– April 1867 – 22de Aarg., No. 4; “Norsk Missionstidende” var organ for Norsk Missionsselskab i Stavanger; – fra sidene 100 – 107 og videre i 22de Aarg., No. 6 (Juni) – fra sidene 178 – 187 :
Franz Heinrich Kleinschmidt, den første Namaquamissionær.
Et Blad af Sydafrikas Missionshistorie. (Bearbeidet efter «Rheinische Missionstraktate» No. 1.)
Franz Heinrich Kleinschmidt er født i Blasheim i Westphalen den 25de Oktober 1812.
I hans tarvelige Fædrenehjem – hans Fader var Skomager – herskede der vel ikke noget mere udpræget aandeligt Liv, men dog et sædeligt Alvor, en Tugt og Ærbarhed, der satte gavnlige Skranker for den Letsindighed, som var hans bløde, letbevægelige Charakters Hovedfeil, før han kom i den Helligaands Skole.
Allerede medens han var Skolediscipel, var der kraftige Aandens Rørelser i hans Hjerteliv, og Pastor Løfflad, som har skrevet hans Levnetsbeskrivelse, siger om ham, at han efter Alt at dømme maa have været blandt dem, hos hvem Daabsnaaden aldrig har været ganske tabt.
En særegen Confirmationsforberedelse fik han gjennem en svær Sygdom, som gik umiddelbart forud for den hellige Handling, og, greben af Herrens stærke Haand, aflagde han ved denne et ærligt meent Løfte om, at han aldrig mere skulde betræde Syndens Stier.
Det unge Hjerte er hurtigt til at love, men der er og en trofast Gud, som sørger for, at det svage Hjerte lærer sin egen Skrøbelighed at kjende, og som hjælper dem, der ere af Sandheden, til at Løfterne kunne blive holdte – tilsidst.
– I nogle Aar efter Confirmationen gaaer det op og ned med Heinrich Kleinschmidts indre Hjerteliv. Snart drages han af sit ubefæstede, for alle Indtryk aabne Hjerte til ugudelige Kammeraters fordærvelige Selskab, snart drages han atter af de Naadens Tugtelser, han paa mange Maader erfarede, til Guds Rige.
Han er en Christen, men en vaklende Christen. Han falder ikke saaledes, at den Helligaand maa tages fra ham, men han skjænker heller ikke Herren sit hele Hjerte. Saa kommer der en Nat i hans Liv, som for ham bliver den afgjørende. Forskrækket af en Drøm farer han en Nat op af sin Seng, og i samme Øieblik styrter en Tagbjælke ned paa det Sted, hvor han har ligget. Herrens Barmhjertighed har paa en øiensynlig Maade frelst ham fra en brat og uforberedt Død.
Men det var ikke i denne Nat, Kleinschmidt gav Herren sit hele Hjerte. Dagen efter fortæller han sine Kammerater Begivenheden. De gjøre sig lystige over den, og Kleinschmidt leer med dem.
– 101 –
Dagens Aften og en Deel af den følgende Nat tilbringer han med sine ugudelige Venner i Syndens Tjeneste. Men da han seent om Natten kommer hjem og søger sit Leie, finder han en bedre Ven, som har et Alvorsord at tale med ham.
Herrens Aand besøger ham i den stille Nattetime og straffer ham med al den skaanselløse Strænghed, hvormed den himmelske Fader ofte viser sin dybe Kjærlighed til sine Børn; alle Dødens og Dommens Rædsler gaae i denne Nat igjennem hans Hjerte. Under Taarer og brændende Bønner kjæmpede han med Herren om sine Synders Forladelse. I denne Stund skjænkede han Herren hele sit Hjerte, og Herren skjænkede ham en heel og rund Syndernes Forladelse. I denne Nat blev han paa nyt confirmeret af Herren selv, i denne Nat aflagde han et nyt Løfte og Herrens Naade hjalp ham til at holde Løftet saaledes, som det kan holdes af et Menneske.
Hans senere Liv blev et Liv i Gud. Ogsaa denne Nats Begivenhed fortæller han til en Ven, thi Venner kunde han nu engang ikke undvære, og Herren lader ham faae den Bestyrkelse, at hans Ven bliver omvendt ved hans Fortælling og med ham begynder seent og tidligt at søge hen til Ordets levende Vandkilde.
Kleinschmidts dybe Trang til Samfund driver ham først til at søge de fra Kirken mere adskilte Opbyggelsesforsamlinger, og hans nyfødte Tro modtager i Begyndelsen i disses rigtstrømmende Kjærlighedsliv en gavnlig Bestyrkelse.
Men han fortaber sig dog ikke i det eensidigt udprægede Følelsesliv som ialfald dengang var saadanne Forsamlingers Særkjende. Herrens Aand opdrager ham igjennem Bønnen saaledes, at hans Trang vækkes til det dybere og sandere Samfund med Guds Børn, til det Kirkens og Menighedens aandelige Samfund, som kun er saa meget fastere og kraftigere, fordi det ikke føles, men troes.
En gudfrygtig, troende Præst var i de Tider ikke saa ganske let at finde, men Herren lod den Tjener, han havde udseet sig, finde en saadan og af ham faae den fornødne Veiledning. Kunsemüller var Præstens Navn.
I det Hele taget bæres Kleinschmidt i disse Aar paa de Naadens Hænder, som sørger for, at det skrøbelige Menneske, som saa let kan snuble, ikke skal støde sin Fod paa nogen Steen. Det er ogsaa ganske mærkeligt at see af Beretningen om hans Livsførelser, hvorledes han overalt, hvor han vandrer, finder troende Brødre og Søstre, skjønt den vist er temmelig vel begrundet den Dom, som i Anledning heraf udtales, at «Guds Børn paa de Tider vare sjeldne i Landet».
Men jo tættere Mørket er, desto mere kjendeligt er jo Lyset, just i saadanne Tider tør Lysets Børn have lettere for at
– 102 –
finde hinanden end ellers.
