– etter Hans Peter Schnitler Krags bortgang på Eidsvold Prestegård den 18. juli 1855; denne fine nekrolog forfattet av redaktør Paul Botten Hansen kom i «Nyhedsbladet» bare 10 dager etter, den 28. juli; «Provst Hans Peter Schnitler Krag» hadde betjent Eidsvold prestegjeld siden juli 1848, hvortil han kom fra Fredrikshald (Halden).
Han er benevnt som «Provst», og det var han i Nedre-Borgesyssel Provsti fra 1844 til 1848, ut fra sin tjeneste som sogneprest i Frederikshald; men i Øvre-Romerike Provsti, innen hvilket han i 1848 ble befordret til sogneprest i Eidsvold, var sogneprest Ole Gaarder Rynning i Vinger prost fra 1841 til 1855, det samme året Krag gikk bort; da gikk vervet over til sognepresten i nabosognet Næs, Bernt Tobias Bessesen. Det ble derfor Bessesen som holdt den egentlige liktale i kirken i Eidsvold ved Krags begravelse og som også ledet stunden på den nye kirkegårds-plett ved kirken. Det skjedde samtidig med gravplassens innvielse og Krag ble dermed den første som ble jordfestet/gravlagt der. Som det fremgår nedenfor, var denne nye plett faktisk på sogneprest Krags egen kjøkkenhage-grunn, og så omgjort til kirkegård.
Det må samtidig nevnes at det var den særegne res.kap. i samme nabosogn Næs Christian Constantius Henrik Bruun (beskrevet annetsteds på borgerskolen her) som holdt en varmhjertet bønn over Krag i likstuen på prestegården, før kisten ble båret til kirken. Les forøvrig mer om selve begravelsen på annen side her.
Artikkelforfatter Paul Botten Hansen var kjent i offentligheten som en flittig skribent over mange år, inntil han gikk bort i 1869; han var en nær bekjent – og tidligere elev – av sogneprest Krag helt fra Krags prestetid i Vaage (Vågå) i Gudbrandsdalen, hvilken falt i årene fra november 1830 til mars 1842. Botten Hansens store respekt for denne særegne prestemann går klart frem av teksten nedenfor.
Her følger gjengitt «Illustreret Nyhedsblad»s No. 30/1855 på sidene 117-118, der hver side er inndelt i 3 spalter og dermed inneholder mye tekst :
Provst Hans Peter Schnitler Krag.
Hans Peter Schnitler Krag er født i Meldalen den 16de November 1794. Faderen Peter Schnitler Krag (f. 1759) var først Kapellan i nævnte Præstegjæld, derpaa Sognepræst til Røraas og endelig residerende Kapellan til Domkirken i Throndhjem, hvor han døde den 22de November 1818; i sine forskjellige Stillinger erhvervede han sig Fortjenester af Skolevæsenets Forbedring og i Throndhjem virkede han for flere velgjørende Indretninger.
Moderen Sophie Christine Schnitler (f. 1766, død 1840), var en Datter af Holzførster Hans Peter Schnitler i Næssets Præstegjæld (Romsdalen).
Blandt tre Brødre eller syv Sødskende, hvoraf kun de fire naaede den voxne Alder, var nylig afdøde Provst Krag den Næstældste. Den ældste Broder var Kjøbmand og Waisenhuusforstander i Throndhjem, hvor han døde i sit 22de Aar; den yngste er vor vandrende Bogskriver og Bogsælger (Sophonias) Christian Krag, der har opnaaet etslags Bekjendthed ved sine talrige topographiske og folkelivsskildrende Pjeser (stykker/red.).
Den eneste Søster, der naaede den voxne Alder, Marine Dorothea Elisabeth, blev gift med nu afdøde Artillerikapitain Johan Fr. Sandborg i Bergen.
H.P.S. Krag gik i Throndhjems lærde Skole, og dimmiteret herfra til Universitetet, tog han Aaret 1814 Examen Art. (artium/red.) med Charakteren Laudabilis, i 1817 Exam. philos. med samme Charakteer og i Mai 1819 theologisk Attestats med Charakteren Haud illaudabilis.
Det var dengang gode Tider for Kandidaterne, «man gik lige fra Examensbordet til Embede».
