– og i «Nordlysets» første artikkel – avisen som utkom i Trondhjem fra begynnelsen av 1843 frem til utgangen av 1847. Den unge og særegne Sylvester Sivertson, født 1809 og oppvokst i Skiaker (Skjåk) i Lom prestegjeld (les om ham her), kom fra stillingen som redaktør i «Lillehammer Tilskuer» og startet opp bladet «Nordlyset», underlagt «Trondhjems Bogtrykkeries Interessentskab», med første utgave mandag 2. januar 1843.
I annen halvdel av 1830-tallet hadde Sylvester S. i perioder arbeidet sammen også med Henrik Wergeland om bladet «Statsborgeren», men dette samarbeidet falt ikke helt heldig ut – det var 2 sterke personligheter som møttes.
På denne siden trekker vi frem denne Sylvester S.´s innledende artikkel i første årgangs første nummer – der han går nærmere inn på sitt ståsted; dette er svært interessant sett i lys av ´borgerskolen´s eget hovedfokus; du bør ta deg tid til å lese denne og samtidig bli «imponert» over modenheten i de betraktninger knyttet til frihet og liberalitet som Sylvester – på dette tidspunkt bare 33 år gammel – bringer til torgs.
Fra midten av 1845 ble «Drammens Adresse» hans nye virkefelt – mens «Nordlyset» ble overtatt av den like særegne og betydningsfulle Anthon Bang. «Nordlyset» ble nedlagt i desember 1847, for øvrig samme måned Sylvester S. gikk bort i Drammen, bare 38 år gammel. Anthon Bang lot sin penn føre videre i den nystartede Trondhjems-avisen «Den Frimodige»; begge disse menns liv er det interessant å følge;
– og her følger Sylvester Sivertsons artikkel :
Det er med en ængstelighed, som ingen Affektation tillader, at Redaktionen her nedskriver «Nordlysets» første Linier og taler de første Ord til dets Publikum.
Den frygter saa meget for, at man kan have næret Forventninger, som det ikke vil staae i dens Magt at opfylde, og at saaledes, ikke alene den, men ogsaa det Interessentskab, med hvilket, der er kontraheret, kunne udsættes for Miskjendelse og Uvillie.
Der kan endnu ikke haabes, at en saadan Frygt er ugrundet og Aarsagen hertil være udtalt i et ligesaa aabent og smigerfrit som alvorligt meent Ord.
I Subskriptionsplanen lød det blandt Andet saaledes :
«Efterhaanden som de konstitutionelle Ideer og Forholde have udviklet sig iblandt os, har ogsaa i tilsvarende Grad den periodiske Presse faaet et altid livligere Opsving og med dette en Indflydelse paa de offentlige Anliggender, paa Almeenhedens Anskuelser og Dannelse, som viser, at denne Branche af Pressen ogsaa i vort Land er kommen til en høiere Bevidsthed om sit Kald og sin Betydning. Selv fra meget ubetydelige Steder har man saaledes seet eet eller flere Blade udkomme, der meer eller mindre have tilfredsstillet en dannet Opinions Fordringer, men dog altid søgt at indvirke paa Almeenhedens Erkjendelse. Ved en rosværdig Kappen (konkurranse/red.) har da saaledes ogf´saa den saakaldte »provindsielle« Avisliteratur i de senere Aar betydeligt hævet sig, om den end endnu ikke i saa høi Grad, som kunde ønskes, findes i Almindelighed i Besiddelse af de nødvendige kræfter, for at kunne hævde den tilbørlige Selvstændighed. Under slige Omstændigheder har Trondhjems Bogtrykkeries Interessentskab følt, at de Blade, som nu udkomme paa nysnævnte Sted (Trondhjem/red.), ikke længere kunne tilfredsstille Almeenhedens og vor Tids høiere Fordringer. Af denne Grund har Interessentskabet beæret mig (Sivertsson) med Anmodning om, at overtage Hovedredaktionen af et nyt i Trondhjem udgivendes Blad, hvis Tendents — korteligt udtrykt — skulde være : i en liberal Aand at behandle de offentlige Meninger og Interesser. Jeg har ikke afvist denne Anmodning, men besluttet at anvende mine bedste Kræfter og Evner, for saavidt muligt at vise mig Interessentskabets Tillid værdig. I Stedet for her at gjøre mange og store Løfter, udbrede mig over min politiske Farve eller over hvad jeg forstaaer ved Liberalitet, finder jeg det forøvrigt rigtigst at overlade det til Almeenheden, af min — foregaaende idetmindste af Flere
kjendte — journalistiske Virksomhed, at danne sig en Mening om hvad den kan vente og ikke vente. Kun saa meget være tilføiet, at, efter min Anskuelse, ophører Liberalitet som noget sandt Begreb, naar den troer, at kunne fornegte sand Humanitet. Til en yderligere Udvikling af denne min politiske Grundsætning og dens Konsekventser, skulde der her ikke være noget passende Sted«.
