– i «Luthersk Kirketidende» – 1873, nr. 9 for «Lørdag den 1ste Marts»; forfattet av presten og skribenten Th. Klaveness;
– fra sidene 136 – 140 :
Dette er da vor Beretters Redegjørelse for en Mands Liv og Virken (Kjønnerød : se forrige artikkel her), der stod ialfald til en Tid i det nøjeste Forhold til «Læserne», men, som vi have seet, dog tilslut blev af dem selv ligesom skudt tilside og agtet mindre, skjønt de ikke vovede ganske at bryde Staven over ham.
Dette historiske Faktum oplyser bedre, end alle Ræsonnements, hvordan Forholdet mellem ham, som vi vel tør kalde den sidste «Haugianer», og «Læserne» har været. Der har været Noget, som forenede dem, og Noget, som adskilte dem. De have søgt Næring fra de samme Livskilder, Guds Ord, udlagt af dem selv, eller og det ikke mindst – Guds Ord i Fædrenes, Luthers, Johan Arndts, Linderots og Hans Nilsen Hauges Postiller.
– 137 –
Derhos har som Frugt deraf et fælles religiøst Liv knyttet dem sammen, et Liv, som vistnok tildels har baaret det Præg, som udtales i Ordene : «Forarbejder eders Saliggjørelse med Frygt og Bæven !»
At denne «Frygt og Bæven» dog ikke hos Kr. Kjønnerød har været nogen Trældoms-«Frygt» eller «Bæven» for Forbandelsen fra Sinai, fremgaar klart af det ovenfor Berettede, og naar man ikke kan frikjende de senere «Læsere» for en saadan sinaitisk «Frygt» og «Bæven», bærer altsaa ikke Kr. Kjønnerød eller hans «Haugianisme» Skylden derfor.
At det dog ikke er kommet til nogen egentlig Strid eller noget egentligt Brud mellem ham og dem, er en Omstændighed, som tyder hen paa, at hverken han eller de klart have erkjendt den dybere Forskjel, Grundforskjellen mellem ham og dem. Denne Grundforskjel har i Virkeligheden været en Læreforskjellighed, men er ikke klart bleven erkjendt som saadan, hverken af ham eller dem.
Hertil kunde for hans Vedkommende bidrage en fra hans aandelige Stamfader nedarvet Uklarhed i Læren om Lovens rette Brug; for «Læsernes» Vedkommende bidrog dertil, at de jo aad af den samme aandelige Mad og ikke vel kunde beskylde en af Hans Nilsens Venner, som altsaa kjendte Hauge bedre, end de selv, for at være bleven denne af dem selv højt agtede «Fader» utro.
Forskjellen føltes mere, end den bekjendtes, men den Forskjel, som føles, maa ligge indenfor det Paatageliges Omraade, og den Forskjel erkjendes ogsaa lettere, end hin paa Lærens Omraade. Af vor Meddelers Beretning er det klart, at Kr. Kjønnerød har fornummet og følt sig frastødt af sine yngre Venners Umættelighed og rastløse Higen og Jagen efter «Opbyggelse».
Men den Sammenhæng, hvori denne umættelige Higen og Jagen stod med deres fra hans forskjellige Standpunkt, har han ikke erkjendt; for ham, som vidste, paa hvem han troede, og som altsaa kjendte Grund under sine Fødder, var hines Jagen ganske umiddelbart modbydelig. Hans yngre Venner have derimod i sin Iver som Nyvakte ikke følt sig tilfredsstillede ved den Gamles større Nøkternhed. Deres større Iver var ialfald i deres egne Øjne et paatageligt Bevis paa, hvilket langt højere og dybere Syn de havde faaet fremfor den Gamle paa Verdens Nød og Frelsens Nødvendighed.
Saaledes forbundne med og dog i Virkeligheden inderlig adskilte fra den Gamle, kunde de ikke Andet end føle sig generede af ham; han blev dem i de senere Aar mere og mere besværlig, og hans Død befriede dem som fra et Baand. Om det i Virkeligheden var gavnligt for dem, at dette Baand løsnedes, er vel mere end tvivlsomt, naar man ser hen til de senere Begivenheder; thi det fremgaar klart af, hvad vi have hørt om Hauges Ven, som af, hvad der ellers er bekjendt om ham, at han stod der som en Mur og Dæmning mod separatistiske Lyster, som allerede begyndte at røre sig blandt «Læserne» og navnlig hos Lederne.
