– i «Luthersk Kirketidende» – nr. 6 for 1873 – «Lørdag den 8de Februar» – forfattet av Th. Klaveness;
– fra sidene 81 – 88 :
«Der er intet Nyt under Solen».
Naar Forfatteren af denne Opsats har valgt at betegne den i Ramnæs o. fl. St. stedfundne religiøse Bevægelse og den deraf fremgangne religiøse Fremtoning med Navnet «Læseri», saa er det, fordi han, som i andre Stykker, saa ogsaa i dette Stykke gjerne vilde holde sig til det, som virkelig er og finder Sted.
«Læser»-Navnet har man nu engang, heldigt eller uheldigt, lagt paa dem, som høre med til Retningen; men forat ikke dette Navn paa Forhaand skal indtage Nogen for eller imod Retningen, behøver man blot at erindre sig, at «Læser» jo er den norske eller nordiske Oversættelse af det fremmede «Pietist», et Ord, som jo er blevet navnkundigt for sin Tvetydighed.
At «Læser»- eller «Pietist»–«Navnet skulde være en fuldt ud betegnende Benævnelse, er saaledes langtfra at være Nedskriverens Mening, ligesaalidt som det er tilstrækkeligt at tale om «Korn», naar man specielt mener f. Ex. Havre.
At den Retning, som her skal forsøges skildret i sin historiske Udviklingsgang, med Rette tør kaldes «pietistisk», er vel utvivlsomt, men af hvad Slags «Pietisme» den er, det er et Spørgsmaal, som vi helst ville lade de historiske Kjendsgjerninger besvare.
Prestegjeldet Ramnæs, som gjennem de sidste Aars Begivenheder synes at skulle faa en liden særegen Plads i Norges Kirkehistorie, dukker op til denne Navnkundighed af et tidligere Mørke, forsaavidt der tidligere kun har været Lidet talt eller skrevet om denne Bygd; ja, Mange kjende den maaske ikke engang af Navn. Den ligger ogsaa i Virkeligheden temmelig afsides; den er en Indbygd uden Kyst og uden større Vasdrag; ingen Hovedvej fører igjennem den.
Denne Isolation tør ikke have været uden Betydning ogsaa for det aandelige Liv; den tør have virket med til, at det er blevet staaende for sig selv, Noget, som i Virkeligheden er et gjennemgaaende Træk i dette «Læseries» Historie.
Dets Arnested ligger ogsaa selv afsides i den afsidesliggende Bygd, i nogle Sidedale, som udgaa
– 82 –
i Vest fra Hoveddalen, hvori Hovedsognet og Foen (andre skrive «Foden») Annex ligge. D
isse Sidedale støde i Vest nær hen til Højgjords Annex til Andebo og Sydenden af Vivestad, Annex til Ramnæs. Højgjord og Vivestad danne nemlig et andet Hoveddalføre, som i Syd fortsættes gjennem Andebo Prestegjeld.
I Tverdale mellem disse Hoveddalfører staar altsaa Læseriets Vugge, men derfra har det siden udbredt sig ikke blot til de nævnte Bygder, men ogsaa til Botne med Hillestad Annex i Nordost, til Vaale i Øst og til Borre, Semb og Stokke i Sydost, Syd og Sydvest.
Dette er altsaa Læseriets «Hvorfra» i stedlig Henseende. Større Interesse har imidlertid Spørgsmaalet om dets «Hvorfra» i aandelig-religiøs Henseende. Læserne selv henvise os her til Hans Nielsen Hauge, – med hvad Ret, skulle vi snart se. Om Hauge nogensinde selv har været i Ramnæs, er ikke oplyst; derimod er det sikkert, at ialfald Een af dem, som almindelig kaldes hans «Venner», har levet her hele sit Liv, og det paa en Gaard, som netop ligger i det Strøg, der ovenfor er betegnet som Læseriets Vugge.
Denne Mand er nu død, men hans Navn lever endnu i friskt Minde. Flere have fortalt Nedskriveren heraf om den «rare» Mand, som plejede at forkynde Guds Ord, siddende paa et Bord, omgiven af Naboer og Andre, som kom sammen for at opbygges. At han har øvet en religiøs Paavirkning paa de Omboende, er saaledes utvivlsomt, og forsaavidt kunde det synes naturligt, at der gjennem ham har forplantet sig en Art Haugianisme fra H. N. Hauge til Ramnæslæserne.