Det synes ogsaa, som om Herren særligt har ihukommet dette sit Barns særegne Trang. Vor Kleinschmidt trængte jo bestandig til Venner, og det er ikke et daarligt Kjendetegn for et Guds Barn, en Herrens Discipel.
– Vi skulle betragte hele hans Liv og kunne derfor ikke dvæle længe ved hans Ungdomsaar. Vi skulle kun omtale de Førelser, under hvilke han kaldtes til at tjene den Herre, han havde valgt, som Missionær.
Strax efter sin Opvækkelse, han var dengang omtrent 20 Aar gammel, havde han en Drøm. Det forekom ham, at han gik til Missionshuset i Barmen, blev optaget der og udsendt til Hedningerne. Han agtede selv ikke synderligt paa denne Drøm, men fortalte den dog engang til en gudfrygtig Slægtning. «Ja saa !» var det korte Svar, han fik. Siden talte han ikke mere om sin Drøm, men han kunde aldrig rigtig glemme den.
Saa blev han ifølge Værnepligtsloven Soldat og fik som saadan en gavnlig Anledning til at lide Ondt for den Herres Skyld, som han troede, at ogsaa en Soldat var forpligtet til at bekjende. Han fik saaledes kun sin Herre desto mere kjær, og den Drøm, hvis Erindring han altid bar i sit Hjerte, forenede sig saaledes med hans nærværende Livsforholde, at han kun fik saa meget større Lyst til Missionens Tjeneste.
En Missionær, tænkte han, er jo en Herrens Soldat, og der er dog ingen Krigsherre, som det er glædeligere at tjene end ham. Kun Eet gjorde ham tvivlsom, han var saa uværdig til at træde i denne store og hellige Tjeneste. Men Herren sendte ham et Tegn, som beroligede ham i denne Henseende. En af hans Venner i hans Fødeby Blasheim, som ikke kjendte Noget til hans Missionstanker, tilskrev ham et Brev, hvori han alvorligt opfordrede ham til at bestræbe sig for at blive Missionær.
Den samme Ven underrettede ham om, at Pastor Kunsemüller nærede de samme Tanker og allerede havde henvendt sig derom til Missionsbestyrelsen. Strax efter fik han Meddelelse om, at Bestyrelsen vel ikke ansaa ham for skikket til at blive egentlig Missionær, men derimod vilde forsøge, om den i sin Tid kunde udsende ham som Missionsassistent.
Kleinschmidt besad fra sit Haandværks- og Soldater-Liv nogen Færdighed som Snedker og Chirurg – han havde som Soldat staaet ved Lazaretafdelingen – en Assistent af dette Slags tiltrængte man netop. Kleinschmidts ydmyge Hjerte havde kun et takkende Svar at give paa et saadant Tilbud, og i November 1837 begav han sig til Missionshuset i Barmen. Et Aar var han i Forberedelsesanstalten og et Aar i selve Missionsskolen.
Det viste sig, at han, hvad Hjertelivet angik,
– 103 –
havde været i en god Skole, før han kom i Missionsskolen, og dengang troede man at kunne nøie sig med et mindre Maal af egentlige Kundskaber hos dem, man udsendte. Vi ville senere faae Anledning til at blive bekjendte med de betænkelige Virkninger deraf.
I Juli 1839 blev Kleinschmidi udsendt af det rhinske Missionsselskab med den Bestemmelse, at gaae til Store-Namaqualand, nordenfor Oranje- eller Gariep- Floden i Sydafrikas vestlige Kystegne, ikke som Missionsassistent, men som egentlig Missionær og som den første Missionær blandt dette Folk.
Det er herefter i Afrika, vi skulle følge Kleinschmidts Livsløb, thi her blev han til sin Død.
– Det rhinske Missionsselskab havde allerede en flere Aar ældre Mission i det søndenfor Store-Namaqualand beliggende Lille-Namaqualand, og det endnu sydligere Kapland, og den her allerede ordnede og befæstede Missionsvirksomhed maatte selvfølgelig blive Udgangs- og Støtte-Punktet for den nye, som Kleinschmidt skulde være Banebryder for.
Paa den rhinske Missions Stationer i Kaplandet, Stellenbosch, Wupperthal og Eben Ejzer, gjorde da den nye Missionær efter sin Ankomst til Kapstaden den 29de Oktober 1839 det foreløbige Bekjendtskab med Missionslivets Vilkaar, særligt i Afrika.
Forskjellige vare de Indtryk, som mødte ham. Opløftende og vederkvægende var det for ham at see de rige Frugter, som Missionens Arbeide allerede havde baaret i den sydligere Deel af Kaplandet, at være nærværende ved Missionærernes broderlige Sammenkomster og selv overalt blive hilset med Broderkjærlighedens Varme.
Men han saa jo ogsaa nok af de Hedenskabets Foreteelser, som varslede ham om, at den Kamp, til hvilken han gik, skulde blive alvorlig, og paa de besværlige, farlige ja ofte eventyrlige Reiser mellem Stationerne lærte han bedre at forstaae Værdien af de Ord : «Se! jeg er med Eder alle Dage».
Sit egentlige Arbeide som Missionær begyndte han paa den paa Grændsen mellem Store- og Lille-Namaqualand beliggende Station Komaggas, hvor Gjerningen allerede var begyndt af den ærværdige, nu snart udtjente Missionær Schmelen. Her holdt han sin første Prædiken den 10de Mai 1840.
Han talte paa Hollandsk, og en Tolk oversatte Prædikenen i Nama-Sproget. Komaggas er som sagt en Grændsestation mellem Store- og Lille-Namaqualand, og Namaquaer opholde sig her i Regelen 6 á 8 Maaneder om Aaret for Græsgangenes Skyld. Tildeels bestaaer ogsaa denne Stations vexlende Befolkning af de saakaldte Griquaer, Efterkommere af Hollændere og Hottentotter.
Paa denne Station virkede Kleinschmidt i to Aar, deels med deels uden Understøttelse
– 104 –
af Schmelen, som ofte i længere Tid var fraværende paa Reiser i Kaplandet. Han maatte i den største Deel af denne Tid ogsaa overtage Omsorgen for den nærliggende Station Steinkopf, da Missionæren paa samme, Wimmer, blev bortkaldt ved Døden.
