– for 1883 – nr. 11/12, som var 20 år siden Søren Daniel gikk bort i 1863;
– her er minneartikkelen på sidene 162 – 165 :
Naar vi denne Gang bringer Foged Schiøtz’s Portræt, gjentager vi kun, hvad nærværende Udgiver for 
ca. 20 Aar siden som Redaktør af Norsk Kirketidende udtalte. Vi tilføier et os nu tilsendt lidet Digt ved den gamles Baare.
Tanker ved Foged Schiøtz’s Baare.
#
Døden kalder. Hytten falder, Støvet lægges sagte hen.
Taaren rinder, Men forsvinder; Thi hos Jesum er vor Ven.
#
Salig hviler Han og smiler; Seier nu han vundet har !
Frelste Skarer Amen! svarer Amen, ja han vundet har.
#
Det falder ikke saa hyppig, at en Kirketidende kommer til at omtale en juridisk Embedsmands Død. Men i Jan. Maaned 1863 er et Dødsfald indtruffet, som vi ei kan lade uomtalt. Den gamle Foged Schiøtz i Stavanger er død.
Denne Mand var nemlig ikke blot juridisk Embedsmand og forøvrigt en kristelig Mand, isaafald vilde jo en Kirketidende ikke komme til at nævne hans Død, men den Afdøde virkede udadtil i kristelig Retning, han aflagde en kristelig Bekjendelse og udøvede en kristelig Virksomhed udenfor sin Kreds, udenfor de snevrere Grændser, indenfor hvilke enhver Kristen maa lade sit Lys skinne, hvis det er Alvor og Sandhed med ham. Og som kristelig Personlighed tilhører gamle Schiøtz Offentligheden, og den norske Kirketidende har et Ord at sige ved hans Grav.
Søren Daniel Schiøtz var en Præstesøn, født i Thingvold 1796. Hans Fader døde 1805 som Præst i Tysnæs, hvorhen han blev forflyttet fra Finnaas. Sønnen tog juridisk Examen 1818 og blev 1830 Foged i Jæderen og Dalerne, fra hvilket Embede han paa Grund af svækket Helbred tog Afsked i 1861. Hans Embedsvirksomhed roses i Bladene som nidkjær og samvittighedsfuld, og vi tvivle ei paa, at en Mand, for hvem det himmelske Kalds Betydning var opgaaet, ogsaa vidste at vurdere det jordiske Kalds Værd og Ansvar.
Schiøtz hele Retning var langtfra hin Overseen af det sidste, som oftere, om end er saa ofte som Verden skriger om det, ledsager «Vækkelsen» især i de for Sjælen saa kritiske Tider.
Det heder, at Schiøtz fra Ungdommen af havde et afgjort religiøst Sind. Ikke ved vi, om han ved Hjemmets Indflydelse er bleven dragen til dog at tænke paa de Ting, som laa hans Tids Unge saa fjernt. Ikke ved vi, om hans Fader, der jo ellers døde, medens Sønnen var meget ung, hørte til de Præster, der reddede sig i hine Dage, da deres fleste Standsbrødre lede Skibbrud paa Troen, og som da ikke sjelden stod i intim Berørelse med Brødremenigheden.
Man erindre her en Leth i Sandefjord, en Gerner og Thurmann i Vaaler, en Renord paa Moss (senere Stiftsprovst i Bergen), en Nexøe i Drammen, Hoff i Kristiania, Tidemand i Laurvig o. s. v., midt i og over Midten af forrige Aarhundrede.
Schiøtz’ afgjorte Retning til Brødremenigheden, og det i den første Tid af hans Optræden efter hans Breve at dømme, endog bestemte sekteriske Standpunkt, lader sig jo og forklare paa anden Maade end ved at antage disse, Gud være lovet, ei saa sjeldne Eftervirkninger af et fromt Hjem.
Netop i Brødremenighedens Kreds er der ellers mange Exempler paa Hjemmets Erindringers Frugt i det senere Liv. Hvorom Alting er, 22 Aar gammel, siger han selv i et Brev fra 1834, begyndte han at betænke sin Salighedssag, men det gik tungt for ham; «ligesom de fleste Mennesker nu vel som en Følge af Livsaanden og den almindelige ukristelige Børneopdragelse ei bliver staaende i Daabspagten», siger han, blev han det ei heller.
Gjennem en svær Kamp, idet han flere Aar efter sin «Opvækkelse» laa under for Selvklogskab og Gjenstridighed, fandt han Frelsen i Kristo.
«At jeg», siger han, «omtrent har anført Tiderne for mine Naadeserfaringer, er kun for at antyde, at min Bekjendelse ikke er fremkommen i barnagtig Bedaarelse og Rus, ei heller ved Lærdom af Mennesker, men er oplevet Naade og Hjertets Erfaring» o. s. v.
Hvad der i høi Grad synes at have vanskeliggjort hans Kommen til Klarhed, var en vis Vaklen mellem de forskjellige «Partier». Den religiøse Livsrøre i Stavanger var i fuld Gang, hans bevægede Hjerte droges nok til flere Kanter, endog til Kvækerne, der efter at den gamle Elias Tastad (der endnu er et Slags Formand for dem) i Begyndelsen af Aarhundredet var kommen hjem fra «Prisonen» i England og medbragte kvækersk Prædiken, vandt et Terræn, som de senere har beholdt paa Stavangerkanten, men først i de sidste Vækkelsesaar har faaet udvidet.
