– av Provst Bent Wettergreen; denne artikkelen – som del 2 av 3 artikler – stod på trykk «20de Søndag efter Trinitatis», hvilket i 1848 var søndag 5. november;
(Fortsættelse fra forrige No).
I et Brev af 22de Juli 1836 skrev han til en Ven Følgende (Provst B. Wettergreen i Solum) (NBB : må være skrevet til Wettergreen i 1839 (og ikke 1836) – etter at han i september 1838 var kommet hjem fra sin Danmarks-/Tysklandsreise/red.) :
Saaledes seer Du da, min kjære Ven og Broder, for det Første, hvorfor dette mit Svar er udeblevet saalænge, og dernæst seer du tillige, hvilket Liv jeg har ført i de sidste 10 Maaneder.
Dog – uvirksom har jeg, naar jeg skal sige Sandhed, idetmindste for endeel ikke været. Ogsaa dette Aar har, som det forrige, været mig en Skole, og har jeg lært forlidet i den, da er det ikke hans Skyld, som satte mig i den og selv vilde være Læremesteren, men min, som ikke ret tog imod Lærdom, ikke benyttede ret de Kald, som Herren af sin Naade lod udgaae til mig. Thi ikke maa Du tvivle om, at jeg jo seer Herrens Kald, hans naadefulde Dragelse, i hvad der er skeet med mig; nei, det seer jeg tilfulde; jeg føler, at jeg trængte til ganske andre Tugtelser end dem, jeg hidtil har erfaret, og dog – er selv denne Erkjendelse ikke baade noget Meget og noget Lidet ? Den er noget Stort, naar der sees hen til det hovmodige, trodsige Hjerte, der saa gjerne vil have sin egen Villie, og saa sjælden med alt sit Herre Herre-Snak bøier sig ret under Guds; men er den ikke ogsaa kun noget Lidet, naar den, der smagte denne Naadens Førstegrøde, dernæst ikke gaaer videre, og ligesaavel bliver ret stærk og tro i Herren, som han i sig selv er svag og utro ? Min Erfaring i Verden siger mig, at meget Faa bringe det videre end til det første Stykke. Vi Præster kunne nok tale smukt om Sorg og Anger og Ruelse, om Omvendelse og Gjenfødelse, om Død med Christo og Liv med ham; men hvad have de fleste af os selv smagt ? Hvor hører man et Ord talt, ikke af Systemet i Bøgerne, men af Livssystemet i os, plantet i os af Aanden ved Ordet ? Og er det saa med Præsterne, hvad kan der da ventes af Menighederne ? Sandelig, bedrage vi os ikke selv, troer jeg, det i det Hele er jammerligt i dem selv med christelig Erkjendelse end sige med christeligt Liv. Dog – jeg kom fra mig selv til Andre. Hvad jeg har sagt om dem, føler jeg ogsaa gjælder mig, og derfor takker jeg vel Gud, at han har givet mig Erkjendelse af, hvor vise hans Raad ere, selv naar han tugter og prøver, men jeg beder ham tillige føre mig videre fra dette Begyndelsespunct, at jeg maa see hans Herlighed, og forvandles efter dette Billede til Liighed med ham, som kaldte os fra Mørket til sit underfulde Lys, at vi ikke stedse skulle være Børn, men ogsaa Voxne og Myndige, sørgende over os selv, men glade i ham, skrøbelige i os selv, men stærke og virksomme i ham. Men jeg fortaber mig i Betragtninger. Endnu et Par Ord om det Aar, som gik foran det sidste : I dette har jeg lært meest ved stille Betragtninger og i Bøgerne (thi jeg har læst Adskilligt), i hiint, de Aar, jeg tilbragte udenfor Norges Grændser, lærte jeg meest blandt Menneskene, og havde den Lykke at kunne lære af Mennesker, af hvilke mange vare Christne, og det meer end Christne af Navn. Disse fandt jeg i alle Stænder. Grever og Baroner, Jurister og Læger, Officierer og Præster, Læge og Lærde møtte jeg, som troede med Hjertet og bekjendte med Munden. Et høist glædeligt Aar tilbragte jeg saaledes størstedelen i Tydskland, men ogsaa i Danmark, Frankrig og Schweitz; Minder modtog jeg, som ville blive mig uforglemmelige, Bekjendtskaber gjorde jeg, som jeg veed engang skulle fornyes, saavist som der er et Land ovenover Jordens Lande, hvor Guds Børn ikke leve adskilte fra hinanden, men i Samfund som med Herren saa indbyrdes. Maatte jeg kan faae Naade til at vandre saaledes i dette Udlændighedens Land, at jeg ikke gaaer feil af Hjemmets, saa veed jeg, at Herrens Forjættelser alle ere Ja og Amen».