De to Aar, som Kleinschmidt tilbragte paa denne Station, ere væsentlig at betragte som en Forberedelsestid for hans senere Gjerning, og han havde her rig Anledning til at øve sig i den Taalmodighed, som denne udkrævede.
Arbeidet her var ikke uden Frugt, tvertimod i flere Maader rigt velsignet, men det faldt jo vanskeligt indenfor den nomadiske Menighed at opretholde den Orden, som kunde være ønskelig.
Et Par Træk, som fortælles om Kleinschmidts Ophold paa disse Stationer, ere ret betegnende. Engang, medens han var paa Steinkopf, kom Skolebørnene paa Komaggas til Stationen, da man ventede ham hjem ved den sædvanlige Skoletids Begyndelse. Kleinschmidt kom ikke før den følgende Dags Morgen, men, da han kom, fandt han til sin Forundring hele sin Discipelskare sovende omkring Huset. De ligegyldige Forældre havde ikke villet hente dem, og Børnene havde villet vente paa sin kjære Lærer.
– Kleinschmidt led meget ved den Uorden, som herskede under Gudstjenesten; de Voxne vare uopmærksomme, Børnene skreg, Lammene sprang om midt i Forsamlingen; naar saa midt under Gudstjenesten Hjordene kom hjem, Lammene begyndte at bræge og Hundene at gjøe, var det io ikke saa godt at prædike, og Kleinschmidt kunde vanskelig bevare sit Hjerte for Utaalmodighed.
Men en Dag prædikede han over Evangeliets Evangelium : «Saa har Gud elsket Verden osv.», og han prædikede om Guds Kjærlighed med Kjærlighedens Kraft. Efter Gudstjenesten hørte han Lyden af Graad og Bøn bag Buskene rundtomkring. De omvendte Namaguaer bede gjerne høit og under aaben Himmel. «Da», siger Kleinschmidt, «maatte ogsaa jeg gaae bag en Busk og bede Herren om Hans Hjælp mod mine Utaalmodigheds Synder».
Men allerede, da Kleinschmidt udsendtes, var det Bestemmelsen, at han fra Komaggas skulde trænge længere frem mod Nord til Store-Namaqualand nordenfor Oranjefloden og til det endnu nordligere beliggende Hereroland.
Den 22de Mai 1842 blev han ordineret af Schmelen, der under Ordinationen assisteredes af Hugo Hahn og Normanden Knudsen (Hans Christian Knudsen/red). Den følgende Dag ægteviedes han af Hahn med Johanna Schmelen, hvis Moder var en indfødt Namaquakvinde.
Den 27de Mai afreiste Kleinschmidt med sin Hustru og Schmelens Svoger, Namaquaeren Jan Bam , til Store-Namaqualand, hvor
– 105 –
de ankom den 30te August til en af Schmelen foreløbig (tidligere/red.) grundet Station, Bethanien.
Schmelen havde forsøgt at sætte sig fast her, men havde maattet vige. Med disse Erfaringer i frisk Minde, sagde han ved Afskeden til sin Svigersøn : «Gaa, Namaquaerne ville i Begyndelsen modtage dig med Glæde, men bliv ikke forundret eller forskrækket, om der kommer de Tider, da baade Hedningerne og de, Du selv har døbt, reise sig imod dig, og jage dig fra et Sted til et andet. Lad dog ikke Modet synke».
Kleinschmidts senere Liv i Namagualandet har baade retfærdiggjort den gamle Missionærs Spaadom og adlydt hans Formaning. Paa Bethanien dvælede imidlertid Missionærerne kun i 14 (19 ?/red.) Dage; den 19de September brød de op derfra og kom den 6te Oktober til Jonker Afrikaners Plads, Windhoek (oppr. Ai-//Gams/red.), som Kleinschmidt omdøbte med det hjemlige Navn, Elberfeld.
Jonker Afrikaner er et bekjendt, desværre ikke glædeligt bekjendt Navn i Sydafrikas Missionshistorie. Han var Høvding over Orlam-Horden, en Hottentot Stamme af blandet Oprindelse. Hans Fader, Jager, senere kaldet Christian Afrikaner, var bleven døbt af Moffat, og Jonker, som efter Faderens Død blev Høvding, var allerede døbt som Dreng.
Jonker var en meget begavet Mand og hævede sin Stamme til den herskende Stamme i hele Namaqualandet, ligesom han ved gjentagne Plyndretog bragte Hererofolket til deelviis Underkastelse.
Han var bittert hadet af de andre Namaquastammers Høvdinger, særligt Willem Swartbooi, Høvdingen paa det senere Rehoboth, og Oasib, det røde Folks Høvding.
– Da Kleinschmidt og Hugo Hahn kom til Jonker, fik de snart en ganske overordentlig Indflydelse over ham, og han blev for en Tid et heelt andet Menneske. Fredens Evangelium fik Magt over hans Hjerte, saa at han, den blodbestænkte Høvding, nedlagde sine Vaaben og sendte Fredsbudskaber til sine Naboer, ja han hjalp selv Missionærerne med at prædike.
Juleaften 1842 var en sand Glædesfest paa Windhoek. Just den Dag kom Gesandter fra Hererolandet for at takke for Fredstilbudet; Jonker behandlede dem med christelig Broderkjærlighed, og Juledag prædikede han selv Evangeliet for dem. «Jeg har aldrig», siger Hahn, «oplevet en saa glædelig Julefest. Kan der tænkes nogen skjønnere Seier for Evangeliet, end at fordums Dødsfiender selv bringe hinanden dets Fredsbudskab».
Aaret efter denne Fredsslutning, 1843, er et mærkeligt Aar i det sydvestlige Afrikas Missionshistorie. Jonker optræder i dette Aar med stor Kraft og styrer det Folk, som adlyder ham, efter en christelig
– 106 –
Fyrstes Grundsætninger. Kraftigt forfølger han de hedenske Skikke, selv prædiker han seent og tidligt iblandt sit Folk og formaner det til ikke at forskjertse Naadetiden.
