– kan du lese her; det er svært interessant for oss nordmenn å lese, slik det står lengre ned i artikkelen, at Andreas Riis’s deltakelse ved Det norske Missionsselkabs generalforsamling avholdt i Kristiania i 1848, forårsaket at Riis derpå slo seg ned i Norge, nærmere bestemt på en gård han gikk til innkjøp av, beliggende i nærheten av Grimstad; les her om hans bortgang i januar 1854, omtalt i avisen …
– også Riis’s nevø Hans Nicolai ble utdannet til misjonær ved instututtet i Basel og senere fulgte etter sin onkel Andreas til nøyaktig samme misjonsfelt. Han kan du lese om her :
Riis, Andreas, 1804-54, Missionær, Søn af Glarmester og Bolsmand Andreas R. og Anna Maria f. Philips, fødtes i Løgumkloster 12. Jan. 1804.
Da han oplevede en alvorlig religiøs Vækkelse, fik han Lyst til at blive Missionær, og 1828 blev den unge Glarmester, uden anden boglig Forberedelse end Landsbyskolens, sendt til Basels Missionsskole for at uddannes til Missionsgjerningen.
I Sept. 1831 rejste han med 2 andre Missionærer, Heinze og Jäger, til Guineakysten, efter at han, bl. a. ved Hjælp af R. Rasks «Vejledning til Akrasproget», havde lært noget af Negrenes Sprog i hine Egne. Begge hans Ledsagere døde snart, og han fandt det rettest selv at trække sig op til Akvampinbjærgene og missionere der.
6. Dec. 1836 giftede han sig med Anna Margrethe Wolter, der blev ham en udmærket Støtte. Lidt efter lidt lærte han Ashantisproget, saa at han kunde skrive en «Lærebog» i det (Basel 1840); men et Forsøg, som han 1838 sammen med Mürdter gjorde paa at danne en Station i Akvambu, lykkedes ikke, og Baselerne tænkte paa atkalde ham tilbage fra Akropong, hvor han havde sin Bolig.
Negrene bade ham imidlertid indtrængende om at blive, og Baseler-Selskabet fik da den Tanke at skaffe Missionen i Guinea bedre Hjælpere ved at indkalde Negre fra Vestindien, som formentlig vilde kunne taale det for Evropæerne saa dødbringende Klima.
Efter Anvisning fra Unitetsældstekonferencen i Berthelsdorf fik R. paa Jamaica udvalgt 24 Negre og Negerinder, og med dem kom han i Paasken 1843 lykkelig til Christiansborg paa Guldkysten og der fra til Akropong.
Men de indførte Negre, der skulde gaa ham til Haande som Haandværkere og Lærere, lede ogsaa meget af Klimaet, og Missionen blandt de vilde og overtroiske Negerstammer havde stadig store Vanskeligheder at kæmpe med.
I de første Dage af Sept. 1845 maatte Riis og hans Hustru, begge syge, forlade Guinea, og allerede 5. Sept. døde Anna Riis paa Overrejsen til Evropa.
Riis gik først til Basel, hvor hans Virksomhed havde været Gjenstand for adskillig Kritik, og efter en Redegjørelse for sit Arbejde fandt han det rettest at løse Forbindelsen med Baselerne.
Det var hans Hensigt at henleve sine sidste Dage i Sønderjylland, men Deltagelse i en Missionskonference i Christiania blev Anledning til, at han slog sig ned i Norge.
8. Sept. 1849 giftede han sig igjen, og derpaa kjøbte han en Ejendom i Nærheden af Grimstad. Fra den virkede han som norsk Rejsepræst for Missionssagen.
Han døde 13. Jan. 1854. En af hans Døtre, den bekjendte Fru Sarasin i Basel, har været en af Missionssagens bedste kvindelige Støtter i Schweits.
Erslew, Forf. Lex.
C. H. Kalkar, Den chr. Mission bl. Hedn. II, 156 f.
Allg. deutsche Biographie XXVIII.
Nord. Missionstidsskr. 1891, S. 368.
Fr. Nielsen.