– XI Bind – på sidene 380 – 389 (nedenfor er notert Adam Gottlob M.’s fødselsår til 1710 – mens Erslew i sitt Forfatter-Lexikon (1814-1840) med referanse til historiske kilder fastholder fødselsdato til 10. november 1709) :
Moltke, Adam Gottlob, Greve, 1710—92, Hofmand og Statsmand, var født 10. Nov. 1710 paa Godset Riesenow i Meklenborg og var tysk af Fødsel.
Hans Fader, Oberstlieutenant Joachim M. (d. 1730), gift med Magdalene Sophie f. v. Cothmann, havde dog været dansk Officer, en af hans Farbrødre var Staldmester hos Frederik IV’s (konge 1699 – 1730/red.) Broder Prins Carl, en anden var Amtmand paa Møen.
Denne sidste, Caspar Gottlob M. (s. ndfr.), fik ham i Aaret 1722 ansat som Page hos den daværende Kronprins Christian (kong Christian VI fra 1730 – 1747/red.), og da han i Aaret 1730 blev udnævnt til Kammerpage hos den 7aarige Prins Frederik (den senere Frederik V)(konge fra 1746-1766/red.), grundedes det nøje Forhold imellem ham og denne, der trofast varede indtil den sidstnævntes Død (det var i 1766/red.).
Saadan som Moltkes Løbebane blev, var det umuligt for ham at opnaa nogen rig aandelig Uddannelse ved Studier eller Rejser; derimod var han tidlig religiøst vakt og synes i nogen Tid at have staaet i Berøring med Herrnhuterne; religiøse Stemninger træde da ogsaa stærkt frem i hans efterladte Optegnelser.
Skjønt Prinsen holdt overordentlig meget af ham, følte Moltke sig dog trykket, medens han som Kammerjunker (fra 1735) virkede ved hans Hof (prinsen ble kong Frederik V i 1746/red.).
Han havde nemlig, fattig som han var, 1735 ægtet en Datter af Oberstlieutenant G. H. Brüggemann, Christiane Frederikke (f. 1712. død 1760), som han havde været forlovet med i 7 Aar, og hun fødte ham det ene Barn efter det andet.
Han attraaede derfor blot at faa en nogenlunde god Stilling som Amtmand paa Møen, og han fik ogsaa Tilsagn om at blive det; men da overraskede Christian VI ham ved (1743) at gjøre ham til Hofmarskal hos Prinsen, det følgende Aar stillede han ham som Overkæmmerér i Spidsen for Sønnens Hofstat, og snart efter gjorde han ham til hvid Ridder (1745).
Et betydningsfuldt Vidnesbyrd om, hvilken Tillid han (kong Christian VI/red.) havde til Moltke, gav han, da han frygtede for, at Sønnen var ved at skeje ud i sædelig Henseende, og da han saa i Fortrolighed søgte Moltkes Hjælp for at faa Klarhed herpaa og for at faa daarlige Elementer fjærnede fra Sønnens Omgivelser.
Næppe var Frederik V bleven Konge 1746, førend han overvældede Moltke med Naadesbevisninger; han gjorde ham til Overhofmarskal (13. Sept. 1746), forærede ham Godset Bregentved og
– 381 –
udnævnte ham til Gehejmeraad (1747).
Faa Aar efter (31. Marts 1750) ophøjede han Bregentved tillige med flere Godser, som Moltke imidlertid havde kjøbt, til et Lensgrevskab.
Overhofmarskalembedet havde tidligere været en blot Hofcharge; men nu under Frederik V blev det den ydre Stilling, der gav Moltke Lejlighed til som Kongens fortrolige Ven at være om ham tidlig og silde. Da Frederik V talte med ham om alt, hvad der laa ham paa Sinde, var det muligt for ham ved Samtaler og Referater at gjøre sin Indflydelse gjældende paa alle Omraader, hvor det lystede ham. Han attraaede derfor aldeles ikke at staa i Spidsen for noget Regeringskollegium eller engang at være Medlem af Konseillet (kongens eget råd/red.).
Da Kongen i Aaret 1763 udtrykkelig gav ham Sæde i dette Kollegium, opnaaede han at faa Fritagelse for at møde der.