Stundom høres der vel Knurren blandt hans vilde Undersaatter, som klager over, «at de ere blevne Kvinder», men Ingen vover dog at reise sig mod den mægtige Høvding. I en viid Omkreds strækker sig den fra Windhoek udgaaende christelige Indflydelse.
Den 17de Mai 1843 sidde Jonker Afrikaner, Oasib og Willem Swartboois Broder, Cobus Swartbooi, disse gamle Dødsfiender samlede i en fortrolig Kreds hos Missionærerne paa Windhoek, den Sidste var kommen for at anmode fra sin Broder om at faae en Missionær tilsendt, og da der blev stillet den Betingelse, at Swartboois Folk skulde nedsætte sig omkring Kilden Annis, indvilgede han ogsaa i dette med Glæde.
Vi have nævnt Navnet Rehoboth; dette Navn gav nemlig Missionærerne den nye Bopæl for Swartboois Folk. Navnet er laant fra 1ste Mosebogs Fortælling om Isaks Ophold i Gerar, thi Missionærerne maatte sige med Isak : «Herren har gjort Rum for os, og vi ere voxede i Landet».
Nogle Dage efter kom Hererohøvdingerne, Kahitjene og Katjamaha til Windhoek og vexlede Freds- og Vennegaver med Jonker. Aaret 1843 er i det Hele taget at betragte som en Propheti om, at Fredens Aar engang skal komme ogsaa for Sydafrikas Folk, det evige Fredsaar, som aldrig ophører.
Men vistnok, det var ogsaa kun en Propheti. Den ved Høvdingens Magtsprog skabte Christendom paa Windhoek havde ikke slaaet dybe Rødder i Folket, og Jonkers egen Christendom var af temmelig tvivlsom Beskaffenhed. Den blomstrende Menighed paa Windhoek forfalder hurtigt, og sørgeligt er det at sige, at de to Omstændigheder, som bevirke dens Forfald, begge skrive sig fra Europæere, fra Handelsmænd og – fra Missionærer.
Egennyttige Handelsmænd fra Kaplandet benytte sig af Jonkers afrikanske Letsindighed til at indvikle ham i en trykkende Gjæld, som bringer ham til at vende rovlystne Øine mod det rige Hereroland, og uagtet Jonkers Hjerte hang ved de rhinske Missionærer, bringes han dog tilsidst af politiske Hensyn, der med Underfundighed benyttes af methodistiske Missionærer, til at fordrive de rhinske Missionærer.
Med dem viger Freden fra Windhoek, den onde Aand kommer igjen med 7 andre Aander, værre end den første, og anretter en gruelig Ødelæggelse. Efter et kort Ophold i Hererolandet, hvor Stationen Ny-Barmen blev grundet, drager Kleinschmidt ifølge Willem Swartboois Indbydelse til Rehoboth, hvor han forbliver indtil
– 107 –
umiddelbart før sin Død. Missionær Kleinschmidts Historie er fra nu af Stationen Rehoboths Historie.
: fortsettes No. 6; s- 178 – 187 :
– 178 –
Ledsaget af Missionæren Roth og den tidligere nævnte Jan Bam, Schmelens Svoger, ankom Kleinschmidt til Rehoboth første Pintsedag, den 11te Mai 1845. Med venlig Understøttelse af Willem Swartbooi, som stillede en talrig Arbeidsstyrke til hans Raadighed, opbyggede han her i kort Tid de fornødne Huse, og Willem Swartbooi med sit Folk leirede sig rundt omkring ham. Der fandtes allerede i dette Folk en liden christen Menighed, 11 Voxne og 3 Børn; Perlen iblandt dem var Anatje, Willem Swartboois Hustru, døbt af Schmelen og i Bethanien beskikket som Diakonisse af Knudsen. Hun skinnede som et Lys i sine Omgivelsers Mørke og havde en saadan Magt over sin Mand, at hun tvertimod Folkets Sædvane havde vidst at hævde sin Stilling som eneste
– 179 –
Hustru. Med Haab og Glæde begyndte Kleinschmidt Arbeidet og hans Haab blev ikke beskjæmmet. Allerede den 27de Juli kunde han døbe Cobus Swartbooi, som i Daaben fik Navnet Johannes, fem gifte Kvinder og en Pige. Den gamle, omtrent 100aarige Manasse Swartbooi, Willems Fader, lader sig bære til Kirken for at døbes, Daab følger paa Daab, indtil Kleinschmidt den 21de Oktober skriver i sin Dagbog: «Ingen nye Daabskandidater melde sig, Førstegrøden synes at være indhøstet.» Efter denne Tid kunne vi skjelne imellem 4 forskjellige Perioder i Rehobothmenighedens Historie: Dens stadige Fremvæxt i de 7 Aar fra 1845 til 1852, dens dybe Fald i de 4 Aar 1852-1856, dens Omvendelse 1856-1864, og dens endelige Fordrivelse fra Rehoboth i 1864, det Aar, som ogsaa blev Kleinschmidts Dødsaar. Vi skulle forsøge at give et kort og sammentrængt Billede af disse Menighedens og den med og for sin Menighed levende Missionærs vexlende Kaar.