I Brødremenigheden fandt Schiøtz Hvile, og hans nøie Tilslutning til denne varede til hans Død, medens vi dog tro, at mere end en Uklarhed, mere end en Vranghed. som klæbede ved Schiøtz’s Anskuelser i de første Aar, især som de træde frem i Stavanger Traktatselskabs yderst uheldige Love, dem han var med at give, mere og mere veg bort.
Schiøtz’s og Aandsfrænders Optræden i Stavanger og navnlig deres Virksomhed som Traktatselskabsbestyrere fremkaldte i sin Tid afd. Pastor Chr. I. Sandbergs i mange Maader yderst fortræffelige Opsats : «Meddelelser angaaende sværmerske og sekteriske Vildfarelser i vort Fædreland», hvilke dog maa benyttes med nogen Varsomhed, da den kjære Præst i Stridens Hede ei har kunnet holde sig upartisk og retfærdig ligeoverfor sine da i Et og Andet til Yderlighed i sine Udtryk gaaende Modstandere (se Wexels Tidssk. f. kr. Th. og Kirkekrønike 3die Bind).
Som Brødremenigheden hertillands har i mange Maader forandret sin Optræden, og Mangt og Meget er klarnet i den (hvilken Forskjel er der ikke f. Ex. mellem Kristianiaforstanderne N. J. Holm før Aarene 18830 – og I. H. Møhne – efter disse Aar !), gjærede ogsaa S. ud, om han end altid beholdt en vis eiendommelig Kolorit af Retningen med dens Lys og Skyggesider.
Schiøtz var ret en praktisk Kristen, og som han var en yderst arbeidsom Mand i sit juridiske Embedsliv, var han det og i sin Virksomhed for Guds Riges Fremme. Ligesiden 1833 til den allersidste Tid har han udgivet Smaaskrifter, Traktater, Børnebøger o. s. v. foruden en ny Udgave af den danske Oversættelse af Luther til Joh. 17 (1836) og et historisk Udtog af det gamle Testamente (3 Dele, 1847).
Han var som N. Missionstid. i sine Ord om den Afdøde betegner ham, «en af dem, der i Missionssagen var med fra først af»; han var nemlig Medlem af den i Stavanger 1826 oprettede Missionsforening, hvorfra Missionsinteressen spredte sig ud over Landet; han var en af Stifterne af Stavanger Bibelforening (1828) og deltog i Ledelsen af denne velsignelsesrige Indretning lige til sin Død; han var Formand for det Brittiske Bibelselskabs Afdeling i Stavanger, han var en af Stifterne af Stavanger Traktatselskab, af Josefine-Stiftelsen, af Jødemissionsforeningen i Stavanger o.s.v.
Jødemissionen var en af Schiøtz’s Yndlingsinteresser; med megen Opofrelse baade af Tid og Penge har han redigeret det for denne Sag arbeidende «Missions-Blad» ligesiden 1850. Naar vi saa fremdeles se Schiøtz’s arbeide for Afholdssagen, Foreningen for moralsk Forvildedes Redning o.s.v., bliver det os næsten ubegribeligt, hvorledes den flittige og paapasselige juridiske Embedsmand magtede disse Hverv.
Og Schiøtz var ei en af disse hurtige, lettænkende Folk, disse praktiske Talenter, der arbeide med rivende Hurtighed og ret have Gaven til «expedit» at ordne og styre, men som ogsaa derfor saa let tage sig Formeget paa og gjøre Mangt og Meget halvt og overfladisk; Schiøtz var tvertimod en sen Natur, der behøvede Tid til at «summe sig» (ja selv klagede han ofte over sin naturlige Træghed), hvortil ogsaa kom, at alene hans alt for vidtgaaende Nøiagtighed selv i Smaating forbød ham at feie en Ting løst af.
Schiøtz lærte af Guds Ord den Kunst, at nytte Tiden og «arbeide, medens det er Dag». Han var seig i Arbeidet, som han var seig i Bønnen.
Schiøtz var de Syges Ven, og Gud lagde Velsignelse til hans Sygebesøg som til hans Foredrag og Opbyggelser, hvis Hovedthema altid var : «at Mennesket er i Bund og Grund fordærvet ved Synden, at Vantroen er den største Synd og ligesom alle andre Synders «Giftrod», at Intet uden vor Herres Jesu Kristi Blod er istand til at frelse os og daglig mere og mere udrydde Vantroens Levninger. Om dette maatte man flittigt bede og benytte Frelsens Midler».
Han var en flittig Bibellæser og vilde intet Andet vide til Salighed end Jesum Kristum og Ham korsfæstet. Den sidste Dag, han var saa rask, at han som sædvanlig kunde holde Husandagt med Sine, læste han i den Bog, der var ham den kjæreste – Bibelen –, det Kapitel, hvor ogsaa de Ord forekomme : «Beskik dit Hus; thi du skal dø», og efter kun nogle faa Dages Sygeleie, kaldte Herren ham (den 4de Januar) herfra til Hvile efter Arbeidet. Men hans Gjerninger følge ham.