– i «Luthersk Kirketidende», 1873, for «Lørdag den 12te April» – nr. 15; den siste i rekken av 5 artikler vedrørende de forhold som ledet til mange så benevnte «Læseres» endelige uttredelse av Statskirken i årene frem til disse artiklers tilblivelse og forfattet av den engasjerte prest og skribent Th. Klaveness; les artikkelen som gikk umiddelbart forut for denne – artikkel 4 – her;
– videre fra sidene 236 – :
Udtrædelsen af Statskirken foregik ikke med een Gang. «Læserne» synes at have samlet sig ud.
Først udtalte de sig i Vaaren 1871 i en Erklæring til vedkommende Sogneprester om sin Betragtning af Kirkens Tilstand og anmeldte foreløbig sin forestaaende Udgang.
Noget senere (i April) indsendte de direkte til Kongen en Besværing med Bøn om Beskyttelse for den sande lutherske Tro og Lære. Dette Dokument er et af de vigtigste og et af de faa Støttepunkter ved Bedømmelsen af det alvorlige Skridt, som Læserne nu stode i Begreb med at gjøre. Vi ville derfor lidt nærmere redegjøre for dets Indhold.
– 237 –
De begynde med at beklage sig over, at de som sande Christne have erfaret «ikke ligefrem Forfølgelse, men flere Lovbestemmelser».
Meningen hermed er naturligvis, at disse «flere Lovbestemmelser» øve et Tryk paa dem, som de sætte i Klasse med «Forfølgelse». Disse Lovbestemmelser lægge nemlig, heder det, Baand paa de sande Troendes Samvittighed og paa den Tro og Læremaade, som efter Guds Ord og Luthers Lære maa være den ene saliggjørende.
Nu siges udtrykkelig, at hermed menes den nye Skolelov, som paalægger og bestemmer flere Fag, «end der ere nødvendige til at forarbejde Børnenes Salighedssag». Dette stadfæster altsaa, hvad vi ovenfor have sagt, at «Læserne» ikke vilde indrømme noget verdsligt Fag Plads i Skolen, en Mening, som de dog atter straks nedenfor modificere og begrænse, skjønt i stor Uklarhed. De fremsætte videre den Paastand, at Religionsundervisningen ved disse Love ikke blot tildeles den mindste Undervisningstid, men ogsaa bliver underordnet de øvrige Lærefag.
I Bedrøvelse herover og for at bibringe sine Børn de rette Begreber om Gud og Hans Vilje havde de benyttet sig af den lovlige Adgang til at oprette private Skoler i den Tanke, at de nu selv kunde ordne sine Skoleanliggender. Men da de saa maatte møde ved de almindelige Skoleexamener (ved hvilke Sognepresterne pleje at udøve den lovbestemte Kontrol ogsaa med Privatskolens Børn), mødte dem her den samme Vanskelighed, som før, idet de ikke fik Lov til at bruge det nye Testament til Indenadlæsning.
Følgen blev da, at flere Examener ikke bleve fremmede. De beklage sig nu over Presternes og Skoledirektørens Fremgangsmaade og paastaa, at saaledes «bliver Læsebogen over al anden Lære», og at Friheden til at vælge det Gode og forkaste det Onde berøves dem. Hermed ville de ingenlunde have sagt, at de forkaste Oplysning om Naturen, men den maa være Guds Bud underlagt og maa drives som en Bisag.
Naar Loven paabyder baade Religionsundervisning og Undervisning i andre Fag, kan ikke Religionsundervisningen blive Hovedsagen. Argumentets Styrke skal her vel ligge deri, at de verdslige Fag sideordnes med Religionsundervisningen derved, at de ligesaavel, som denne, paabydes. Naar de derefter sige, at den verdslige Oplysning bliver endog sat som Betingelse for, at Guds Ord kan øves og læres, sigte de formentlig til, at der er sagt dem, at man overhovedet maa kunne læse, før man kan læse Guds Ord til Opbyggelse. Besværingen synes altsaa væsentlig at gaa ud paa, at Guds Ord tilsidesættes i Skolerne, og at de selv ikke faa Lov til at følge sin Samvittighed, naar de ville give det dets rette Plads.