De 7 Aar fra 1845-1852 vare forholdsviis glædelige Aar. Byrderne, Bekymringerne og Prøvelserne mangle aldrig i en Missionærs Liv, de manglede heller ikke her. Men i denne Tid vare dog Glæderne større end Sorgerne. Evangeliet havde god Fremgang. Allerede ved Udgangen af 1846, halvandet Aar efter Ankomsten til Rehoboth, har Kleinschmidt omkring sig en Menighed af omtrent 250 Døbte, hvoraf 100 Nadvergjæsteer. Ved disse Tider lader Høvdingen selv, Willem Swartbooi sig døbe, hans Broder Cobus eller Johannes kan vies til Menighedens Ældste, Anatje, Høvdingens Hustru, øver i vide Kredse en velsignet Indflydelse, Rehoboths Kirke indvies Pintsedag 1847, ved hvilken Leilighed flere Indfødte prædike, omkringboende Stammer begynde ogsaa at vende sig til Evangeliet, Willem Swartbooi eller som han siden sin Daab kaldtes, Friedrich Wilhelm, haandhæver en streng christelig Tugt blandt sit Folk, Staten understøtter her Kirken maaskee endog mere, end det er ret gavnligt for denne, som alene kan seire ved aandelige Vaaben. Under Kleinschmidts gjentagne Sygdomstilfælde varetage indfødte Medhjælpere Menighedens aandelige Pleie, kort sagt, Rehoboth frembyder et lifligt Billede af et christeligt Menighedsliv, et uimodsigeligt Beviis paa Evangeliets frigjørende og opløftende Indflydelse paa de dybestsunkne og tarveligst udrustede Folk. Vi maae erindre, at Folket er Namagqua- Hottentotter, et Folk, om hvilket det er sagt, at det ligner sit eget Land, en øde og ufrugtbar Steengrund. – Lader os høre nogle enkelte Træk af det Aandens Liv, som rører sig blandt Folket i denne Tid. Der kommer en liden Pige paa 8 Aar til Kleinschmidt og siger : «Jeg vil
– 180 –
saa gjerne døbes, at jeg kan komme til min Frelser».
Kleinschmidt siger : «Har Du da Synder, som trænge til en Frelser, Du, som er saa liden ?» Pigen svarer : «Ja jeg har begaaet mange og store Synder, men min største Synd er den, at jeg har spottet og bagtalt dem, som lade sig døbe».
– En gammel Pige, som var døbt med Navnet Anna, kom til Stationen med sin blinde Moder paa Ryggen og sin blinde Sø;fter ved Haanden, og saaledes havde hun vandret flere Dagsreiser, for at de Blinde skulde finde det Lys, som hun selv havde fundet. «Hun er gammel og fattig», skriver Kleinschmidt om hende, «meget fattig og meget uvidende, men hun er rig paa gode Gjerninger. Hun arbeider seent og tidligt, for at ernære sin blinde Moder og Søster.» Maaskee vilde «Christne» betænke sig paa at bringe saadanne Offere, men denne Kvinde tilhørte et Folk, som pleier at udsætte de Gamle, de Syge og Krøblingerne paa øde Steder og overlade dem til Hungersdøden eller til de vilde Dyr.
– En egen Lyd var der at høre paa Rehoboth hver Morgen, det var Lyden af de Bedende, som paa Namaguaernes Viis anraabte Herren med høi Røst, hver bag sin Busk. «Men yvorledes kan Gud bede til Gud», spørger en Namaguadreng, da han læser Luc. 6, 12 om Frelseren, som paa Bjerget beder til sin himmelske Fader. Mon ikke Frelseren har hørt og glædet sig over denne Bekjendelse, ligesom han glædede sig over Peders Bekjendelse : «Du er Christus, den levende Guds Søn?» – Lauda, Høvdingens Datter, fristes til Synd mod det 6te Bud. Hun svarer paa Josephs Viis : «Hvorledes skulde jeg forsvare en saadan Synd for Gud og for Mennesker» og prædiker for Forføreren, saa at han selv gaaer til Missionæren og bekjender sin Synd.
– En Rytterskare kommer tilbage fra en fredelig Budsendelse til Oasib, og ved Hjemkomsten drager den ind i Leiren, afsyngende Psalmen: «Nu takker Alle Gud.» – Der har levet en christelig Menighed i disse Aar paa Rehoboths nu ødelagte og forstyrrede Station. Endnu Juleaften 1850 feires her Christenhedens store Fest med Juletræ og Julelys, Juletræet var en Tornebusk, thi her voxer ikke andre Træer, men Tornebusken er ret et træffende Billede for Menighedslivet i Sydafrikas Ørkener. Det tornede Træ bærer ikke de rige Druer, men ogsaa dette Træ kan dog blomstre til Herrens Ære.
Men denne Menighed, imellem hvilken vi have seet de umiskjendelige Spor af Herrens Velsignelse, faldt, og den faldt med et dybt Fald. Under en Hungersnød i 1852 maatte Kleinschmidt beslutte sig til at bringe sin Familie til Capstaden, og paa sin Tilbagereise i 1853
– 181 –
mødtes han af den sørgelige Efterretning, at næsten alle Mænd paa Rehoboth under Anførsel af Menighedens Presbyter eller Ældste, Johannes, Cobus Swartbooi kunne vi nu hellere kalde ham, havde foretaget et Plyndringstog til Hererolandet. Kleinschmidts første Handling, da han kom hjem, var at udelukke alle Deeltagere i Plyndringstoget af Menigheden. Men det gjorde intet Indtryk. Et nyt Plyndringstog blev besluttet. Høvdingen satte sig selv i Spidsen derfor og meddeelte Beslutningen til Kleinschmidt. Frafaldet var saaledes aabenbart og almindeligt. Pintsedag 1853 kunde blot 20 kvindelige Communikanter og een Mand tilstedes Adgang til Nadveren. Et Brændeviinsbrænderi blev oprettet i Kirkens umiddelbare Nærhed. Det afskaffede Fleerkoneri blev atter indført ved Lov, Kvinderne faae Befaling til at anlægge den skamløse, hedenske Dragt, paa europæisk Viis gjøres fortrinsviis Søndagen til en Syndens Dag. Kort sagt, Hedenskabet reiser sig atter med Vælde. Straffen følger Synden lige i Hælene. Jonker Afrikaner er det Riis, hvormed Herren tugter de Frafaldne. I April 1853 forlod Kleinschmidt Rehoboth for at vende sig til villigere Hjerter, og strax efter kom Jonker med sine vilde Skarer og forvandlede den fredelige Station til en blodig Valplads. Kirken, Skolehuset og Missionshuset benyttedes under Kampen deels som Fæstninger og deels som Stalde. Saavidt var det kommet med Rehoboth, som de omkringboende Hedninger engang kaldte «Fredens Kilde».
