sylvester sivertson : «haugianismen, dens historie og væsen..» : del II – «hans nielsens hauges troesvei»

– på bokens sider 10 – 40; les forrige (første) avsnitt/del I av boken på denne siden;

Bokens fulle tittel er : «Haugianismen, dens Historie og Væsen, samt Forhold til Herrnhuttismen, fremstillet af en Sandhedsven. Prøver Alting og beholder det Gode. Paulus»;

– i dette avsnittet, del II, går Sylvester S. især inn på Hans Nielsen Hauges vei fram til et avgjort livssyn – vi leser om det kristne tros-fundament og menneskets plikt etter den guddommelige lov – to sammenvevde sider av den kristne tro; disse forhold støtte an imot de deler av læregrunnlaget hos Herrnhuter-bevegelsen, i tale og tekst fra denne retnings ledere både ute og hjemme; dette er en veldig interessant merkesetting både for datiden, da Hauge selv stod fram – og for ettertiden – en problemstilling uavhengig av tid og rom; Sylvesters egne sympatier når det kommer til teologisk retning, synes tydelige – han forfekter – og forsvarer – Hauges egne synspukter og underbygger dette på en god måte – noe man sjelden ellers finner likhet til – og dette er forfattet av en 23 år gammel bondesønn;

– les dette her :

– 10 –

Tidsalderen, der neppe var moden til de store Reformer, Begivenhedernes voldsomme Sammenstød fremkaldte, forfaldt nemlig her, som i saa meget Andet, til Yderligheder.

Under disse Omstændigheder fremstod Bondesønnen Hans Nielsen Hauge, født i Thunøe Præstegjeld i Smaalehnene, og frembragte et Phænomen, der i Norges Historie er det eneste i sit Slags. Hans religieuse Foredrag stod nemlig imellem de tvende Partier, som fandtes blandt Datidens Geistlige. Mere end Dogmeprædikanterne gjorde han Troeslærdommen anvendelig paa Livet, idet han stedse drev paa en fortsat moralsk Forædling og Forbedring, som han ideligen anbefalede sine Tilhørere under de bibelske Benævnelser : Omvendelse og Igjenfødelse, Ord, der findes næsten paa enhver Side i Hauges Skrivter; – derimod talte han mindre om Troen, der, som han sagde, uden den viste sig i virksom Kjerlighed og Forbedring i Liv og Vandel, var død, og som saadan kun en Aarsag til Efterladenhed i den moralske Forædling.

«Skrivter, saavelsom Lærere» – siger Hauge – «der meget handle og skrive om Troen, og ophøie den som det vigtigste Hovedpunct i Christendommens Lære, men ganske lidet eller intet berøre den høistvigtige Forandring, der bør gaae foran den rette Troe, eller den nye Lydighed, som hos enhver sand Christen er uadskillelig Følge af den levende Troe, de ere de blinde Ledere, som gjøre Himmelens Vei bred og let og bedrage Sjelene derved, at de trøste Folket i Ulykker, prædike Fred og dømme Sjele til Livet, som ikke skulle leve. Ezech. 13 Cap. IV» (See Hauges Reisebeskrivelse Pag. 102).

Til Grund for sin «Troesbekjendelse» lægger han

– 11 –

især Johannes Evangelium, og navnligen Jesu Samtale med Nikodemus om Igjenfødelsen (den moralske Forandring til det Bedre) samt Jesu Bjergprædiken; og da det især er i dette «Korte Begreb eller Hovedindhold af hans Religionsbegreber, og hvad han derom har søgt at bibringe sine Medmennesker», der udgjør, som et Anhang, den tredie Deel af hans Reisebeskrivelse, han paa en Slags systematisk Maade har fremsat sin religieuse Anskuelse, saa er dette af saa meget større Vigtighed for nærværende Øiemed.

Efterat han nærmere har udviklet Troeslærdommens Anvendelse paa Livet siger han : «Dette er altsaa et kort Indhold af mit eenfoldige Begreb om den sande saliggjørende Troe; de øvrige Lærdomme i Skiften, for saavidt de ikke knnne hentydes paa samme Gjenstande, indeholde Forskrivter om et christeligt Levnet som den sande Troes Kjendetegn og Frugter. At disse Frugter eller gode Gjerninger maae staae i Forbindelse med Troen, det stadfæster og viser hele Skrivten igjennem».

– – «Naar vi i Troens Eenfoldighed og ved Guds Aands Oplysning søge at kjende Skrivten i dens hele Omfang eller Sammenhæng, og især Christi Lærdoms rette Mening, saa vil vi stedse finde, at han vel priser Troen som en Ting, hvorved vi forsikkres om Salighed, som ogsaa her er viist; men at han ligesaa ofte, ja langt oftere henviser Menneskene til at bevise sin Troe i Gjerningen :»Synd ikke mere»; «Gak hen og gjør ligesaa»; «Gjør det skal Du leve» med flere saadanne Sætninger».

