– les også :
Byen og menigheten.
Christiansfelds grundleggelse.
Det mest synlige bevis på Brødrekirkens tilstedeværelse i Danmark er byen Christiansfeld, som ble anlagt i 1772. Christiansfeld utviklet seg til en Brødremenighetsby med kirkesal, korsystem, eldsteråd, flere skoler, foruten en rekke håndverks- og industriforetak. Byen ble herrnhutismens sentrum i Danmark, selv om den nettop var en koloni.
Grev Zinzendorf’s besøk i Danmark i 1731 startet det hele og medførte både et utbredt diaspora-arbeid i Danmark, et vesentligt stykke misjonsarbeid via Danmark og dannelsen av Brødresocietetet i København. Etterhvert følte man at det var behov for å oppføre en menighetsby i Danmark. Innen den tid hadde det vært problematisk å slutte seg til Brødremenigheten; midt på 1700-tallet var det i en periode et direkte forbud mot det. Men i 1766 ble Christian den 7. konge av Danmark og han fikk en livlege som het Struensee, og som etterhvert ble den egentlige makthaver i Danmark, inntil han ble styrtet og henrettet. På en reise kongen og Struensee foretok sammen, kom de til Brødremenighetsbyen Zeist i Holland og så hvordan denne byen var innrettet. Man var spesielt opptatt av industrien og håndverket. Lorenz Prætorius fikk i oppgave å kontakte Brødremenighetens ledelse i Herrnhut (Sachsen), og her var man svært tilfreds med å bli oppfordret. En menighetsby ville kunne være et viktig senter både for diaspora-arbeidet og for misjonsarbeidet på Grønland og på de Vestindiske øyer. Brødremenigheten gikk i gang med å finne et passende sted å oppføre en slik menighetsby og man fandt Tyrstrupgård. Brødremenigheden hadde forut for dette et hus i landsbyen Stepping noen kilometer vest for Tyrstrup.
Forordning og konsesjon, rettigheter og plikter.
Tyrstrupgård var krongods og i juni 1772 ble gården betalt. Innen den tid var det flere ting som skulle bringes i orden. Kongen skulle formelt gi tillatelse til at Brødremenigheten kunne slå seg ned innenfor landets grenser. De holdt fast på at de skulle ha lov til å fungere som Brødremenighet. Det ga lovgivningen ikke rigtig mulighet for. Det var ikke religionsfrihet på dette tidspunkt, kirken var statskirke og man kunne ikke bare uten videre danne en ny kirkeretning. Derfor ga man en forordning som ga Brødremenigheten rett til å være Brødremenighet innenfor Danmarks grenser og man ophevet tidligere tiders forbud. Man introduserte til denne anledning et nytt begrep – nemlig en frimenighet.
Det må allikevel understrekes at det kun kunne la seg gjøre fordi Brødremenighetens bekjennelsesgrunnlag, altså det man trodde på, var det samme som den lutherske statskirkes.
Utover selve tillatelsen til å være Brødremenighet måtte man også forme et charter eller det man den gang kaldte for en ”Concession.” Det var derfor noen mennesker, blant dem Lorenz Prætorius, som hadde gjort sig tanker, de hadde nok noen drømmer og de hadde en kristen tro. Disse ting var viktige faktorer i den prosess som begyndte noen år før 1773 i tanker, i samtaler og på papiret, i form av skisser. Det var grunnlaget for de forhandlinger brødrene førte med representantene for regjering og statsmagt. Regjeringen, med kongen i spissen, kunne se selv at en brødre-koloni, bygget på “den i Vort hertugdømme Slesvig i Haderslev Amt beliggende kongelige avlsgaard Tyrstrupgaard”, som det er uttrykt i “concessionen”, ville kunne bringe dynamikk og fremgang til et område som også den gang syntes perifert beliggende i forhold til hovedstaden.
Ledelsen i Herrnhut kunne se at byen kunne bli et samlingspunkt og nødvendig senter for den herrnhutiske bevegelse, som allerede i 4 årtier havde arbeidet rundt omkring i Danmark.
Brødremenigheten fikk rettigheter, både kirkelige, økonomiske og rettslige. En regel som man jo uvilkårlig legger merke til er, at man i “denne nye menighedsstad skal være fri både for alle personlige afgifter – med undtagelse af den overordentlige taxering og Kopskat – og for de landsherren tilkommende tillæg af borgerlig håndtering og næring, hvorledes nu de samme end måtte kaldes.”
