– «..meddelt og forsynet med Tillæg om hans Slegt«; af Einar Jansen, Arkivar i Statsarkivet i Christiania; Christiania 1924 – den særegne Hovel Helseths selvbiografi kan du lese her;
– og det var på flere måter nært slektskap mellom presten Henrik Elstrand, født 1811, og Helseth-slekten, da han julaften 1840 ble gift med Hovel Helseths datter Johanne (Hanna) Laurentze, også født 1811; i 1838-39 arbeidet hun som husjomfru hos fogeden på Hedemarken Even Hanssen. Nettopp på denne tiden kom hun i nær kontakt med Henrik, som på den tiden var kirkesanger i Faaberg; i tillegg var han hennes søskenbarn, siden hennes mor Inger Maria f. Viebig og hans far Jonas Elstrand var halvsøsken;
– her er ytterligere opplysninger om denne spesielle prestemann Henrik Elstrand hentet fra nevnte bok på sidene 60 – 63 :
Henrik Elstrand, født i Christiania 24. nov. 1811, død der 4. dec. 1888, søn af kammager Jonas Elstrand (1786-1831) og Karen Kirstine Holm (1776-1840).
Henrik Elstrand paabegyndte i sine ældre aar en selvbiografi, som han dog aldrig fik fuldført, og som derfor bare omfatter de første barndomsminder. Ifølge dette manuskript, som nu er i hans ugifte døtres besiddelse, havde han en fornemmelse af, at den store kjærlighed, han af naturen havde til sine medmennesker, var fremlokket og styrket i sin første spire ved synet af den broderkjærlighed, som herskede mellem hans far og farbror (det var Lorentz E. 1782-1840/red.).
«En freidig glad Lystighed har jeg ogsaa taget i Arv efter min Fader. Der er ligesom en Lærke i mig, som syngende fortryllende glad svinger sig op over Jordlivets Tunghed og Nedslag».
Han gik fra sit 6te aar paa skole hos «Læremor og Læremester K., begge gamle Folk», og senere paa en privatskole, som holdtes af byens klokker, men lærte efter eget sigende ikke stort, «dels fordi mine Evner ikke var store, dels fordi jeg af Naturen har en sen Udvikling, er en sent voksende Blomst, dels fordi jeg altid har været doven, naar det gjaldt Bogen, og dels endelig fordi Undervisningen baade var mat og daarlig. Religionsundervisningen har dog stemt min Sjel i høiere Harmonier; thi ganske af mig selv som en Trang skrev jeg under denne min Skolegang Julebrev til mine Forældre, som jeg undseelig tog frem og levercde dem Juleaften».
Klokkeren søgte gamle Elstrands samtykke til, at sønnen, fordi han «havde ganske godt Gehör og lidt Sangstemme», skulde være med almueskolens elever i kirkesangen ved gudstjenesterne, og dette samtykke gav faren saa meget lettere, som han selv var en flittig kirkegjænger.
Denne deltagelse i kirkesangen var efter hans egen udtalelse et vigtigt moment til, at han senere havde mod til at søge den kirkesangerpost, han i 16 aar forestod i Faaberg.
1831 blev Elstrand, privat dimitteret, student med karakteren «Haud illaudabilis», bestod i juni 1832 examen philosophicum med samme karakter og paabegyndte det teologiske studium. Imidlertid maatte han allerede som student tage ud for at tjene sit brød og bosatte sig paa Lillehammer, hvor han bl. a. underviste prokurator Jørstads og oberstløitnant Ruges børn.
I 1839 averterer han, at han holder skole paa Lillehammer, og faar en varm anbefaling af formandskabet, hvad der i næste nr. af «Oplands-Tidende» foranlediger en anonym spydig «Gratulatio», uden tvil fra akademisk hold. I det følgende nummer kommer saa en ny indsender og tager «gratulanten» i skole (G. F. Gunnersen : Lillehammer i nitti aar, Lillehammer 1917, side 253—254).
I dec. 1839 fuldendte han den teologiske embedseksamens teoretiske del med karakteren «Haud illaudabilis» (den praktiske prøve fuldførte han først 20. juli 1842, og da med «Laudabilis»). Der var dengang mange om budet til de geistlige embeder, og Elstrand, som altid følte sig sterkt tiltrukket av landlivet, søgte (efter hans eget udsagn uden at gjøre sig bekjendt med indtægterne, som viste sig alt i alt ikke at udgjøre 100 spd.) og fik 1840 posten som kirkesanger i Faaberg og lærer ved bygdens faste skole, giftede sig og tog bolig paa Marienborg nær ved Gausas udløb i Laagen.