Men derhos skimter det ogsaa igjennem, at de anse den rene Luthers Lære for afskaffet. Nu følger tilslut en Beklagelse over Presterne, som ifølge sit Embede dog skulde forsvare den rene Luthers Lære, men nu tvertimod have stillet sig paa Lovens Side; derfor maa de staa dem imod og paa egen Haand søge at vedligeholde den lutherske Religjon. Da heller ikke de højere Auktoriteter ville komme dem tilhjælp, maa de nu gjøre det næste Skridt, fraskille sig Preste- og Lærerstanden og danne et Kirkesamfund efter Guds Ord og Luthers Christendom. Saaledes haabe de endelig at blive fri for, hvad de kalde «Tvangslæren», men ønske tillige Bekræftelse herpaa hos Hans Majestæt, hvem de tilslut forsikre om sin Kjærlighed og Underdanighed.
– 238 –
I denne Besværing have vi altsaa Læsernes authentiske Redegjørelse for deres Udsondring, som de dog for det Første kun have tænkt sig som et Slags Schisma. Det er øjensynligt, at denne deres Besværing i høj Grad lider af Overdrivelse og Uklarhed.
Imidlertid har den dog været dem selv tilstrækkelig som Operationsbasis. I Brev af 22de Septmbr. 1871 tilmeldte de Amtmanden i Jarlsberg og Laurviks Amt, at de agtede at danne et Samfund med egen Prest og Forstander indenfor Statskirken.
Da Amtmanden i Svarbrev as 1ste November s. A. havde betydet dem, at dette ikke gik an, meldte de ham i Skrivelse af 12te December, at de nu vare udtraadte af Statskirken og havde dannet en Frimenighed med Nils Heggestad (skrives ofte ogsaa «Heierstad») som Tilsynsmand og Hans Knapstad som Prest.
Imellem disse Datoer ligger altsaa den store Udtrædelse i Ramnæs. De kom i massevis, dels kjørende paa Langslæder, dels i Flok og Følge tilfods, for at lade sig udskrive af Sognepresten. At Udskrivningen var en pinlig Forretning for den Mand, som nu netop var kommen i Embedet, kunne vi let tænke os (i 1870 kom som sogneprest den 60 år gamle Joachim Simon Voss til Ramnæs og erstattet Hans Morten Thrane Esmark som 68 år gammel var enlediget (løst fra embedet) i 1869 — og som res.kap. kom i 1872 29 år gamle Paul Gabriel Theodor Kielland og erstattet Hans Moss som 67 år gammel var entlediget året før – i 1871/red.)
Og det var vel ikke ham alene (J.S. Voss/red.), som smertelig følte den Rift, som herved reves i Samfundet. Smerten føles endnu stadig i Familierne, i Naboskaberne og paa Kirkevejene, naar den ene Flok drager til eet Gudshus, og den anden til et andet; man mødes, ser bedrøvet eller harmfuld paa hverandre og passerer hverandre med en kort Hilsen.
Hvilken Stilling indtage nu disse Dissentere i Forhold til Statskirken ? En ganske særegen og ugrej Stilling, som vanskeliggjor Situationen baade for dem selv og for Andre. De kunne nemlig ikke opnaa Statens Anerkjendelse af deres Forstandere, da disse ikke ville aflægge Ed eller Løfte om Lydighed mod Loven. De kunne derfor heller ikke opnaa alle de Fordele, som Loven af 1845 tilstaar Dissentere.
Saaledes opstaar (i Henhold til en Skrivelse fra Amtet, som atter støtter sig til en Korrespondance mellem Kirkedepartementet og Justitsdepartementet) saadanne Abnormiteter, som at de selv frit kunne forvalte Sakramenterne sig imellem, men dog maa betale de almindelige personlige Ydelser til Statskirken og dens Tjenere, saasom «Stoleleje, Husmandsafgift, Prestepenge, Offer og Høstarbejde». De kunne benytte Kirkegaardene, men ikke Kirkerne; om de kunne faa benytte Kirkeklokkerne, er endnu ikke afgjort.
I een Henseende vilde dog Forholdet blive det samme, enten deres Forstandere havde Statens Anerkjendelse eller ikke. De vilde heller ikke da blive fri for den Kontrol med deres Skolevæsen, som er lagt i Skolekommissionens Hænder (Lov af 16de Mai 1860, § 50).