Regelen om skattefrihet gjaldt de første ti år. På samme måte ga kongen et tilskud “for hvert beboelseshus eller offentlig bygning, som bliver opført i de ti friår, af vor kassa ti procent af husets eller bygningens værdi.” Brødremenigheten fikk tillatelse til at deres misjonsarbeid ikke skulle stå under den danske statskirkes geistlige inspeksjon, man ble altså teologisk selvbestemmende, så lenge man holdt seg innenfor statskirkens bekjendelsesgrunnlag. Grundleggelsen af Christiansfeld betød dermed også frihet til å arbeide i de danske kolonier. Det ble tillatt for alle dansker som måtte ønske det, å bli medlemmer af Brødremenigheten. Man kunne tilslutte sig Brødremenigheten andre steder i landet og stadig opprettholde sine rettigheter og forpliktelser i sin sognekirke. Menighetens medlemmer i byen kunne avlegge ed, ikke direkte til kongen, men ”forsikre i den almægtige Guds Nærværelse, at, hvad jeg taler, er Sandhed.”
Brødremenigheten fikk lov til å bygge en kirke med klokker. Disse og flere andre paragrafer i “concessionen” viser den velvilje som fantes fra regjeringens side. Byens “concession” ga utstrakte frihetsrettigheter til byen og menigheten. Brødremenigheten fikk en helt særlig status, idet dens medlemmer kunne få lov til å vedbli med deres form for gudsdyrkelse uden at skulle underlegge sig statskirken. Selv om byen ikke ble bygget i Zinzendorf’s levetid, fikk mange av de livsformer, som ble formet i Herrnhut og andre tidlige Brødremenighetsbyer allikevel lov til å leve i mange år i Christiansfeld.
Christiansfeld ble ramme om Brødremenighetens liv og arbeid, de første mange år med den spesielle og særegne menighetsstruktur, slik som de store korhus, byens plan og kirkegårdens innretning vitner om. Byen var udsedvanlig utrustet med skoler, det var private hus, tilhørende menighetens medlemmer, og så var det jo den store kirkesal, som i størrelse tåler sammenligning med flere domkirker. Det var en by, hvor håndverk og handel, undervisning og forkyndelse, sang og musikk levde og åndet. Det ble på en mark bygget en by, som i løpet av forholdsvis få år gjorde krav på en plass i folkets bevissthet. Det ble en by, som både var kjent i Danmark, men som også etterhvert ble kjent langt utover verden dit misjonærer fra Brødremenigheten reiste ut, og hvor brødre fra andre deler av Unitetet kom på besøk.
Struensee ble henrettet etter at “concessionen” var utarbeidet, men den nye regjeringen bekreftet den 13. august 1772 den samme, og dermed var man klar til å bygge. Johannes Prætorius, sønn av Lorenz Prætorius, ble menighetens første prest. Han ble, sammen med den svenske Jonathan Briant, ansvarlig for byens oppførelse.
Sammenheng mellom menighetsliv og arkitektur, især byplan.
Når man beveger seg inn i Christiansfeld får man snart øye på at det er en plan. Christiansfeld er en av de første byer i Danmark som først ble planlagt og deretter bygget. Man bygger byene dels for å skape basis for at menighetens liv kan utfolde seg i alle dets facetter og dels for å skape baser for de meget utadvendte aktiviteter, navnlig hedningemisjonen, men også diaspora-arbeidet. Menighetslivet tar utgangspunkt i kjærligheten til frelseren, Jesus Kristus, som led og døde for alle mennesker. Takknemligheten mot Gud kommer synlig frem i menighetens fellesskap, i en lys og glad, men også from livsførsel, en optimisme, blandet med en sterk trang til å dele budskapet om Frelseren med dem som ikke har hørt det. I den fornyede Brødremenighets første tid utviklet man menighetsordningen samtidig med at man utviklet byplanen. Det er bemerkelsesverdig at byen innrettes etter menighetens behov, men også etter menighetens ordning og grunntenkning. Livet som kristen leves både søndag og hverdag. Hverdagslivet er en gudstjeneste, alt arbeid gjøres i Frelserens tjeneste.
Gudstjenesten er på den andre side en del av hverdagen. Gudstjenesten er tilbedelse, lovsang, bønn og evangeliets forkynnelse til å bli oppbygget. Hverdag og gudstjeneste er integrerte deler og det avspeiles i byens plan. Når hverdagslivet er en gudstjeneste, er alt det man foretar seg en del av den helhet som kalles livet. Hverdagens forskjellige gjøremål, ens arbeid, sees inn i en større sammenheng. Det kan jo godt undre å se Christiansfelds hus, kvaliteten og størrelsen på den ene side og den stilfulle enkelhet på den anden side. En del av forklaringen kan vi finne i ovennevnte.
Den perfekte plan og Christiansfeld.
