende Strømme stige over deres Bredde, oversvømme og ødelægge frugtbare Agre og blomstrende Enge, bortskylle kneisende Vaaninger og rive Mennesker og Dyr med sig i det brusende Svælg; naar de fortærende Luer bryde løs og i faa Timer, med rasende Vælde, tilintetgjøre Frugten af mange Aars Arbeide; naar de stolte Palaier og de lave Hytter blandes i en Askehob; naar mangfoldige Familier i en eneste Nat gjøres huusvilde, og den nylig stolte Rigmand den næste Morgen staar grædende ved Gruset af sin nys kneisende Bolig, ligesom hans fattige Nabo ved Asken af sin lille Hytte, og Flammerne maaske have gjort dem lige i Formue, medens rundt om dem lyde Jammerskrig af Forbrændte og Saarede, af dem der tabte Barn eller Mage, Forældre eller Venner i de rasende Luer, og af Gamle og Syge, der nu ikke have et Tag til Skjul, eller en Ven, der i den almindelige Tummel, hvor Enhver er sysselsat med sin egen Nød, kan række dem en Lædskedrik : da er der en rig Anledning for Skjalden til kraftigen at virke paa Menneskehjertet.
Ved at vække øm Medlidenhedsfølelse for dem, der bleve Offere for den sørgelige Tildragelse, kan han bevæge Mange til at yde de Lidende og deres Efterlevende Hjælp og Trøst, eller, dersom den besjungne Tildragelse indtraf i den fjærne Fortid, da stemmer han Hjerterne til Veldædighed mod dem, der ere, eller herefter maatte geraade i den samme eller lignende Nød.
Ved levende at udmale de ædle Characterer, der, med Opofrelse og eget Livs Fare, frelste Ulykkelige i Nødens Stund, eller siden vældædigen ydede dem lindrende Hjælp, skal han stemme Mange til lignende Daad, og ved at skildre med rette Farver de Nederdrægtige, der vare følelsesløse ved Brødres Nød, og endogsaa egennyttigen berigede sig ved den, skal han vække Afskye for slig skjændig Niddingsfærd.
Ved et livfuldt Malerie af Elementernes Rasen og de frygtelige Naturoptrin, skal han vække hellig Ærefrygt for den Almægtige, som styrer den hele Natur, stemme Menneskene til Eftertanke om alt Timeligts Forgjængelighed, om Jordlivets Korthed og om Dødstimens Uvished, og derved bevæge dem til at søge Sjelens evige Frelse.
Den rædselsfulde Begivenhed, som indtraf i Eders Menighed paa første Pintsedag den 26de Mai 1822, da eders Gudshuus paa en ubegribelig Maade pludseligen blev et Rov for de rasende Luer, i hvilke et hundrede og sexten Mennesker fandt den ynkeligste Død, hører visselig til de saare sjeldne Tildragelser, og er maaske den eneste i sit Slags.
Der er altsaa ingen Tvivl om, at Mindet om den fortjener at opbevares i Sang, og at Skildringen af dette Rædselsoptrin kan virke indgribende paa det menneskelige Hjerte, og vække mangehaande Alvorstanker, der kunne virke til Sjeles Frelse og stamme Mange til værdigen at forberede sig til deres evige Bestemmelse.
Hvorvidt det har lykkedes mig, med de efterstaaende Sange at opnaae dette høie og skjønne Øiemed, maae Andre bedømme; men at det har været min Stræbens, som mit Ønskes Formaal, det er Gud og mig selv bekjendt.
Fjorten Aar ere nu forløbne siden hiin frygtelige Pintsedag. Mange af dem, der vare Øienvidner til Rædselsoptrinnnet, eller som deri tabte Mage eller Barn, ere allerede hensovede, og hos de Gjenlevende har Tidens veldædige Haand om ikke læget, saa dog lindret Saaret, saa jeg ikke behøver at befrygte, at jeg, ved atter at stille dem denne Skrækkens Dag for Øine, skal altfor voldsomt ryste deres Sjele, men tør haabe, at de smertelige Følelser, Erindringen opvækker, maae opløse sig i blid Vemod.
Men en yngre Slægt er imidlertid opvoxet, og paa den kan vistnok en levende Fremstilling af det Forfærdelsensoptrin, som dere Forældre vare Vidner til, og ved hvilket Mange af dem røvedes pludseligen en øm Moder eller en kjærlig Søster, gjøre et veldædigt Indtryk.
Jeg kan her ikke afholde mig fra ar nedskrive de Ord, hvormed den værdige Herrens Tjener, som dengang var Eders Sjælesørger, slutter sin Beretning om hiin Pintsedags gyselige Tildragelse :
“Herrens vise og urandsagelige Raad er ikke at udforske for menneskelig Fornuft; men Troen, som er en Guds Gave i Christo Jesu til dem, som søge Hvilen, der er beredt for Guds Folk, beroliger sig ved Naadens Ord og ved Haabet om en Tid, da Dækket falder og Alt opklares.
Ikke en Spurv falder til Jorden, uden den himmelske Fader vil, og da kunde ikke saa mange Mennesker, paa et saadant Sted, paa en saadan Dag og paa saadan Maade, hentes bort fra Jordelivet, uden en stor og viis Herrens Tilskikkelse og retfærdig Dom.
Gid Naadens Maal ei ved vor egen Skyld forfeiles !
Gid mange Sjele, ved Jesu hellige Blod og Død igjenløste, maatte, ved denne Straffedom og Rygtet eller Fortællingen derom, opvækkes til sand og levende Bekymring for deres Sjeles evige Salighed !
Gid Norges Folk, der har annammet, ogsaa i vor Tid, saamange Paamindelser og store Velgjerninger, vorde et Herrens Folk, mellem hvis ærværdige Fjelde Herrens Ord har et helligt Hjem : saa vilde ogsaa den 26de Mai 1822, fra en Norges Dal, stedse give en alvorlig og hellig Varsel om at lyde Herren og vare paa hans Ord, at ei Dommen fra Ham rædsomt skal aabenbares paa de Gjenstridige, og med den Frihed og Held flygte, samt Normænds Hæder kun gjemmes i de gamle Sagn”.
Dette Ønske er som udskrevet af min Sjel. Gud give mit ringe Qvad kunde virke kraftigen til dets Opfyldelse.
Vistnok eier Norge mangen større Skjald, der bedre kunde besjunget dette Æmne end jeg; men Ingen er hidindtil falden paa denne Tanke, og da jeg saa uventet blev opfordret dertil af en mig ganske fremmed og ubekjendt Mand, der sendte mig saa gode Hjælpekilder dertil, saa troede jeg at burde adlyde dette Kald.
Maaske kan mit ringe Qvad virke til Opbyggelse for mange Samtidige, og især blandt Eder, hos hvem denne rædsomme Begivenhed tildrog sig. Engang skal en større Skjald værdigere besynge dette Æmne, og hans udødelige Sang skal bringe Mindet derom til den sildigste Efterslægt.
Imidlertid modtage I, mine ubekjendte Venner ! dette ringe Qvad med Kjærlighed og Overbærelse !
Gid det maae vorde Eder til sand Opbyggelse og Nytte.
Barfod ved Langesund den 12te Juli 1836. H. Hanson.