– for «27de Februar 1869 – No 8» – bladet «Den norske Folkeskole» bar undertittelen : «Et Ugeskrift for Lærere og andre Venner af Oplysningen»; levnetsløp-artikkelen og samtidig minneartikkelen over den unge mannen Tarje Aadnesen er hentet fra Kragerø-avisen «Vestmar» – i byen der han gikk bort kun 35 år gammel 21. desember 1868.
Tarje var født 4. januar 1833 på stedet Borgen ved Moland i det som lå i Øvre-Telemarkens vestfjeldske Provstie, i Moland som fra 1879 ble omdøpt til Fyresdal; det var altså ikke Mo sogn, slik levnetsbeskrivelsen forteller. Kirken i Mo og kirken i Skaftå eller Skafsaa (i dag nær tettstedet Dalen) ble i 1769 utskilt fra Moland (med sine sideannekser Heggland og Veum); og på 1960-tallet ble Mo og Skaftå slått sammen med Lårdal til Tokke kirkesogn.
At Mo i artikkel-teksten nedenfor henspeiler til Moland framgår av navnet på presten på stedet, som var Frederik Carl Mülertz (f. 1808), sogneprest i Moland fra 1840 til 1848, altså de årene Tarje vokste opp og modnet som gutt/mann. Forgjengeren til Mülertz var for øvrig Christian Høy, prest der fra 1834, mens presten enda før dette, Vilhelm Henrik Buch, må ha vært den som forrettet Tarjes dåp i 1833.
Her følger det interessant levnetsløpet i bladets sider 63 – 64 :
Den 28de Decbr. sidstleden begravedes paa Kragerø Kirkegaard Telegrafist Tarje Aadnesen. Han var Søn af et Par fattige Gaardbrugerfolk i Mo Sogn i Thelemarken (det riktige er Moland kirkesogn (senere Fyresdal – se ovenfor – Tarjes far var Aadne Olavsson (Olsen) Borgen, 1791-1880, og mor Margrethe Knutsdotter Rui, 1800-1888; Tarje hadde kun 1 yngre bror, Olav, 1835-1904/red.).
Faderens første Plan for den opvakte Drengs Fremtid var, at sætte ham i Butik hos en nærboende Landhandler; men Sognets Præst, Pastor F. Mülertz (Frederik Carl Mülertz i Moland/red.), fandt, at denne Stilling ikke passede for den læselystne Gut, og efter hans Raad blev han derfor indsat paa Hvideseids Hjælpeseminarium.
Paa en Hjemreise herfra i Vintertiden led han det Brud paa sin Helbred, der voldte hans tidlige Død. Han gik, som Bondedrenge pleie, i sin tynde Dragt, og da han underveis skulde over et Vand, blev han gjennemvaad. Han var ved Nattetider kommen ud paa Isen og gik her i Sne og Vand, der af og til stod ham op paa Livet. Da han kom hjem. blev han alvorlig syg, og var han siden aldrig frisk.
Efterat have taget Eksamen paa Seminariet, drog han udover til Søkanten for at søge Virksomhed som Lærer. Han blev ansat ved en Almuskole i Fjære Sogn (ved Grimstad/red.); men da Lønnen var ussel og Vilkaarene ogsaa forresten daarlige, saa han sig straks om efter en anden Ansættelse.
Han blev da Huslærer hos Skibsreder Boe paa Fævik ved Grimstad. Denne velhavende Mand syntes saa godt om den elskværdige og dygtige Huslærer, at han besluttede at yde ham Understøttelse til at gjennemgaa et Kursus paa Holts Skolelærerseminarium.
Men kort før han skulde reise til Seminariet, blev han syg og laa i Maaneder som Gigtpatient under Doktor Roscher.
Da han kom sig noget, reiste han straks til Seminariet, men han var dog ikke bedre, da han ankom did, end at han maatte gaa med Krykker. Men han var af disse Folk, der aldrig tabte Modet. Han begyndte Kursusset og afsluttede det mod Sædvane i et Aar og med bedste Karakter ved Eksamen.
Historikeren, Sogneprest Faye, var dengang Seminariets Bestyrer, og Aadnesen vandt, navnlig ved sin Interesse for og Kundskab i Nordens Historie, i den Grad denne Videnskabsmands Yndest, at han blev optagen i hans Hus og behandledes mere som Omgangsfælle end som Elev ved Seminariet.
Han blev derpaa en Tid Omgangsskolelærer i Holt Sogn, senere Medlærer ved en Privatskole i Tvedestrand, fra hvilken Stilling han gik over til at blive Enelærer ved en høiere Almuskole paa Borreøen i Dybvaag (i dag Borøy øst for Tvedestrand/red.).