Man kan forestille seg en perfekt plan for en Brødremenighetsby. Man begynner på kirkeplassen, som er byens absolutte sentrum. Rundt på plassens fire sider finnes menighedens viktigste bygninger, med “Salshuset”, altså kirken, på den fremste plass. Andre hus er korhusene, skoler, presteboligen, forstanderboligen og eventuelt andre. Alle disse hus vender front mot plassen og fra alle husenes framdør kan man se kirken. Det må helst ikke være noen gjennomgående trafikk på kirkeplassen, den er et vakkert sted der sinnet kan falle til ro, hvor man kan møtes, ja og nyte hverandres selskap eller bare stillheten og sine egne tanker. To stier danner et kors, symbolikken turde være innlysende. Og midt på plassen en brønn eller en fontene, som symboliserer livets vann, som løper ut til alle fire verdenshjørner.
I Christiansfeld ligger Søsterhuset og Enkehuset mot nord, Brødrehuset mot syd. Før i tiden satt søstrene i kirkens nordside og brødrene i sydsiden. Man kan altså tale om en øst-vestgående akse, som faktisk deler byen opp i en søsterside og en brødreside. Aksen er tenkt og tanken skal ikke drives for vidt, men nettop omkring kirkeplassen synes tanken tydelig. Før i tiden var dert en sterk kjønnsoppdeling, især for menighetens ugifte søsken. Det var ikke en enkel sak for en ung ugift broder å møtes med en ugift søster. Ikke før det blev tiden for slikt.
Dette er allikevel ikke et uttrykk for manns-chauvinisme. Det blir ofte spurt: Hvorfor heter det Brødre-menighed, hva med søstrene? Navnet ble jo introdusert i den opprinnelige Brødrekirke i Böhmen midt på 1400-tallet, nettop det latinske Unitas Fratrum, brødrenes fellesskap. Dengang var det naturlig å navngi kirken etter hankjønnets medlemmer. Vi vet imidlertid at allerede ganske tidlig (1722) i den fornyede Brødrekirke’s historie fikk kvinner plass i det ledende råd og de fleste ledende stillinger hadde både en broder og en søster. Dermed var man faktisk temmelig progressiv.
Byen fremstår som en gjennemført helhet: Kirkeplassen og kirken, det fysiske uttrykk for menighetens ordning som troens, religionens, åndens utgangspunkt. I sammensmeltingen av dagliglivet med åndens liv, skapes det kosmos, som byens og menighetens liv er. Menneskesamfunnets innrettede, ordnede liv er utgangspunktet, og etterhvert som man selv, eller bare ens blikk, beveger sig vekk fra dette sentrum, nærmer man seg mere og mere naturen, for til sist å ende i de fjerne skoger, billedlig talt. Denne livets fullstendighet, spennvidden fra kosmos til kaos, fra kultur til natur er illustrert i byens plan i sammenheng med byens omgivelser.
Innenfor menigheten var det – og er forøvrig stadig – en sterk gruppe-identitet. Den var bærende i planleggingen og konstruksjonen av byen. Eldsterådet tok som den primære gruppe beslutninger som var akseptert av den større gruppe, menigheten. Eldsterådets autoritet var åndelig, religiøst begrunnet, sammenfallende med menighetens identitet.
Mystik, utopi og fysisk virkelighet.
Men hvor kommer så disse ideene fra? Hva ligger bak hele tanken om en by som er innrettet på en kristen menighets premisser? Igjen spiller grev Zinzendorf en fremtredende rolle. Zinzendorf ble tidlig overbevist om at kristendommens alt-avgjørende fokus er den korsfestede Jesus Kristus. Kristus er menighetens herre, og hvilken bedre måte å synliggøre dette på enn å bygge en by der Kristus tydelig er byens øverste, likesom han er menighetens øverste. Men et sitat fra 1750 kan illustrere noe av tankegangen omkring byenes ide: ”Frelseren har på en vidunderlig måte bygget seg selv et hjem, likesom dem man kjente fra de orientalske luftkasteller (speilinger), det ene øyeblikk var de her og det neste var de borte.” Mye tyder på at Zinzendorf var påvirket av det 17. og det 18. århundredes mystisisme. En by bygget på kristne og kollektive ideer vil være ideell for ”sann kristendom, som gjennom renselse av viljen og oplysning av forstanden vil bringe sjelen til forening med Gud, på samme måte som bruden er forent med brudgommen.”
Ideen om den ideelle, men utopiske, by var ganske utbredt på 16-og 17-hundretallet. En av de mest kjente er Johan Valentin Andreae’s ”Christianopolis.” Det kan med god rett hevdes, at man kan finne noen av den utopiske bys egenskaber utviklet i Brødremenighetens byer. Man forestiller sig, at den kristne finner tilflukt fra den urolige verden i en by, hvor ideelt sett Kristus er overhodet og hvor samfunnets innretning bygger på ny-testamentlige prinsipper. Er denne antakelse riktig, kan man med rette si at utopien i en vis forstand blir til virkelighet i Brødremenighetsbyen.