Saaledes blev Krag endnu i August samme Aar udnævnt til residerende Kapellan til Stod (i dag Stod med For kirke like nord for kommunesenteret i Steinkjer/red.). Han indgik nu Ægteskab med Hermana Thomine Rognebye, Datter af den i 1823 afdøde Major Th. Rognebye paa Frognøen paa Ringerike, en saare godhjertet og gavmild Kvinde. Er det Verden tilladt at have nogen Mening om Medmenneskers Ægtestand, er den vistnok berettiget til at sige, at dette Ægteskab var i høi Grad lykkeligt, baaret af en sjelden Charakterens Eenhed. Fire Sønner og fem Døtre velsignede det.
Krag ventede i sin første Stilling ikke længe paa Befordring. Allerede i Marts 1821 blev han udnævnt til Sognepræst i det ved Delingen af Overhalden (1820) fremkomne nye Kald Grong.
Grong er et lidet folkerigt, men vidløftigt og besværligt Kald; foruden trende Sognekirker har det tvende (to/red.) i Krags Kaldstid der oprettede Fjeldkapeller for Nybyggerne og Lapperne i Namse Alminding, af hvilke det ene ligger 5 og det andet 10 Mile fra Præstegaarden. Uagtet Reiser saaledes der maatte optage meget af Præstens Tid og Kræfter, skal dog Krag ikke desmindre have virket meget for Skolevæsenets Forbedring.
Efter at han (i 1828) var bleven udnævnt til Provst i Namdalens Provsti, søgte han sig i 1830 til Vaage (Vågå/red.) i Gudbrandsdalen. Det er fra denne Virkekreds Nedskriveren (Botten Hansen/red.) har noget personligt Kjendskab til Provst Krag, og det er hvad han der udrettede, som han tror uomtvistelig maa berettige ham til en erkjendtlig Erindring blandt Samtiden, endog uden Hensyn til hans senere nok ogsaa fortjentlige Virksomhed (senere i Fredrikshald (Halden) og Eidsvold/red.).
Da Krag kom til Vaage, var Skolevæsenet meget forsømt, og en stor Deel af den opvoxende Slægt, fornemmelig blandt Huusmandsklassen, var ikke saa langt fra at nærme sig Hedningeskabet.
For gode Ord og Taarer slap man med Kathechismen eller endog mindre (fra 1814 til bortgangen i 1830 var Liv Borch Fietzentz (f. 1768) sogneprest i Vågå og fra 1815 til 1820 var Henrik Meyerhoff Jordan res.kap., mens dette siste embede stod vakant fra 1820-22 og var nedlagt i årene fra 1822 til 1835/red.).
Dette kom dog ikke af nogen almindelig aandelig Sløvhed eller Tungnemhed – thi Vaageværingerne ere ingen Zululændere (?/red.) — men Efterladenheden kan aldrig udeblive, hvor der er Mangel paa Kontrol. Imidlertid maa man sige, at Tilstanden i det Hele Taget ikke var værre end paa mange andre Steder. Hvor Folk besidde livlige Evner, vil der altid findes Mange, som lære sine Sager uden Hensyn til de Myndigheder, der skulle paasee det, og saaledes fandtes nok ogsaa dengang en Enkelt, der «kunde Bibelen».
Men dette er saa langt fra at tjene til nogen Anbefaling for et Steds Skolevæsen, at snarere dets Maadelighed netop fremgaar deraf, at Videbegjærligheden tilstædes eller nødes at kaste sig paa hiin eensidige Retning, istedetfor at anvises en mangfoldigere Kreds af Kundskaber og ledes til en fornuftig Ekonomi i Tidsanvendelsen.
Jeg omtaler hiin til sig selv overladte Udenadlæren, fordi jeg selv (Botten Hansen/red.) kjender lidt til dens Fordærvelighed. Jeg holdt selv paa at gaae fortabt i den; men ved den bedste Ledelse, som Læsedriften havde faaet ved Krag, indsaae jeg snart Urimeligheden af at oppakke (prakke på/red.) Hukommelsen en eensartet Masse, som Forstanden ikke kan have nogen Rede i, og hvoraf Hjertet intet Fond kan hente.