Det Spørgsmaal møder os og kræver Besvarelse : Hvorledes var dette muligt ? Hvad er det for en indre Sygdom, som her fik Udbrud ?
Den ydre Foranledning var Hungersnøden i 1850 og 1851, Menighedens Troesliv var ikke stærkt nok til at bære disse Prøvelser. I gamle Dage havde Swartboois Folk plyndret hos sine Naboer, naar Hungeren plagede dem. De saae nu sine Naboer gjøre det Samme, og de kunde ikke modstaae Fristelsen til at berige sig paa samme Maade. Men dette forklarer endnu ikke Frafaldets Almindelighed. En dybere Grund var vistnok deres Mangel paa klar christelig Erkjendelse, og denne havde igjen sin Grund i, at Ordet ikke havde lydt tilstrækkelig klart til dem.
Kleinschmidt var en tro og nidkjær Herrens Tjener, men en væsentlig Mangel var der ved hans Virksomhed. Vi have hørt, at hans Uddannelse til Missionær gik noget raskt for sig, og denne hans mangelfulde Uddannelse maa det maaskee i nogen Grad tilskrives, at han aldrig formaaede at tilegne sig de Indfødtes Sprog, men maatte for det Meste lade sine Prædikener oversætte ved en Tolk, som han ikke
– 182 –
selv kunde controllere, og denne Hjælp er altid en meget skrøbelig Hjælp. Det var maaskee ogsaa hans egen Uddannelses Tarvelighed ved Siden af de Vanskeligheder, hans sproglige Ubehjælpelighed foraarsagede ham, som bragte ham til at overdrage Indfødte Lærerstillinger i Menigheden med en større Raskhed, end det egentlig var ønskeligt eller tilraadeligt. En Mislighed var ogsaa den fuldstændige Mangel paa det skrevne Guds Ord i Landets Sprog, som han ikke kunde afhjælpe. Han kunde ikke henvise Menigheden til Skriften. Men paa den Maade kommer Missionærens Forkyndelse, ialfald i et mere udviklet Menighedsliv, til ligesom at svæve i Luften. Hertil kommer, at den Missionær, som ikke forstaaer Folkets Sprog, altid bliver staaende som en Fremmed blandt det og faaer ikke den aandelige Magt over det, som han bør have. Hvad dette har at betyde, fremgaaer klart nok af en Ytring, Rehobotherne lod falde i Begyndelsen af den onde Tid. Det besværede dem i nogen Grad, at Kleinschmidts Hustru, som selv paa mødrene Side tilhørte Namafolket, forstod deres Sprog, og de erklærede: «Vi ville ikke mere have nogen Missionær, hvis Hustru taler vort Sprog.» – Derfor var Nytaarsdag 1856 et Lyspunkt for Kleinschmidt midt i denne mørke Tid. Han skriver den Dag i sin Dagbog: «For første Gang har jeg oplæst en skreven Prædiken i Namasproget. Jeg har bortkastet Tolkens besværlige Krykke, og skal forsøge om jeg kan undvære den herefter».
– Men egentlig Herre over Landets Sprog blev han aldrig nogensinde.
Omtrent ved denne Tid, Nytaar 1856, begynder det atter at lysne paa Rehoboth. Høvdingens ældste Søn, David Swartbooi, var allerede strax efter Frafaldets Begyndelse gaaet i sig selv og havde forladt de onde Veie. De faa af Menigheden, som vare forblevne troe, havde samlet sig om ham og med ham fulgt Kleinschmidt, da denne forlod Rehoboth. Med disse vendte Kleinschmidt tilbage den 19de Oktober 1855. Herrens Tugtelser havde allerede dengang fremkaldt en Vending til det Bedre. Vel vedbliver Høvdingen længe at være vaklende, og Kleinschmidt faaer nye Fiender af Evangeliet at kjæmpe med i europæiske Kobbergravere, som komme for paa mange Maader at bedrage de stakkels Namaguaere og indvie dem i alle sine Laster; men fra denne Tid gaaer det dog fremad og glædeligt fremad med den dybt faldne Menighed. Johannes Swartbooi, den forrige Presbyter og senere Røverhøvding, kommer til Kleinschmidt med den forlorne Søns ydmyge Bekjendelse og bliver efter en lang Prøvetid gjenoptaget i Menigheden. Atter staaer Anatje, den trofaste Diakonisse, opmuntrende og trøstende ved
– 183 –
Missionærens Side.
De Bedendes Røst høres atter i Morgentimerne paa Rehoboth. Den 22de November 1857 indvies den nye Kirke. Nytaarsdag 1858 kommer den beslægtede Boois’ske Stamme, det var just imellem denne, Kleinschmidt havde virket under sin midlertidige Fraværelse fra Rehoboth, og Kirken kan ikke rumme de talrige Tilhørere. Om denne Booisske Stammes Høvding, Jonas Boois, fortælles et ret mærkeligt Træk. Jonas havde i sin Leir en gammel Ven, som hed Christopher. Denne havde været en Christen, men var atter frafalden. Herren slog ham for hans Synd, han blev lam i begge Been. Det gjorde Jonas meget ondt, men han havde sine egne Tanker derved. Selv var han som frafalden Christen bleven straffet af Herren med en ondartet Sygdom, men da han omvendte sig og med inderlig Tro bad Herren om dog at blive befriet fra Plagen, havde Herren hørt hans Bøn. «Mon ikke Herren ogsaa skulde vilde hjælpe min stakkels Ven Christopher?» tænkte han, saa ofte han saa ham. En Morgen seer han Christopher slæbe sig møisommeligt forbi. Han bliver dybere bevæget end ellers, gaaer ud i Buskene, beder en inderlig Bøn, gaaer derpaa efter Krøblingen og siger til ham: «Christus har hjulpet mig, Han vil ogsaa hjælpe dig, naar du blot vil troe.» «Men hvorfor», svarer Christopher, «har da du, som siger, at Christus har hjulpet dig, endnu saa stygge Ar i Ansigtet?» «Dem har jeg, for at jeg ikke skal glemme mine Synder», svarer Jonas, «men sund er jeg bleven ved Herrens Naade, det samme kan Herren gjøre mod dig. Og nu siger jeg dig i Jesu Navn: Staa op og gaa.» Troens mægtige Ord tændte Troens Lys ogsaa hos Christopher, han reiste sig og gik. «Jonas har selv fortalt mig Historien,» skriver Kleinschmidt, «jeg veed, han taler Sandhed, og hvorfor skulde det ikke være sandt ?»