Viktig er det at byen og menigheten, og det gjelder i høy grad Christiansfeld, kompletterer hvernandre. Det gjelder også den dag i dag. Byen er en viktig del av menighetens identitet, en ramme for det liv som leves. En lokalitet som er formet i menneskers tro og overveielser om sammenheng mellom det synlige og det usynlige. Byen er veldig synlig, og kanskje kommer noe usynlig til syne, om man bruker øyne og ører.
Opplysning og glad pietisme !
I løpet av 1700-tallet ble pietismen som retning utviklet og Brødremenigheden blir til og utvikler seg parallelt med lignende religiøse strømninger. Menigheten var en del av den pietistiske tradisjon, og noen ganger er Brødremenighetens måte å leve og tenke på, kaldt for ”den glade pietisme.” En filosofisk og samfunnsmessig strømning som har vært svært avgjørende for den vestlige kultur er opplysningen. Denne filosofi gjorde opp med autoritetstro og bundethet til tradisjon. Det ble et oppgjør også med kirken og det var en ubetinget tiltro til den menneskelige fornuft.
Man kan på en måte si at opplysningen, som altså eksisterte som retning samtidig med Brødremenigheten, var hverandres rake motsetning. Man mente slett ikke at fornuften kunne brukes til noe relatert til kristendommen, det kom an på å tro på den korsfestede frelser, da man ikke kan rasjonalisere seg fram til frelsen. Men det interessante er at samtidig bygger Brødremenigheten sine byer, eller kolonier, hvorav Christiansfeld jo er en. Det er stor grad av fornuft i byens plan, i hus og i byens liv, håndverk og andre virksomheder. For eksempel peker kirkens arkitektur, byens plan og innretning, kirkegårdens innretning i sin utforming, hen på den kristne overbevisning. Det gjøres med enkle midler, man kan nesten si fornuftig. Et eksempel er kirkeplassens sentrale plassering, som med det samme viser at byens brennpunkt er ved kirken, at byens hovedbygning er kirken, eller rettere sagt “Salshuset”/Salen. Det betyr at troen og fornuften, eller pietismen og opplysningen, om man vil, danner par i Brødremenighets-byen Christiansfeld. I virkeligheden er det kanskje der en viktig del av koloniens styrke ligger, mennesker lever med det høye, det uutsigelige, troen, i noen fornuftige, nøkterne omgivelser. Det er i sammenfallet mellem ånd og materie at skjønnheten, verdien i byen finnes.
Liturgisk liv og æstetik.
Begrebet ”Liturgisk liv,” indeholder den forståelse, at livet er en gudstjeneste samtidig med at gudstjenesten er en naturlig del af livet. Grundlæggende er det en tanke, som går igen i mange kristne kirker. Det at være kristen har en indflydelse på menneskelivet. Det liturgiske liv er en integreret del af det at leve i en Brødremenighedsby. Som medlem identificerer man sig med menigheden og byen, og uden at løfte det op på noget ekstraordinært niveau, så udspringer det af tanken om, at hverdagen er en gudstjeneste. Der er ikke en klar skelnen mellem det åndelige og det verdslige. Det er således en erkendelse af værdier i livet på jorden, i menneskelivet, ikke en skarp skelnen mellem det åndelige som det rene og ophøjede og det fysiske som noget mindreværdigt. Nej, livet er skabt af Gud og som en kristen er man overbevist om, at dette liv leves for Kristus. Ideelt set er hele livet liturgisk. Samtidig vil man, især hvis man lytter til hvad tidligere generationers menighedsmedlemmer har nedfældet i deres levnedsløb, kunne forvisse sig om, at livet i det hinsides, eller som det siges i ”i den menighed, der er hos ham derhjemme,” dette evige liv, er målet for ethvert menneske.
Modsat er også søndagens gudstjeneste en del af hverdagen. Man kunne sige, at tærsklen mellem hverdag og gudstjeneste ideelt set ikke skulle være til at falde over. Man kan da også konstatere, at rent fysisk ligger gulvet i Christiansfelds Sals-hus i gadeniveau. Hele kirkens indretning peger i retning af, at en gudstjeneste er en del af dagliglivet, tilgængeligheden er ligetil. Liturgibordet står midt i lokalet, er kun minimalt hævet over gulvet, af praktiske årsager. Der signaleres fællesskab og imødekommenhed.
Umiddelbart vil mange nok være enige om, at Christiansfeld har en række æstetiske kvaliteter. Hele situationen med den centrale kirkeplads, hvor Sals-huset tiltrækker opmærksomheden, det hus hvor i gudstjenesten og det åndelige liv mest intenst leves, det at man derfra bevæger sig ud i forretnings-områderne og boligområderne, indtil man til sidst kan ende på Gudsageren, denne helhed kan opleves at have æstetiske værdier. Det æstetiske kan betragtes som opfattelsen af en struktureret følelse, det har sin egen værdi, som mange vil sætte pris på ved et ophold i byen. Med enkle virkemidler formåede byens arkitekter og håndværkere at skabe en helhed, der kombinerer funktionalitet med skønhed.
