– inntatt i «Luthersk Kirketidende» 10. Bind – No. 13 – Utgave : «Søndag den 29de Marts 1868»; (del av en artikkelserie 1864 – 1868 : «Uddrag af en afdød norsk Geistligs Dagbøger paa en Rejse i Udlandet»); res. kap. til Drammens menighet Hans Jespersen foretok en studiereise til Danmark og Tyskland fra sommeren 1837 til våren 1838;
– gjengitt fra sidene 200 – 205 (les forrige artikkel – nr. XXII (22) – her) :
Uddrag af en afdød norsk Gejstligs Dagbøger paa en Rejse i Udlandet.
XXIII.
Paris den 29de April 1838. Søndag
Kl. 11 bivaanede jeg Gudstjenesten i det reformerte Kapel i Taitbout (se Reuchlin, «Das Christenthum in Franchreich, S. 401 f.),
– 201 –
hvor en fremmed, nogle Mile fra Paris ansat Prest, G. de Felice, holdt en grundig udarbejdet, alvorlig Prædiken over 1 Kor. 1 : «Hvorfor Christendommen er Verden en Daarlighed».
Presten betraadte straks Prædikestolen, hvor han blev til Enden. Efter at have aabnet Gudstjenesten med en Bøn angav han de Vers (3), som skulde synges; derefter Prædiken, saa atter 3 Vers og til Slutning Bøn. At Kapellet før havde været et Theater og tildels endnu havde Udseende deraf, stødte mig ikke; derimod stødte mig den herskende Urolighed, der syntes at vidne om, at Tilhørerne ikke gjorde den vedbørlige Forskjel paa et Theater og en Kirke.
Først nogen Tid, efterat Prædikenen var begyndt, ophørte Tilstrømningen af Mennesker og dermed den forstyrrende Tummel. Den hele kirkelige Prydelse var en simpel Prædikestol, egentlig kun et Katheder, noget ophøjet over de øvrige Sæder; intet Alter og intet Orgel, skjønt Sangen var meget smuk, ja, som Reuchlin bemærker, i en vis Henseende for smuk, da Menigheden næsten aldeles ikke turde synge med. Ved Sangen betjener man sig af en Samling af Sange, 200 i Tallet, udgiven første Gang 1834 og anden Gang 1837, med en Fortale, der indeholder en kort Relation om den franske Psalmeliteratur, hvoraf sees, at de bedste Psalmer har man fra det 16de Aarhundrede, hvorimod det 17de Aarhundredes Præstationer udmærke sig ved Bizarreri og det 18de Aarhundredes ved Trivialitet.
De bedste ere oversatte af Davids Psalmer, og de mest yndede gamle ere optagne i denne Samling, som tillige indeholder en stor Del aldeles nye Psalmer. Melodierne ere tilsatte ved enhver Psalme trestemmig, Sopran, Tenor og Bas. Ved Enden findes en Fortegnelse over Melodiernes Komponister og en Fortegnelse af de Bibelsteder, som ere citerede i Psalmerne, med Tilkjendegivelse af Psalmen og Verset, hvor Stedet er anført.
Efterat Gudstjenesten var tilende, katechiserede Hr. Lutteroth (en ung Mand, bekjendt blandt Protestanterne for den Iver, hvormed han antager sig Kirkens Anliggender som Sekretær for forskjellige Selskaber; for Resten lever han som Privatmand af sin Formue) og en Dame med et lidet Antal Børn hver, hin med Drenge, denne med Pigebørn. Lutteroths Katechisation over en Del af Mark. 5 var ligesaa livløs, som hans Indgangs- og Slutningsbøn; Børnenes Opmærksomhed var derefter. – Kl. 7 1/2 hørte jeg i en Sal i Oratoriet (dog en meget rummelig, aldeles med Udseende af en Kirke) et sundt, kraftigt, meget opbyggeligt Foredrag
– 202 –
af Fr. Monod over Ap. Gj. 17, 13–21, egentlig en Bibellæsning eller meget mer en Homilie (en preken-bok, gjerne av kirkefedrene/red.). Hver Dags Aften forklarer han saaledes det N. T. fortløbende. Sangen udførtes efter en Samling af Psalmer, der indeholdt de davidiske 150 satte i Vers, ligeledes med Noder.