– 12 –

Han (Hauge/red.) udvikler derpaa, hvorledes «Troens Frugter og gode Gjerninger skulle bevise sig i kraftig og virksom Kjerlighed til vor Næste», og anfører Bibelstederne : «Giv den, som beder Dig, og vend Dig ikke fra den, som vil laane»; «Giver saa skal Eder gives»; «Gjør den Godt, som Eder hader osv.»; «Værer barmhjertige ligesom Eders himmelske Fader er barmhjertig»; «Glemmer ikke at gjøre vel, thi saadanne Offere behage Gud vel», og slutter endelig : «In Summa : Christi store Bud, aldeles som I vil at Menneskene skulle gjøre Eder, faaledes gjøre I og dem, maa være og forblive enhver sand Christens daglige Rettesnor i Sjels og Legems Anliggender».

Ligesom nu Hauge, ifølge det Anførte, mere end Dogmelærerne, forenede Bibel- og Morallæren med hverandre, og det maaskee i en Grad, som saare faa have gjort, saaledes skillede han sig ogsaa fra Moralprædikanterne derved, at han mere end disse forenede Dydelæren med Troeslærdommen, i det han knytte de begge umiddelbar til hverandre, medens de for en stor Deel søgte at gjøre den første (dydelæren/red.) gjældende i og for sig selv, og uden i Forbindelse med den sidste (tros-læren/red.), hvilken de som Theologiens Product – forskjellig fra selve Religionen, som de saae i det simple Moralbud – betragtede alene fra en betinget Synspunct, eller i Forhold til dens Indflydelse paa Moralen.

Ifølge den lagte Plan kan her ikke være Stedet til en Undersøgelse om hvilken af disse Forestillinger er i theologisk Forstand den rigtigste, da man ikke vil foregribe

– 13 –

Nogen i hans individuelle Anskuelse, men kun ved en tro Fremstilling sætte Læserne istand til at fælde en med nærværende Forsøgs Hensigt overeensstemmende Dom.

Nægtes kan det vel imidlertid ikke, at ligesom allerede Kirkelæreren Origenes paapeger en relativ Fuldkommenhed ved selv Christendommen ialmindelighed, med Hensyn til den mere og mindre uddannede Menneskehed, saaledes bør man ogsaa bedømme de særdeles Fremstillinger af Jesu Lære efter samme Maalestok, nemlig, efter den Grad af Oplysning, et Folk, eller en Tidsalder har opnaaet, hvis man vil bringe dem i Harmonie med Anskuelsen af Menneskehedens Fremskriden og Udvikling, og de Fordringer, disse have paa Religionens gradvise Renselse fra det Høe og Straae, som findes mellem det luttrede Guld.

Betragtes derfor Haugianismen fra dette Synspunct, saa kan det formeentlig ikke nægtes, at den har et stort Fortrin, forsaavidt den fremstillede Troeslærdommen paa en Maade, der idet mindste til hiin Tid var meest overeensstemmende med Folkets Tarv, om man end ikke, fra en anden Side betragtet, vil tilkjende den nogen absolut Fuldkommenhed i og for sig selv.

Beviset herfor grunder sig saavel paa Erfaring som paa selve Sagens Natur. Mennesket forfalder saa let til Yderligheder; naar derfor en Almue, der neppe kunde tilegne sig en Andens Tanker, end sige selv tænke, hørte, uden at være forberedt, friere Ideer fra den Prædikestol, hvor nylig en personlig-sandseliggjort Fremstilling af Djevelen, Helvedespølen med Ildhav, Orme og kogende Svovel,

– 14 –

s. a. d. (samt andet deslige/red.), udgjorde en Prædikens vigtigste Ingredientser, saa er det ingen Under (intet under/red.), om den (almuen/red.) snart ikke vidste hvad den skulde troe, om den tilsidst begyndte at tvivle om Alting, om Gud og Udødeligheden selv.

Hvor skrækkelige derfor Følgerne af Religionstvivl maatte blive hos Mennesker, der ikke selv kunde foretage nogen Undersøgelse, og som helst enten troede Alt eller Intet, og hvilken Mark herved maatte aabnes for Letsindighed og Laster, er let at indsee.

Haugianismen blev ikke alene et Bolværk (beskyttelse/red.) herimod; men frembragte ogsaa ved sin Ansporen til Daad og Virksomhed et nyt Liv blandt Norges Indvaanere. Vel kan man neppe frakjende Hauge selv, og end mindre endeel af hans Tilhængere, alt Anstrøg af Sværmerie, hvilket især yttrede sig i Begyndelsen af deres Virksomhed; men hvor let kan ikke ogsaa dette forvexles med kraftig Begeistring og varm Iver for et Anliggende, der er blevet Hjertets Sag, og hvo (hvem/red.) tør vel i ethvert Tilfælde med Bestemthed drage Grændselinien mellem Sværmerie og den menneskelige Aands høieste usværmeriske Livsyttring.

Men kan end dette medrette siges undskyldende, hvad Hauge selv angaaer, tør Sandhedsvennen (d.e. Sylvester selv/red.) paa den anden Side dog ei heller fortie, at der hos Enkelte, der kaldte sig Hauges Venner, men som kun dunkelt og forvirret havde tilegnet sig hans religieuse Ideer, yttrede sig et Sværmerie, der nærmede sig Forrykthed og Vanvid. Mere end Beviis nok har man herfor i et Par gyselige Historier, som i den første Tid af Hauges Virksomhed tildrog sig i Trondhjems Stift, og som ere altfor

– 15 –

bekjendte, til at jeg her behøver at anføre dem.