Kor-systemet.
Det er ikke ualmindeligt, at mennesker med et begrænset kendskab til menigheden, tror at Brødremenigheden er en ”katolsk orden,” eller noget lignende; byen benævnes jævnligt i litteraturen som en klosterby. Nu er menigheden jo oprindeligt opstået i en reaktion til den katolske kirke, den er ærke-protestantisk, men alligevel kan det være muligt, i en vis udstrækning, at undskylde denne forståelse. Årsagen er den opbygning af menigheden, som blev udviklet i årene efter grundlæggelsen af Herrnhut. Kernen er det såkaldte korsystem. Ethvert medlem af menigheden blev optaget i et ”kor,” altså en gruppering inden for menigheden, afhængig af alder, køn og ægteskabelig status. De kor, der var de vigtigste var de ugifte søstres kor (ofte kaldet Søstrekoret), de ugifte brødres kor (Brødrekoret), drengenes kor, småpigernes kor, ægtefolkenes kor og enkekoret. Typisk ville et barn efter konfirmationen blive optaget i enten Søstrekoret eller Brødrekoret. Når eller hvis man blev gift, flyttede man over i Ægtekoret for eventuelt slutteligt at ende i Enkekoret. Der findes intet korhus for enkemænd. Der er flere årsager. Hvis en mand blev enkemand ville han ofte gifte sig igen. Mænd lever notorisk ikke gennemsnitligt slå længe som kvinder. Enkemænd kunne også i visse tilfælde flytte ind i Brødrehuset. Inden for de enkelte kor var der så mindre grupper, i hvilke man var tæt knyttet til hinanden, et netværk, som fungerede som en åndelig, men også disciplinær enhed. Søstrekoret, Brødrekoret og Enkekoret holdt til i særligt indrettede bygninger. Disse bygninger, f.eks. Søstrehuset er en vigtig og fremtrædende bestanddel af en Brødrekoloni. Det er tydeligt i Christiansfeld, hvor korhusene hører til blandt de største og mest fremtrædende huse.
Et korhus fungerede som en social og økonomisk enhed og som et vigtigt åndeligt fællesskab. Selve inddelingen i kor var en vigtig faktor for at føre menighedstænkningen ud i livet. Menigheden, fællesskabet, var en afgørende faktor. En pietistisk kristendomsopfattelse, hvor fromhed spiller en rolle, vil naturligt interessere sig for, i hvilken udstrækning menighedens medlemmer levede i overensstemmelse med idealerne. Ikke for kontrollens skyld, men ofte ud fra en ægte overbevisning om, at et menneskeliv levet i med bøn, sang og under kristen forkyndelse, er det mest fordelagtige. Dette kaldes fromhedens praksis (praxis pietas). Men Brødremenigheden skiller sig ud fra adskillige andre kirkeretninger ved, at denne fromhedens praksis kobles sammen med en synlig, jordnær og tilsyneladende konstruktiv aktivitet, nemlig opførelsen af en by, og efterhånden en række håndværk og andre erhverv. Denne aktivitet blev set som en del af fromhedens praksis, og som tidligere fortalt, var det forstået som det liturgiske liv.
I de særlige korhuse var det så muligt i endnu større grad end i et mere traditionelt familieliv, at leve liturgisk. Man spiste sammen, man sov på store sovesale med mange senge i hver, man var engageret i korhusets virksomheder, man var en del af korets fælles økonomi. Derudover var der andagter, ”Singstunden,” læsegudstjenester og andre fælles opbyggelige forsamlinger, alt sammen inden for korhusets rammer. Og så var man en del af det større fællesskab, som menigheden udgjorde. I et endnu større perspektiv var man medlem af Unitetet, altså den til stadighed voksende internationale Brødrekirke.
Kor-systemet eksisterer ikke mere. Korhusene anvendes nu til andre formål, ligesom menighedens økonomi nu fungerer på andre præmisser. Kor-systemet blev gradvist afviklet og var ved slutningen af 1800-tallet praktisk talt ophørt.
Menighedens fællesskab.
