– meldt i «Morgenbladet», Christiania, for «Mandag den 14de Marts 1892» – hentet fra det danske «Nationaltidende»;
Baron Gedalia. (Dansk «Nationaltidende»).
Han blev henved 76 Aar gammel, havde længe bevaret sin energiske Natur, men var dog efterhaanden kjendelig ældet, havde nu i Maaneder været svag, og naar Hans Lig snart skal føres til «det gode Sted», som hans Trosfæller sige, er Døden, ogsaa rent menneskelig seet, her kommen i rette Tid for den gamle Mand, der havde følt saa mangen en haard Kamp i Livet.
Der var sikkert en ualmindelig Driftighed hos ham. At han blev «sin egen Lykkes Sadelmager», hvad han med Hentydning til sin første Stand som Haandverker holdt af at fremhæve, skiller ham ret ikke fra mange andre; kun faa fik alligevel Lykkens Hjul til at rulle for sig i saa store Svingninger.
Da han i 33 Aars Alder i 1849 etablerede sig som Vexellerer, udfoldede han ikke blot den største Iver, men viste stort Talent, ihvorvel det skortede ham paa elementære Kundskaber, hvis Betydning han vel ei heller værdsatte tilstrækkelig.
Med godt Hoved og utrættelig Arbejdsomhed mente han at kunne erstatte, hvad der syntes ham mere eller mindre pedantisk i Forretningens korrekte Førelse. Det hang sammen med hans Væsen i det Hele og blev bestemmende for hans Skjæbne.
Han havde Ild i sig, hans Forstand var hidsig, hans Fantasi brændende, hans Forfængelighed kogte over alle Bredder. Plump og plat forstod han end ikke at give sig Skin af sin Dannelse, men busede paa og blandede sig i saa meget, at han med nødvendig Nemesis en Dag maatte falde.
Thi med sin Rases bedste Fortrin forbandt han aldrig den Smidighed, som paa den ene Side grænser til Snedighedens falske, forførende Ydmyghed, paa den anden Side til klar Værdsættelse af alle Livets mødende Magter.
Gedalias Klogskab strakte ikke saa vidt, at han kunde lempe sig og tage det rigtige Maal af sig selv og af andre. Han var en stor Begavelse, men manglede Ligevegt, fordi han manglede Opdragelse. I dette kloge Hoved var der et tomt Rum, hvor Takt skulde have Sæde — en intellektuel Brist, mere end en moralsk, skjønt selvfølgelig ikke uden Sammenhæng med hans Karakter.
Ret betegnende vandt han derfor mindre Tillid her i Landet, hvor man lettere kunde gjennemskue ham, end i Udlandet, hvor hans Talenter og Dristighed bedre vare i Stand til at blænde.
Det klinger næsten løierligt, men skal dog være sandt, at han i 1870 kunde faa sine brede Fingre ind i det fine Bæv, som var det spanske Tronfølgerspørgsmaal. At han, som allerede nogle Aar i Forveien var bleven Portugals Generalkonsul, nu tillige erhvervede sig cn obskur italiensk Barontitel, betyder mindre, selv om det var karakteristisk nok for ham.
Men at han drømte om at spille en stor-europæisk Rolle og var paa Vei dertil, er ligesaa ejendommeligt, som det er forstaaeligt, at han alligevel langtfra naaede Maalet.
Han satte sig da et andet, ikke mindre uopnaaeligt, her i Fødelandet. Tietgens Laurbær have hindret Flere i at sove roligt. Gedalia drev de til en hemmelig og aabenbar Konkurranse, hvor Hans Heftighed tog Magten fra ham selv uden at gjøre kjendeligt Indtryk paa Modstanderen.
«Den danske Landmandsbank» var han saaledes med til at stifte, og flere store Foretagender tog han paa sig, var af og til heldig, forgreb sig alligevel paa stedse større Muligheder og endte med at gaa helt i Stykker paa Kalundborgbanen.
Det var i 1875, og hermed sluttedes egentlig Hans Livs store Skuespil, hvori der jo ikke var saa lidet af en Komedie.
Thi det lader sig ikke negte, at naar Gedalia gav sig til at spille de store Roller, virkede han ikke mindst som Komiker. Der var for grelle Misforhold mellem hans Villen og Kunnen, hvad Evnen til at holde en første Klasses sociale Position angaar.
Mindst af Alt fattedes der Manden Hjerte; han var god, og han var godgjørende i stor Stil, ingenlunde blot med Brast og Bram. Han var, om en ikke ulastelig, dog vistnok saa brav og retskaffen som de Fleste. Men han var ikke født og opvoxen til at bære den fine Dragt eller den fornemme, herskende Stilling.
Ilden i ham drev ikke blot Intelligensen i Veiret, men hidsede ham, og Forfængeligheden gjød Olie til Ilden. Halv respekteret, halvt despekteret, gjerne anerkjendt for mange gode Egenskaber, men uundgaaaelig fulgt af Smil, der ikke vare smigrende — saadan var Gedalia i sine Velmagts Dage, da han gav Baronen her i Byen.
Men Komedien sluttede, og Tragedien begyndte. Han drog bort, han kom tilbage, han begyndte forfra, og han arbeidede ufortrødent, snakkede ikke mindre uendelig og gjorde derved sig selv mest Skade. Nu kunde Folk jo tage ham mere fra oven nedad, hvad vel ikke heller forsømtes. Og dog var det vel snarest saa, at Sympathien netop voxede for ham, medens man saa den aldrende Mand, hos hvem ogsaa det Ydre var mærket af Kampens Slid, arbeide og arbeide.
Derfor glædede det Mange, da han slap ret heldig gjennem en kriminal Anklages Skjærsild, og det turde i lige Maade være, at ikke faa havde ønsket ham et bedre Udfald af Højesteretsdommen, ved hvilken Børsens Ret til at holde ham exkluderet imidlertid blev rettelig stadfæstet. Dette Slag var hans sidste, og nu sank han hen i Betydningsløshed.
Sligt sker sjelden uden Skyld, og Gedalia havde utvivlsomt Skyld i sin tragiske Skjæbne. Naturligvis vil dog Ingen sige, at han blev en tragisk Heros. Men som han i Livet, trods al Latterlighed, dog ikke blot vandt Position en Tid lang, men virkelig, om end betinget Anerkjendelse og Sympathi fra mange Sider, saaledes skal han ogsaa ved sin Bortgang fra dette Livs Scene mindes, ikke blot som en eiendommelig ret kuriøs Person, men som en virkelig Kraft, der kun manglede det lille «Kun», der heder Ligevegt mellem Evnerne.