– i utgivelsen av «Løverdag den 20de Novbr. 1847»; Sylvester Sivertson stod på dette tidspunkt fremdeles som avisens redaktør – se toppteksten nedenfor; han hadde i løpet av noen tid pådratt seg tuberkulose og gikk bort bare vel 2 uker etter at dette stykket stod på trykk (6. desember 1847, bare 38 år gammel); i stykket gir han uttrykk for at om han igjen kunne komme seg av sykdommen, ville det være hans høyeste ønske å få gjense sin bygd Skiaker og hjemgården Hørven (også Hyrve eller Hørve); det fikk han ikke oppleve. Hans far, den kjente Haugianer Syver Sylfestsson Hørven og moren, Anne Olsdtr., var begge gått bort noen år tidligere.
Her formidler han til leserne sin «filosofi» som blad-mann knyttet til avisens ståsted og redaktør-yrkets utfordringer og hva han selv har søkt å formidle og, som han klart framhever mot slutten, som sin hovedtese : «saa bør Tankens, Troens og Samvittighedens Frihed være os endnu mere hellig» – fremfor alle andre «friheter» og hensyn;
Sylv. Sivertsson til Adressens Læsere.
Tilskikkelsen vil, at jeg tager Afsked med dette Blads Læsere, med hvilke jeg nu i længere Tid har underholdt mig, og idetmindste fra min Side skedde det med Fornøielse og Interesse, saalænge min Helbredstilstand tillod mig at røgte mit Hverv.
Nu er det blevet ligesaavel en Nødvendighed for mig at nedlægge en for træt Pen, som det er en Skyldighed imod Alménheden.
Og skulde desuden atter Forsynet snart ville give mig Kraft og Mod til at betræde den Bane, som nu i
– her er et nyere foto fra hjemplassen «Nørdre Hyrve» i Skjåk;
saamange Dage har været min, da vinke mig saa gjerne for kommende Dage de Egne, der have seet mine første, Ottas og Mjøsens Bredder (Sylvester var født på gården Hørven («Nørdre Hyrve») i Skiaker (Skjåk) i Lom prestegjeld, der elva Otta renner gjennom bygden – senere arbeidet han i Lillehammer, ved Mjøsas bredd, også som redaktør/red.).
#
Der stander fjernbygt min Fædre-Gaard,
der staar der en Fjeldvæg saa mørk og haard,
der skrider Otta saa stri forbi,
der er der saa mørkgrøn en Furuli;
der er der saa lysgrøn en Birkelund,
og der har jeg leget saa mangen Stund.
#
Dog kunde naturligvis ikke Blikket paa den ene «Plet, hvor Livets Stemme osv.» eller dennes almindelige Hendragelser, været afgjørende Bevæggrund for en Mand, der – muligt endnu levende for sin Livsvirksomhed – maa antages gjerne at ville for denne vælge den Kreds, om hvilken han har det Haab, at den vil lade ham skue Frugt og Anerkjendelse af sine Bestræbelser.
Dette undskylde nu mine velvillige Læsere, og anse det ikke, som om jeg mere end tilbørligt vilde søge at vække deres Interesse for mig og min fremtidige Livsbane, der nu for Mange af dem vil blive ubekjendt og fremmed.
Angaaende min Virksomhed iblandt dette Blads Læsere eller maaske ligesaasnart om min Journalistik i Almindelighed, saaledes som jeg haaber, den ogsaa i den senere Tid konsekvent har holdt sig, kunde det været mere passende ved «Aftrædelsen» at ytre nogle Ord, naar jeg ikke her maatte frygte for at gjentage gamle, hvilket dog maaske kunde modtages bedre end Intet af dem, der læse det uden forud indtaget og med harmfrit Sind.
Jeg har ligesaalidet overtaget dette som noget andet Blads Redaktion med den forfængelige Forhaabning, at Enhver vilde finde mit Forsøg paa at løse den givne Opgave tilfredsstillende. Derimod kan en noget erfaren Redaktør have særdeles let for ved et Blads Tiltrædelse at skrive en Spaadom om, hvad man vil finde at udsætte paa hans Blad. Dadelen (kritikken/red.) vil snart fra den ene, snart fra den anden Side ramme det; men den, som ikke er beredt paa eller istand til at taale de Angreb, som ofte ere Uvidenhedens, Personlighedens og en pirrelig Partiaands Fostre, eller med Rolighed kan taale Miskjendelsen, – den er ei heller skabt for Journalistens ofte ligesaa utaknemmelige som besværlige Hverv.
Held ham (lykkelig være redaktøren/red.) da – et Held, vi ere stolte og lykkelige ved at tro at kunne lykønske os med – naar han under Kampen vinder Anerkjendelse, og derved forøget Styrke, hos den oplyste og fordomsfrie Opinion. Uden denne Allierede vil man blive ved at trælle i Penelopes Væv, i frugtesløss Møie.