Fællesskabet i menigheden er generelt en kvalitet, der opfattes som værdifuld af menighedens medlemmer. Inden for menigheden giver det sig udtryk i omsorg for hinanden, i en interesse for andre medlemmers ve og vel, men også i at en række praktiske opgaver løses. Om end kor-systemet som institution ikke er aktivt længere, kan man stadig spore reminiscenser. Ved søndagens gudstjeneste i dag vil der normalt være en kvindelig salstjener i søstresiden og en mandlig salstjener i brødresiden af kirken. De brødre, der er salstjenere leder og fordeler selv deres del af arbejdet, og det samme gælder for søstrene. Både kirkekoret og basunkoret er eksempler på fælles foretagender. I det hele taget er fællesskaber ofte centrede omkring løsning af opgaver. Og opgaverne har været og er mange. At bygge byen Christiansfeld, hovedparten inden for en periode på ca. 20 år, er selv med nutidig målestok en præstation. Diaspora-arbejdet, altså det opsøgende åndelige lægmands-arbejde, som især fandt sted i 17-og 1800-tallet rundt omkring i Danmark, var nok individuelle medlemmers fortjeneste, men deres baggrund i menighedens fællesskab gav dem muligheden for at drive deres virksomhed. Og måske især var ydre missions arbejdet betinget af, at menigheden som en gruppe stod bag ved. Byen og menigheden vil fremstille udstyr og andre fornødenheder til missionærerne, man ville sende det ud til de fjerne steder, man læste missionærernes beretninger op i menigheden og man tog missionærerne med i sin forbøn. Selv i dag er en ikke uvæsentlig fælles opgave i menigheden at støtte missionsarbejdet, der udføres gennem Brødremenighedens Danske Mission.
Flytning mellem menigheds-byer
Ser man uden på og inden i Christiansfelds huse, kan man finde tegn på, at medlemmer flyttede ud og ind ad husene. Man vil specielt lægge mærke til de forholdsvis brede trapper, et af de bedste eksempler er trappen i Søstrehuset. Disse trapper var så brede, at man forholdsvis let kunne flytte møbler op og ned. Selv om de ugifte generelt nok ikke havde meget flyttegods, havde man dog altid noget.
Det kunne for eksempel blive et problem, hvis der var f.eks. to smedemestre i byen, fordi virksomhederne ikke var baserede på indbyrdes konkurrence, men på Opsynskollegiets og til tider Ældsterådets kontrol. I sådanne tilfælde ville man forsøge at finde en anden by en af de to mestre kunne slå sig ned i og drive virksomhed. Det forhindrede ikke, at man konkurrerede med virksomheder uden for menigheden. Opsynskollegiet og Ældsterådet gav tilladelser til enten enkelt-personer eller til kor til at drive forskellige virksomheder. Denne økonomiske model har nok betydet en del for byens udvikling, idet håndværkernes kvalitetsbevidsthed generelt blev højnet for at tilfredsstille Ældsterådet, altså blev håndværk og andre produkter af høj kvalitet og dermed salgbare.
De økonomiske modeller for brødremenighedsbyer udviklede sig i løbet af tiden. Da Bethlehem i Pennsylvania, USA blev grundlagt i 1741 var det i begyndelsen en by uden mulighed for privat ejendomsret, alt tilhørte menigheden. Efter cirka 20 år opgav man denne model og indførte en vis privat ejendomsret. Christiansfelds økonomi var en blanding af privat ejendom og menighedsbesiddelse.
Gemeinlogiet, hotellet.
Gæstfrihed er en dyd, som i mange kulturer er afgørende for samkvemmet mellem stammer, familier og andre grupper. I det bibelske univers er gæstfriheden fremhævet som en naturlig del af det at være en kristen. Når det i en brødremenighedsbys idealplan er nævnt, at der skal være et hotel eller mere korrekt, et menighedsgæstehus (Gemeinlogi), er det dermed understreget, at gæstfrihed regnes højt i Brødremenigheden. Selve menighedens struktur var dog også med til at begrunde, hvorfor man ville have et gæstehus. Man havde brug for at kunne tilbyde overnatning til menighedens venner, som kom på besøg i Christiansfeld. I koncessionen fra 1771 nævnes det, at menigheden får tilladelse til at opføre en gæstgivergård og i øvrigt også et apotek.
I begyndelsen var det principielt kun menighedens medlemmer og medlemmer fra andre menigheder, der måtte opholde sig i byen om natten og derfor var det nødvendigt at kunne tilbyde overnatningsmuligheder i byens udkant. I midten af 1800-tallet blev gæstehuset eller gæstgivergården til et hotel og har siden fungeret som sådan. Efterhånden bosatte også ikke-medlemmer af menigheden sig i byen og i forbindelse med anlæggelsen af hovedvejen ind gennem byen blev trafikken forøget.
For Brødremenigheden er hotellet ganske vigtigt. Tanken om at kunne tilbyde både menighedens gæster og andre logi lever videre. Der kommer jo mellem år og dag mange turister til Christiansfeld. Men menigheden vil egentlig hellere tale om gæster end om turister, fordi en gæst jo kommer for at besøge og dermed forhåbentlig få et positivt udbytte af sit besøg. Det er derfor stadigvæk menighedens håb, at besøgende i byen vil opfatte sig og lade sig opfatte som gæster. Med denne indgangsvinkel skulle en besøgende også have gode muligheder for at få et positivt udbytte af sit besøg.