For at komme paa det Rene hermed har Forf. anmodet En, som stod den Gamle meget nær, om at give nogle Oplysninger om Manden og især om hans Forhold til de nuværende Læsere. Som Følge deraf har han modtaget nedenstaaende Beretning, der ikke oprindelig var bestemt til Offentliggjørelse i Kirketidenden, men nu overlades den ærede Redaktør til fri Afbenyttelse. Meddeleren har i Forbigaaende berørt flere Momenter, som vi senere ville komme tilbage til og forsøge at indordne i det Billede af Læseriets Levnetsløb, som vi her skulle forsøge at give. Men først ville vi høre den vel underrettede Beretters Fortælling :
Lidt om Kristofer Kjønnerød i hans sidste Leveaar.
Idet vi efter Opfordring her skulle give en liden Beretning om Ovenanførte, ville vi forudskikke den Bemerkning, at vi i efterfølgende Skildring lejlighedsvis ogsaa ville omtale en Del andre Mænd for, om muligt, at kaste lidt Lys over den første Oprindelse til den senere stedfundne Udtrædelse af Statskirken her i Ramnæs.
Kristofer Kjønnerød, som fra sit 22de Aar og indtil sin Død boede som Gaardbruger i Ramnæs, var
– 83 –
født den 24de Marts 1782 paa Gaarden Herreskilbred i Højgjord, hvor hans Fader boede som Gaardbruger.
Fra sin Ungdom af havde han ikke nydt nogen anden Undervisning, end den, Almuskolen i den Tid havde at byde; men Herren havde udrustet ham med gode Evner, og, da han tillige satte stor Pris paa Kundskaber og havde stor Lærelyst, havde han ved sin egen Flid i Aarenes Løb erhvervet sig ikke saa ret faa Kundskaber, uagtet hans legemlige Arbejde altid havde lagt Beslag paa hans Tid og Kræfter.
Saaledes var han t. Ex. ikke fremmed hverken i Verdens eller Naturens Historie. Derom vidnede de mange Fortællinger af saadant Indhold, han gav tilbedste, naar han var sammen med sine Venner og Bekjendte. Han saa, som han sagde, «Guds Visdom og Styrelse igjennem alle Ting», baade igjennem Naturens og Menneskehedens Historie. Hvad der imidlertid altid stod for ham som det Vigtigste af Alt, hvad der især sysselsatte ham i hans ledige Timer, var Granskningen af Christendommens Sandheder, Ordet om Ham, der er Vejen til Salighed for Alle, som tro.
Dette var hans kjæreste Eje, hans dyreste Skat, Ledestjernen for al hans Id og Daad, og derfor sang han ogsaa saa ofte : «Den Idræt Gud er tækkelig, som Grund i Ordet haver».
Han tillod ikke, som endog mange Vakte nu gjøre, at man lod Bibelen, Herrens eget Ord, støve ned i Boghylden; den laa somoftest opslagen paa hans Bord.
Ligesom han selv havde søgt og fundet Frelsen i Christo Jesu og følte Saligheden af at være i Hans Samfund, saaledes var det ham ogsaa en Trang at opmuntre og tilskynde Andre til det Samme, at lede ogsaa Andre hen til den samme Frelser og Forløser, der var gangen ud efter dem og gjerne vilde modtage Alle, som vilde komme til Ham. Han samledes derfor gjerne til Husandagt eller Opbyggelse med dem, der ønskede det. Her læste man da et eller andet lidet Afsnit af Guds Ord eller en Prædiken i en Huspostille, sang og talte nogle Ord til de Forsamlede om «det ene Fornødne», og det er vort Haab, at disse Forsamlinger vare til stor Velsignelse i hans Tid.
Vi ville tillade os her at anføre et lidet Psalmevers, som den Gamle ofte brugte ved slige Sammenkomster, fordi det synes os netop at udtale, hvad der var hans Hensigt med dem. Det var dette Vers :
#
«Ak ! Lader os alle hverandre erindre, At Ingen sig lader fra Kronen forhindre !
Naar Verden og Satan vil bruge sin Magt, Da staa vi forenede alle paa Vagt.
Vor Fader, Han hører de samlede Sukke. Mod enige Hjerter tør Satan ej pukke;
Hvo vil de forenede Aander udslukke ?»
#
Det skal dog aldrig kunne siges om ham, at han satte disse Forsamlinger
– 84 –
og Andagtsøvelser højere, end den kirkelige Gudstjeneste, eller at han foragtede den beskikkede Lærerstand. Tvertimod var han, saalænge ikke hans Alderdom lagde Hindringer ivejen derfor, en flittig og opmerksom Deltager i den offentlige Gudstjeneste, og han opmuntrede sin Familie til det Samme.
Hans Børn kunne saaledes bevidne, at han ofte bebrejdede dem, naar de ikke vilde gaa i Kirken om Søndagene.
