– etter sin reise i Tyskland der han i 1872 også besøkte Barmen, hovedsetet for «Die Rheinische Missions-Gesellschaft»; hans reise ble først referert i det svenske misjonsbladet «Missionswännen» – derpå et utdrag referert i det norske «Luthersk Kirketidende. Ny Række», nr. 13 for «Lørdag den 29de Marts 1873».
Pastor von Zweigbergk tilhørte slekten v. Zweigbergk, der en forfader, med utgangspunkt i Böhmen, opplyses tidlig på 1500-tallet å ha blitt adlet av den tysk-romerske keiser Maximilian I.
En von Zweigbergh med navnet Georg, født i 1596 og en direkte etterkommer etter denne første forfader, gikk i svensk krigstjeneste men falt i 1641 (i tredveårs-krigen) som øverstbefalende i slaget ved Wolfenbüttel. Georgs fem sønner fikk 1647 under såkalt adelig frihet rett til å bosette seg og nyttiggjøre seg af kongelig gods i Ingermanland (det svenske «Ingria»), som en belønning for farens utviste troskap og tapperhet. En gren av slekten kan sies å ha blitt «naturalisert» som svensker, selv om gods som ble overlatt slekten innenfor det som i dag er Russland, igjen ble tatt tilbake til kronen ved 1600-tallets ende;
– her er «Luthersk Kirketidende»s gjengivelse fra pastor v. Zweigbergk – på sidene 203 – 205 :
Kirkelige Efterretninger. Tyskland.
Om det rhinske Missionsselskab har Pastor v. Zweigbergk, som paa en Rejse i 1872 ogsaa besøgte Barmen, i «Missionswännen» meddelt en Del Oplysninger, som antages at kunne have sin Interesse ogsaa for vort Blads Læsere.
Det rhinske Missionsselskab opstod i 1828 ved Sammenslutning af to større Missionsforeninger i de to Nabobyer Elberfeld og Barmen i den i timelig og aandelig Henseende frugtbare Wupperdal samt af to mindre Foreninger i Köln og Wesel. Den førstnævnte Forening var den ældste i hele Tyskland, stiftet allerede 1799; den anden var dengang endnu blot 10 Aar gammel, og de to øvrige vare endnu yngre.
Barmer-Foreningen havde siden 1825 aabnet en forberedende Missionsskole, som 1827 blev omdannet til et fuldstændigt Missionsseminarium under en særskilt Inspektør, H. Richter. Da nu Foreningerne sluttede sig sammen, blev dette Institut Arnestedet for det rhinske Missionsselskabs Virksomhed. Aar 1832 fuldførte Selskabet Bygningen af et eget Missionshus, som i 1862 blev betydelig udvidet.
Efter Dr. Richters Død (1848/red.) fik Missionen en ny Leder i Inspektør Wallmann, en Mand, som har virket Meget for Missionen baade i Barmen og senere i Berlin, hvorhen han i 1857 blev kaldet som Missionsdirektør. Hans Eftermand blev den nuværende Inspektør, Dr. Fabri fra Baiern, en Theolog af høj Begavelse, fremragende ogsaa som Kirkepolitiker. Han har bidraget Meget til at hæve den rhinske Mission, navnlig Missionsuddannelsen, som han forestaar, understøttet af en anden Inspektør, L. v. Rhoden (Ludvig v. Rhoden/red.), som har skrevet Selskabets Historie, og endnu en tredje Lærer.
Seminariet bestaar af 4 Aarsklasser foruden en særskilt Forberedelsesskole med Aarskursus. Før Fabris Tid var det hele Kursus kun et treaarigt, og de klassiske Sprog vare udelukkede (Norges egen Hans Christian Knudsen var elev ved skolen fra 1835-39, iberegnet en forberedelses-periode/red.).
Fabri har omdannet det til et femaarigt og indført Studiet af Latin og Græsk (det nye Testament). Han betoner stærkt Latinens pædagogiske Betydning. I Troeslæren underviser Inspektøren selv alle fire Elevklasser tilsammen, og denne Undervisning har overvejende bibelsk-theologisk Charakter. Nogen særskilt Missionsvidenskab er ikke optagen blandt Undervisningsfagene.
Hvad Husordningen angaar, holde samtlige Elever sine fælles Maaltider i en stor Sal, hvor Inspektøren og hans Familie spiser Middag sammen med dem, omend ved et eget Bord. Efter Maaltidet, før man rejser sig, maa en af Eleverne efter Tur forelæse et Stykke af en eller anden Bog.
I April f. A. var Elevernes Antal 34. Af dem ere siden 9 tilligemed den daværende Tredjelærer ved Missionshuset blevne ordinerede og udsendte, 4 til Hedningeverdenen, 3 til Tyskerne i Amerika, en til Bøhmen og en til
– 204 –
Macedonien. Barmen sender sine unge Arbejdere til mange Kanter, og særlig for den græske Kirke have i de senere Aar flere unge Grækere her modtaget evangelisk Uddannelse uden dog derfor at forlade sin Kirke.
Den forberedende Skole er fuldkommen adskilt fra Institutet og har sit eget Hus og sin egen Husholdning. Iblandt dens Elever var der i f. A. ogsaa en Batta-Yngling fra Sumatra. Ved Siden af Missionshuset er der ogsaa en Opfostringsanstalt for Missionærernes Børn.
– Med Hensyn til Bekjendelsen staar det rhinske Missionsselskab paa Unionens Standpunkt; man vil fastholde en almindelig evangelisk Grundvold uden at opstille nogen Partikulærbekjendelse. Som en Ejendommelighed ved dets Organisation fremhæves den stærke Tendents til saa lidet, som muligt, at binde sig til bestemte Former. Egentlige Love findes ikke, og dog gaar Alt meget vel.