Men kan man vel i alle Historiens Aarbøger opvise et eneste Exempel paa, at en Idee har gjort sig noget almindelig gjældende hos et Folk, uden at den, i detmindste hos Enkelte, har ledet til Misforstaaelse og deraf flydende Yderligheder ?

Ja hvor glad kan man ikke være, naar hine nødvendige Onder, der, paa Menneskehedens nærværende Standpunct, ere en Selvfølge af Folkeaandens almindelige Livsyttring, indskrænke sig til Enkeltheder !

Hvormange Exempler oppevarer ikke Historien paa, at skjæv og eensidig Opfattelse af Begreber har, saavel i og for sig selv som fornemmelig i sine Følger, saaledes forvittret selve Grundideen, at denne efterhaanden er kommet til at staae alt mere og mere i Baggrunden, og omsider aldeles tabt af Sigte. Saaledes maatte den i Frankriges Revolution herskende Frihedsidee frembringe Terrorismen, som i dens Navn udøvede den blodigste Despotisme; saaledes har Christi blide Lære ofte maattet tjene som Vehikkel (redskap/red.) for forfølgelsessyge Præsters gruelige Aandstyrannie, har maattet tjent som Tønder til at antænde Baalet ved deres autodafeeiske (fra portugisisk «auto da fé» eller spansk «auto de fe», som innebar ritualisert eller offentlig avstraffelse for kjetteri eller frafall fra den rette tro under den katolske inkvisisjon/red.) Menneskeoffringer ! men var vel hiint Frihedens og dette Christendommens Skyld ? Ingenlunde !

Tvertimod synes man medrette at kunne drage dens Fornufttilstand i Tvivl, der vilde paastaae en saadan Absurditet.

I Analogie hermed maa vel derfor Hauge antages med fuld Ret at have anført Exemplet om Christus og Judas (see Hauges Reisebeskrivelse S. 38) til Forsvar

– 16 –

imod den Beskyldning, at han var Aarsag til hine Afsindiges Ugjerninger, og det saa meget mere som han ikke engang havde talt med Gjerningsmændene, førend hine Handlinger allerede vare udøvede.

Den, der veed, hvor let en levende Begeistring leder til Sværmerie, og hvorledes dette, især hvis Forstanden er mindre dyrket, efterhaanden kan føre til de groveste Vildfarelser, maa ikke destomindre see et sikkert Beviis paa Hauges lyse Aand deri, at han, paa den Bane han gik, ei forfaldt aldeles til Sværmerie, og det især, da hans Præst, der formeentlig har givet det første Stød til Hauges religieuse Virksomhed,  var den bekjendte Seeberg, der iblandt Andet anførte som Beviis for sit guddommelige Kald, at han fra Candidat blev Sognepræst i et af de fedeste Præstekald i Norge (i en Indberetning af Seebergs Eftermand i Thunøe hedder : «Det var i Aaret 1795, at Sognepræsitn til Thunøe, Hr. Seeberg, blev ved Høiesterets Dom removeret fra sit Embede. Neppe saae denne Mand Enden paa sin Offentlighed, førend en vis Ingebreth, der havde sit Tilhold hos Seeberg, og er ham fuldkommen værdig, begyndte at bearbeide nogle svage, eenfoldige Mennesker, som meget hastig yttrede en Qval og Angest, der nærmede sig Fortvivlelse. Disse, den nye Lærers første Grøde, bleve nu fra Tid til anden af den omtalte Ingebreth bragte til Seeberg, for videre at belæres og bestyrkes i deres Troe. Nu erfarede jeg først, at ogsaa Drengen Hans Hauge var adopteret i disse Disciples Tal. Men for stor Egoist til at gaae i Ledebaand hos Seeberg forlod han snart denne sin Gamaliel. Der opstod et Schisma iblandt disse nye Troende. Hans Hauge dannede sig selv et System, og hans Tilhængeres Antal er indtil denne Dag det største».  See Hauges Liv, Virksomhed, Lære og Skrifter af Professor Stenersen, indført i Rudelbachs theol. Maanedsskrift S. 115. Hvorvidt det var «Egoisme», eller en ædlere Bevæggrund, der bragte Hauge til at skille sig fra Seeberg, haaber jeg Læseren vil af det Følgende indsee.)

For at vise Hauges Anskuelser

– 17 –

betræffende denne Mands (Seebergs/red.) religieuse Ideer og Virksomhed, anføres her hans egne Ord :

«Seeberg var Sognepræst til Thunøe Præstegjeld, hvor jeg var født. Han havde fra mit 10de Aar ved Skolemøder og i Kirken ved flere Leiligheder lært at kjende mig; han tog mig ofte frem at læse for mine Jevnlige, kaldte mig den lille Skoleholder, og smigrede mig ogsaa med at jeg skulde blive Præst m. m. Men, da jeg kom til en modnere Alder, lærte jeg mere at indsee hans tiltagende Svagheder, der ei alene stødte mit Hjerte fra ham, saa jeg ved hans Paastande modsagde ham, men han stødte ogsaa an mod de allerfleste af sin Menighed, saa de anklagede ham, hvorpaa han blev suspenderet, og endelig ved en Høiesteretsdom ganske afsat fra sit Embede. Hans Læresætninger vare næsten de samme, som herske blandt Brødremenigheden, dog skilte han sig ogsaa fra disse i nogle særegne Principer og Læremethoder. Med denne Seeberg stod et andet religieust Partie der i Omegnen i en nogenlunde Forbindelse, som i min første Opvækkelse stod, saa at sige, ved Siden af mig.