Og siden har jeg lagt Hukommelsen for en saa lapsagtig (forfengelig/red.) Foragt, at naar man idag spørger mig om, hvad jeg skrev igaar, svarer jeg : det erindrer jeg ikke.
Derfor har Guttenberg fundet paa at trykke Bøger, og sende dem hærskareviis ud i Verden, at Menneskene ikke skulle behøve at pakke paa en arm Hukommelse det hele Stilladsværk af Aarstal, Navne, Tabeller, Registre og alskens andre ydre Tilfældigheder, der ere nødvendige for i Bøger at bære (videreformidle/red.) Tanken, men unødvendige for dennes Opfangen og Fortleven (fortsatt eksistens/red.) i Aanden, og naarsomhelst ved et Efterslag (gjensøken/red.) som andre Stilladser kunne opstilles paany til Tankens Restauration. Hertil udfordres (kreves/red.) kun Orienteringsevne i det Læste og nogen boglig Lokalkundskab.
Hvo der mangler den, han er rigtignok ilde faren, men han vil ogsaa blive det, om han gaar med en nok saa velpakket Hukommelse, da denne meget hyppig lader Tanken som et flygtigere Stof fordampe.
Mn kan aldrig forhindre, at det Menneske kommer paa Vildstraa, som ikke kan skjelne Kongensgade fra Smalgangen, om han end kan tælle Vindusruderne i hvert Huus og nævne hver Moders Sjæl derinde ved Navn.
Ved Krags Forbedringer i Skolevæsenet fik Evnerne et videre Felt for sin Anvendelse. Foruden at han udvidede Omfanget af de Christendomskundskaber, der krævedes, for at man skulle «slippe frem», og overholdt Fordringen med en saa ubønhørlig Strenghed, at halve Goliatherdet ene Aar efter det andet maatte gaae tilbage, sørgede han snart for, at de mere Begavede kunde ogsaa i andre Retninger faae nogen Uddannelse.
Saaledes bragte han Omgangsskolelærerne efterhaanden til at undervise i Skrivning, Regning og Grammatik, ja endog Jordbeskrivelse (geografi/red.). Men dette kunde ikke strax skee; thi de gamle Skolelærere vare ikke altid selv kyndige i disse Fag. Jeg har i min Ungdom havt en Lærer, der imidlertid dengang kun var Privatlærer, som hverken kunde skrive eller regne og knapt læse ordentlig i en verdslig Bog.
Krag maatte derfor først opdrage Lærere, for at disse igjen kunde opdrage Børnene. Hans første Bestræbelser gik da ud paa at faa oprettet en høiere, fast Skole ved Hovedkirken, hvor Skoleholderne kunde erhverve Kundskaber i de Fag, hvori de selv skulde undervise, og hvor de ogsaa kunde faae et ordentligt Begreb om Maaden at lære fra sig paa.
Men det var ingen let Sag at finde Hjælpekilder til en saadan Skole. Bønderne kunde ikke ret indsee dens Gavnlighed, og det Offentlige følte endda ingen synderlig Forpligtelse til at gjøre Opofrelser for Almueskolevæsenet.
Ved den Iver og Fasthed, hvormed han drev paa Sagen, lykkedes det ham dog at erholde Bidrag til den nye Skole baade af Oplysningsvæsenets Fond og af Hovedsognets Bønder, og da han desuden dertil anvendte Indkomsterne i et Skoledistrikt, hvo Omgangsskole nu lod sig sløife, kunde han endelig sætte sit Ønske igjennem.
Ved Skolen ansattes en fast Lærer, men selv førte han Overopsynet og var stadigen med at undervise. Til den saaledes oprettede Skole indkaldte han efterhaanden Skoleholderne, for der at gjennemgaae et Kursus. Karle, der havde staaet lang Tid i Tjenesten og vare sine 30-40 Aar gamle, maatte her lære som Drenge. Følgerne deraf sporedes snart paa Ungdommen, hvis Læselyst og Kundskaber mere og mere tiltog. Der var snart kanske de færreste Konfirmanter, som ikke kunde sin Bibelhistorie, en heel Deel Psalmer og Evangelier, foruden at en Mængde derhos (i tillegg/red.) kunde regne og skrive.