Til Menighedens Prester stod han ogsaa altid i et godt Forhold, arbejdede aldrig mod dem, men med dem, og, hørte han Nogen tale med Ringeagt om dem, afviste han det ofte med den Bemerkning : «Vi skulle agte dem for deres Embedes og Kundskabers Skyld».
Eftersom Aarene gik, og han nærmede sig Enden af sin Løbebane, aftog efterhaanden hans Kræfter, og Alderdommens Svagheder lagde sig tungere og tungere over det forhen saa friske Legeme. Det blev derfor alt mere og mere sjeldent, at han kunde samles med Andre om det dyrebare Herrens Ord. En Del yngre Mænd, der forhen havde staaet ved hans Side, og som altid havde seet op til ham som en gammel, prøvet og erfaren Christen, optraadte nu mere selvstændigt, mere uafhængigt af ham.
Disse nyere Vakte vare allerede dengang i Meget forskjellige fra denne Gamle, hvilket ogsaa klart nok kom tilsyne i deres Ydre, i deres Maade at være og handle paa. Medens han var aldeles fri for alt pietistisk Væsen, var livlig, frimodig og glad, talte med Interesse ikke alene om religiøse, men ogsaa om verdslige Sager, kunde ikke blot græde med de Grædende, men ogsaa glæde sig med de Glade, forstod at blande Livets Alvor og Gammen sammen og lod det være sig magtpaaliggende at sørge ogsaa for sit jordiske Kald, bare derimod hine Mænd et stærkt pietistiskt Præg, talte nødigt om Andet, end aandelige Ting, fornemmelig om sine egne Følelser, og det altid i en klynkende, klagende og jamrende Tone, der stod i Samklang med deres nedbøjede, sygelige Udseende.
De syntes aldeles at glemme Frelserens Formaning i Mt. 6, 16-18 : «Naar I faste, skulle I ikke se bedrøvede ud». Ting, der ere os tilladte at bruge, naar de blot ikke misbruges, bleve snart aldeles forkastede, fordi de mente, at selve Brugen af dem var syndig. Den offentlige Gudstjeneste fik snart en underordnet Plads i deres Øjne, og det blev mere og mere sjeldent, at man saa dem i Kirken.
Kristofer Kjønnerød, som fremdeles en og anden Gang kunde samles med dem, forstod ogsaa snart, at ikke Alt gik i de rette Spor; men hans Sjæleevner og aandelige Syn var allerede saa betydelig sløvet af Alderdommen, at det faldt ham vanskeligt at finde, hvori Fejlen egentlig stak. Imidlertid ytrede han engang til Nedskriveren heraf, da vi i Forening rejste hjem fra en Opbyggelse : «Jeg kan ikke længer være rigtig enig med disse Mænd, som holde Opbyggelse nu. Jeg ved ikke, hvorledes det
– 85 –
er med dem; men jeg synes, det ser ud til, at de gjerne ville have Opbyggelser daglig, og, naar de komme sammen, er det, som om de ikke ville, at det skal tage nogen Ende dermed. De holde paa med Guds Ord, Bøn og Sang til langt ud over Natten; dette trætter bare Sindet og svækker Hukommelsen».
Han ytrede ogsaa flere Gange Misnøje over den stundesløse Renden og Løben i Opbyggelser. Det er ogsaa en Kjendsgjerning, om de end efter den Gamles Død muligens ville benegte det, at de i hans sidste Leveaar begyndte mere, omend fint, ligesom at overse ham og troede om sig selv, at de havde faaet «et større Lys fra Vorherre». Han blev dem mere og mere ligesom til en Byrde, fordi de følte sig noget bundne af ham, og fordi de vidste med sig selv, at de i dette og hint ikke rigtig kunde enes med ham, paa samme Tid, som de ikke kunde fornegte sin Overbevisning om, at han dog maatte være en sand Christen. At dette ikke kunde være anderledes, kan ogsaa let indsees af det, som tidligere er anført om dem og om ham.
De separatistiske Tendentser, som nu endelig have ført til Udtrædelse af Statskirken, kom hos hine Mænd tilsyne i sine begyndende Spirer, allerede medens den Gamle laa paa sit Sygeleje.
Takket være Herren, som lod ham lukke sine Øjne uden at have været Vidne til, hvad siden er skeet ! Deres Ringeagt for den kirkelige Gudstjeneste tiltog efterhaanden, ligesom de ogsaa ringeagtede de Personer, som vare kaldede til at forrette Gudstjenesten. De troede nemlig, at disse ikke vare rette Christne, og at de derfor forførte de Sjæle, over hvilke de vare satte til Hyrder og Lærere. De begyndte derfor saa smaat at arbejde mod dem og tale ilde og spottende om dem.