Han nøiede sig imidlertid ikke med de gjøremaal, hans stilling bød ham, men arbeidede paa mange maader for befolkningens oplysning og aandelige fremgang. Han holdt paa Marienborg sommerkurser for voksne, om hvilke hans søstersøn sogneprest til Røken Jens Jonas Elstrand Jansen (født 1844, død 1912) har sagt, at de «paa sin Vis var den første «Folkehøiskole» («Oplevet og tænkt», side 30 (5te oplag). Jansen opholdt sig 1853—54 i Faaberg hos onkelen og gik paa skolen hos ham sammen med almueskolens børn. Han anser ham som den, der mere end nogen anden var hans ideal og fik indflydelse paa hans udvikling).
1847 blev han af Lillehammer formandskab indvalgt i den komite, hvis indstilling førte til oprettelsen af byens middel- og realskole (oprettet ved kgl. resolution af 18. dec. 1848, traadte i virksomhed eftersommeren 1849), og 1847 blev han formand i Lillehammer Maadeholdsselskab.
Da vort første offentlige sindssygeasyl i moderne forstand blev oprettet paa Gaustad i Vestre Aker, blev det ved kgl. resolution af 2. mai 1855 bestemt, at der ved asylet midlertidig skulde ansættes en teologisk kandidat til at udføre det geistlige tilsyn og at forrette som skolelærer med en løn af 400 spd. aarlig samt fri bolig, lys og brænde. Elstrand søgte denne stilling og blev af indredepartementet midlertidig ansat i den efter en erklæring af 16. nov. 1855 fra asylets direktør Sandberg, hvori denne udtalte det haab, at han blandt ansøgerne i Elstrand havde fundet en mand, som i ualmindelig grad tilfredsstillede de fordringer, som maatte stilles til den, der skulde udføre den geistlige gjerning ved et sindssygeasyl.
Hvad der især begrundede dette hans haab, var den omstændighed, at kandidat Elstrand uden nogen dertil i hans ydre stilling liggende opfordring havde ofret en ikke saa ringe del af sin tid netop til virksomhed for de sindssyge, med hvilke han tilfældigvis eller efter deres paarørendes valg var kommet i berøring, og at han efter de hans andragende vedlagte vidnesbyrd havde været heldig i denne virksomhed (ifølge en oplysning af sogneprest D. Thrap, indført i dennes eksemplar af J. B. Halvorsens «Norsk Forfatter-Lexikon» (nu i Statsarkivet i Christiania), havde Elstrand 1850 helbredet den senere filosofiske professor G. V. Lyng (en søn af hans sogneprest) for et akut tilfælde af sindssygdom).
Naar hertil kom, at han i aar havde virket som almueskolelærer, at han i knappe kaar hæderlig og uden at kues havde arbeidet for sin talrige familie og vist sig virksom i sin stilling, at han under sine forskjellige virksomhedsgrene var kommet i berøring med folk af alle samfundsklasser og stedse havde vundet deres agtelse og tillid, maatte det antages, at denne mand i ualmindelig grad maatte have høstet livserfaring og uddannet sit gemyt til taalmodighed og kjærlighed. — Saavidt direktør Sandberg.
Eistrand tiltraadte sit arbeide ved asylet i. juni 1856 og tilflyttede gaarden Ris i asylets nærhed, idet der ikke kunde anvises ham bolig i asylets egne bygninger. Ved kgl. resolution af 29. jan. 1857 blev der tillagt ham 200 spd. aarlig for afsavn af bolig, lys og brænde.
Naar der ikke fra først af blev oprettet en stilling som ordineret prest ved asylet, havde det sin grund i, at man fandt det hensigtsmæssigt først at prøve en midlertidig ordning. Direktør Sandberg havde imidlertid allerede fra først af forudseet, at det vilde blive nødvendigt at ansætte en ordineret prest, og efterat han havde faaet denne opfatning saavelsom sine forventninger til Elstrand bekræftet ved erfaring, foreslog han, at en saadan post maatte blive oprettet og ved konstitution besat med Elstrand. Ved kgl. resolution af 22. juni 1857 blev da Elstrand uden konkurrence konstitueret i den nyoprettede post (direktør Sandbergs erklæring er her gjengivet efter det foredrag af kirkedepartementet som ligger til grund for denne resolution). 23. sept. s. a. blev han indviet til presteembedet af biskop Arup.
6. mai 1861 blev han udnævnt til sogneprest i den nyoprettede Grønlands menighcd i Christiania (med Oslo som anneks) og boede som saadan i Oslo ladegaard. Herfra blev han 24. april 1869 fra 1. mai s. aa. at regne befordret til Vaale sognekald. Fra dette embede fik han efter ansøgning afsked i naade 29. august 1883 fra 1. jan. 1884 at regne og boede senere i Christiania.