Ganske sikkert var det ogsaa overflødigt for ham at tage Del i Konseillets Forhandlinger, da Ministrene maatte holde det for nødvendigt at tale med ham om mangfoldige Sager og at sikre sig hans Medvirkning, naar det gjaldt noget af Vigtighed.
De fremmede Diplomater havde saa vidtgaaende Tanker om hans Indflydelse, at en af dem lejlighedsvis udtalte, at han efter Behag kunde af- og indsætte Ministre. Derfor holdt de det tit for lige saa vigtigt at forhandle med ham som med selve Udenrigsministeren, ja undertiden for endnu vigtigere.
Den Opfattelse, de fremmede Diplomater havde, faldt ganske sammen med, hvad der var den almindelige Mening i selve Landet, baade hos høje og lave; ingen var i Tvivl om, at den bedste Vej til at opnaa noget hos Kongen var at vinde Moltke for sin Sag.
Men hvad sagde Ministrene hertil ? De kunde, skulde man tro, ikke finde andet, end at det var et ganske utaaleligt Forhold; det maatte efter al Sandsynlighed enten føre til højst pinagtige Rivninger eller til, at Ministrene sank ned til at blive Nikkedukker i Moltkes Haand.
Men dog er det et helt andet Syn, Frederik V’s Regeringshistorie frembyder, og det maa siges først og fremmest at være Moltkes Fortjeneste, at det ikke kom til at gaa, som man kunde frygte for. Moltke var nemlig lykkeligvis ikke en almindelig «Favorit», men sin Konges trofaste Ven og en god dansk
Fædrelandsven, der, om han end til sine Tider ikke glemte sin egen Fordel, dog paa flere Maader med Alvor arbejdede for Landets Vel. Han, der havde en god Forstand og i det mindste i flere Retninger et sundt Blik, men ingenlunde var en Mand med overlegen Begavelse, kjendte godt sin egen Begrænsning, og han var
– 382 –
lykkeligvis uden den Ærgjerrighed at ville være alt.
Derfor tilraadede han ogsaa Kongen strax i Begyndelsen af hans Regering, at han, om han end saa vidt muligt burde se med egne Øjne, dog tillige skulde støtte sig til Konseillets Overvejelser, og han opfordrede ham tillige til at bevare dette i dets daværende Sammensætning.
Da han desuden selv aabenbart var hensynsfuld og behagelig i sit Væsen, forstod han personlig at stille sig i det rette Forhold til Konseillet og de andre Regeringskollegier.
Vistnok mangler det ingenlunde paa Kabinetsordrer fra Kongen eller paa Forandringer fra dennes Side i Kollegiernes Indstillinger, ligesom det ogsaa temmelig jævnlig skete, at Kongen ved Embedsudnævnelser
gik sine egne Veje, og i alt sligt har han ganske sikkert raadført sig med Moltke; men Regeringens fremherskende Træk, i det mindste hvad hele Sider af de indre Forhold angaar, var dog en Kollegiestyrelse, hvori Moltke ikke blandede sig.
Særlig Interesse har Moltkes personlige Forhold til de 2 betydelige Statsmænd, der spillede den største Rolle under Frederik V’s Regering, nemlig Schulin og J. H. E. Bernstorff.
For den første af disse nærede han stor Ærbødighed, og han synes at have opfattet ham som den, der havde været et Slags Velynder for ham. Med god Grund mente derfor de fremmede Diplomater, at Moltke ganske rettede sig efter den Politik, som Schulin ansaa for den rigtige, at han støttede den hos Kongen og aldrig modarbejdede den. Anderledes blev Forholdet, da Schulin døde i 1750, og efter en kort Mellemtid Bernstorff i 1751 baade blev Udenrigsminister og Medlem af Konseillet.
Det var vistnok med rette, det den Gang blev sagt, at Moltke hellere saa denne Plads besat med Bernstorff end med den anden fremragende Diplomat, hvorom der kunde være Tale, nemlig Grev Lynar.
Men den Ærbødighed, Moltke havde haft for Schulin, der var saa meget ældre end han, følte han ikke over for den med ham samtidige Bernstorff. Det synes ogsaa, som om denne, ved Siden af al den fine Form, der udmærkede ham, har haft en vis docerende Bredde, der kunde virke irriterende, og at han nok holdt af at lade sin aandelige Overlegenhed træde frem.
