– av Provst Bent Wettergreen; denne artikkelen – som den siste av 3 artikler – stod på trykk «21de Søndag efter Trinitatis», hvilket i 1848 var søndag 12. november;
Hans Jespersens Leveregler.
6. Hver skal saltes med Ild, og hvert Offer skal saltes med Salt. Saltet er godt; men dersom det mister fin Kraft, hvormed ville I salte det ? Hav Salt for dig selv, og hold Fred med hverandre ! Mark. 9, 49. 50.
7. Vær altid beredt paa Lidelse, Modstand, Miskjendelse, Krænkelse, Bagtalelse, Forbaanelse; thi ogsaa Alle, som ville leve gudeligen i Christo Jesu, skulle forfølges. Lad dit Hjerte ikke være nidkjært paa Syndere, men hver Dag paa Herrens Frygt; thi naar det vorder paa det Sidste, skal din Forhaabning ikke tilintetgjøres. Men forbandet er den, som forlader sig paa Mennesker og holder Kjød for fin Arm, og hvis Hjerte viger fra Herren. 2det Tim 3,12. Ordspr. 23, 17. 18. Jerem. 17, 5. (146 Ps. 3-10).
8. Vær stille for Gud, at din Ro ikke skal tages fra dig. I Daarens Mund, siger Sirach, er hans Hjerte; men i den Vises Hjerte er hans Mund. 62 Ps. 6. Jac. 3, 2. Sir. 21, 28.
9. Tal især ikke mere end fornødent er om verdslige Ting; thi den megen verdslige Talen er et af Satans virksomste Midler til at gjøre Sindet verdslige. Bevar derimod dit Sind gudeligt og samlet, istedetfor verdsligt og adspredt. Jac. 1, 26. Coll. 3,16.4,6. Matth. 12, 36.
10. Al Bitterhed og Hidsighed og Vrede udretter ikke det, som er ret for Gud, og de, som gjøre Saadant, skulle ikke arve Guds Rige. Overvind derimod det Onde med det Gode; thi en Djævel driver ikke den anden ud. Lær af mig, siger Herren; thi jeg er sagtmodig og ydmyg af Hjertet. Ephes. 4,31. Jac. 1, 20. Gal. 5, 21. Rom. 12,21. Matth. 11,29. Ordspr. 16, 32.
11. Paastaa og forsøg ikke paa Verdens Viis for ivrig din Ret. Dersom du har Ret, skal du faae Ret tilsidst. 37. Ps. 5, 6.
12. Bekymre dig ikke ufornødent om Smaating; smaa Omsorger kunne give store Sorger. Coll. 3, 2. 3. 2det Tim. 2, 4.
13. Vær ikke som de, der tage deres Gode forud, men samle dig et Liggendefæ, en god Grundvold for det Tilkommende, at du kan gribe det evige Liv. Luc. 16, 25. 1ste Tim. 6, 19.
14. Søg ikke gjerne de Maaltider, som Menneskene antrette; og mæt dig ikke for gjerne og formeget med den Mad, som er forgjængelig; men spæg dit Legeme, og hold det i Trældom, at ikke du, som prædiker for Andre, skal selv blive forskudt. For dem, der høre Christum til, saa de korsfæste Kjodet med Lysterne og Begjæringerne, er et bedre Maaltid anrettet i Himmelen, hvor Herren skal sætte dem tilbords, og gaae omkring og tjene dem. Den, som seirer, siger han derfor ogsaa, ham vil jeg give at æde af Livsens Træ, som er midt i Guds Paradiis. See dog til at komme derind ! Joh. 6, 27. Rom. 14, 17. Hebr. 13, 9. 1ste Cor. 9, 27. Gal. 5, 24. Luc. 12,37. Aab. 2, 7.
15. Søg ikke, hverken ved din Talen eller ved din Gjøren, at behage den Verden, som maa hade dig, dersom du ikke er af Verden; men see til, at du, efterat du har talt og handlet, kan have din Samvittigheds og Guds Bifald. Vee dem, siger Herren, der sige om det Onde godt, og om det Gode ondt, som giøre Mørket til Lys og Lyset til Mørke, som gjøre Bittert til Sødt og Sødt til Bittert. Joh. 17, 14. 1ste Cor. 2, 15.4, 3.4. Jes. 5,20.
16. Vær retskaffen, og vogt dig for den Djævels Fristelse, at ville synes, hvad du ikke er. Gal. 7, 7. Aab. 20, 12.
17. Tragt efter de bedste Naadegaver; men bedre end alle er Kjærligheden; thi den fordrager Alt, troer Alt, haaber Alt, taaler Alt, og Kjærligheden affalder aldrig. 1ste Cor. 12, 31. 13, 7. 8.