De støre Fordringer, Krag stillede til Konfirmanterne fremfor hans Formænd (se ovenfor/red.), fremkaldte i Begyndelsen stort Misnøie blandt Forældrene. «De’ va’ blit Folk taa døm, som ha sluppe fram før au, aa inkje kunna saa Overlagsle (mye/red.)».
Men snart kom de til en anden Erkjendelse, og i eet Skoledistrikt understøttede Bønderne selv Omgangsskoleholderen i at ombytte det jerusalemskomagerske Vandrerskab (dette uttrykk kommer av den middelalderske verserende fortelling om jøden Ahazverus, som etter legenden skulle ha hånet Jesus på vei til korsfestelsen på Golgata for derigjennom å være blitt forbannet til en evig vandrende tilværelse, frem til Jesu gjenkomst/»den vandrende jøde»/red.) med en fast Bolig.
Hint Omslag i Meningen blev saameget fuldstændigere, da man erfarede, at «En kunde komme frem i Verden ved hvad han havde lært».
Saasnart nemlig Krag opdagede, at En havde ualmindelige Evner, sørgede han for, at han kunde komme i en, i Forhold dertil, mere passende Stilling, end den simple Bondebedrift var. Men da hans Godgjørenhed i alle Retninger altid var større end hans Indtægter, kunde han kun sjelden understøtte med Penge. Han understøttede da med Anviisning paa de mangfoldige Kilder, som staae det freidige Haab til Raadighed; og om den beregnende Forstand end vilde anseet mange af ham opfundne Udveie for ganske urimelige, bleve de det dog ikke, fordi Verden manglede Mod til at skuffe den fromme Tiltro til dens Hjælpsomhed, som Krags Planer altid forudsatte.
Mange brave Mænd (hvoriblandt en af Hovedstadens Præster) kunne ved sin Fremkomst i Verden vidne om, hvor rig Krag var paa Ideer for Andres Fremtid, og hvorledes disse Ideer laae udenfor de almindelige Forstandsberegninger, men netop derfor ogsaa førte til noget Mere end disse.
Da han opdagede, hvilke fortrinlige Evner en allerede temmelig gammel Skoleholder havde (Hans Hansen (Pillarviken/red.), Skoleholder i Annexet Sel. Han udgav i 1843 en ikke ganske betydningsløs Psalmesamling under Titelen : «En eenfoldig Sjels sjungende Andagt» (6 Ark 8. Lillehammer), hvilken imidlertid neppe er bleven bekjendt undefor Præstegjældet, ja ikke engang kommen ind i vore Bibliographier. Saalænge Krag var paa Vaage, holdt hans Forkjærlighed for denne dygtige Lærer saaledes Bøndernes Agtelse og Erkjendtlighed i Aande, at hans (Pillarvikens/red.) Stilling var ret god. Men siden har Manden desværre, som jeg har hørt, formedelst Mangel paa Anerkjendelse frasagt sig sin Post som Skolelærer, og skal nu være gaaet tabt i Næringssorger), sørgede han over, at han ikke havde kjendt ham i en saa und Alder, at han endu kunde ladet ham studere.
Jeg kjender ogsaa af egen Erfaring Krags Utrættelighed i Hjælpsomhedsplaner. Jeg erindrer godt, hvorledes han, endnu flere Aar efter at jeg var bleven Rosinsælger paa Lillehammer, udkastede Planer til at skaffe mig Plads paa et Billedhugger- eller Malerakademi, fordi han efter nogle tidligere Udskjærer- og Skildrerforsøg troede mig mest skikket til at blive Kunstner.
Saa stor som Krags Hjælpsomhed var, hvor der kom an paa at bringe En i den Stilling, hvortil han troede ham kaldet af Naturen, ligesaa stor var hans Godgjørenhed mod Folk i forskjellige andre Retninger. Han fandt de besynderligste Udveie for Hjælpesløse, og naar denne ingen Udvei kunde benytte, men Almisse var det eneste Hjælpemiddel, da gav han af sit Eget, Mere end han kunde undvære, foruden at han tømte Fattigkassen, hvortil ingen Fattig paa lange Tider før ham havde havt Adgang (mottatt almisser/red.). Og da han havde sat sig ind i alle Bygdens Forholde og besad et stort Personkjendskab og et flyvende, skarpt Blik, ødslede han vistnok sjeldnere end ellers Tilfælder med saa godgjørende Mennesker sin Understøttelse paa Uværdige.