Nok er det, at Moltke følte sig stødt ved hans Væsen, og det var der dem, som forstode at benytte sig af. Oven i Kjøbet var det en ikke ualmindelig, om end sikkert i det væsentlige uberettiget, Opfattelse, at Bernstorffs politiske System var forskjelligt fra Moltkes, at han nemlig var engelsksindet, medens Moltke var fransksindet.
Særlig Frederik II af Preussen hadede Bernstorff,
– 383 –
og den ene Gang efter den anden pønsede han derfor paa, om det ikke skulde være muligt at faa Moltke til at styrte Bernstorff.
Men til Lykke for Staten gav Moltke ikke sin vrantne Stemning lige over for Bernstorff Spillerum; han saa, at det var Pligt at lade denne blive siddende paa sin Plads, og saaledes skete det da.
Efter at han her havde taget sit Parti, fulgte han Bernstorffs Fane lige saa trofast, som han havde fulgt Schulins, og han var stadig en værdifuld Støtte for Bernstorff, medens Staten slap for et Rænkespil, der paa det daværende farlige Tidspunkt kunde have været ødelæggende. Den Gavn, han gjorde ved Siden af Bernstorff, traadte klarest frem i 1762 under den Fare, som den Gang truede fra Rusland.
Man maa kalde det en Lykke for Landet, at han paa dette Tidspunkt, da adskillige tabte Modet, var enig med Bernstorff i at staa fast og byde den russiske Kejser Peter III Spidsen.
Det var saa at sige bag Kulisserne, at vi have set Moltke virke som Kongens Raadgiver, baade hvad den ydre Politik angaar og med Hensyn til den egentlige Statsstyrelse. Det gjorde, som tidligere omtalt, ikke stor Forandring heri, at han 18. Marts 1763 blev Medlem af Konseillet, da han holdt sig borte fra Møderne.
Faa Maaneder i Forvejen (2. Dec. 1762) var han bleven Medlem af Overskattedirektionen, og skjønt Schimmelmann afgjort var Hovedmanden her, kom han dog ved denne Stilling officielt i Forbindelse med en vigtig Gren af Statsforvaltningen.
Ved Siden deraf havde han dels det Hverv at bestyre Kongens Partikulærkasse, dels traadte han tydelig frem for Offentligheden ved den overordnede Ledelse, Kongen lod ham faa paa visse aandelige Omraader. Da nemlig Kunstakademiet blev stiftet 31. Marts 1754, gjorde Frederik V ham til Præsident for dette, og tillige lagde han en ny videnskabelig Institution under ham, nemlig det i 1759 oprettede Natural- og Husholdningsselskab, for øvrigt en besynderlig Ordning, da man skulde tro, at en saadan Institution naturlig hørte sammen med Universitetet.
Ikke mindre maatte der blive lagt Mærke til, at Moltke fik den ypperste Plads ved Styrelsen af Frederiks Hospital, der netop stiftedes paa denne Tid (1756).
Skjønt Forfængelighed hos Moltke kan have haft Del med i, at han kom til at træde frem paa denne Maade, vil man ikke kunne frakjende ham virkelig Interesse for de Sager, han saaledes fik at gjøre med.
At han havde Sans for Kunst, derom synes den udmærkede Samling af Malerier, som han har efterladt sig, klart at vidne, han anskaffede en betydelig Naturaliesamling, og at de økonomiske Spørgsmaal, som paa den
– 384 –
Tid kom op, satte ham i stærk Bevægelse, viste han, da han udvirkede en kongl. Kundgjørelse af 31. Marts 1755, hvorved Folk bleve opfordrede til at udarbejde Afhandlinger over herhen hørende Æmner; hvad de skreve, vilde da blive trykt paa offentlig Bekostning. Virkningen heraf blev den livlige Forhandling i Litteraturen, som vi særlig kjende fra «Økonomisk Magasin» og fra Frederik Lütkens «Økonomiske Tanker til højere Eftertanke».