18. Lad dig ikke i Verden føre vild fra, hvad du i det Stille og for Guds Ansigt, efter hans ufeilbare Ord, har erkjendt for Sandhed. Verden, ogsaa den ærbareste og forstandigste og lærdeste, er bedragelig, og Hjertet er bedrageligt og vaklende og ustadigt, saa det gjøres fornødent, at du er paa din Post og vaager. Ephes. 5, 6. Jerem. 17, 9.
19. Tag vare paa det Embede, du har; det udkræves af Huusholdere, at de maae befindes troe. Vogt Guds Hjord, og vaag over den, ikke tvungen, men frivillig, ikke for slet Vindings Skyld, men med Redebonhed, ikke som den, der vil herske over Herrens Arv, men som et Mønster for Hjorden : naar da Overhyrden aabendares, skal du erholde Ærens uvisnelige Krands. Rom. 12,7. 1ste Cor. 4, 2. 1ste Petr. 5, 2-4.
20. Naar du sørge over, at det seer slet ud i din Menighed, saa sørg dog først og fremmest over dine egne Synder og Brøst, og naar du, efter dit Embedes Medfør, prædiker Omvendelse og Syndernes Forladelse for Andre, saa see dog til, at du først selv er omvendt, og har faaet dine Synder forladte i Jesu Blod : da vil du først kunne prædike ret, og han, som satte dig i sin Viingaard – kun for de Udvalgtes Skyld sattes du der – han vil ogsaa give Frugt af dit Arbeide. Sørg derfor ikke uden Haab; og endnu mindre hengive du dig til Klager og Snakken, hvorved du kun unyttigt fortærer din egen Kraft, falder i den Fristelse at dømme, og støder dem fra dig, som du skal drage til dig med Kjærligheds Snorer. Ap. Gj. 20, 28. 1ste Tim. 3, 9.4, 12. 6, 13.14. 2det Tim. 2, 10.
21. Hav Olie i din Lampe ! dine Lænder være ombundne og dit Lys brændende ! thi du veed hverken Dagen eller Timen, paa hvilken Menneskets Søn kommer. Luc. 12, 35. Matth. 25, 13.
Men du, al Naadens Gud, som kaldte os til din evige Herlighed i Christo Jesu efter en kort Tids Lidelse, du selv berede, styrke, bekræfte, grundfæste mig !
Du, vor Herres Jesu Christi Fader, af hvem al Faderlighed kaldes i Himmelen og paa Jorden, du give mig efter din Herligheds Rigdom mægtigen at bekræftes ved din Aand i det indvortes Menneske, at Christus maa boe formedelst Tro i mit Hjerte, saa at jeg, rodfæstet og grundfæstet i Kjærlighed, kan formaae at begribe med alle de Hellige baade Breden og Længden og Dybden og Høiden, og kjende Christi Kjærlighed, som overgaaer al Kundskab; at jeg kan opfyldes med al Guds Fylde. Giv mig ogsaa Viisdoms og Aabenbarelsens Aand i din Kundskab, min Forstands oplyste Øine, at jeg kan kjende, hvilket det Haab er, som du kaldte mig til, og hvilken din Arvs herlige Rigdom er blandt de Hellige, og hvilken din Magts overvettes Storhed er over os, som troe. Eph. 1, 17-19. 1ste Petr. 5, 10. Eph. 3, 14-19.
#
«Lad hver en Sjel sig fryde I Jesu sande Tro,
Lad alle Huse nyde Velsignelse og Ro,
Fordriv den onde Aand, Som mod din Virkning strider,
At Naaden alletider Kan have Overhaand.
#
Lad al vor Vandring være Dig kjær og angenem,
At naar man os skal bære Engang i Døden hjem,
Naar her er sagt : God Nat, Man os kan salig drage
Fra denne Verdens Plage Til Himlens Frydeskat».
#
Amen !
Paa Strømsøe Kirkegaard har Menigheden reist en smuk Mindestøtte paa hans Grav med denne Indskrift (se bilder av selve gravstøtten på denne siden – teksten nedenfor står innrisset på støttens 4 sider) :
«Hans Jespersen, residerende Capellan til Bragernæs og Strømsøe, f. 28de Marts 1803, d. 6te Juli 1840. 1 Thim. 1 Cap 15 V». «Det er en troværdig Tale og aldeles værd at annammes, at Christus Jesus kom til Verden at gjøre Syndere salige». «Med urokkelig Tillid, med kraftig Villie gjorde han sin Herres Gjerning». «Venskab og Høiagtelse satte ham dette Minde».
En Rad Lindetræer utbreder sine venlige Skygger over Graven, der er bleven et kjært Hvilepunkt for mangen stille Vandrer, der velsigner den Hedengangnes Minde.