De taalte snart ikke længer, at nogen af deres Tilhængere vilde lade Menighedens Prest og Kirkesanger forrette ved deres Dødes Begravelse. Da de saaledes fik høre, at Kristofer Kjønnerød paa sit Sygeleje havde bestemt, at Presten og Kirkesangeren skulde forrette ved hans Begravelse, skurrede dette saa stærkt i deres Øren, at de ikke fik Rast eller Ro, forinden de havde faaet det forhindret.
Siden gik de nu, som gjerne Tilfældet er, altid videre og videre i samme Retning. Kirken og Skolen fik Navnet : «Satans Synagoger» m. M. Prester og Lærere vare uden Undtagelse «Djævelens Redskaber». Enkelte mere oplyste og tænkende Mænd, som forhen havde virket i Forening med dem, forstode, at dette og meget Andet var galt, og søgte at overbevise de Fejlende derom; men alle Forsøg isaamaade vare frugtesløse og bleve snart optagne som et Slags Forfølgelse imod dem.
Disse to Partier maatte følgelig skilles. De som maatte trække sig tilbage fra dette sværmerske Væsen, bleve af de Øvrige betegnede med Navnet : «Stjerner, som ere faldne ned fra Himmelen». Sine Børn meldte de ud af Skolen, da Intet der kunde finde Naade for deres Øjne, og,
– 86 –
saasnart de havde skaffet sig Kundskab om, paa hvilken Maade de kunde komme ud af Statskirken, gjorde de ogsaa dette Skridt i den Tanke, derved at skulle faa Alt efter sit eget Hoved.
Her forlade vi disse uhyggelige Historier for til Slutning endnu at dvæle nogle Øjeblikke ved Kristofer Kjønnerøds Dødsleje og i Korthed se, hvad Merkeligt der foregik, hvortil vi vare Vidner.
Høsten 1863 begyndte han at blive mere svagelig og kraftløs, end tidligere, og kort før Jul maatte han gaa tilsengs for ikke mere at staa op. Han syntes dog ikke, at han havde nogen egentlig Smerte i Legemet, og holdt det ikke saa aldeles usandsynligt, at Herren maaske endnu vilde give ham hans Kræfter tilbage, saa han atter kunde komme op.
Engang sagde han til os : «Jeg beder Herren, at Han, hvis det ikke er Hans Vilje imod, vil lade mig komme op til eder igjen. Dette maa ogsaa I bede om; men I maa lægge til : Ske din Vilje !»
Da han havde ligget tilsengs i nogen Tid, ønskede han at blive meddelt Sakramentet. Med Presten talte han længe om sin aandelige Tilstand, om sin Længsel efter Frelse og Salighed, om sin egen Uformuenhed til det Gode, om, hvorledes han ret skulde forberede sig til Døden o. s. v. Skjønt han længe syntes, at han ikke havde nogen Sygdom, som kunde forvolde Døden, var han dog forberedt paa, at dette dog snart kunde ske. Han talte derfor til sin Familie om, hvorledes de i Et og Alt skulde ordne sig, naar han var død og borte, talte om sit Forhold til Gud, om, hvor godt det skulde være at blive salig, og bad Alle, som kom til ham, at bede for ham. Omsider merkede han, at hans Sygdom snart vilde bringe ham til Gravens Rand, kaldte derfor sin Familie til sig, rakte hver Enkelt iblandt dem sin Haand til Afsked, takkede for hver Dag, han havde levet sammen med dem i Enighed og Fred, og bad dem med Taarer i Øjnene at søge Herren i Aand og Sandhed, saa han engang maatte faa se dem alle igjen der, hvor intet Farvel mere skal lyde.
Han talte til Alle i Almindelighed og til hver Enkelt i Særdeleshed, udtalte sit Haab om dem alle og bad Gud styrke dem til at vandre Livets Vej. Kort efter bad han os at synge Verset :
«Ak ! Lader os alle hverandre erindre, At Ingen sig lader fra Kronen forhindre !»
Han laa ofte siden, somom han sov; men vi merkede, at han ofte da var i det største aandelige Arbejde, laa i Kamp med den onde Frister. Naar han saa igjen kom til Ro, bad han os gjerne at synge en eller anden Psalme.