Overhovedet var det betegnende for Krag, at han ikke alene var sin Menigheds aandelige Hurde, men at han ogsaa var etslags Sædelighedens Opsynsmand, foruden at han var Folks Raadgiver i mange Velfærdsanliggender,
Herved lærte han Menighedens Tarv og Trang tilfulde at kjende; men herved maatte ogsaa hans Tid optages paa en Gang til mangfoldige Ting. Derved antog hans Væsen et eget Anstrøg af Uro, og denne Uro har naturligviis ikke bidraget til at omgive ham med nogen Ærværdighedens Glorie i en Tid, der endnu tager Bedagelighed og Adstadighed for det samme som Grundighed og ingen Damphurtighed billiger i Tanke og Handling.
Hiint Opsyn med Alt kunde naturligviis ofte falde Folk noget ubehageligt, og i Forening med hans store Fordringer til Konfirmanternes Kundskaber fremkaldte det strax adskillig Misfornøielse; men hvor overilet og uforskyldt denne var (misnøyelsen mot Krag/red.), viste sig bedst ved hans Forflyttelse fra Vaage.
«Os fæ inkje slik Præst att saa snøigt», hed det da.
Krag søgte altid med Iver at fremhente og redde fra Tilintetgjørelse, hvad der kunde komme hans Distrikt eller endog hele Fædrelandet til Ære. Saaledes holdt han sin beskyttende Haand over de i Bygden adspredte gamle Sager, og fik dem omsider samlet ved Fastskolen, hvor de dannede etslags Bygdemusæum.
Der kan siges Adskilligt mod slige stykkevise Samlinger, der hverken kunne være noget Halvt eller Heelt, og hvilke ligesom vore mindre Byers Musæer nærmest synes at være beregnede paa at smigre Lokalpatriotismen. Men til Forsvar for Krags Samling taler dog flere Omstændigheder. Under hans Opsigt vare Sagerne mere sikrede mod Ødelæggelse eller Forkomst, end hos private Eiere, der af Ukyndighed ofte betragte ret interessante Gjenstande blot som gammelt unyttigt Skramleri; og derhos kunde de hos Skolens Elever vække Interesse for vore Oldsager, og indgyde dem idetmindste nogen Ærefrygt for disse, saaledes at de i sit følgende Liv ikke vilde tilstede nogen tankeløs Ødelæggelse af Gjenstande, som muligens kunde være af Betydning.
Da desuden Samlingen fornemmelig bestod af Gjenstande, samlede i selve Bygden, havde den det forud for (til fordel for/red.) mange af alskens Sager frembragte Smaamusæer, at den udtalte eller belyste Bygdens Historie.
Samlingen kom naturligviis til at indeholde mange mindre betydelige Sager, fordi Krag, ligesaalidt som Andre i hans Stilling, kunde anlægge nogen strenf Kritik paa de tilbudne Gaver, for ikke derved for Fremtiden at skræmme Folk fra at komme med hvad de havde, ikke at tale om, at han vel ogsaa i mange Tilfælder savnede de antikvariske og historiske Kundskaber, som dertil udfordredes.
Herover kan man dog ingenlunde forundre sig, men snarere over, at han under sit af alskens Sysler optagne Liv havde kunnet tilegne sig de Indsigter i antikvarisk-historisk Retning, som han besad. Hiint Felt er saa vidt, at der udfordres allerede megen Skikkethed og Studium, for ikke at prostituere sig ved dets Betræden. At en Mand en enkelt Gang gaar efter Vand over Bækken, især naar denne skjuler sig i Ur og Lyng, kan ikke regnes ham tillast,
– 118 –
aldenstund de historiske Kilder allerede ere blevne saa mange og forstikke sig i saa usandsynlige Kroge, at selv vore lærdeste Mænd ikke altid kunne undgaae hiin Skjæbne, men sende ud i Verden som Nyopdaget, hvad der forlængst er bekjendt.