– 18 –

Som Formand eller Ældste iblandt dem kan ansees en Christen Gleng, ogsaa hjemmehørende i Thunøe Sogn. De Heftigste af disse havde, før deres Sindsforandring, været hengivne til Drukkenskab, Letsind og Gjækkerie i høi Grad, som vel stødte an mod mit Temperament; men dog endnu mere, at jeg ogsaa efter deres Sindsforandring, fandt adskillige Anstødeligheder hos dem, som især i Læremethoden, der gaaer ud paa at handle om Christi Forsoning, Død og Saar, uden at forklare den levende Troes Virkning, om den aandelige Gjenfødelse, og om at følge Christi Fodspor og gjøre vel. Denne deres Lærebygning eller Forklaringsmaade, hvilken de tildeels havde lært af Seeberg, stred imod det Begreb, jeg havde fattet om den rette Forstand i min Børnelære i Overeensstemmelse med det Nye Testamente, saa at, i hvor gjerne jeg end ønskede Forening, saa kunde den dog ikke opnaaes». (See Reisebeskr. S. 88).

Ligesaalidet som Hauge kunde finde sig i Seebergs og Tilhængeres Fremstilling af Christendommen, ligesaalidet kunde han ogsaa blive enig med det Hovedpartie selv, hvis Synsmaade af Christendommen Seeberg for en stor Deel havde optaget, og som nu synes at reise Hovedet i Veiret, nemlig Herrnhutterne.

I streng Modsætning af Hauges Lære, der fremstiller Dydelæren i Forening med Troeslæren, og som seer Christendommen i begges Identitet, fornægte disse aldeles den første, i det de gjøre Mennesket næsten til en Maskine, eller blindt Redskab, der ei engang

– 19 –

har fri Villie, og saaledes fradømme de det al Evne til at udøve Dyd, medens de anprise ubetinget Troe paa, og Passivitet under Naaden, som Lyksalighedens eneste Betingelse.

I sin Reisebeskrivelse skriver Hauge saaledes om dem :

«De stødte an mod mig, fordi jeg talede om, at Lydighed mod Guds Bud, et christeligt Levnet, og en Omsorg for vore Medmenneskers Salighed ved at bekjende Guds Navn for dem til deres Opbyggelse, maatte endelig følge med Troen paa Jesum, at Faderen og den Hellig-Aand ikke maatte udelades af vor Religions Lærdomme, men efter vor Børnelærdom ansees for eet med Sønnen ; da de ikke bifaldt dette, kunde jeg ikke blive enig med dem; endelig angreb en Sternhausen i Drammen mig med Bitterhed. Jeg betragtede adskillige af deres Skrifter, hvoraf nogle sagdes at være forfattede af Grev Zinzendorph. Disse stemte imod det Begreb, jeg gjorde mig om Christendommens Lære, og adskilte os altsaa end mere, især efterat jeg havde hørt flere usande Bagtalelser, eller at de paa Bagen (bak min rygg/red.), for at overtale mine Medtroende, udskjældte mig for Pharisæer, Lovlærer m. m.

Det er sandt jeg lærte Loven, men denne som Tugtemester til Christum, og som en Troendes daglige Levnets Speil, at Kjærlighed til Gud og Næsten er den moralske Lovs Fylde, og hvor dette tilsidesættes føler jeg ikke megen Glæde ved de høie Beraabelser paa Blodbrudgom og Hvile i den Korsfæstedes aabne Vunder, om de end med hine Qvinder (ved korset/red.) nok saa meget græde over ham».

– 20 –

Ligesaa læses i hans Kirkehistorie Side 229 :

«Mennesket vil let henrives til det Sandselige : Zinzendorph gjorde Religionsbegreberne for meget til Sandseværk, istedet for de egentlig skulle være en Gjenstand for Forstand og Hjerte.

Snart opstod der mellem Hernhutterne Tvist om Troen, og den endtes ikke ved Overbeviisning fra nogen af Siderne, men ved Grevens Mellemhandling, og det gjensidige Løvte, ikke at bryde sig om andet, end Korstheologien, det vil sige den Lærdom, at Mennesket er og bliver en nederdrægtig Synder, men frelses naar han indrømmer og trøster sig med, at Jesus har lidt Død og Pine for ham; man saae Lærebøger og Psalmer komme ud, der vare fulde af ubibelske Talemaader, ei blot af anstødeligt og væmmeligt Snak om Nagler, Blod og Saar, men føre endog letfærdige og høist forargelig Tale om det ægteskabelige Forhold til Frelseren, der skildres i alle Maader som et Gemeenskab».

Og Side 231 :

«– Jeg syntes de foredroge Forsoningslæren som om Jesus skulde være Syndens Skjuler istedetfor Syndens Borttager. Forlidet lære de om den moralske Lov, som Jesus indskjærpede i Bjergprædikenen, og om den trange Vei, og at det ikke nytter at raabe Herre, Herre, naar man ikke gjør Faderens Villie».