Men uagtet hanoveralt nød Paaskjønnelse som udmærket Lærer, fandt han dog Lidet af den Interesse for Gjerningen, som er Lærerens bedste Opmuntring, og den Løn, han fik, var meget liden.
Da han under sit Ophold paa Borreøen var bleven gift, vilde Lønnen ikke strække til. Han søgte en passende Lønsforøgelse, og da han fik Afslag, opsagde han Tjenesten. Kommunebestyrelsen mente, at han fik nok blive, hvor han var, da han intet Bedre havde; men da Tiden var ude, leiede Aadnesen Mand og Baad, der transporterede ham med Hustru og hans lille Husgeraad til Mandal.
Hans Hustru blev siddende i Baaden, medens han gik op i Byen for at leie Logis og høre efter Tjeneste. Men ingen af Delene var at faa i Byen, og Aadnesens eiendommelige faste Tro paa, at alt nok vilde gaa godt, bestod her en haard Prøve.
Efter adskillige Skuffelser mødte han paa Gaden den livsglade Olding, Embedsveteranen Foged Heiberg. Han maatte forklare denne, hvem han var, hvor han var fra, og hvad han vilde. Det var snart fortalt.
«De er en rar Mand», sagde Fogden, «der var ikke Mange, der turde have gjort dette, og galere Sted end Mandal kunde De aldrig have reist til».
Men den gamle eksekutive Statstjener fandt, at her maatte noget gjøres, og saa beordrede han en Politibetjent til eksecutorisk at indlogere Aadnesen og Hustru hos en brav Mand i Byen, og dernæst fandt han ud, at han for en Ugestid eller saa kunde bruge ham til Arkeskrivning.
Saaledes kom Aadnesen paa Fogedkontor. Men Fristen var knap. I de ledige Stunder var han hos Sognepresten og Andre med sine prægtige Skudsmaal og søgte Virksomhed i sit Fag. Men der var Intet at gjøre.
Saa fik han spørge, at der var en Post ledig i Kristianssand. Han reiste derhen; men den var optagen. Her mødte han imidlertid en Bekjendt, der viste ham hen til et Par dygtige Skolelærere, som vilde oprette en Privatskole, og som dertil behøvede Medhjælp. Her hjalp Attesterne ham; han blev antagen, og en Privatskole blev oprettet, der straks havde saamange Elever, som den kunde modtage.
Men dette smagte ikke Kristianssands offentlige Skoleauthoriteter, og den ny Skole fik meget at kjæmpe med. Dens Bestyrere begyndte efter en Tids Forløb at vakle i Stillingen og at grue for Fremtiden; kun Aadnesen beholdt Modet, men han var ikke Skolens Chef.
Paa denne Tid
– 64 –
kom han en Dag ind i Kritianssands Kommunelokale. Flere af Byens Almuskolelærere havde ansøgt om Lønsforhøielse, og det med fuld Føie (med god grunn/red.).
Kommunebestyrelsen var samlet og Debatten begyndte, men Supplikanterne for ilde under de Udtalelser, der faldt, og Beslutningen blev en næsten enstemmig Nægtelse. Denne Begivenhed gjorde paa Aadnesen det afgjørende Indtryk, at han besluttede at gaa over til en anden Livsstilling.
Han drog til Stavanger, tog Information i Telegrafien og blev efter fuldendt Undervisning ansat som Telegrafist i Arendal.
Efter et kort Ophold der, byttede han Post med en her i Byen ansat Telegrafist, Thorsen, og siden Sommeren 1859 har han nu været ansat som 2den Telegrafist ved Kragerø Station.
Ved Siden af at røgte sin offentlige Tjeneste – og den varetog han med særdeles Omhyggelighed og Pligtfølelse – maatte han søge Privaterhverv som Lærer. Han underviste i det engelske Sprog paa vor Byes eneste Pigeskole og gav ligeledes Privatinformation i dette Sprog.
I flere Aar har han deltaget i Revisionen af Kommunens Regnskaber, og i det sidste Aar har han været antaget som Formandskabets Sekretær.
I det tyske, men især i det engelske Sprog, var han hjemme som i sit Modersmaal. For grundigt at tilegne sig det sidstnævnte Sprog gjorde han, for nogle Aar siden, den for sin Stilling store økonomiske Opofrelse, at opholde sig en Vinter i England. Han kjendte og elskede de store engelske Forfattere som Faa. Shakspeares samlede Skrifter havde han læst flere Gange i Grundsproget, Macaulays historiske Skrifter, Afhandlinger og Taler var hans Yndlingslekture. Han var en meget heldig Oversætter af flere af denne
Forfatters Leilighedstaler; et Par af disse Oversættelser have staaet at læse i dette Blad (Vestmar/red.).