Men var denne yderligere Udvikling ikke paa sit rette Sted i Subskriptionsindbydelsen, saa turde den her være paa et saa meget desto rigtigere, og det saa meget mere, som det maa interessere Nordlysets
Læsere, saasnart som muligt, at komme til nogen Vished eller dog rimelig Formodning om, i hvilket Hjørne man har Bladet og dets Redaktion.
Det gamle og sande Ordsprog, at Forord bryder mangen Trætte kunde vel ogsaa i dette Tilfælde finde sin fulde Anvendelse. — Altsaa til selve Sagen.
Vi have angivet som Bladets Tendents, at det i en liberal Aand skulde behandle offentlige Meninger og Interesser. Men Pilatus spurgte fordum : «Hvad er Sandhed ?» og vi kunne vel i vore Dage have den
største Føie (anledning/red.) til mangengang at spørge : «Hvad er Liberalitet ?»
Kalder sig ikke i vor Tid Magthaveren liberal, der fra sit Palæ (storslått by-bolig/red.) dekreterer Monopolernes og Privilegiernes Seier. Blændes ikke ofte et Folk ved velklingende Talemaader om Landets Vel, og de liberale Bestræbelser for samme, medens Mangenen, der nærmere følger Forholdene, maa tilstaae for sig selv og som Overbeviisningens Sandhed udtale om saadanne Gjerninger, at ogsaa de ere et Blændværk (skalkeskjul/red.) ?
Maa vi ikke videre erkjende, at en Skare der ikke seile under en moderat Liberalismes Flag støde an paa alle forekommende Skjær imedens de ville snige sig frem mellem Forgangenhedens Scylla (ofte seks-hodet havmonster/red.) og Nutidens Charybdis (sjøuhyre omskapt til en malstrøm/red.) ?
Maa vi ikke endvidere tilstaa, at der gives Mange — o blandt os Mange — der, med en uklar Opfattelse af Frihedens sande Ide, dog gaa løs paa det Bestaaende, uden at være modne nok til at angive med nogen Bestemthed dettes Brøst (svake sider/mangler/red.). Disse er det i Særdeleshed der nedsætte Journalismen og Journalisternes vigtige Kald.
Atter Andre, begavede med Aand og Talent, angribe det Bestaaende forbi enten personlige Interesser eller formeentlige personlige Fornærmelser have gjort dem til Regimenets Fiender.
Saaledes har man nogenlunde seet antydet de forskjellige Slægtsmærker (talende ut fra egeninteresse/red) for en heel Deel af dem, der som Publicister ville udtale eller indvirke paa den offentlige Mening. Og saaledes er det ikke godt.
Det er navnligen ikke godt blandt et Folk som det norske, der i saa kort Tid har haft en konstitutionel eller, ligesaa rigtigt, en politisk Opdragelse. Lig den løsslupne Fugl, vil et emanciperet (frigjort/forløst/red.) Folk ogsaa gjerne strax bruge en ubegrændset Frihed, og burde derfor (derfor burde/red.) i Pressen og fremragende Personligheder have et ligesaavel koercerende (tvingende/red.) som inciterende (lokkende/red.) og i det Hele rigtigt ledende Element.
En nyfødt Stat, der, befriet for en absolutistisk Regjering, med een Gang faaer en Forfatning som den norske, maatte efter alle Psykologiens Grunbsætninger ikke kunne udholde denne Overgang, naar
den blev sig denne nogenlunde bevidst, uden at en vis Uregelmæssighed i Anskuelser og Betragtninger af offentlige Forholde jo maatte indtræde.
Vi sige ikke (og protestere mod den Mistydning) at det norske Folk 1814 skulde have været «umodent til Frihed!; thi kun Friheden selv kan gjøre et Folk Friheden værdigt; men vi paapege hvad der maatte være en nødvendig Følge af en saa pludselig Overgang.
Mellem Norges Fjelde havde der visseligt vedligeholdt sig et Frihedssind, som mangtet Blad i Historien viser, og derhos et Fædrelandssind, som endnu flere Blade bære Vidnesbyrd om. Men hiint «tempus edax rerum», «denne Tidens Alt fortærende Tand», havde ogsaa haft sin store Indflydelse paa den norske Nation. Den (fra den/red.) kunde ingen Undtagelse være fra Menneskehedens og det Jordiskes almindelige Betingelser.