Den 30te April.
Visit hos Grandpierre, en livlig, aaben, venlig Mand, temmelig høj af Statur og opvakt af Udseende, i hvis Selskab jeg ret befandt mig godt. Hans Plads som Prest ved Taitbout-Kapellet har formedelst hans Sygelighed i nogen Tid været besat af en Vikarius. Jeg erfor siden, at denne Mand nyder udmærket Agtelse ikke alene som udmærket gejstlig Taler, men ogsaa ved sit Forhold i det Hele; man beklager, at han prædiker saa sjelden. Han har udgivet en Prædikensamling i 4 Bind. Med Deltagelse indbød han mig til de endnu tilbageværende Samlinger (de Fester, som «det evangeliske Selskab» eller egentlig Frankriges protestantiske Kirke i denne Tid fejrede i Paris), blandt Andet ogsaa en privat af Prester den følgende Dags Aften, som jeg dog ved Omstændighederne kom til at forsømme.
Ogsaa han har ligesom Monod nylig mistet sin Kone. Kl. 12 var jeg dernæst tilstede i Hôtel de Ville og overvar Samlingen af «Societè de la morale chretienne» –. Samlingen i den store, skjønne Sal var talrig, af alle Stænder og begge Kjøn. Præsidenten, De la Rochefoucauld-Liancourt, aabnede Mødet med et kort Indledningsforedrag. Dernæst forelæstes Beretninger fra de forskjellige Komiteer.
I et Selskab for christelig Moral havde jeg ikke ventet at se Bifald tilkjendegivet ved støjende Klappen, saaledes som her skeede med Forskjellige ved enhver Beretning. Dog, Mængden har vel ikke hørt et Selskab til, som maatte vide, at efter christelige Grundsætninger hylder man ligesaa lidt paa saadan Maade Menneskeverk, som de, der have udøvet det i Bevidstheden af al menneskelig Gjernings Ufuldkommenhed, kunne glæde sig ved at modtage Hyldesten. Man skylder naturligvis ikke paa saadan Maade uden den Bevidsthed, at ogsaa Ens egne Gjerninger fortjene lignende Hylding. Selv de tilstedeværende Drenge, som forsørges af Selskabet, deltoge i dette støjende Optog.
– Om Aftenen Kl. 7 1/2 bivaanede jeg i Kapellet i Taithout en «Réunion de prieres»–, en simpel, men passende Takkefest i Anledning af den foregaaende Række af Fester. En Prest besteg straks Kathedret og tiltalte Forsamlingen om Anledningen til dens Sammenkomst, fra hvilken Tiltale han selv gik over til at udføre, hvad han annoncerede, Takkebøn. Dernæst tilkjendegav han Afsyngelsen af et Vers, som han efter almindelig Skik her først forelæste. Saa Forelæsning af 96de Psalme, saa Bøn af en af de tilstedeværende Prester,
– 203 –
saa et Vers, saa Rom. 12 og Bøn af en Prest fra Orleans; efter atter et Vers Eph. 6, 10 til Enden og Bøn af Fr. Monod, enhver Prest fra den Plads, han havde. Til Slutning 2 Vers og Velsignelse. Sangen ogsaa denne Aften meget smuk.
1ste Maj.
Kl. 2 bivaanede jeg i den reformerte Kirke «l´eglise des filles – St. Marie» i St. Antoine Indvielsen af en Missionær, Pedezert. Formedelst Sygelighed skal han ikke udsendes nu, men er Lærer ved Missionsseminariet. Samlingen var talrig. Handlingen begyndte med, at en Prest fra Prædikestolen holdt en Bøn. Efter Sangen betraadte nu Grandpierre Prædikestolen og gjennemgik, idet han til Grund for sit Foredrag lagde Mark. 16, 15, med varm og kraftig Veltalenhed de Indvendinger, som man gjør mod Missionsvæsenet. Ved Enden opfordrede han Missionæren, som skulde indvies, til at udtale sig herom for Menigheden, hvorefter han fra den Plads, som under Prædikestolen var for ham og den Kreds af Prester, som omgav ham, holdt et Foredrag over de Naturens og Naadens Gaver, som udfordres af en Missionær.