Iblandt de Æmner, som paa den Maade bleve behandlede, var Landbopørgsmaalet afgjort det vigtigste, og man maa rose Moltke for at have ladet der være fuldstændigt Frisprog paa dette Omraade, thi han sympathiserede ikke med den Opfattelse, som begyndte at komme stærkt frem i Litteraturen, at der burde indføres betydelige Reformer for at hæve Bondestanden.
Moltke var selv stor Godsejer. Ikke blot ejede han de betydelige Godser, der nu danne Grevskabet Bregentved (han havde af dem 1747 kjøbt Thurebyholm af Staten, 1750 Juellinge af Grev Frederik Danneskjold og 1751 Alslev og Tryggevælde af Grev Oertzen); men han ejede tillige til
forskjellig Tid Glorup og Rygaard i Fyn, Baronierne Lindenborg og Høgholm samt Dronninglund og Dronninggaard i Jylland, Gammelgaard paa Laaland, Nygaard paa Møen, som han siden solgte til
Schimmelmann, Noer i Sydslesvig og Testorf i Holsten.
Det er ikke usandsynligt, at de store Herremandsinteresser, han saaledes havde, have bragt ham til, uagtet han som Godsejer var god imod sine Bønder, ikke at søge Forbedringen af de slette Landboforhold i en Forandring af Bøndernes sociale Stilling, men derimod i et mere tidssvarende Agerbrug og i Ophævelsen af det for Herremænd saa vel som for Bønder fordærvelige Fællesskab. Han var
som Godsejer iblandt de forreste med at faa indført den holstenske Kobbeldrift i Steden for det forældede Trevangsbrug; han indførte Dyrkning af Hvede paa Sjælland og forøgede ved sine forskjellige Forandringer Kornproduktionen paa sine Godser meget betydelig.
Efter en Opgivelse af ham i Aaret 1776 gave hans sjællandske Hovedgaarde alene en forøget Afgrøde paa 4000 Tdr., hvoriblandt 2000 Tdr. Hvede; Forøgelsen af Bøndernes Høst paa de samme Godser regnede han til 8000 Tdr.
Ved Siden af, hvad han udrettede som Godsejer, havde han stor Del i de første Skridt, der skete for at indskrænke Fællesskabet (Forordningerne af 29. Dec. 1758, 28. Dec. 1759 og 8. Marts 1760).
Men Moltke var ikke blot Godsejer, han tog ogsaa Del i Handelsforetagender, hvad fornemme Folk i det hele taget ikke sjælden
– 385 –
indlode sig paa i den Tid. De Handelskompagnier, der opstode, ansaa det for at være fordelagtigt at have Stormænd i Spidsen for sig. Fremfor alle maatte da en Mand, der i den Grad som Moltke havde Kongens Øre, og som havde hans Indflydelse i Regeringskredsene, være et ypperligt Præsidentæmne.
Han beklædte denne Stilling baade i det vestindisk-guineiske og det asiatiske Kompagni; han var endogsaa det sidstnævnte Kompagnis Præsident i 21 Aar (1750-71). Men uheldigvis kom han netop i sit Forhold til det asiatiske Kompagni til at vise, at det kunde være misligt for et Handelsselskab at have en Hofmand til Præsident. Da nemlig det ny Frederiks Kvarter i Kjøbenhavn blev anlagt (1749), kom den Tanke frem, at det skulde smykkes med Kongens Statue. Frederik V var forfængelig nok til at forelske sig i denne Plan, og ikke blot støttede Moltke ham heri, men han forstod ogsaa at finde Penge dertil ved som Præsident i det asiatiske Kompagni at formaa dette til at paatage sig Bekostningen som en Erkjendtlighed for de Tjenester, Kongen ved flere Lejligheder havde vist det.
Aktionærerne gik villig ind paa Forslaget; men da Udgifterne, takket være Snyderier og slet Kontrol, efterhaanden svulmede op til det monstrøse, blev deres Stemning alt andet end tilfreds. Den Kulde, de viste Moltke, da han 1771 fratraadte Præsidentstillingen, hang maaske i ikke ringe Grad sammen hermed.
Medens Moltke i denne Sag vel meget havde vist sig som Hofmanden, tilkommer der ham i det hele den Ros, at han i sit Forhold til Frederik V ærlig og trofast har søgt at gavne denne.