«– Jeg har intet at trøste mig ved, end Jesu Forsoning, men jeg tør ikke tage mig denne Trøst

– 21 –

let eller efter Bogstaven (en Yttring, der beviser, at Hauge ikke, som Nogle have paastaaet, har hyldet den bogstavelige, men den moralske Forklaring af Bibelen. Denne fandt ogsaa Sted i Kirkens første Tider), naar min Villie er til Bedring, og jeg staaer i Bøn til ham, som kan forlade og give fornyet Styrke til at vandre frem paa Livets Vei, og modtager af hans Haand et sønderknust Hjerte og en angergiven Aand, eller Fryd og Fred, eftersom den Algode behager. Jeg har troet at have erfaret, at de Talemaader, som ovenfor er meldt, have ledet adskillige opvakte og bedrøvede Sjele til for let Trøst og Sikkerhed, saa de have faldt tilbage igjen til deres gamle Levnet, og naar jeg derpaa anvendte Pauli Ord : De forføre deres Hjerter, som ikke ere onde, da har dette gjort mig meget bedrøvet, ja de bittreste Bedrøvelser, jeg har havt siden jeg blev oplyst om Sandheden. Dette er ikke sagt om Brødremenigheden alene, men om Alle, der lære saaledes. Ret mange udenfor hine (Brødrevennene/red.) have svaret mig : Skulle vi leve saa gudeligt, da var ikke Christi Gjenløsning nødvendig. Enhver, der vil nøiagtig overveie Christi og hans Apostlers Lære, vil finde at Christi Efterfølgelse og gudelig Øvelse er mere paadrevet (vektlagt/red.) end Forsoningslæren; dog dette maa gjøres og hiint ikke forsømmes. Men idelig at raabe paa Jesu Navn og Forsoning, synes jeg leder til at misbruge de dyrebare Ting; thi de, der elske Christus, skal holde hans Befalinger—- »

«I Henseende Krig, da kan der siges det

– 22 –

samme om Brødremenigheden, som forhen er sagt om Qvækerne».

Dette sidste dadler han hos Qvækerne paa andre Steder, og siger navnligen i sin Kirkehistorie Side 193 :

«Qvækerne begjære Beskyttelse af Øvrigheden, eller Magten med Sværdet, der skulde straffe de Onde og beskytte de Gode, og jeg finder det saaledes urigtigt, at de ville have Beskyttelse men ikke give».

Jeg har citeret saa meget angaaende Herrnhutterne, da jeg har fundet det nødvendigt at vise den oprindelige store Forskjel mellem deres og Haugianernes religieuse Anskuelser, hvilket jeg efter min Plan saa meget mere troede at burde gjøre, som Herrnhutterne fornægte ethvert Fremskridt med Tiden, bestræbe sig bestandigt for at blive staaende paa samme Punct, hvor de stode for Aarhundreder tilbage, og stille sig som en Følge deraf i aabenbar Opposition til en Tidsalder, der retter sine Bestræbelser mod et fremtidigt Maal, som den alt klarere og klarere synes at øine (en fremskrittstro/red.).

Den Liberalitet, som grunder sig paa denne Verdensanskuelse, kunne Herrnhutterne følgelig ikke dele, og det i politisk Forstand saa meget mindre, som Menneskefrihed, der forudsætter at Mennesket er et frithandlende Væsen, er et Begreb, der ikke lader sig forene med den Passivitet – lidende Rolle – hvortil deres hele Lære lader Mennesket være forpligtet.

Constitutionelle Forfatninger ere dem derfor en Torn i Øiet, og befinde de sig end vel i Stater, hvor som en Følge af at Alle regjere Alle – et Princip, som de erklære for Noget af det Galeste

– 23 –

Mennesket kan falde paa – Retfærdigheden og Menneskerettighederne beskyttes ved Indskrænkelse af Magtmenneskets Vilkaarlighed : saa kunne de dog aldrig tilegne sig de Ideer, der ligge til Grund herfor, og som stride mod alle Herrnhuttismens Grundprinciper.

At hvad der her er sagt om Herrnhutterne ikke kan saaledes være Tilfældet med Haugianerne, er allerede klart deraf, at deres Grundsætninger forudsætte Menneskets frie Virksomhed, der strider aldeles mod Hernhutternes Passivitets-Lære. Ligeledes veed man, at ei alene Hauge selv var en lige stor Friheds- og Fædrelandsven, men at ogsaa mange af hans Venner have paa flere Storthing viist sig som saadanne (man har saavel paa mange foregaaende som ogsaa paa nærværende Storthing seet de meest afgjørende Beviser for denne Paastands Sandhed. En Haugianer uden Friheds- og Fædrelandssind maa næsten ansees for at høre inter refabulosas (blant de absolutte sjeldenheter/red.).

Som Beviis for Haugianismens Liberalitet kan man ei forbigaae at anmærke den Opmuntring til Tolerance mod anderledes Tænkende, som hyppigt forekommer i Hauges Skrivter, og hvorved han viser, at han ei satte Betingelsen for Lyksalighed i Troen paa et bestemt System, men i oprigtig og redelig Bestræbelse for at tækkes Gud efter den religieuse Overbeviisning, man maatte have.