– 138 –
Begivenhederne ved Kr. Kjønnerøds Kiste tale højlydt om, hvilken Magt disse Lyster fik, da han var borte, saaat de nu, da den Ganles Røst var forstummet i Døden, ikke mere vilde lade hans Ønske om en kirkelig Begravelse gjælde.
Den Gamle var sine haugianske Traditioner tro, men disse vare dem i samme Grad utro.
Haugianismen var aldrig sekterisk; det var aldrig H. N. Hauges Ønske eller Mening, som han ogsaa tydelig nok udtaler i sit «Testament», at hans Venner skulde skille sig fra Statskirkesamfundet, i hvilket han saa den sande lutherske Kirke trods enkelte, ja mange af denne Kirkes Tjeneres Uværdighed især paa hans Tid.
Den samme Troskab hos den Gamle, men Utroskab hos de Unge, «Læserne», i Forhold til Hauges Livsanskuelse ville vi finde ved at merke os de Antydninger, som ere givne i det ovenfor Meddelte. Ikke blot religiøs, men ogsaa verdslig historisk Læsning interesserede den Gamle; han kunde tale med om de fleste Ting, var jævn og munter i Omgang. Anderledes med «Læserne».
Var der i Haugianismen i Almindelighed noget Hang til mørk Livsbetragtning, saa blev den dog heldig modvirket ved H. N. Hauges villige Anerkjendelse af og Interesse for alt Menneskeligt; han var jo selv, som bekjendt, baade et teknisk Geni og en stor Ven af alslags materiel Udvikling. Netop i denne Henseende bevise «Læserne» sig i høj Grad at være ikke ægte, men uægte Børn. Livet med alle sine timelige Sysler og Krav er dem en Besmittelse. «Verden» maa udelukkes af Sindet. Vi ville komme tilbage hertil, naar vi senere skulle omtale deres Fordringer til Skolen, hvor heller ikke Verden, d. v. s. det borgerlige Livs Krav, anerkjendes.
Men vi vende atter tilbage til Historien. Der maa paa dette Punkt naturlig fremstille sig det Spørgsmaal : Hvorfra fik «Læseriet» den separatistiske Islæt, som skilte det først fra Haugianismen og siden fra Statskirken ? Mens Kr. Kjønnerød levede, var Alt gaaet saa godt og roligt eller – som de sige, der nu med Længsel se tilbage til den Tid, fordi de ikke finde sig vel i den nuværende Splid og Forvirring – saa «enfoldigt» til.
Var der Prædiken i Kirken, gik han gjerne derhen. Kjønnerød skal have sagt, at han vilde ikke forsømme Kirken og Gudstjenesten, selv om der ikke var Andet at høre end Indgangsbønnen.
Om Eftermiddagen samledes man saa gjerne om gamle Kjønnerød, sang nogle Psalmer, holdt Bøn og læste en Prædiken af en af de nævnte Fædre. Uanseet, om Prædikenen om Formiddagen var nærende eller ikke, fandt de, som elskede Guds Ord, her en god og gavnlig Bestyrkelse i Sandhedens enfoldige Annammelse. Faldt der en Ytring af Misfornøjelse med bestaaende Misligheder i Kirken, saa var dette dog endnu kun undtagelsesvis Tilfældet; man rettede endnu Blikket indad mod sig selv og forarbejdede sin egen Saliggjørelse.
Men ved Siden af Kjønnerød optraadte mod Slutningen af hans
– 139 –
Liv en Mand ved Navn Hans Lora (Nogle udtale Navnet : «Flora», Andre : «Slora»), og denne paatrykte «Læseriet» et ganske nyt Stempel. Ved ham komme vi til at berøre den religiøse Bevægelse i Skien og omkring Skiensfjorden. Denne Mand kom nemlig fra Omegnen af Porsgrund.
Han havde der været Vidne til den af Lammers vakte stærke Bevægelse, men han havde, merkeligt nok, ikke fulgt Bevægelsens Strøm, men sat sig til Modværge, fordi Retningens Glæde og Lethed var ham, som formodentlig tidligere var paavirket af Haugianismen, mistænkelig.