Efter at have tilkjendegivet, hvilken Psalme, der skulde synges, forlod nu Grandpierre Prædikestolen – Sangen skjøn, men med mindre kirkelig Charakter – og traadte ind i Midten af Brødrenes Kreds, hvor Missionæren traadte frem, og Indvielsen begyndte med, at Consecrator forelagde Consecrandus Spørgsmaal med Hensyn til de Forpligtelser, denne havde at paatage sig. Med Haanden paa den paa en Piedestal foran ham liggende Bibel besvarede Consecrandus disse Spørgsmaal med Ja, hvorefter Indvielsen foregik under Haandspaalæggelse af Consecrator og de øvrige Brødre.
Derefter holdt ogsaa en af disse fra den Plads, han indtog, en Bøn, der fremkaldte en synlig Bevægelse og Taarer af Manges, ogsaa af Brødrenes Øjne. Efter dette blev han af disse hilset med Broderkys, og efterat 2 Vers vare sungne, lyste Grandpierre fra Prædikestolen Velsignelsen over Menigheden, som han tillige opfordrede til at erindre Missionens Sag med Gaver.
Den 3dje Maj.
Kl. 8 1/2 Morgen var jeg hos Monod, som jeg denne Gang traf hjemme. Han er en alvorlig Mand, uden dog at være tilbagestødende; han erindrer endnu og taler ret godt Dansk. Han antog det vist, at her ikke var flere end 30,000 Protestanter, hvoraf 10,000 Lutheranere, i Paris, og af dem vel endog en stor Del Fremmede. (Verny antog 15,000 efter det Forhold, hvori de Døbte, Ægteviede og Døde havde tiltaget). Der er to reformerte Kirker, «l’oratoire» og St. Marie, og 1 liden luthersk i Rue des Billets; Lutheranerne have dog Haab om snart at faa en til. Den sidste (den lutherske/red.) har 3 Prester, Cuvier, Præsident i Konsistoriet, Verny
– 204 –
og Meyer, en ung Mand, af hvem der kan ventes Noget; hine have 5, Juillerat, Præsident, Fr. Monod, Ath. Coquerel, Martin og Montaudon. Antallet kan imidlertid ikke paa nogen Maade angives, da Kirkerne naturligvis ikke søges af en stor Del, og vil man slutte fra Kirkebøgerne, bliver Antallet betydelig ringere, end det nævnte.
Monod bemærkede, at Guds Riges Sag dog ogsaa havde ikke ringe Fremgang i Frankrige, skjønt det jo er en vanskelig Sag at dømme om, hvorvidt man kan sige, at den store Masse ikke alene i en By som Paris, men ogsaa i et Land som Frankrige egentlig gribes eller lader sig gribe af den samme Aand, som umiskjendelig har grebet Protestanterne eller en Del af dem.
Saavel han som Verny bemærkede, hvilken Uvidenhed der i det Hele hos Katholikerne finder Sted om Protestantismen, i den Grad, at mange Prester f. Ex. tro, at der ikke behøves Mere, end ikke længer at være en Katholik eller at indse Pavedømmets Vildfarelser, for at være en ret Protestant. Fuldkommen Ligegyldighed med Hensyn til Religion og Kirke er det, disse Mennesker tro udgjør Protestantismens Væsen. – Reformerte og lutherske Prester prædike for hinanden; dog er det vedtaget, at man da bevæger sig mere i det Almindelige. Til Administration af Sakramenterne vilde man ikke lettelig tage en Anden. Mængden kjender ingen Forskjel (på reformert og luthersk/red.).
– Som Vidnesbyrd for, at den gode Sag gaar fremad, anførte Monod, at alle Frankriges Biskoper i sine Beretninger til Regjeringen havde besværet sig over Protestanternes store Virksomhed; man ser altsaa heri en Fare for den ene sande eller den romersk-katholske Kirke, og det er vel et godt Tegn. Fornemmelig gjælder vel dette, efter hvad jeg siden ogsaa hørte af Stapfer, det evangeliske Selskabs Bestræbelser for at udbrede Protestantismen. Efter ham er det ogsaa tydeligt, at Regjeringen er imod disse Protestanternes Bestræbelser, saaat det, om der end intet offentligt Forbud er udgaaet derimod, dog er aabenbart, at Øvrighederne have hemmelige Instruktioner.