Saaledes siger han om Qvækerne, efterat han har paaviist de Puncter, i hvilke han ikke var enig med dem :

«Dette er i Korthed min Mening om disse Folk, og som religieus

– 24 –

Mand søger jeg Fred med Alle, som paakalde Gud af rene Hjerter, elsker ogsaa de Retskafne af dette Partie, der ved Opdragelse eller Opvækkelse er ledet til at bekjende sig til dem; men jeg holder mig fast til den evangeliske Religion, som jeg er kaldet i, og som jeg synes følger saavel Bibelen, som nogen anden. Andre bebreide dem bittert, at de have skilt sig saameget fra den evangeliske Kirke» (See Hauges Kirkehistorie S. 193).

Ianledning af de Religionsforfølgelser som fandt Sted i det syttende Aarhundrede yttrer han sig et andet Sted saaledes :

«Mange velsindede Mennesker have betegnet Forfølgelser i religieus Henseende med fortjente sorte Farver; Gud veed om de nogensinde ganske ophøre. Vel faae vi see i det kommende Aarhundrede (det 18. århundret/red.), at Tolerance tog mere og mere til; dog, naar religieuse Bevægelser yttrede sig, var det Christne Europa ikke frie for Forfølgelse».

Han anfører derpaa Nogles Mening om at Tolerance mod alleslags religieuse Irringer (forvirringer/red.) ei gaaer an, og yttrer som sin Anskuelse af Sagen, at alle religieuse Partier burde tolereres, naar de enten ikke som Jesuitterne indtrænge sig med politiske Rænker (intriger/snedige planer/red.), og Grundsætninger, der tilintetgjøre Retfærdigheden, eller som Atheisterne føre Lærdomme, der nedbryde Grundvolden for Folk og Stat; – men selv at modarbeide disse, troer han, er mere Gjenstand for Politiken end for Religionen og Samvittigheden. «Overalt» slutter han, «maa dog sand Christendom vinde ved fri Øvelse

– 25 –

og ikke ved slavisk Tvang; thi jo flere der skuer Lyset, om end fra forskjellige Sider, og udpeger Pletterne (det Feilagtige) i hverandres Synsmaader, dog med Kjærlighed, des klarere og renere maa Sandheden blive. Men at forfølge hverandre for Samvittighedens Skyld, det mener jeg er skadeligt» (see Kirkehistorien S. 198).

Endnu et andet Sted (see Kirkehistorien S. 176), hvor han kalder Undertrykkelse af den religieuse Frihed Djævelens Værk, yttrer han sig saaledes :

«Disse, (de, som ville undertrykke den religieuse Frihed) der ville kalde sig Christne, burde erkjende, at Klinten og Hveden skulle voxe sammen til Høsten, at de ikke skulle i Henseende til Aandevæsenet (det Oversandselige) blande sine Rænker i Guds Gjerninger. Kun naar, som i Sachsen (i Reformationstiden), Nogen tager Sværdet, da maa ogsaa Sværdet bøie de Oprørske; men ellers bør Overbeviisning og Sandhedens Kraft vise sin Overmagt, ikke ved et udvortes Sværd, men ved Lærdom og Oplysning om Modpartiets Laster og falske Lære, dog altid under Kjerlighedens og Tolerancens Skjold. Havde vor gode Luthers Medhjælpere ført (fulgt ?) dette Princip, saa vilde Reformationen baaret mange Tusinde bedre Frugter til Menneskenes Lyksalighed, end den gjorde».

Noget, hvorfor Hauge har i høi Grad været udsat for saavel Dadel som Spot, var hans Forsøg paa at stifte et Samfund af sine Troesbrødre, der skulde grunde sig paa den meest idealske Lighed,

– 26 –

og det endog i en Grad, der skulde tilintetgjøre den personlige Eiendomsret, der allene skulde tilkomme hele Samfundet, medens Individet kun betragtedes som Forvalter over det, han havde under Hænderne; med andre Ord : de skulde have Alting tilfælles. For at realisere denne Idee, skulde de forskjellige Samfundsmedlemmer anvises en, til deres forskjellige Evner, Kundskaber og Indsigter, passende Virksomhed. Nogle skulle som Landmænd (bønder/red.), andre som Kjøbmænd, andre som Haandværkere, atter andre som Fabrikanter, Manufacturister o. s. v. arbeidede for Samfundets Interesse, der skulde være de forskjellige Bestræbelsers fælles Formaal. Hvor meget der end kan indvendes mod en saadan Idees Udførelse, hvor, foruden andre Omstændigheder, saa mange af Barbarismen forstenede Former, der ere paatrykte Civilisationens Præg, maa synes at lægge næsten novervindelige Hindringer i Veien, grunder den sig ikke destomindre paa Menneskenes naturlige Lighed, og den Ret ethvert Individ som en Følge heraf maa have til at fordre sin Interesse bragt i saa nøie Overeenstemmelse med Samfundets, som muligt.