I dette for dem allervigtigste Punkt staa de og ville de altid komme til at staa i den samme Knibe; fra denne Side truer dem Bøder og andre Tvangsforanstaltninger. Kun en ny Lov eller Udvandring kan befri dem herfra, eller – Loven maa vedblive at sove. Saadan er altsaa disse Dissenteres nuværende retslige Stilling.
Vi ville til Slutning endnu kaste et Blik paa deres indre kirkelige og huslige Forholde. Hvad den hos dem gjældende Kirkeorden angaar, da giver en af dem selv udgiven saakaldet «Kirke-Konstitution» (trykt 1872 hos M. Hansen i Tønsberg) os fuld Besked derom. Her møder os nu først den Besynderlighed, at Kirkekonstitutionen aldeles forbigaar og tier om Biskops eller Tilsynsmands-Embedet, hvorom Meddelelsen til Sognepresterne
– 239 –
af 1871 havde udtalt, at Tilsynsmanden skulde have Opsyn baade med Prest og Menighed.
Herved røber Kirkekonstitutionen sig at være indført (amerikansk ?) Vare, ikke produceret af «Læserne» selv, thi disses Ledere vilde vist ikke have forglemt sig selv.
Den merkeligste Paragraf i Konstitutionen er § 1, som beslutter og fastsætter, at den lutherske Lære overensstemmende med Guds Ord i den hellige Skrift i Forening med «de apostoliske og augsburgske Troesartikle» skal være Menighedens Tro og Bekjendelse. Ifølge denne Paragraf skulde vi nu altsaa her i Norge have en rettroende luthersk Frikirke, den første i sit Slags; Lammers’s Menighed var jo en fri «apostolisk» Menighed. Kjender man imidlertid Ledernes Uvidenhed og vilkaarlige Fortolkning af det skrevne Ord, saa kommer man til at tvivle om, at Dissenterne vide, hvad de selv bekjende, selv om de have læst den angsburgske Konfession. Luthers Katechisme nævnes ikke iblandt deres Bekjendelsesskrifter, formodentlig dog blot ved en Forglemmelse.
§ 2 udtaler med Paaberaabelse af «Aab. 21, 27 m. m. fl.», at Ingen kan optages som Medlem af deres Samfund, som ikke har gjennemgaaet en sand Omvendelse eller er paa Omvendelsens Vej. Højst paafaldende for Uindviede er da en liden Anmerkning til denne §, hvori der gjøres Forskjel mellem at «optages» og at «indskrives»; thi indskrives i Menigheden kan Enhver, som forlanger det. Vi se snart, at denne § gaar ud paa at konstituere et aandeligt Aristokrati indenfor Menigheden.
Presterne skulle vælges (§ 9) af Menigheden, og den Omstændighed, at Statskirkens Prester ikke ere valgte, men paatvungne Menighederne, røber, at Pavedømmet atter har indsneget sig i den. Rettelig kaldet er kun den, som «af Menigheden er befunden efter Guds Ord skikket til Husholderembedet og af denne er kaldet og antaget» (se den polemisk-apologetiske Epilog til Kirkekonstitutionen (§ 14. 15).
Menigheden vælger ogsaa Ældste. Sakramenterne forvaltes overensstemmende med det norske Ritual og Alterbog («Djævlebesværgelsen» ved Daaben er bibeholdt eller gjenoptagen) med Undtagelse af, at Haandspaalæggelsen er afskaffet ved Absolutionen; istedet derfor ender Presten sin Skriftetale med Ordene : «Jeg tilsiger da af Guds Ord alle bodsærdige, angergivne og troende Sjæle Syndernes Forladelse i Navnet Faderens og Sønnens og den Helligaands. Amen».
Det fortælles, at denne Kirkekonstitution skal skrive sig fra Elling Ejelsen, som vel først skal have misbilliget deres overilede Udgang af Statskirken, men nu, da Skridtet var gjort, vilde hjælpe dem til at ordne sig paa bedste Maade.