Saaledes gik det da ogsaa til, at det norske Folks Fleerhed noget søvndrukken stirrede paa den opstillede Frihedsgudinde. Man vidste ikke rigtigt selv, hvorledes det var gaaet til, at hun nu stod der i al sin Yndighed. Man havde næret en halv forstaaet halv bevidst Længsel, lig den første Kjærligheds mægtige og dunkle Følelser, for denne Guddommelige.
Men da hun nu nedsteg efter Forsynets vise Styrelse, troede man knapt sine egne Øine. Der var en Høihed i Tankens Hvælv, der var et Lyn i Forjættelsens Blik, som behagede, berusede.
Hos Flere gik vel disse Følelser over til en roligere Betragtning over Tryllerindens Væsen; men Mangenen, hørende og erindrende høie Toner fra Europas store Kamppladse, blev greben af al den Entusiasme, som en saadan pludselig Aabenbarelse fremkaldte, om den end havde et Blodstænk fra den franske Revolutions Dage, som Europas Forfattere saa meget fordømme, medens de tie til Absolutismens Myrderier, og som («Frihedsgudinden»/red.) dog de fleste af Europas Stater nu have saa meget at takke.
Dog hos os var der ingen Guillotiner, ingen Septembermand, men kun den halvvakte Bevidstheds urolige Famlen. Man har famlet og man famler vistnok tildeels endnu.
Hvad famler man da efter ? Efter Opløsningen (løsningen/red.) paa vor Opgave : Hvad er Liberalitet ?
Ja efterat man nu ved de forskjellige offentlige Organer mere end nogensinde ere blevne opfordrede til at slutte sig til Liberalismens Sag, efter at disse offentlige Organer alligevel ofte have ladet den mere betænksomme Almeenhed i Uvished om, hvad denne Liberalisme, denne Fortræffelighed egentlig indeholder, er det vel paa tide, at man derom kunde faa en klar Erkjendelse.
Redaktionen af dette Blad, der ogsaa ønsker at bidrage til dette Øiemeds Opnaaelse, anseer det derfor, i Henhold til det Ovenanførte, for sin Pligt korteligt at gjøre Rede for sine Anskuelser i dette Punkt.
Liberalisme ! Saaledes hedder det saa tit misbrugte Ord, som Autokratens Slaver neppe kunne udtale, og som en pjaltet parisisk Tigger eller en halvnøgen engelsk Arbeider vil raabe (rope/red.) paa og skrige
paa.
Selvherskeren siger Frihed for sig, den pjaltede Tigger for sig.
Den Første vil have hvad han har, den Sidste vil have hvad han ikke har. Naar den Fattige drives til Fortvivlelse, da erindrer han de Mægtige, som endog nægtede ham at fortjene med sine Hænders Arbeide; thi man havde Laug og Privilegier og «Friheder», men ikke Frihed. Fortvivlelse og Hevnlyst hvæsser den Undertryktes Dolk, den Mægtige falder og Mængden jubler.
Er det her vi skulle søge Liberalismen her Friheden i sin Herlighed ?
Nei Liberalismen hører hverken Herskesygen eller Hevngjerrigheden til. Den er i sin sande og ophøiede Forstand en Blomst, der kun spirer i ædle Menneskehjerter, der med kjærlig Deeltagelse slaa for den hele Menneskehed og dens Vel. Den er et Sandhedens og Retfærdighedens, men ogsaa et Kjærlighedens Barn; thi den har sin rette Grund i Jesu Christi egen Lære, i Kjærlighedens Religion og Kjærlighedens Guddommelighed.
Paa anden Grund bliver Liberalismen enten kun en steril Plante, som blot har Frugter for de grove materielle Behov, eller den udskeier i vaklende Yderligheder og Forvildelser, endog til det Frygteligste.
Da have Nationerne blodige og taarefulde Dage, og med saadanne endte det forrige Aarhundrede.
De vare «en Herrens Dom over Folket»; men dog vendte ogsaa her Forsynets Haand til Godt hvad man havde meent ondt, eller med andre Ord : Tidsomstændighedernes store Krav maatte selv i sine udskeiende Tendentser og mangehaande Forvildelser bidrage Sit til at bringe Menneskeheden et Kjæmpeskridt fremad mod en bedre Tingenes Tilstand og en friere Udvikling.