Sin største Fortjeneste i antikvarisk og historisk Henseende har Krag utvivlsomt erhvervet sig ved Samlingen af Alt hvad der angik Skottekrigen.
Han ikke alene selv eftersporede, hvad der i Præstegjældet fortaltes herom, men han lod ogsaa en Skoleholder gaae gaardimellem og optegne hvad gamle Folk derom havde hørt af sine Forfædre, og ved at sammenholde de forskjellige Beretninger, fik han ud Meget, der nok kan gjælde som historisk Vished.
Hvad han saaledes havde samlet, i Forening med de historiske Beretninger om hiin Tildragelse, udgav han derpaa (1838) i et eget Skrift med Titelen : «Sagn, samlede i Gudbrandsdalen om Slaget ved Kringen den 26de August 1612» o.s.v.
Ved Siden heraf samlede han de endda tilværende Sager efter Skotterne og ordnede og opstillede dem paa Gaarden Kringen, nærved det Sted, hvor Katastrophen havde fundet Sted, saaledes, at alle Reisende, som ville, kunne tage dem i Øiesyn. Denne Indsamling f0rvoldte ham betydeligt Bryderi og vel ogsaa Bekostning.
Flere Sager opsporede han paa fjerne Steder; og aldrig gav han sig, inden han fik Tag i dem. Tager jeg ikke feil, fik han sig tilsendt Skottegeværer baade fra Rustkammeret (må være våpenlageret/red.) her i Christiania og fra Kjøbenhavn.
Det var i 1842 Krag søgte sig fra Vaage til Frederikshald (Halden/red.). Grunden hertil var vistnok ikke saameget Haabet om større Indtægter, hvilke han forresten stærkt tiltrængte, som en øieblikkelig Stødthed (en samtidig fornærmelse/red.) over den Modstand, hans Bestræbelser i en enkelt Retning fandt hos de dygtig myndige Vaagebønder, der ikke altid forstode at vurdere deres Gavnrighed; og den største Hævn, han kunde tage, var vistnok den, at forlade dem, hvilket de ogsaa selv siden har indseet.
Uskjønsommere ere de ikke, end at de kunne begribe, at Krags uegennyttige, rastløse Færd har været til usigeligt Gavn for Præstegjældet, og at han udrettede langt mere end hans Kaldspligter medførte eller fordrede.
Krags Virksomhed i Frederikshald kjender jeg kun gjennem Andre, og disse sige, at han ligeledes der især arbeidede for Skolevæsenet.
Ogsaa hans Forkjærlighed for de fædrelandske Minder fandt her Noget at udrette. Han samlede de historiske Efterretninger om Byen og fornemmelig dens Krigshistorie, deels trykte, deels haandskrevne, deels saadanne som endnu levende Mænd mundtligen kunde give (for Krigene 1808 og 1814) og udgav disse i et lidet Skrift med Titel «Kort Underretning om Frederikshalds By og dens Krigshistorie» (Chra. 1848), ledsaget af 3 Prospekter, et Kart over Byen og et af Krag opsporet Portræt af Peder Colbjørnsen (hvis fulle navn var P.C. Stub Arneberg (1683-1738) – sønn av presten Colbjørn Torstensen Arneberg (1628-1720); – Peder Colbjørnsen dannet seg et navn ved forsvaret av Halden under svenskenes og kong Karl 12s beleiring i 1718; det er samtidig antatt, uten at dette har vært mulig å bekrefte, at han ved sin arverett etter morbroren Niels Stub foruten eierskap til herregårdene Lundestad og Veden (i Tistedalen) også erhvervet seg det som etterhvert ble til den kjente Rød Herregård ved Halden. Da han samtidig var bror av Karen Krabbe Colbjørnsdtr. (1681 – ?), som først var gift med Mads Wærn (1681-1717) og deretter gift med Carsten Nielsen Tank (Tanche)(1680-1727), og Peder selv var barnløs i sitt ekteskap, er det mulig det var på denne måten at søstersønnen Niels Carstensen Tank (1727-1801) og dermed Tank-slekten kom i besittelse av Rød Herregård for generasjoner deretter/red.).