Han har blandt andet aabenbart gjort, hvad han kunde, for at støtte Kongen imod de Fristelser, som hans sanselige Temperament og hans svage Karakter udsatte ham for. De Breve fra Kongen til ham, som vi kjende, ere paa en Maade lidet indholdsrige, de indeholde kun Udbrud af Frederik V’s Stemninger; men de have Betydning ved det stærke Indtryk, de give af, at Moltke mange Gange hellere har udsat sig for Kongens Heftighed end villet undlade at holde igjen imod hans Udskejelser. Han har paa dette Omraade været sin Konges gode Aand.
En stor Løn høstede Moltke unægtelig ved det trofaste Venskab, som Frederik V nærede for ham, lige indtil han, saa at sige, udaandede i hans Arme. Han gav denne Følelse Udtryk, ikke blot ved Æresbevisninger som dem, der ovenfor ere nævnte, hvortil kan føjes, at Moltke 1747 fik Ordenen de la
fidelité (troskap/red.) og 1752 blev Ridder af Elefanten, men særlig derved, at han efter Dronning Louises Død vilde ægte en Datter af Moltke.
– 386 –
Denne, der mindst af alt i Verden manglede Forsigtighed, var imidlertid besindig nok til at afværge denne farlige Ære.
Til Uheld for Moltke svarede ikke en almindelig Yndest til det Venskab, Kongen nærede for ham. I og for sig var det naturligt, at der opstod Misundelse imod ham, ikke mindre end at de bleve vrede, der havde søgt den højtstaaende Mands Hjælp og ikke opnaaet, hvad de ønskede. Hertil kom, at der var en ret
almindelig Misstemning i Slutningen af Kongens Regeringstid imod dem, der vare dennes nærmeste Raadgivere.
Vistnok kunde man sige, at Lykken havde begunstiget den Bernstorffske, af Moltke stærkt støttede Politik. Den Fare, der 1762 havde truet ved den russiske Kejser Peter III’s Fjendskab, var drevet over ved hans Afsættelse og Død, og der var Udsigt til paa fredelig Maade at faa det plagende gottorpske Spørgsmaal bragt ud af Verden.
Men dels havde Folk ingen Kundskab om, hvorledes det stod til, dels havde de ingen Forstand derpaa; de saa blot paa de Ulemper, som Forholdet udad til havde bragt over Folket ved at fremkalde nye Skatter og
bringe Pengevæsenet i Forvirring. Herfor gav man Ministrene Skylden; men Uviljen vendte sig særlig imod Moltke, fordi han vitterlig efterhaanden var bleven en rig Mand; hans Palais paa Amalienborg gjaldt med Grund for at være den pragtfuldest udstyrede Privatbolig i Byen.
Naar Folk dømte strængt om Moltke, var det for en stor Del, fordi de sigtede ham for at bruge sin Indflydelse hos Kongen til sin egen Fordel. Dette var dog en uretfærdig Beskyldning. Naar man undtager et enkelt, i Virkeligheden temmelig ubetydeligt Træk, vil man ikke kunne paavise, at han har gjort sig Fordele paa en uforsvarlig Maade. Sin Formue har han i Hovedsagen forstaaet at skaffe sig ved at være en god Økonom og ved at kjøbe sine Godser paa en Tid, da Prisen paa Landejendomme var overordentlig
lav i Sammenligning med, hvad den blev allerede i Slutningen af Frederik V’s Regering.
Ogsaa havde han flere Gange i en mærkelig Grad Lykken med sig, saaledes vandt hans Hustru en Gang ikke mindre end 60000 Rdl. i Lotteriet.
Den fremragende Stilling, han indtog, har naturligvis haft til Følge, at de fremmede Diplomater oftere have udtalt sig om hans Karakter. Deres Domme lyde meget forskjellig. Man kan se ham blive omtalt som «en
forstandig Hofmand, en brav Karakter, fast og paalidelig i, hvad han lover, omhyggelig i at sætte sig ind i alle Sager, meget øm om sin Herres Ære»; men han er ogsaa bleven skildret som en
– 387 –
højst uelskværdig Personlighed, der bare tænkte paa at berige sig selv og tilfredsstille sin Herskesyge, og som holdt en Skare Spejdere omkring i Kjøbenhavn, saaledes at han blev i Stand til at plage alle dem i deres Privat forhold, som han ikke offentlig kunde undertrykke.