Hvad de Frikirkeliges Forkyndelse af Guds Ord angaar, da sporer man, sandsynligvis som Frugt af de flere Angreb baade i Tale og Skrift (smlgn. t. Ex. to «Samtaler mellem to Bønder i Grevskaberne», trykte hos Kildahl i Tønsberg), en kjendelig og rosværdig Bestræbelse for at være rettroende. De afvise alle Beskyldninger for uluthersk Lære, sige endog, at de forkaste ikke Lærdommen (skjønt de samtidig i sine Opbyggelser dvæle ved Ord af Luther som disse : «Jeg frygter meget, at de høje Skoler ere de aabne Porte til Helvede», hvilket da straks anvendes, ikke blot paa Universitetet, men endog paa vore Almueskoler).
De fralægge sig bestemt al Donatisme med Hensyn til Sakramenterne. Hvad Ordet angaar, paastaa de, at en uigjenfødt Mand ikke kan bringe Nogen til aandeligt Liv; «en død Moder
– 240 –
kan ikke føde levende Børn».
Hvad de tilsidst vilde med sin Udtrædelse, var at faa beholde Ordet purt og rent; det have de nu faaet, det skal være deres Ros, selv om de ikke leve efter Ordet.
– De udmerke sig som ivrige Proselytmagere. Saaledes tage de til sig Børn af fattige Forældre endog uden Betaling til Opfostring, ja formaa endog Forældrene til ved formelige Kontrakter at afstaa dem sine Børn, indtil de blive voksne.
Ogsaa paa anden Maade ere de virksomme. Sit Tyende drage de med sig til sine Forsamlinger, og det skal ikke være godt at bo sammen med dem, naar man ikke er enig med dem eller vil følge dem. At de have gjort sig skyldige i noget aabenbart strafbart Proselytmageri, er dog endnu ikke bevist. I sit huslige Liv udmerke Mange af dem sig ved Orden og Sparsommelighed, paa samme Tid som de yde villig til sine Kirker og Skoler; hidtil have de benyttet private Huse til sine Forsamlinger, men de ere nu i Begreb med at opføre en egen Kirke i Foen.
Dug (duk/red-) og Presenterbret forkastes. Tærskemaskiner bør ikke benyttes, da de berøve Arbejderen hans Brød. Ysterier friste til Ubarmhjertighed mod de Fattige, som ellers vilde saa den Melk, man havde tilovers, og man bør derfor holde op med at bringe sin Melk derhen. Denne Regel følges dog ikke af Alle. ;
Af det saaledes Meddelte vil det fremgaa, at disse Frikirkelige i Grevskaberne endnu ikke have fæstnet sig hverken i Læren eller i Forholdet til Statskirken. Den «aandelige» Skriftfortolkning, som de hylde, i Forbindelse med hyppig Anvendelse af Aabenbaringen gjør Alt svævende og usikkert.
Sin Styrke have de derimod i Striden mod Statskirken, til hvilken Kamp de hente Vaaben fra Luthers groveste Skyds mod Pavedømmet, som de fuldt og fast tro nu raader i Statskirken. I saa Henseende have de Meget tilfælles med en Sværmer ved Navn Elias Klevene, en Karrikatur af Læseriet i Ramnæs, som dog allerede for lang Tid siden har skilt sig fra dem. Vi tør maaske i sin Tid finde Anledning til i en særskilt Opsats at fortælle Lidt om denne Mand. Han begyndte med Angreb paa den omarbejdede Forklaring, og dette Angreb med Anklage for Forfalskning have siden Heggestads Venner udvidet til at gjælde alle Udtog af Pontoppidans Forklaring saavelsom det britiske Bibelselskabs Bibler og snart sagt alle nyudkomne Bøger.
Dette er nu, hvad vi for Øjeblikket se os istand til at berette om «Læseriet» i Ramnæs og omliggende Sogne. Det maa vel indrømmes, at det har sin Vanskelighed at levere nogen tilfredsstillende Redegjørelse for et religiøst Fænomen, som dette «Læseri».
Man maa endnu tage Alt ud af Livet og ofte ud af den levende mundtlige Meddelelse; men da er man jo ogsaa let udsat for at vildledes af falske Rygter og upaalidelige Beretninger paa anden Haand.
Vi have forsøgt at meddele, hvad vi ansaa for sikkert; skulde vi komme efter, at vi i nogen Maade have taget fejl heri, da ville vi gjerne rettes paa og selv rette derpaa.
Th. K. (Thorvald Klaveness)