Skriftet fyldestgjør vistnok ikke ganske de Fordringer, man nutildags gjør til en historisk Monographi, og med Rette har Rigsarchivar Lange i sin Anmeldelse deraf fremhævet som en Mangel, at Forf. ikke har benyttet de svenske Kilder til Krigshistorien; men som en populær, om end i Stilen noget skjødesløs Fremstilling af et i sig selv yderst interessant Emne lader Bogen sig dog altid læse med Nytte og Behag; og Forf. har beskedent nok hellerikke sat større Forhaabninger til sit Arbeide, idet han kun har ønsket, at hans Efterretninger kunde tjene til Veiledning for Byens og dens Omegns Indvaanere, saavelsom for Reisende, der besøge den.
Et Par Aar tidligere havde Krag i Anledning af Biskop Riddervolds Skrift «Bør Dronninger krones i Norge ?» udgivet et Indlæg i Striden med Titel : «Begrundet Formening om, at Dronninger bør krones i Norge». Ogsaa har man et Par Oversættelser fra hans Haand, hvilke imidlertid ere fra en endda tidligere Tid.
Den 24de December 1844 blev han udnævnt til Provst i nedre Borgesyssel Provsti, og i 1848 til Sognepræst i Eidsvold, i hvilket Kald han forblev til sin Død.
Dette Sted var neppe det heldigste for en Mand som Krag, hvis Gjæstfrihed var saa stor, at han gjerne, i Lighed med hiin Sagamand, kunde lagt Landeveien gjennem sin Dagligstue.
Ikkedestomindre forbedrede hans Stilling sig ved denne Forflyttelse, især fordi flere af Bygdens Bedste Mænd forenede sig om at hjælpe ham ud af hand mest trykkende Gjældsforholde.
Ogsaa om den Egn, hvori han nu befandt sig, søgte han alt samle forhaandenværende interessante Efterretninger; men Tradition og Lokalkundskab kunde intet Nyt fremskaffe paa dette Felt, og det lille Skrift, han udgav, medens han var i Eidsvold, kan ikke tillægges nogen Betydning, ligesaalidt som han selv har villet være sig det offentlig bekjendt.
Større Fortjenester erhvervede han sig derimod ved at grundlægge et Galleri af historisk merkelige Portræter i Rigsforsamlingsbygningen. Han fik 17de Mai 1849 oprettet etslags Portrætforening, og ved paa dennes Vegne at henvende sig til Mænd i forskjellige Egne af Landet erhvervede han snart Portræter af flere fyrstelige Personer og Rigsforsamlingsmedlemmer, hvorom han i Christianiaposten for 28de April 1853 meddeelte udførlig. Dernæst indik han til Kirkedepartementet med Andragelse (søknad/red.) om, at det skulde tage sig af Portrætgalleriet, og endelig i Forening med Generalmajor Birch m. Fl. til det i 1854 forsamlede Storthing, hvilket indvilgede deres Andragende om «at Restbeholdningen, 800 Spd., af det i sin Tid ved Subskription til Erhvervelsen af Eidsvold Værks Hovedbygning indkomne Beløp skulde bevirkes udbetalt til Foreningen for Istandbringelsen af et Portrætgalleri paa Eidsvold som Bidrag til at fuldstændiggjøre den paabegyndte Samling af (portretter av/red.) Rigsforsamlingens Medlemmer».
Sagens Fremme var saaledes sikret. Portrætgalleriet paa Eidsvold vil, som saa mange andre af Krags Foretagender, vidne om hans varme Stræben for Alt, hvorved Landets Hæder eller Gavn kunde fremmes.
Sjelden kunde en Mands Ydre bedre fortælle hans Charakteer, end Provst Krags. Det hvasse, flyvende Blik og hans hele urolige Væsen betegnede den rastløse Mand med dens evige Fødsel af Ideer, og det milde Smil over de spændte, bestemte Ansigtstræk talte om Mandens Livsfreidighed og Hjertensgodhed ved Siden af hans Ihærdighed, Ivrighed og Bestemthed.
Naar man saa ham med sort Kalot paa de tynde Haar og dette egne Ansigts «Opsyn», fik man, idetmindste i hans tidligere Alder, Indtrykket af en Prælat, der under Samarien (prestekjolen/red.) bar Sværd ved Lænd.
P. Botten Hansen.