Diplomaterne ere imidlertid kun alt for tit overfladiske og lidenskabelige Iagttagere, hvis Domme bestemmes af, hvorvidt de finde Behag i den Mands Politik, som de dømme om.
Sikkert er det, at om der end ikke kan siges at være noget storslaaet hos Moltke i nogen Retning, som vækker levende Sympathi, vidner ikke blot det, vi paa anden Maade høre om hans Forhold til Kongen og til Statsmændene paa Frederik V’s Tid, fordelagtig for hans Karakter; men Udtalelser fra flere forskjellige Personligheder, der kom i Berøring med ham, tyde ogsaa paa, at han i sin Grund har været en brav og hæderlig Mand, der netop har holdt af at gavne, men ikke af at skade andre.
Man har et Brev fra Bernstorff til ham, skrevet i Dec. 1770, hvori det bl. a. hedder : «I 26 Aar har Deres Excellence aldrig kjendt hverken Hævn eller Hovmod eller nogen Sinde misbrugt Deres Magt, De har gjort vel imod alle, ondt imod ingen, De har gjort det Tidsrum, i hvilket De havde Indflydelse, til Ærens og Velgjerningernes Epoke».
Da Frederik V døde 14. Jan. 1766, var Moltkes Magtperiode forbi.
Christian VII kunde ikke lide ham, og det fortælles, at han, med Hentydning til Moltkes høje Væxt, sagde om ham : «Storch vom unten, Fuchs vom oben»; han havde en Fjende i Enkedronning Sophie Magdalene, der i nogen Tid var vel lidt af Christian VII og havde været skinsyg paa Moltke for hans Indflydelse paa Frederik V.
Danneskjold havde lige siden sin Afsked i 1746 et Horn i Siden paa ham, og han lagde sig ud med den af Kongen meget yndede unge Prins Carl af Hessen, da han bekæmpede dennes Giftermaal med Kongens Søster, Prinsesse Louise. Det var under disse Forhold dobbelt uheldigt, at det vidstes, at han var alt andet end populær.
Allerede strax efter Christian VII’s Tronbestigelse blev der af Uvenner, deriblandt af hans egen Svoger Statsministeren Ditlev Reventlow, rettet Angreb paa ham for hans Bestyrelse af Partikulærkassen, og selv om han, efter hvad han fortæller, ganske afviste disse Angreb, er det ikke usandsynligt, at der er blevet nogen Mistanke tilbage hos Kongen. En Kjendsgjerning er det under alle Omstændigheder, at han allerede i Juli 1766 pludselig fik sin Afsked fra sine vigtigste Embeder, og det uden Pension, et tydeligt Bevis paa, at han var faldet i Unaade.
– 388 –
Han trak sig herefter tilbage til Bregentved. Men snart kom han atter til at føle et Pust af Lykken. Ikke alene blev han indbudt til at overvære Kongens Salving (1. Maj 1767), men han havde ogsaa den Glæde, at Kunstakademiet s. A. hædrede ham med en Guldmedaille som Anerkjendelse af hans Fortjenester af det, og under den Svingning, der i Vinteren 1767-68 fandt Sted ved Hoffet, til Dels som en Følge af russisk Indflydelse, kom han, der var en ivrig Talsmand for Tilslutningen til Rusland, atter ind i Konseillet (8. Febr. 1768). Samme Dag blev han paa ny Præses for Overskattedirektionen og fik Sæde i den i 1767 oprettede Landvæsenskommission, der 15. April 1768 blev omdannet til General-Landvæsenskollegiet.
Han havde her Lejlighed til at virke for den Side af Landboforholdene, som vi ovenfor have set interesserede ham, nemlig den økonomiske, bl. a. for en videre Udvikling af Fællesskabets Ophævelse (Forordning af 28. Juni 1769).
Imidlertid varede hans Virksomhed baade her og i Konseillet ikke længe.