I 1866 udgav han sammen med Telegrafist Henriksen «Selection from british poets», en Samling, der af Kyndige siges at være valgt med Smag og megen Kjendskab til den engelske Skjønliteratur; ligesaa udgav han en engelsk Grammatik med tilhørende Læsebog, der nu benyttes ved flere Skoler.
Ogsaa med Tysklands store Forfattere, navnlig med Göthe og Schiller, var han fortrolig.
Men hvad han allerbedst kjendte og mest elskede var Nordens Literatur, og der er sikkerlig selv blandt Literaturkjendere i vort Land faa, der har den udbredte Læsning, navnlig i alt, hvad der hører til Nordens ældre og nyere Historie og Skjønliteratur, som Aadnesen havde.
Ligesaameget for at tilfredsstille sin umættelige Trang til Kundskab, som for at hjælpe paa sine trange Kaar, istandbragte han sammen med sin Kollega, Telegrafist Henriksen, en lille Boghandel her paa Stedet, hvilken han havde i Telegraflokalet, og saa ofte han paa sin Vagt havde en ledig Stund, fandt man ham med et interessant Skrift i Handen.
Naar han ikke langt udover Natten manuducerede (underviste/red.) i Engelsk eller reviderede Kommunens Regnskaber, sad han og syslede med sine kjære Bøger.
Han var en alvorlig Kristen, en kjærlig og omhyggelig Ægtefælle og Familiefader, en utrættelig og ualmindelig dygtig Arbeidsmand, en interessant og trofast Ven og en i det Hele ædel og for sin Stilling usædvanlig dannet og kundskabsrig Mand.
Han efterlader derfor et dybtfølt Savn, naar han nu kun 36 Aar gammel (bladet og artikkelen ble riktignok offentliggjort i februar 1869 og på det tidspunkt ville Tarje vært fyllt 36 år, men da han gikk bort 28. desember 1868 var han bare 35 år/red.) er vandret bort, hos Ægtefælle og Børn, som hos sine mange Venner; thi det er ikke Mange givet, at være Ægtefælle, Fader og Ven saaledes som han var det.
Ved hans Jordefærd blev i Sørgehuset efterstaaende for Anledningen forfattede Sang afsungen.
#
Saa maatte bort Du drage
fra Viv og Børn, vor Ven !
De sidde nu med Klage
ved Arnen her igjen.
Din Hustru maa nu savne
en Ven saa tro som Guld,
mer her de smaa ei favne
Du skal, som Fader huld.
#
Dog, Gud ske Lov, de vide,
Det Samliv er ei slut,
om end til Savn og Kvide
det for en Tid blev brudt :
den Tro paa Livets Seier,
det Evighedens Haab
hvert Kristenhjerte eier
som Medgift fra sin Daab.
#
I denne Tro skal klares
for dem, den Kamp Du stred,
i dette Haab bevares
skal al din Kjærlighed,
I dette Lys vi fatte,
hvad tidt vor Blindhed slog,
at Mænd, hvem høit vi skatte,
saa tidlig Graven tog.
#
Farvel da Husbond kjære.
Du Fader øm og god !
Et Minde til din Ære
din Kreds Du efterlod.
Du, Vennekjedens Smykke
ak, nu dens brudte Led ! –
din Kamp for Livets Lykke
gav Krist nu Seirens Fred !
#
Etterord fra ‘borgerskolen’ : Tarje og hans hustru Lina Marie Elisabeth (f. Johnsdtr. Tellefsen (Bakke), 1825-1914 – hun var dermed 7 år (nesten 8) eldre enn hennes ektemann Tarje) hadde fått 4 barn sammen, nemlig Adolf f. i Kristianssand 1858, John Marius f. i Kragerø i 1861, Augusta Marie Margrethe f. i Kragerø 26. januar 1864 og Ludvig f. i Kragerø 1865. Ved Tarjes bortgang 21. desember 1868 hadde han hustru og 3 gjenlevende barn, da deres eneste datter Augusta Marie var gått bort 27. februar tidligere samme år (1868), bare 4 år og 1 måned gammel. Verken m.h.t. far eller datter er dødsårsak oppgitt. Vi kan gå ut fra at Tarje ble sterkt berørt ved den lille og eneste datters død i slutten av februar måned. Ludvig, den yngste sønnen, gikk bort i Cardiff i Wales i 1956, 90 år gammel; han hadde som 16-åring reist over til sin onkel August Bernhard Tellefsen Bakke (morens eldre bror, f. 1820), for å arbeide i dennes rederi-virksomhet, og skapte seg selv et navn både ute og hjemme for sine tjenester for land og folk i ulike roller.