At Hauges Forøg mislykkedes, var hverken hans eller Ideens, men Omstændighedernes Skyld, og kun de, der ingen Feil begaae af den simple Aarsag, at de Intet gjøre, og som derimod have Tid og Lyst nok til at see Feil i den Virksommes Foretagende, ville dadle Hauge, om han, begeistret af en stor Idee, kunde, hvad der er saa menneskeligt, oversee de Vanskeligheder, der ere forbundne med dens Realisation.

Grundprincipet herfor, Menneskenes fuldkomne Lighed, og

– 27 –

sammes Anvendelse paa de borgerlige Forhold og Rettigheder, har forøvrigt havt saa mange kraftige Talsmænd for sig, og allerede, med forskjellige Modificationer, gjort sig saameget gjældende i de meest oplyste Nationers Statsforfatninger, at det vel neppe trænger til noget Forsvar.

Som bekjendt var selv det første christelige Samfund grundet paa netop samme Ligheds- og Fællesskabsidee, som den Hauge, ifølge det Anførte, søgte at realisere, Noget, der synes at være et temmeligt stærkt Beviis for, at den grunder sig umiddelbar paa den Opfattelse af Christendommens Aand, som fandt Sted i Kirkens Uskyldsalder, da de ophøiede Ideer, der bevise Christendommens guddommelige Charakteer : Kjerlighed er Lovens Fylde, alle Mennesker ere Brødre, som før Christus Faa have ahnet, Færre erkjendt med Klarhed, og som hans Efterfølgere ikke engang kunde fastholde i deres hele Omfang, endnu ikke vare forvittrede (gått til grunne/red.) ved den Blanding af traditionelle, tit forvandskede, eller misforstaaede Christendomsbegreber og hedenske Philosophemer, der blev Grundstoffet til den kirkelige Dogmelære, som Hierarchiet, der stedse er sig selv ligt, gjennem Tidens Løb altid mere uddannede i Overeensstemmelse med sin egen Interesse.

I Frankrig er der ligeledes i den sidste Tid fremstaaet et religieust Partie, St. Simonisterne, der, bekjendende sig til de selv samme Grundsætninger om Menneskenes Lighed og Fællesskab, grunder, ligesom Hauge, sine Beviser for sammes Rigtighed paa Christendommens Hovedprinciper, dem det rigtignok forresten blot

– 28 –

erkjender forsaavidt de ere overeensstemmende med dets eget System.

At der saaledes i andre Henseender kan siges Meget imod dette Partie, hvis Lære tildeels synes at helde til en Slags idealiserende Mysticisme, er vistnok sandt; men deraf følger endnu ikke, at enkelte af deres Ideer jo kunne være rigtige, hvilket man har saa meget større Grund til at antage, som Partiet har regnet flere af Frankriges meest udmærkede Mænd blandt sine Tilhængere (Stifteren af dette Partie, hvorom Dommene ere saa forskjellige, var St. Simon, en Greve af gammel adelig Slægt. Man fortæller om ham, at han, for at vænne sig til at tænke paa noget Stort og Ædelt, hver Morgen lod sig vække af sin Tjener med de Ord : «Staae op Hr. Greve ! De har vigtige Ting at gjøre». I den nordamerikanske Frihedskrig, som han tjente i, troede han allerede at see et Vendepunct i Historien. Under den franske Revolution, hvortil han troede at see Aarsagen i Catholicismens Forfald siden Luthers Tid, trak han sig tilbage, og anvendte sin hele Kraft paa at uddanne en almindelig Lære, hvortil han troede at spore Trang hos Menneskeheden. Efter Revolutionen beskjeftigede han sig meest med industrielle Planer; hans Formue sammensmelter (fordunster/red.), og fornægtet eller forladt af sine Disciple bringes han næsten til Fortvivlelse. «Hans Haand væbner sig mod ham selv», siger Doctrine de St. Simon «og Lynet pløier hans Pande.. Men endnu var hans Time ikke kommen, hans Sendelse ikke fuldbragt : en religieus Begeistring gjennemtrængte ham; fra dette Øieblik taler ikke mere den Lærde, den Industrielle; en Kjærlighedssang gjennemstrømmer den Sønderknuste, det guddommelige Menneske aabenbarer sig, den nye Christendom er given Verden». Han døde 1825, 65 Aar gammel, og efterlod sig faa Tilhængere. Fra 1ste August 1829 udgave de (tilhengerne/red.) deres Journal «Organisateur»; men vandt kun faa Medlemmer, førend Partiet efter Julirevolutionen (1830/red.) fik et nyt Sving. Siden har det udbredt sig, især i Bordeaux og Toulouse saaledes, at man anflaaer deres Antal til 5000. Man maa imidlertid indtil videre ansee Partiet som hævet, da der efter Regjeringens Befaling anlagdes i forrige Aar en Proces mod Sectens Hovedmænd, som derpaa dømtes deels til Fængselsstraf, deels til større eller mindre Muleter (bøter/red.)o. s. v. Med Hensyn til deres Lære, da statuere St. Simonisterne det Princip, at Religionen skal være Alt i Alt, og dens høieste Lov, Kjerlighed, realiseres i et Samfund, hvor Eiendommen er selskabelig (sociale), og det hele Productionsfond, under en absolut hierarchisk Bestyrelse, anvendes gjennem hele Selskabet. Hos Christendommen dadle de, at ved den fremkomme Stat og Kirke som Modsætninger til hinanden, i det den vel lader Kjerlighedens høieste Lov udtale sig igjennem denne; men overgiver derimod hiin («denne Verdens Rige») til Priis for Materialismen og den Stærkeres Ret. Tilintetgjørelsen af denne Disharmonie (som dog synes at grunde sig paa selve Menneskets Natur, forsaavidt dets physiske og moralske Liv forudsætter forskjellige Udviklingsformer) bebuder St. Simonismen ei alene som Øiemed, men som bestemt Resultat, og fordrer saaledes Kuldkasielse af alle bestaaende Samfundsindretninger, medens den statuerer et Hierarchie, som efter dens egen Terminologie skal binde og slutte Selskabet, dvs.: Præsterne skulle, uafhængige af enhver Control, udgjøre den lovgivende dømmende og executive Magt, de skulle «med deres Kjerlighed omslutte alle Arter af den menneskelige Tilværelse, være Selskabets Kilde, Sanction og Forbindelse». Skjøndt Partiet saaledes erklærer sig for religieust, og i sin Tendents søger at realisere et hierarchisk-theokratisk Princip, saa synes det dog klart, at dets Stifter (der, som før bemærket, vistnok ogsaa, med Hensyn til de selskabelige Forholde, har havt den første christelige Tidsalders Forbillede for Øine) har oprindeligviis grundet sin Lære paa en statsoekonomisk Iagttagelse af hvor heldbringende det vilde være for Nationerne, om Productionen forøgedes og forædledes, og Alle, derved at ethvert Individ erholdt sin Udvikling gjennem en fælles Opdragelse, gjordes til Producenter. Alle kunne saaledes arbeide for den Enkeltes, og den Enkelte for Alles Vel. En hungrende Folkemasse danner i de fleste Stater en skjærende Modsætning til de privilegerede Stænders Antal og Rigdomme, og naar derfor St. Simonismen lærer, at alle Anstalter og Indretninger bør sigte til den legemlige, sædelige og aandelige Forbedring af den talrigste og fattigste Folkeklasse, samt at alle Fødselens Forrettigheder skulle afskaffes, saa antyder den en Tingenes Orden, som gjennem vor bevægede Tidsalder forhaabentlig vil udvikle sig. Naar den derimod vil realisere denne Idee gjennem et Præstevælde, der ophæver al individuel Frihed, naar den saaledes udtaler et Princip, der er saa stridende mod Menneskenaturen, hvori en saa dyb, og evigt mod Frihed og Selvstændighed fremstræbende Drivt yttrer sig – da synes det klart at den i sin Stræben efter Eiendommelighed har geraadet paa en Afvei, som fører til dens Undergang. Naar den endvidere erklærer sig uafhængig ei alene af Christendommen men som det synes endog tildeels af almeenerkjendte Moralgrundsætninger, saa gjenkjender man den samme forulykkede Originalitet, den gjennem dunkle Abstractioner har søgt at vinde.