Da han afslog at ville have noget at gjøre med Rantzau-Ascheberg og Struensee, afskedigedes han 10. Dec. 1770, og det atter uden Pension. Fra nu af var hans Rolle udspillet for stedse (for bestandig).
Det var forgjæves, at Beringskjold i Slutningen af 1771 søgte at faa ham til at være med i Sammensværgelsen imod Struensee; ikke blot Moltkes Forsigtighed, men ogsaa det nøje Kjendskab, han fra tidligere Tid havde til Beringskjolds Upaalidelighed, maatte afholde ham fra at være med i sligt.
Struensees Fald 17. Jan. 1772 fremkaldte ingen Forandring i hans Stilling; men efter Mageskiftet 1773 tildeltes der ham en Pension paa 4000 Rdl., hvad der mere maatte opfattes som et Bevis paa Anerkjendelse end som en nødvendig Hjælp.
Han fortæller selv, at han faa Aar i Forvejen i Anledning af Rygter om, at han havde samlet en kolossal Formue (10-12 Mill. Rdl.), havde ladet denne opgjøre, og at det da havde vist sig, at han ikke ejede 1 Mill.
Men selv om han maatte have Ret heri, var han dog en efter den Tids Forhold ualmindelig rig Mand. Den sidste Aarrække af sit Liv indtil sin Død, 25. Sept. 1792, tilbragte han i Stilhed, om Vinteren i Kjøbenhavn, om Sommeren paa Bregentved.
Han afsluttede i denne Tid Optegnelser, som han tidligere havde gjort vedrørende Frederik V’s Historie og sine egne Oplevelser. Allerede strax efter hans Død blev der talt om, at han havde efterladt sig Saadanne; men det var dog ikke førend i 1870, at de offentliggjordes i «Hist. Tidsskrift» (4. R. II).
Som de her
– 389 –
kom til at foreligge, omfattede de en Paavisning af, hvorvidt Frederik V havde fulgt en af Moltke ved hans Tronbestigelse udarbejdet Plan for hans Styrelse, endvidere en Fremstilling af de vigtigste Begivenheder under Frederik V’s Regering, nogle Træk af Underhandlingerne med Rusland om den gottorpske Sag og Moltkes egen Selvbiografi.
Et Par Aar senere offenliggjordes i det samme Tidsskrift (4. R. IV) selve Moltkes ovennævnte Plan for Frederik V’s Regering.
Uagtet Moltke fuldstændig beherskede det danske Sprog i Skrift som i Tale, vedblev hans Modersmaal, Tysk, dog at ligge ham nærmest, og det er ogsaa i dette Sprog, at hans Optegnelser ere affattede. De have betydelig Værd ved de Oplysninger, de give om Moltkes Opfattelse af en Række vigtige Forhold og
Regeringsskridt i Frederik V’s Tid ligesom ogsaa om hans Stilling til denne Konge. De have den Fortjeneste at være jævnt og naturlig affattede uden Tilsætning af haarde Domme om andre, endsige af Bagvaskelser eller af Lyst til at fortælle Skandaler. De vidne derved til Fordel for deres Forfatters Karakter. Ikke faa Steder indeholde de ogsaa historisk vigtige Enkeltheder, og de vise, hvor nøje indviet Moltke har været i, hvad der skete af Betydning i politisk Henseende; men uangribelige for Kritikken ere de ingenlunde.
Moltke har rimeligvis stolet paa sin Hukommelse, da han nedskrev dem, og den har ikke helt sjælden ganske svigtet ham. Der er paafaldende Fejl i dem, og det endog paa Punkter, hvor man mindst skulde have ventet det.
Efter sin første Hustrus Død 1760 ægtede han s. A. Sophie Hedevig Raben (f. 1732 d. 1802), Datter af Gehejmeraad Fred. R. (denne 2. hustru ble mor til Gebhard Moltke-Hvitfeldt, stiftamtmann i Throndhjem (1796-1802) og som møtte Hans Nielsen Hauge i 1800/red.).
Aaret efter sin Mands Død stiftede hun Stamhuset Moltkenborg for sine Sønner med Greven.
Hist. Tidsskr. 4. R. II og IV.
Langhorn, De danske Moltker S. 27 ff.
Museum 1890, S. 505 ff.
E. Holm.