– med undertittel «Evangelisk kristeligt Ugeblad»; i nr. 42. «Torsdag den 18 Oktober 1894»; tidsskriftet ble utgitt i Laurvik (Larvik); dette «minneord» over den særpregede Nils Poulsen ble 
skrevet av «en af den Afdødes fordums Skoledisciple (elever/red.)», Johan Kopsland, etter at Nils Poulsen var gått bort 30. juni samme år; les den interessante, men korte biografien her :
Nils Paulsen var som Lægprædikant og Forfatter kjendt i vide Kredse. — Ogsaa i «Missionæren» har der under Mærket W. været endel mindre Artikler fra hans Haand.
Han var født i Skotselven paa Eker 1817 (det riktige er 9. oktober 1815/red.), blev i en Alder af 26 Aar (skal være 28 år, da dette skjedde i 1843/red.) omvendt til Gud; fik en Tid derefter ved Venners Bistand Anledning til at uddanne sig ved Asker Seminarium, hvorefter han blev ansat ved Realskolen paa Moss, var senere en Tid Huslærer hos daværende Pastor Gløersen i Fiskum – Eker – og derefter i flere Aar Lærer ved Hoens Brugsskole (ligeledes i Eker).
Fra sidstnævnte Sted flyttede han til Gaarden Horne og blev Gaardbruger (dette var omkring 1858/red.). — Siden 1850 har han boet i Nærheden af Drammen. Han hensov d. 30te Juni d. A. efter et langt og meget smertefuldt Sygeleie.
Nils Paulsen kan med fuld Føie nævnes som en af Banebryderne for den friere Udvikling af Menighedsliv i vort Land. — I denne Retning har han skrevet en god Del, hvoraf kan nævnes : «Det indre Kald» samt «Et Blik paa Kirken».
— Det gik nok imidlertid ham som flere andre, der havde forsøgt med reformatorisk Arbeide paa det kirkelige Omraade, — det viste sig at være et svært Stykke Arbeide. — Men, om Resultaterne af denne Virksomhed om end ikke paa langt nær blev som maaske paaregnet, saa turde det hænde, vi tog storligen Feil, om vi vilde anse de foretagne Anstrængelser som forspildt Arbeide.
— Naar en Fæstning skal indtages, og man har brudt en Bresche (åpning/red.) i Murene, saa gaar de forreste Soldater igjennem med lidet Haab om at beholde Liv og Lemmer; men over deres Lig stormer nye Skarer frem, —– og Fæstningen indtages. — Nu, hvorvidt dette Billede er anvendeligt i foreliggende Anledning, det faar Læseren selv gjøre sig en Mening om. — Det var egentlig ikke Nedskriverens Hensigt at opholde sig meget ved denne Del af den Afdødes Virksomhed; — jeg ønskede nærmest at plante en Blomst paa hans Grav ved at meddele lidt om, hvad han var som Lærer for Børn.
— I denne Gjerning var han netop i sit egentlige Element, og han har i sildigere (senere/red.) Tid sagt mig, at han henregnede den Tid, han var Skolelærer, til den lykkeligste Periode af sit Liv.
— Ifra jeg havde fylt mit 6te Aar — (og netop paa min Fødselsdag, nemlig 16de Mai 1849, begyndte min Skolegang) — indtil han nedlagde Skolegjerningen (var rundt 1858/red.), nød jeg den Lykke at være hans Discipel (elev/red.).
— Naar jeg tilbagekalder i Erindringen hans store Dygtighed i at undervise, hans næsten mageløse Evne til at gjennemføre Disciplin, hans brændende Nidkjærhed i at forelægge os Livets Vei og Dødens Vei, saa har Tankerne undertiden formet sig til det Spørgsmaal : Mon vort Land nogensunde har fostret hans Lige ?
At han dybt opfattede sin Gjernings Alvor og Ansvar, fremgaar tydeligt af følgende Sang, som han har forfattet :
#
Timen er kommen, at jeg skal fremtræde Bede, formane og tale om Gud;
Her ser jeg for mig en Flok af de Spæde, Ak, at de alle var Frelserens Brud !
Dem skal jeg stræbe til Jesum at føre; Fader i Himlen – hvad kan vel «jeg» gjøre ?
#
Timen er kommen, ak er jeg nu rede Til at strø Sæden blandt Sjælene ud ?
Kan jeg den Gjerning begynde med Glæde, Haabe, den bliver velsignet af Gud ?
Vil jeg i Troen nu plante og vande ? Ikke mit Eget med Herrens beblande ?
#
Fader i Himlen ! Hvad skal jeg vel svare ? Villien jeg kjender; men Kraften er svag !
Ordet i Hjertet for Folket forklare, Det faar jo være den Helligaands Sag.
Aldrig i Hjerte den Tanke sig røre. At af mig selv jeg det mindste kan gjøre !
#
Nu da i Jesu Navn vil jeg begynde; Høsten er stor, men Arbeiderne faa !
Her sidder Sjæle, for dem skal forkyndes, Hvordan de Veien til Himlen skal gaa.
Fader i Himlen ! lad Aanden forklare, Hvad jeg skal spørge, og hvad jeg skal svare !
#
Som det kunde ventes, viste der sig allerede iblandt Børnene velsignede Frugter af hans Undervisning, og vi tør haabe, at Evigheden vil aabenbare meget mere. — En kristelig Kvinde fortalte mig forleden Dag, at en af Eleverne fra Hoens Skole var hensovet i Herrens Fred nogle Dage efter at N. Paulsen var bortvandret. — Tænk hvilken Glæde for dem begge, naar hun af sin fordums Lærer blev ønsket velkommen i det Land, hvor ingen Skilsmisse mere er.
Herren hjælpe os, som er tilbage her i Udlændingens Land, til at komme vel igjennem ! Amen. —
Meget kunde skrives om denne mærkelige Mands Liv og Virksomhed; men Tiden tillader ikke mig mere. — Jeg har forøvrigt Grund for at tro, at hans Levnedsløb vil udkomme, — Antagelig i Form af Selvbiografi.
— Kongsberg 12-7-94.