– Ogsaa blandt Rehoboths Befolkning møde vi i denne Tid mange bevægende Vidnesbyrd om Evangeliets og Sandhedens Magt over Folkets Hjerte. David Swartbooi, Kleinschmidts trofaste Ven og Medarbeider, døer i September 1858 en troende Christens skjønne, seierrige Død. Det var godt at forstaae, at for ham var Døden en Vinding.
– En Kvinde kommer en Morgen til Kleinschmidts Hustru, jamrende og klagende : «Jeg er fortabt, jeg kommer i Helvede, hvis ikke Læreren kan hjælpe mig». Hun tilstod, at hun havde forsøgt at dræbe sit første Barn, hendes andet Barn var nylig død, og hun saa heri en Aabenbarelse af Herrens straffende Vrede. Men ogsaa hun fandt Ro ved Frelserens Fødder.
– En anden Kvinde modtog under en svær Sygdom et alvorligt Indtryk af Evangeliets Sandhed,
– 184 –
men da hun blev frisk, begyndte hun paanyt at spotte. Hun faldt i en ny Sygdom, og denne Gang blev Sygdommens Udgang Døden, men det var under fortærende Samvittighedsnag, hun døde.
Hendes bestandige Raab var : «Jo det er dog sandt. O ! at jeg ikke har bedet».
– En Veninde af den tidligere nævnte elskelige Lauda, Sara Lind, faaer ikke Lov af sin hedenske Mand til at komme til Stationen til Skole og Gudstjeneste. Efter længe at have tryglet derom, maa hun opgive ethvert Haab. Hun sender det Bud til Lauda: «Jeg kan ikke komme, men mit Hjerte er paa Rehoboth og det er sønderrevet af Smerte.» Saa lægger hun sig tilsengs og under den stadige Bøn: «Herre Jesus, giv mig Hvile», døer hun den følgende Dag. Selv Hedningerne sagde om hende: «Alt, hvad Sara lærte, at hun skulde gjøre, det gjorde hun», og Kleinschmidt har givet hende det samme Vidnesbyrd. – Herligst viser det gjenfødte Troesliv paa Rehoboth sig, da Kleinschmidt i 1861 meget imod sin Villie atter maatte drage bort for at varetage Stationen Otjimbingué i Hererolandet, hvis Missionærer vare bortkaldte til anden Tjeneste. Denne Gang faldt ikke Rehobothmenigheden fra i sin Lærers Fraværelse. Tvertimod, det synes, som om denne har været den til Velsignelse paa Grund af den Anledning, den gav til en friere og selvstændigere Udvikling. Under de Besøg, Kleinschmidt af og til fra Otjimbingué gjorde sin forrige Menighed, som nu lededes af Presbyteren Johannes, forefandt han et saa rigt og strømmende Aandens Liv, at han begyndte at frygte for, at Sværmeriets Aand skulde faae Magt over det varmhjertede Folk, men ogsaa denne Frygt viste sig at være ugrundet. I tre Aar var Kleinschmidt paa Otjimbingué. Da han i 1864 atter tog fast Bopæl paa Rehoboth, forefandt han det elskeligste Menighedsliv. Denne Periode i Rehobothmenighedens Historie aflægger et Vidnesbyrd af uimodstaaelig Kraft ligeoverfor alle dem, der tale om Missionens frugtesløse Møie og forgjæves Anstrængelser mellem Sydafrikas Folk.
Et Billede af en anden Beskaffenhed møder os, naar vi i August 1861 følge Kleinschmidt til Jonker Afrikaners Dødsseng. Efter at Kleinschmidt havde forladt Jonker paa Windhoek i 1844, var det blevet værre med ham end nogensinde før. Han førte efter den Tid Krig ogsaa mod Missionen og var i en vid Omkreds Sydafrikas Skræk. Tilsidst faldt han i en dødelig Sygdom paa den af ham selv tidligere ødelagte Missionsstation, Schmelenshoope, og her kaldte han Kleinschmidt til sig. Kleinschmidt kom og stred en tung Strid med ham, men, som det syntes, uden synderlig Frugt. En Syndsbekjendelse var det umuligt
– 185 –
at aflokke ham, hvis Syndebyrde dog var saa uhyre.
Med stor Møie fik Kleinschmidt ham til at udtale et Suk om Forbarmelse i Jesu Navn. Engang, da han blev alvorlig formanet til Omvendelse, syntes Kleinschmidt at høre ham sige for sig selv : «Nu er det for seent».
– Men hvad skulle vi sige om dette trøstesløse Dødsleie, hvor den gjenstridige Synder dog har sendt Bud efter en Missionær og føler en vis Trøst ved hans Nærværelse? Er ikke ogsaa det et Vidnesbyrd for Missionen, et Beviis paa, at det Lys, den bærer ud i Verden, trænger frem ogsaa til de mørkeste Steder?
Vi nærme os Slutningen af vor Fremstilling. Det er allerede nævnt, at Kleinschmidt i 1864, i Begyndelsen af Aaret, kom tilbage til Rehoboth. Dette Aar 1864 afslutter Rehoboths, ligesom det afslutter Kleinschmidts Historie.