Bestyrelsen aflægger hvert Aar en Redegjørelse for sin Virksomhed for en Generalforsamling. Foruden denne Aarsberetning offentliggjøres der ogsaa hvert Halvaar en Beretning om Missionsgjerningen.
I Literaturen udvikler Selskabet overhovedet ikke liden Virksomhed. Til at sørge for denne Gren af Gjerningen har det for et Par Aar siden antaget en Pastor Warneck, som ogsaa allerede har begyndt at berige Missionsliteraturen paa en Maade, der fortjener Paaskjønnelse. For Tiden udkommer der i Barmen ikke mindre end 4 Missionsblade, et særlig for «Kollektforeningens» Medlemmer, et for Børn, et som Organ for Selskabets Virksomhed og et ældre af mere alment opbyggeligt Missionsindhold.
Hvad angaar det rhinske Missionsselskabs Arbejdsmark i Hedningeverdenen, maa først i Forbigaaende nævnes, at det i 1836 gjorde et Forsøg paa Mission blandt Nordamerikas Indianere, som dog allerede i 1838 igjen maatte opgives, men som imidlertid gav Stødet til den Haandrækning, Barmen endnu yder Sjælesorgen for udvandrede Tyskere.
For Tiden omfatter den rhinske Missions Virksomhed tre væsentlig forskjellige Felter, nemlig Sydafrika, de ostindiske Øer og China.
De allerførste Missionærer, 4 i Tallet, bleve i 1829 udsendte til Sydafrika, hvor de i 1830 i Kaplandet grundede 3 Stationer, Wupperthal, Stellenbosch og Tulbagh. I 1871 var Stationernes Antal i dette Land vokset til 15 med 22 Missionærer foruden Hjælpepersonalet.
Ti Aar efter Begyndelsen i Kaplandet begyndte Missionen i det nordligere ved Vestkysten beliggende Namaqva- Land (Norges egen H.C. Knudsen var med ved denne begynnelse/red.), og fire Aar senere trængte man endnu længere frem mod Nord til Damra-Landet i det indre Sydafrika (Knudsens nære kollegaer Kleinschmidt og Hugo Hahn var de første/red.), fortrinsvis beboet af Herrero- Folket.
I disse to Lande ere nu i det Hele 17 Missionærer virksomme paa 12 Stationer.
Af de ostindiske Øer er det tre, som ere Gjenstande for de rhinske Missionærers Arbejde. Blandt Borneos Dajaker grundedes 1855 en Mission, den første protestantiske paa denne store Ø. Men i 1859 bleve 4 Missionærer, 3 Missionær-Hustruer og flere Børn myrdede, og dermed Missionen indskrænket til en kummerfuld Tilværelse under ugunstige Forholde i Banjermassing ligetil 1866, da den atter gjenvandt sit forrige Omfang. Nu arbejde der 9 Missionærer paa 4 Stationer. Den blodige Tildragelse paa Borneo gav Stødet til, at en ny Mission 1861 aabnedes paa Sumatra blandt Batta-Folket, og derfra blev den igjen som af sig selv udvidet til den nærliggende Ø Nios. Disse to Øer tælle nu tilsammen 10 Missionærer paa ligesaa mange Stationer.
– 205 –
Overflod paa Missionskræfter i Missionshuset gav i 1846 Anledning til, at ogsaa China blev en af Selskabets Missionsmarker. Der findes nu 4 Stationer med 53 Missionærer. Der har været Tale om, at det rhinske Missionsselskab skulde overtage den berlinske Mission i China, hvilket vilde medføre en ikke ubetydelig Udvidelse paa dette Felt.
– Den tysk-lutherske Kirke har nylig lidt et smerteligt Tab, idet en af dens mest begavede og energiske Tjenere, Dr. L. A. Petri i Hannover, er afgaaen ved Døden den 8de Januar. Han var født 1803 og siden 1829 Prest i Hannover, hvor han udfoldede en overordentlig kraftig Virksomhed og udøvede en Indflydelse, hvis velsignede Frugter endnu længe ville spores ikke blot i hans Menighed, men ogsaa i langt videre Kredse. Hans Styrke laa i det Ord, han forkyndte baade som Prædikant og som Forfatter. Vidnesbyrd om hans Prestegjerning foreligge i de mange Opbyggelsesskrifter, som han har efterladt sig (Evangelie-Prædikener 1858, Epistel-Prædikener 1865, Betragtninger over Troen 1868), og som ere erkjendte for at være Noget af det Bedste, som den asketiske Literatur i vor Tid har at opvise.
I 1848 begyndte han at udgive et «Zeitblatt für die Angelegenheiten der luth. Kirche», som baade under hans og siden 1859 under hans Ven og Medarbejder Dr. Münkels Redaktion har staaet som en tapper Forkjæmper for den lutherske Kirke i Tyskland. Paa den hannoveranske Kirke udøvede han ogsaa en stor Indflydelse gjennem den af ham og nogle Venner i 1842 stiftede «Pastoralkonferents», om hvilken det heder, at den hannoveranske Kirke først ved den igjen er bragt til Bevidsthed om sig selv, sit Væsen og sin Opgave.
Af vore Læsere (Luthersk Kirketidende/red.) vil ialfald en Del kjende ham fra hans «Lærebog i den «christelige Religion», som i 1854 blev udgiven i norsk Bearbejdelse af Stiftsprovst P. A. Jensen.