Menighedens og byens virksomheder.
Brødremenigheden byggede som bekendt byen, men det har jo kostet penge. Ifølge koncessionen for Christiansfeld, som blev givet i 1771 og som præciserede den aftale, der var indgået mellem den danske stat og Unitetets direktion, havde menigheden 10 års skattefrihed og de fik i denne ti års periode et statstilskud på 10 % af byggesummen. Man fik toldfrihed for materialer, som skulle bruges i byens fabrikker de første ti år, man måtte sælge de producerede varer i Danmark og Norge i samme periode uden at skulle beskattes, og man måtte endda eksportere varer ud af landet uden at betale told. Det hjalp selvfølgelig til at sætte udviklingen i gang, men var ikke i sig selv forklaringen på, at man kunne bygge byen, og slet ikke forklaring på at byen kunne fungere mange år frem i tiden. Der er ingen tvivl om, at økonomien har gået op og ned, man har været afhængig af de skiftende konjunkturer, som alle andre. Det har også haft indvirkning på de økonomiske forhold og muligheder, at Christiansfeld ligger i den del af Sønderjylland, der var indlemmet i Tyskland fra 1864 frem til 1920.
Man etablerede en række virksomheder. Nogle var ejet og drevet af private, andre var korhusenes virksomheder. Meget tidligt havde man snedkere, tømrere, skomagere og en skrædder i Brødrehuset og man ved, at hurtigt derefter var der bageri, garveri, klejnsmedje, pottemageri og et glarmesterværksted. I Søstrehuset var det typisk uld-spinderier, bomulds-spinderier, linnedfremstilling og silkebånds-fabrikation foruden strik-og systuer. Der fandtes desuden private virksomheder til dels inden for de samme fag og håndværk. Andre virksomheder, der kan nævnes er hattemageriet, lysestøberiet, sæbesyderiet, pudder-fabrik samt fremstilling af segllak og tilberedning af fjerpenne. Alle disse virksomheder fandtes i byen inden år 1800.
Et relativt stort handelshus Spielwerk & Companie udviklede sig. Det var ejet af menigheden men drevet af købmænd, der havde kontrakt med menigheden. C. L. E. Spielwerg udviklede i høj grad handelshuset, hvor en lang række varer, både tøj, men også i høj grad isenkram var til salg. En ”Tobaks-Fabrique,” som fik en betydelig produktion, blev etableret og på Tyrstrupgård havde man indrettet bryggeri og brændevinsbrænderi.
Nogle virksomheder, f.eks. spinderierne, fungerede bedst i begyndelsen, idet de nød godt af skatte-og toldfriheden. Andre former for virksomheder fungerede jævnt hen i mange år, fordi de fremstillede varer, der altid var brug for i en eller anden udstrækning, f.eks. garveriet og bageriet. Atter andre håndværksvirksomheder kunne udvikle sig over en længere periode, ofte fordi kvaliteten var relativt høj. Inden for nogen områder var kvaliteten kendt i et større område, man kunne sige, at den eller den ting ”var så god, som var den fremstillet i Chrsitiansfeld.”
Menigheden som sådan har ingen virksomheder i dag. De forsvandt i takt med at korhusene ophørte med at fungere som sådan. Hotellet, som ejes af menigheden, er forpagtet ud til en forpagter, der driver hotellet som egen virksomhed. Der er enkelte begrænsninger på, hvad der må foregå i hotellet. Det er f.eks. svært at forestille sig, at der blev indrettet diskotek i hotellet. Bageriet (der er faktisk to bagerier og en fabrik), der fremstiller honningkager, er kendt langt uden for bygrænsen. Det første honningkagebageri begyndte i det små. I 1799 blev det overtaget af en tidligere parykmager, der altså blev bager, da parykkerne var blevet umoderne. Bager Achtnich gjorde honningkagerne kendte.
Et gammelt håndværk, som ikke bare har overlevet, men som lever i bedste velgående, er fremstillingen af kakkelovne. De karakteristiske Christiansfeld Kakkelovne er som nævnt i Holks Handelsspejl 1780 ”brugelige Leer-Træk-Ovne, for derved at spare Brændeved.”
Efterhånden har erhvervslivet i Christiansfeld udviklet sig til noget, der mest ligner erhvervsliv i andre byer af lignende størrelse. Der er dog stadig et forholdsvis stort antal butikker i byen.
Haverne.
Nogen har kaldt Christiansfeld for Danmarks første grønne by. Kirkepladsen, byens centrum er iøjnefaldende med lindetræerne, som omkranser pladsen, der er dækket af græs over det meste af arealet. Gudsageren, også omkranset af træer opfattes som primært grøn, selv om det er iøjnefaldende, at selve arealet ikke er græsdækket.