Som bekjendt, udgives der nu i Frankrige en «Anti-Protestant, journal des interets catholiques». Man kan tænke sig, at den udtaler sig med Fiendskab mod Protestantismen, hvori den kun ser en Negation, saaat Begunstigelse af Protestantismen er for den Fiendskab mod Religion og Kirke; man ser i Protestantismen et ringeagtet «Coterie» (lukket klubb/red.). Jeg saa den ogsaa benævnt en «Charlatanisme»– og havde Anledning til at overtyde mig om, hvor falsk man opfatter Protestantisnens Væsen, dens Ytringer om Katholicismen o. s. v.
– En ret broderlig, venlig, aaben, ligefrem Mand traf jeg i den lutherske Prest Verny. Vor Samtale blev ført hen til Theologien i Tyskland, navnlig i Berlin, og da denne var forbi, kaldte Forretninger ham. Til hver Mandag Aften indbød han mig til sig, da Venner almindelig samlede sig hos ham.
– 205 –
I Taitbout-Kapellet hørte jeg Kl. 11 (den Uorden fandt Sted, at Gudstjenesten begyndte 2 eller 3 Kvarter senere, end bestemt) en Prædiken af den samme Prest, som prædikede der forrige Søndag, et grundigt, godt, vel udført Foredrag, som dog manglede Hovedsagen, en christelig Grundvold.
Gudstjenestens Gang var følgende : Presten bestiger Kathedret og udsiger : «I Navnet Faderens, Sønnens og den Hellig-Aand !» Umiddelbart derefter forelæste han 2 Mos. 20, hvilken Forelæsning endte med en ikke lang Bøn, hvorefter 4 af ham angivne Vers, udtagne af en længere Psalme, bleve sungne. Derefter en længere Bøn, refererende sig til den sungne Psalme. Saa Forelæsning af, hvad der skulde give Texten, Ordspr. 4, hvoraf det Vers blev fremhævet og prædiket over : «Vogt dit Hjerte fremfor Alt, hvad der bevogtes; thi deraf udgaar Livet».
Efter Prædikenen annoncerede han Afsyngelsen af 3 Vers og forelæste derefter en Bøn, som tillige indeholdt Forbøn for Ordet, Kongen o. s. v., Fadervor og tilsidst Troesbekjendelsen. Med Velsignelsen hævede han Samlingen.
Sangen var ogsaa idag udmærket skjøn; maaske dog for meget kunstig og for lidet kirkelig. Faa synge med. – –
– Kl. 7 1/2 fortsatte Monod i Oratoriet Forklaringen af Ap. Gj. 17, 18-23. V. 18, hvor det heder, at han forkyndte Jesum og Opstandelsen, anførte han med Rette som Bevis for Jesu Guddom; havde han omtalt Jesus som en anden udmærket Mand, havde det ikke kunnet synes dem, at han forkyndte fremmede Guder. Det er vigtigt at lægge Mærke til, hvormed han straks begyndte sin Prædiken blandt Hedningerne, med at forkynde Herren, ikke med almindelig Moralprædiken. Jesus, en fremmed Gud ogsaa for saa mange Christne. Et alvorligt Ord talte han i Anledning af V. 21 om Sladren og samvittighedsløs Anvendelse af Tiden, om dens hastige Flugt o. s. v. Ligesaa en rigtig Bemærkning om Apostelens Klogskab, idet han midt i den hedenske Stad med dens mange Guder og Billeder og Altere, blandt hvilke det ene for «den ubekjendte Gud» heller ikke var helliget den sande, men oprettet for at undgaa, at nogen skulde glemmes, dog heraf tog Anledning til at henvise dem til den Gud, de intet vidste af; en streng Dadlen ved denne Lejlighed af deres Afgudsdyrkelse eller en anden Demonstration skulde ikke have udrettet saa Meget. I det Hele meget sunde, alvorlige, vigtige, christelige Betragtninger og varme Bønner foran og efter.
– les neste avsnitt XXIV her :