Gjennem Ild- og Bloddaaben kom Menneskeheden til en langt klarere Bevisthed om hvad den var og hvad den burde være. Tabte man sig end tildeels i Teorier, som ikke for sig alene eiede Tilstrækkelighed for Øiemedet, saa kom man dog efterhaanden tilbage til det rigtige Udgangspunkt for Udviklingen af Liberalismens Ide, idet man i den kristelige Religion søgte det Fundamentale for Liv og Levnet, for menneskelige Rettigheder og Forholde.
Opgavens Lysning kunde ikke og kan ikke forfeiles, naar man paa Politiken anvender den kristelige Moral. Denne er Liberalismens baade Lov og Evangelium, i den indeholdes alle Menneskets gjensidige Rettigheder og Forpligtelser. Og saaledes maa det nalurligvis være, da ingen Religion saa bestemt og gjennemført som den kristelige udtaler Ideen om, at «alle Mennesker ere Brødre— » den almindelige Menneskekjærligheds Ide, hvilken er den sande Liberalismes Grund, dens Alfa og Omega, Begyndelse og Ende.
Hiin skjønne kristelige Sentents (setning/red.) : «Gjør mod Andre hvad Du vil, at Andre stulle gjøre mod Dig», og «Kjærlighed er det første Bud» deri ligger Loven og Profeterne, og deri ligger sand Liberalisme.
Denne gaaer ud paa, at befordre størst mulig menneskelig Lyksalighed, overeensstemmende med Menneskelighedens Ide og Bestemmelse, i at haandhæve alle menneskelige Rettigheder og i at bekjæmpe hvad hermed maatte komme i Strid.
Derfor tager den den Undertryktes Forsvar, men den forfølger ikke en Magthaver fordi han er en Magthaver. Den taler uden Sky (uten redsel/red.) frimodige Ord til den Mægtige, og taler det samme Sandhedens Sprog til den Ringeste i Almeenheden.
Den (liberalismen/red.) respekterer Folkemeningen, men den gjør sig ikke til Slave af en ensidig Opinion. Den virker med ædel Iver for Frihed, Sandhed og Ret, men den tilbageviser mangenen Herman von Bremenfeldt (hos Ludvig Holberg : Den politiske Kandestøber/red.) og Jacob von Thyboe (et satirisk stykke, også av Luvid Holberg/red.) som uværdige Allierede.
Den undslaar sig ikke for at gaa i Kamp, men fører aldrig Striden paa en uværdig Maade. Den kjæmper for sin Sag ofte med Varme, men aldrig uden med Grunde. Den kan tvinges ind paa Personlighedernes Gebeet, men trækker sig heller tilbage, end den tillader sig at bruge uridderlige Vaaben.
Af dette flygtigt skisserede Omrids vil Læseren forhåbentligt kunne danne sig et nogenlunde tydeligt Begreb om hvad vi kunne mene med Ord som disse, at efter vor Anskuelse ophører Liberalitet som noget sandt Begreb, naar den tror at kunne fornægte sand Humanitet. Med denne er hiin inderlig forenet; den er baade dens Rod og Frugt, dens Aarsag og Virkning, fordi de begge gjensidigt betinge hinanden og ikke kunne existere uden hinanden.
Kun maa man ikke misforstaa Humanitetens Begreb, som om det skulde indeholde Svaghed og utilbøjelig Eftergivenhed, naar det maatte være paatide at optræde med Alvor og Kraft. Den samme Kjærlighedens Lærer, der bød den Skyldfrie at kaste den første Steen, der advarede mod ukjerlige Domme og lærte os Fadervorets femte Bøn (forlat oss vår skyld, som vi og forlater våre skyldnere/red), han udtalte dog ogsaa sit høitidelige Ve over Faristrernes hykkelske Slethed, uddrev Vindesygens Trælle af Herrens Tempel, revsede Jødernes forstokkede Blindhed og tilraabte Jerusalem de høit varslende Alvorsord.
Humaniteten er Menneskeligheden i sit ædleste Begreb, er derfor en naturlig Fiende af alt Uædelt, og maa derfor befinde sig i en evig Kamp med alt det Slette.
Men den hader kun dette; Menneskene elsker den, selv naar den bekjæmper deres Vildfarelser eller revser deres Laster.
Vilde Du derfor, vor Læser ! hvo Du end er og hvilke Ord vi end i Tiden skulde henvende til Dig, altid erindre, hvad vi her have sagt, og tro vor Forsikring om, at det idemindste er vort alvorlige Forsæt, vor oprigtige Bestræbelse at bekjæmpe i vort eget Indre alt det, som skulde indvie vort Blad til Lidenskabernes og de urene Bevæggrundes Tjeneste.
Hermed være da vore Læsere hilsede og tilønskede et glædeligt Nytaar !