Da han nu af de Troende i Ramnæs og nærmest omliggende Sogne blev opfordret til at komme til dem for at forkynde Guds Ord der, medbragte han denne Oppositionsaand ligeoverfor den skienske Retning. Denne hans Aand fandt her et godt Sted. Vi maa vel erindre, at de Troende her, ligesom Hans Lora selv, stode i aandelig Forbindelse med H. N. Hauge, og den haugiske Læreejendommelighed gik i Retning af at fremhæve den alvorlige Kamp for Kronen.
I Skien derimod svømmede man i denne Tid i de saligste Fornemmelser af Guds forunderlige Naade i Christo, som om man allerede «havde grebet det». Hans Lora kom nu og fortalte om disse, som han troede, saa højst betænkelige Foreteelser, og hans Ord fandt Gjenklang hos hans af samme Skole udgangne Aandsfrænder i Grevskaberne. Herved fik Aandeligheden i Ramnæs et ganske ejendommeligt Præg.
Haugianismen er i sig selv ikke heterodox, ikke farlig for Lærens Renhed, men Haugianismen, fastholdt i Modsætning til en evangelisk Retning og urgeret i denne sin Modsætning, vil let blive heterodox og altsaa farlig for Kirkens Enhed i Tro og Lære.
Læseriet i Ramnæs faldt i denne Grav. Idet Læserne vilde styre til Siden for ikke at komme op i det skiensk-evangeliske Sværmeri, kom de ud af Vejen og faldt i en modsat, nomistisk Vildfarelse.
I Modsætning til Skiensernes Glæde vilde Hans Lora og de, som ny fulgte ham, fastholde Bedrøvelsen som et Særkjende og Kjendemerke paa den Troende. Istedetfor den glade Fortrøstning til og Byggen paa Guds Naade i Christo, som let kunde forlede til en «selvtagen Tro» og «høj Aand», fremholdt han Nødvendigheden af en grundig Omvendelse, at ikke Nogen for tidlig skulde tilegne sig Naaden og derved gjøre sig Vejen for let; det var tilsidst dog sikrest at tvivle om sin Naadestand og aldrig prise sig salig.
Det blev saaledes ogsaa et Kjendemerke paa ren og ægte Forkyndelse, at jo sværere og vanskeligere Korsets Vej, den trange Vej, blev skildret, desto bedre; det Modsatte var et Kriterium paa Vranglære.
Naar Hans Lora dog ikke ganske kunde fornegte Herligheden af Troens fulde Forvisning og mangen Gang med sin sjeldne Begavelse vidnede ret varmt og kraftigt derom, saa
– 140 –
stod han dog netop med dette sit Syn, som maaske Berørelsen med de Vakte ved Skiensfjorden uvilkaarlig havde paanødet ham, over de fleste af sine Tilhørere, og disse saa vel i saa Henseende op til ham som En, der var kommen saa saare vidt, saa meget længere, end Flerheden af dem, medens saa han igjen for at vise sin inderlige Afsky for det evangeliske Sværmeri, den glade Christendom, straks atter faldt over i den klynkende Tone og bar den for en Korsdrager alene passende Holdning og Mine tilskue.
Man maa herved erindre, at «Læseriet» hverken dengang eller nu ganske har villet fornegte Evangeliet og Troens Hemmelighed; dets Frafald fra ægte Lutherdom vilde da være blevet altfor øjensynligt.
Men Ejendommeligheden i denne Henseende bestaar her, som hos de ganske lignende Læser-Retninger i Sverige, deri, at Naaden stilles saa fjern, som muligt; Troen paa Naaden i Christo ombyttes med Haabet om Naade som en fjern Mulighed, en Salighed, som naaes først da, naar «Mennesket er blevet ganske til Intet»; naar Sjælen fortvivlet «hænger mellem Himmel og Helvede» og «maa slippe sig», «da falder den i Jesu Arme» (Udtrykkene ere laante fra Læserne selv).
Man vil forhaabentlig af Ovenstaaende kunne danne sig en Mening om Beskaffenheden af Hans Loras Vidnesbyrd. Han skildres som en udmerket begavet Mand, og hans Anseelse var stor; man bragte ham frivillige Gaver i Hobetal, og han var i Virkeligheden den tredje Prest i Ramnæs.
Maaske har denne Ophøjelse været ham farlig. Vist er det, han faldt og faldt dybt. Skjønt gift Mand, blev han ved en Pige, som tidligere ogsaa optraadte i hans Forsamlinger, Fader til et uægte Barn.
– les videre artikkel 3 her :