I dette Aar bliver den troe Arbeider hjemkaldt til sin Herres Hvile. I dette Aar bryder der ifølge Guds urandsagelige Villie et Stormveir løs over Menigheden paa Rehoboth. Den maa, forfulgt af grusomme Fiender, forlade de Pauluner, i hvilke Herrens Velsignelse saa rigelig havde været udøst over den, og Kleinschmidt, som følger sin Menighed, bukker under for den besværlige, farefulde Flugts Anstrengelse. Det er Jonker Afrikaners Stamme, som efter sin Høvdings Død trolig vandrer i sin Høvdings Fodspor, som udfører ogsaa denne Mørkets Gjerning.
De fire Namaqua-Høvdinger, Jan Jonker, Jonker Afrikaners Efterfølger, Oasib, det røde Folks Høvding, Henrik Zes, de saakaldte Feltskohottentotters Høvding, og Aimab, Topnaarernes Høvding, sammenrotte sig i 1864 mod Swartbooifolket paa Rehoboth.
De vilde tugte Willem Swartbooi, fordi denne ikke vilde understøtte deres Plyndretog i Hererolandet og senere endog havde understøttet Hereroerne imod dem. Efterat de 4 Høvdinger havde lidt et Nederlag mod Hereroerne, ikke langt fra Windhoek, væsentlig fordi Hereroerne bleve hjulpne af Willem Swartbooi, blev det umuligt for denne at holde sig længere indenfor Namagualandets Grændser, og han besluttede sig til at bryde op med sit Folk fra Rehoboth og opsøge sig en Bopæl, hvor han kunde være sine Bundsforvandte, Hereroerne, nærmere. Desværre blev Opbrudet opsat forlænge, saa at de hevngjerrige Namaquahøvdinger fik Tid til efter Nederlaget at samle sine Kræfter til et Overfald.
I Juli 1864 feirede Kleinschmidt paa Rehoboth med veemodig Glæde sit 25-aarige Jubilæum som Missionær, og strax efter brød Stammen op. Det lange Tog af Ryttere og Vogne satte sig i Bevægelse mod Nord, men det skred kun langsomt frem. En sædvanlig Dagsreise medtog en Uge.
– 186 –
Kleinschmidts Børn bade ham indstændigt om at ile forud for Toget, men han vilde ikke forlade sin Menighed. Den 18de August havde Toget naaet Floden Kuisib, paa Hererolandets Grændser.
Da meldte Speiderne : Fienden kommer. Mændene rustede sig til Forsvar, og Kleinschmidt flygtede med sin Familie og Stammens Kvinder og Børn til Bjergene, medens de fiendtlige Kugler peb dem om Ørene.
Fienden kunde, skjønt 800 Mand stærk, ikke overvinde de 200 tapre Mænd fra Rehoboth, og greb derfor til det grusomme Middel at sætte det tørre, høie Græs i Brand. Med frygtelig Magt væltede Vinden Flammerne ind paa Rehoboth-Folket. Nu gav Kleinschmidt efter for Sines Bønner og begav sig, uden at oppebie Kampens Udfald, afsted med sin Familie, ledsaget af 6 Hereroere, som tilbød sig som Veivisere. Men det var en forfærdelig Flugt. I 3 Døgn vandrede de om mellem Bjiergene for ikke at falde i. de grusomme Fienders Hænder, snart krybende op ad de steile Fjeldskrænter, snart glidende ned ad dem, nær ved at forsmægte af Hede, Hunger og Tørst. Den 22de August om Morgenen ankom de yderlig forhungrede og udmattede til Otjimbingué, hvorfra den der ansatte Missionær, Hugo Hahn, allerede var ilet dem imøde.
Allerede da Flugten fra Kuisib begyndte, sagde Kleinschmidt til sin Hustru : «Dette overstaaer jeg ikke», og saaledes skete det ogsaa. Den 22de August gik han tilsengs og reiste sig ikke mere fra Leiet. Men han havde det godt, han trængte til Hvile, og hans vennesæle Hjerte kunde glæde sig ved den dyrebare Ven, Hugo Hahns, Nærhed.
En stor Sorg havde han endnu; Hans sidste Kraft blev brudt, da han modtog Efterretningen om Udfaldet af Kampen ved Kuisib. 30 Kvinder og Børn vare omkomne i Flammerne, 7 Mænd vare dræbte, 5 saarede, en Mængde Kvinder og Børn vare tagne tilfange. Alt Gods faldt i Fiendernes Hænder, som ødelagde, hvad de ikke kunde tage med sig.
Kleinschmidt talte Lidet under sin Sygdom. Han led overordentlig meget, men ingen Klagelyd kom over hans Læber. Sin Menighed og sin Familie anbefalede han til Gud og til sine Venner og vendte saa alle sine Tanker mod det forestaaende Møde med Herren. Fredag den 2den Septbr. nød han Herrens Nadvere, et Amen efter Nadveren var hans sidste Ord; strax efter sov han hen i sin Vens Arme.
Men naar Herren lod sin troe Tjener faae denne smertefulde Udgang af et af Smerter opfyldt Liv, naar Herren lod de Ihjelslagnes Antal blive stort imellem den Menighed, som engang paa Rehoboth forherligede Hans Navn, bør det jo ikke forundre os. De Troendes Vil-
– 187 –
kaar vare jo fra gamle Dage af disse : «De bleve stenede, gjennemsagede, henrettede med Sværd, gik omkring i Faare- og Gedeskind, lidende Mangel, betrængte og mishandlede, Verden var dem ikke værd, omvankende i Ørkener og paa Bjerge og i Jordens Huler og Kløfter».
– Men det er jo ogsaa disse, om hvem det paa hiin Dag skal hedde : «Disse ere de, som ere komne ud af den store Trængsel og have tvættet deres lange Kjortler og gjort dem hvide i Lammets Blod. Derfor ere de for Guds Throne og tjene Ham Nat og Dag i Hans Tempel, og Han, som sidder paa Thronen, skal udbrede Paulun over dem: de skulle ikke hungre mere, ei heller tørste mere, Solen skal ei heller falde paa dem, ei heller nogen Hede, thi Lammet, som er i Thronens Midte, skal vogte dem og lede dem til levende Vandkilder, og Gud skal aftørre hver Taare af deres Øine». Amen.