Det hændte undertiden, at han efter saadanne Kampe blev gjennemstrømmet af en overordentlig Glæde. Da han saaledes engang en længere Stund havde ligget i en taus, men synlig Kamp, begyndte han at synge med Hjertens Fryd :
– 87 –
«Sjung Amen, mit Hjerte ! Sjung Amen, mit inderste Hjerte ! I Himmelens Salighed endes din Vaade og Smerte» o. s. v., men, da han næsten havde naaet Enden af dette Vers, kvalte Glædesgraaden hans Stemme.
Det varede imidlertid ikke længe, forinden Djævelen atter stormede ind paa ham med fornyet Styrke. En Nat, medens Nedskriveren heraf og en Anden vaagede ved hans Leje, havde han en af sine haardeste Kampe. Da vi merkede dette, læste vi højt et Par Trøstesprog af den hellige Skrift; men han var i en saa heftig Kamp, at det lod til, han ikke merkede det. En kort Stund efter sagde han : «Nu er der saa Mange om mig, som ville forføre mig, at de omgive mig saa tykt, som en Taage».
Kort efter sagde han : «De komme med Skriften ogsaa». Men lidt efter udbrød han med stærk Stemme : «Nej, jeg har En ved min Side, som er stærkere !»
Derefter fik han igjen Ro for en Tid. Omsider gjorde Herren en Ende paa al Fristelsen, saa den onde Djævel for stedse maatte forlade ham med alle sine Anslag, og det var denne Begivenhed, vi her fornemmelig vilde meddele, idet vi tale om hans Død.
Herren lod ham kort før sin endelige Bortgang paa en ubeskrivelig Maade skue ind i den evige Herlighed og Salighed, hvortil han snart skulde faa gaa ind. Han laa ligesom i en Søvn, saa de Omstaaende forlode Lejet. Hvor længe han saaledes laa, lagde Ingen Merke til. Da han ligesom vaagnede op og var kommen saaatsige til sig selv igjen, var han som henrykket af Glæde og Forundring over den store Herlighed, han havde seet. Han bad os alle øjeblikkelig komme hen til ham, rejste sig op i Sengen, som om han ikke længer følte eller rent glemte sit syge og skrøbelige Legeme, og talte til os, sigende : «Nu har jeg snart overvundet ! Herren har nu ladet mig se ind i det evige Livs Herlighed; o ! hvilken unævnelig Herlighed og Salighed ! Ingen faar se Saadant, uden de, som blive frelste. Jeg havde aldeles ikke taalt at se det, udenat Herren havde været med mig og styrket mig. Dersom I vidste, hvor stor den Herlighed er, som venter Guds Børn, og hvor godt det er at blive salig, kom der ikke et syndigt Smil over eders Læber i hele eders Levetid.
Skammer eder ikke for at sige Medmennesker Sandhed ! Det har jeg ofte gjort; men nu skulde jeg bekjende den, om man stod over mig med Sverdet. Gud har dog seet, at jeg har ment det vel med, hvad jeg har gjort, og nu vil Han for sin Søns Skyld føre mig ind til den evige Herlighed».
Saaledes med Videre talte han til os og førmanede og tilskyndede os til at søge Herren af et oprigtigt Hjerte, formanede os med en Kraft og Inderlighed, som ved Guds Naade aldrig skal glemmes. Vi kunde endnu have Meget at skrive herom; men vi frygte for, at nærværende Beretning er bleven meget for lang, og skulle derfor slutte.
Efterat den Syge havde endt den lange Tale, hvoraf vi i
– 88 –
det næst Foregaaende have anført nogle Ord, talte han ikke Meget, men laa i Taalmodighed og forventede Døden. Smerterne bleve meget haarde, da det lakkede mod Enden; men ikke en eneste Klagelyd kom over hans Læber.
Sin Fatning beholdt han lige ind i Døden; men sit Mæle tabte han noget før.
Den 11te Jannar 1864 hensov han stille og rolig, efterat han her paa Jorden havde levet i 82 Aar mindre 2 Maaneder og 13 Dage. Sluttelig ville vi tilføje Ønsket om, at Intet af det, som i det Foregaaende er skrevet om denne kjære gamle Mand, maa blive optaget som nogen Ros over ham.
Han sagde til os, medens han laa paa sit Sygeleje : «Naar jeg er død, maa I hverken rose mig eller laste mig».
Ligesaalidtsom han under sin jordiske Vandring syntes om, at han blev rost og berømmet, ligesaa lidt ønskede han, at dette skulde ske efter hans Død. Sandheden om ham maatte vi dog her udtale, og, indeholder denne noget Rosværdigt og Berømmeligt, saa tilkommer jo Æren derfor alene Herren.
Ramnæs den 13de December 1872.
– les videre artikkel 2 her :