Hvorvidt nu vi med saadanne Grundsætninger, og med stadig Troskab mod dem, kan have bidraget til at udbrede en sand liberal og renset Erkjendelse af fædrelandske og offentlige Anliggender, det er naturligvis Almenhedens Dom hjemfaldet.
Vi kunne blot sige, at vi have efter Evne søgt med redelig Hu at virke for dette Maal, for det, som vi altid have erkjendt for det rette, trods de Miskjendelser, ogsaa vore Bestræbelser for at befordre dem mangengang kunne have været udsatte for.
Lykkelig i den Sindets rolige Bevidsthed, som erhverves ved Overbevisningen om, at man vil det Bedste, kan man dog overse de Personlighedens eller Partisindets Ytringer, der maatte ville gjøre Ens Virksomhed mistænkt; og vi haabe, det skal erkjendes, at vi med lige Frimodighed og Uforbeholdenhed have ladet vort Blad udtale sig saavel mod de reaktionære og aristokratiske Tendentser i vort politiske Liv, som mod de enkelte demokratiske Udskeielser, som vi undertiden kunne have troet at mærke fremtræde som naturlige Modsætninger.
Hyppigen have vi da blandet os i den almindelige Diskussion, og der har hengaaet faa eller ingen Debatter over vigtigere Gjenstande i vort Statsliv, uden vi i mere eller mindre Maade have deltaget i samme. Mangen Gang kunne vi vel muligens feilet; men vi have det i alt Fald ikke af Eftergivenhed for uværdige Hensyn, eller for vore personlige Interesser.
Saaledes er det Billede, som vi selv anse for at ligne vort journalistiske Liv; skulde Egenkjærligheden eller andre Illusioner have skuffet os, saa staar det til Almenhedens Frihed og Raadighed at giøre en anden Dom gjældende.
Betræffende vor politiske Farve, da vilde det være en overflødig Tale for vore Læsere at ville gjøre dem bekjendte med vor demokratiske Retning, der maa være bleven dem tilstrækkeligt bekjendt ved den Holdning, vi altid have indtaget mod den ikke ubekjendte Fraktion blandt os, der inklinerer for aristokratiske eller vel endog absolutistiske Sympathier (reflektert i spørsmålet om kongens absolutte veto/red.).
I statsekonomiske Materier have vi været Næringsfrihedens Venner, og ønske efterhaanden alle de Baand løsnede, som en unational Regjering i Fortiden har lagt paa Næringsveiene. Herhos kunne vi dog ikke være blinde for det Vanskelige i at løse Næringslovgivningens gordiske Knude og virkeliggjøre et liberalere System, uden at de stedfindende Forholde altfor føleligen skulle forrykkes og virkelig Uret ske Indehaverne af lovligt erhvervede Rettigheder.
– Noget nær det Samme gjælder i Almindelighed i Toldvæsenet, ved hvis Regulering af Satserne der dog utvivlsomt ogsaa maa tages tilbørligt Hensyn til andre Landes Toldsystem, forat nogenlunde Reciprocitet (gjensidighet/red.) kan finde Sted. Det saakaldte friere Handels- og Toldsystem har endnu ikke gjort sig almeneuropæisk gjældende, og Norge er ikke det Land, der anvisende kan træde i Spidsen.
Efter vor Mening have Storthingene i det Hele taget gaaet en passende og hensigtssvarende
Middelvei mellem det ældre prohibitive (med tollsatser som hindrer vareutveksling/red.) og det nyere liberale System.
Saaledes som Tolden nu paa de fleste Varer, saavel til Udførsel som Indførsel, er bestemt, kan der ikke være Tale om Prohibitiv-satser.
– Norges Folk er et Folk af Bønder; Agerbruget fremtræder derfor naturligvis som dets første Næringsdrift, og det maa være Fædrelandsvennens Glæde at se, hvorledes Sandsen for sammes Befordring er vakt, endog i Regjeringen.
Naar vi ville have Frihed for al vor lovlige Færden i Jordlivets Anliggender, saa bør Tankens, Troens og Samvittighedens Frihed være os endnu mere hellig.
I denne Henseende har vor Grundlov haft en Vanskjæbne; men vor Lovgivning vil forhaabentligt snart give en med Kristendom, Humanitet og Tidens Fordringer svarende Reform deri.
Disse flygtige Trak være nok, idet vi herved tage Afsked fra vore gamle Bekjendte, dem vi takke for den Deltagelse og Anerkjendelse, som de have vist os, hvilken vi altid skulle beholde i kjærlig Erindring med Ønsker for deres Held.
Og Held for vort Fædreland; gid at næste Aar med Stolthed og Fryd maa se den Samling af Mænd, som med Lov skulle Land bygge !