Ovenstaaende er tildeels uddraget af en Afhandling i Ugeskrivtet Vidar No. 8–9 for 1832, der nævner som sine Kilder, Wolfg. Menzels Literaturbl. No. 78 1832, Allgm. Literatzg. Juni 1832, og Theologische. Studien und Kritiken v. Dr. Ulmann und Dr. Umbreit).

– 29 –

«Dette er Lighed», siger Hennings, «den som Aristokraten hader, men som Gud skabte, da han skabte Mennesket», og hvis Rettigheder, kan man tilføie, som vel have været krænkede, men aldrig tilintetgjorte, Menneskevennen haaber ville gjøre sig almeent gjældende hos en Efterverden, der har udslettet Despotismens og Aristokratiets sidste Spor.

– 30 –

Men ikke nok at man har fundet Ideen selv uheldig, ogsaa Hauges Hensigter har man tilladt sig at sætte i et ufordeelagtigt Lys.

Man har nemlig yttret den Mistanke imod ham, at han ved hiin Plan var ledet af egennyttige Bevæggrunde, og havde til

– 31 –

Hensigt at sætte sig i Besiddelse af et saadant Samfunds Casse,

– Noget man ogsaa troede han for en Deel havde gjort, uagtet selve Selskabets Organisation ei fulgte derpaa. Heri troede man at see Aarsagen til de store Rigdomme, som man i Almindelighed meente Hauge var i Besiddelse af.

Selv Biskop Joh. Nordahl Brun, der forresten synes aldeles ikke at miskjende Hauges Hensigter yttrer i denne Henseende en tvivlende Frygt for de mulige Følger. I en Indberetning til Cancelliet af 28de Juli 1804 skriver han nemlig, forsaavidt det har Hensyn til denne Gjenstand, Følgende : «Derimod turde deres mercantilske Entrepriser være en Gjenstand for Regjeringens Opmærksomhed. Mange 1000 Rdl. præstere de til Kjøb : vi kunne ikke gjætte deres Kilder. Hans Nielsen Hauge synes at bestyre en Samfundscasse, og kunde let mod sin Villie blive Bedrager, fordi han rimeligviis ei er øvet i Bogholderie, og da var det ilde om Troskyldigheden skulde tabe; hvorvidt

– 32 –