Der udover er der haverne, som ligger bag ved husene. De er ikke mere så store, som de var fra begyndelsen, man har igennem årene skilt dele af haverne ud og disse arealer er så blevet bebygget. Men det grønne er stadig i vid udstrækning intakt og er med til at gøre byen til det den er. I adskillige haver var der havehuse, hvoraf nogle stadig er bevarede.
Haverne havde flere funktioner. Nyttehaverne blev udnyttet til dyrkning. Haverne var normalt indrettet sådan, at der var en prydhave tættest på husene, det var her lysthusene var placeret. Længere væk fra husene var nyttehaverne og bevægede man sig endnu længere væk fra husene ville man komme ud i det åbne land, til marker og skove. Man kan altså se, hvordan man ved at vandre fra byens centrum, kirkepladsen, til byens huse og videre derfra, væk fra byens centrum gennem haverne ville gå fra det meget strukturerede og kultiverede ud til det ukultiverede. Man kan tale om en bevægelse fra kultur til natur, eller forsigtigt tale om en bevægelse fra kosmos til kaos.
Der har uden tvivl ligget en række overvejelser til grund for byplanen i en Brødremenighedsby. Det har været vigtigt at skabe en by, som kunne være ramme om et liv, der kunne leves i mange facetter. Troen på Frelseren er det centrale, det evige og uforanderlige er illustreret ved kirkepladsen og kirken. Men troen, det åndelige kan ikke adskilles fra det menneskelige, søndag og hverdag hænger jo sammen, og dette forhold kan man se illustreret i byens indretning. Derfor er der ikke langt fra kirkepladsen til urtehaven, derfor skal man egentlig, når man står på kirkepladsen, kunne se helt ud til naturen. Man kan lægge mærke til, at står man på Lindegade eller Nørregade, er udsynet vest på bevaret, man kan se helt ud i horisonten. Dermed har man bogstavelig talt livet inden for synsvidde, det liv, der både indeholder en åndelig dimension og en meget jordbunden, naturlig dimension. Haverne er således med til at skabe den helhed, der kvalificerer livet som noget værdifuldt. Skabningen, det naturlige har en værdi i sig selv; godt håndværk, et solidt stykke arbejde, udført i et fællesskab af mennesker er med til at give livet indhold.
Det er selvfølgelig en tolkning, som på den ene side har belæg i historiske kilder, der viser Zinzendorfs overvejelser om byernes indretning inspireret af 1600-tallets utopiske byer, men som på den anden side er en plausibel tolkningsnøgle for et moderne menneske, der søger helhed i livet. Haverne og de andre grønne elementer er illustrationer af det liturgiske liv. Det er altså vigtigt at bevare og fastholde det grønne element i byen.
Menigheden i Christiansfeld i dag.
Christiansfeld hører til blandt de absolut bedst bevarede Brødrekirkebyer. Det er vigtigt for menigheden, at byen betragtes som en arv, videregivet ned gennem generationer. Menigheden har en ansvarlig forvaltning af arven som en af sine opgaver. En sådan forvaltning indebærer en bibeholdelse af ejerskabet hvilket samtidigt forpligter menigheden på at restaurerings-og vedligeholdelsesopgaver udføres med hensyntagen til husenes bygningsmæssige og arkitektoniske struktur. Forvaltningen må ligeledes ske i samklang med menighedens principper om at medlemmernes arbejds-og idemæssige ressourcer gives mulighed for anvendelse. Menighedens Ældsteråd bestræber sig på at leve op til sit husholder-ansvar.
Beboere, lejere og andre, der til dagligt benytter menighedens bygninger opmuntres til aktiv medleven i egne fysiske omgivelser, således at de føler medansvar for husene, haverne og omgivelserne i øvrigt. Der er bred enighed om, både inden for menigheden og blandt mange af byens andre brugere og indvånere, at bykernen, inklusive menighedens bygninger bør indeholde en blanding af lejligheder, butikker, erhverv, kontorer, institutioner som skole og børnehave, foruden bygninger anvendt til menigheds-formål her i blandt, kirke, korsale, museum osv. Huse, pladser, haver og øvrige fysiske omgivelser bør med deres beliggenhed, vedligeholdelses-standard og daglige anvendelse forstås som rammer for et miljø, der i sammenhæng med menigheden, er med til at øve en positiv direkte og indirekte påvirkning på samfundet.
Brødremenigheden i Christiansfeld konstitueres som menighed som enhver anden kristen kirke, som en del af et universelt fællesskab. Bygninger og anden fast ejendom er de givne rammer for menigheden, og skal fortsat være det. Der er mange ting, der er anderledes end for 230 år siden; menigheden har ændret struktur, samfundet har udviklet sig, og byen har derfor også ændret sig. Men ligesom der er ting, der ændrer sig livet igennem, er der også ting, som ligger fast.