At han, som han i ovenanførte Brev udtrykker sig, ikke var uvirksom under sin Sygdom, derom vidner blandt Mere hans i 1840 skrevne, nedenfor anførte, Leveregler, der ere fundne mellem hans efterladte Papirer.
I den sidste Tid af Sygdommen mærkede man, at han ofte laa i stille Bøn. Han lod sig ofte af og til ogfaa forelæse et Stykke af en eller anden Opbyggelsesbog og Trøstepsalmer (hvoriblantt den af Grundtvig : «Af Høiheden oprunden er» o. s. v. især blev ham oftere forelæst).
Nogle faa Dage før sin Død dicterede han en Ven følgende Bestemmelser angaaende sin Begravelse :
1. Pladsen ønsker jeg paa den sydlige Side af Kirkegaarden under det Lindetræ, som staaer Fattigjorden nærmest.
2. Min Ligkiste skal være simpel og males hvid – det faaer ikke hjælpe, om det har Vanskelighed med Tørkningen – : jeg vil derved tilkjendegive det Haab, jeg ved Guds Barmhjertighed nærer, at min Begravelse kan ansees ikke for en Sørgefest, men for en Glædesfest, nemlig fordi jeg troer, at Gud Fader af sin Naade har antaget den største, uværdigste Synder, ført ham til sin Søn, den Herre Jesum Christum, der ikke viser Nogen, som kommer til ham med oprigtigt Hjerte, for at faae sine Synders Forlatelse i hans Blod, tilbage.
3. Jeg ønsker ikke at bringes i Kirken, thi Kirken, forekommer det mig, er for de Levende, men Kirkegaarden for de Døde. Dog, skulde Omstændighederne, fornemmelig Veirliget, tale imod hiint Ønske, maa man gjøre, som man synes bedst. –»
For En, der besøgte ham i de sidste Dage, prisede han Guds Barmhjertighed, der lod ham beholde en saa glad og tillidsfuld Tro, et saa uafbrudt freidigt Syn paa Guds frie Naade i Christo Jesu og derved en saa blid Udsigt i Evigheden; «men», sagde han, «jeg venter ikke, at det altid skal blive saa; der kommer vel Kamp og Strid, den sidste, store Strid».
Den sidste Kamp synes det dog som om han blev befriet fra; thi Døden, længe forudseet, kom dog baade for ham selv og hans Omgivelser i en uventet Stund, ligesom naar man falder i Søvn, Han sov hen i Jesa Navn! –
Hans Jespersens Leveregler.
Disse Leveregler vilde du, Herre, eftersom de ere dine, og du har givet mig dem, skrivne med uudslettelige Træk i mit Hjerte, ligesom jeg her skriver dem paa Papiret ! Du som begyndte det gode Værk i mig, fuldfør du det, indtil Jesu Christi Dag ! Lad det skee mig, barmhjertige Fader, efter dit Ord : Beder, saa skal Eder gives; søger, saa skulle I finde, banker, saa skal Eder oplades !
«Jeg er som vilde Grene Forvendt og visnet hen,
Din Guddomskraft alene Mig giver Liv igjen:
Du har i Daabens Flod Min Død tilgrunde sænket,
Mig renset og bestænket Med Jesu dyre Blod».
1. Kom stedse ihu, at Herren randsager dig og kjender dig, at han omringer din Sti og dit Leie, at han kjender grant alle dine Veie. Ps. 139;, 1.3.
2. Arbeid paa din Saliggjørelse med Frygt og Bæven, og stræb alvorligen at indgaae gjennem den snevre Port; thi Mange, siger jeg, skulle søge at komme ind, og skulle ikke kunne. Phill. 2, 12. Luc. 13, 24.
3. Gruble eller trods ikke paa din egen Villie; men vil du komme efter Herren, da fornægt dig selv, og tag dit Kors og følg ham ! thi hvo som vil frelse sit Liv, skal miste det, og hvo som mister sit Liv for Jesu Skyld, skal finde det. Matth. 16, 24 fg.
4. Vil du være den Første, skal du være den Sidste blandt Alle, og Alles Tjener. Uden at du omvender dig og bliver som et Barn, kommer du ingenlunde ind i Himmeriges Rige; men hvo, sig selv fornedrer som et lidet Barn, han er den Største i Himmeriges Rige. Marc. 9, 35. Matth. 18, 3,4.
5. Vaag og bed, at du ikke skal falde i Falde i Fristelse; thi Aanden er villig, men Kjødet er skrøbeligt. Hold fast ved Budet, at man bør altid bede, og ikke blive træt, og tro og trøst dig ved Forjættelsen : Skulde Gud ikke skaffe fine Utvalgte Ret, som raabe til ham baade Dag og Nat ? Matth. 36, 41. Luc. 18, 1. 7.