– og på salmebokens forside står : Christus er bleven os af Gud til Viisdom og Retfærdighed og Helliggjørelse og Forløsning. 1. Cor : 1,30″. Christiania 1829. Trykt hos Chr. Grøndahl. G.L. Fehr.
FORTALE.
Den christelige Sang er en uudeblivelig Livs-Yttring hos dem, der ved Guds Naade have faaet en levende Fornemmelse af deres Kald i Christo Jesu til Guds Rige, og formedelst Troen paa ham bekjende sig at være Gjester og Udlændinge paa Jorden.
Hvor der findes saadanne Mennesker, der vil altsaa af Nødvendighed fremkomme christelig Sang; men at denne Sang alligevel har sin Tid, at ikke enhver Tidsalder er den lige gunstig, det lærer Erfaring.
Efter Reformationen opvaktes i Tydskland, og efterhaanden ogsaa i vort Norden, en ny og kraftig Sangens Aand, og yndig var endnu denne Sangs Efterklang i Begyndelsen af det attende Aarhundrede. De Christensange, som da fremkom, ville med mange Ældre stedse beholde deres Værd, om end en stor Forandring i Sproget har gjort dem mindre brugbare.
I en senere Tid, da den christelige Harpe var bleven taus, er ofte det Ønske blevet yttret, at de Bedre af de gamle Christensange maatte omarbeides efter et nyere Sprogs Fordringer, eller som det undertiden udtryktes, «efter Tidsalderens Tarv«.
For dette Ønske laae uden Tvivl ofte et Savn til Grund, som de Christne smerteligen maatte føle, men som Gud alene kan afhjelpe. Meget forskjelligt maatte et saadant Ønske forstaaes i en Tid som de
– II –
sidst afvigte 4 eller 5 Decennier, og at det virkelig forstodes forskjelligt, derom vidne de Forsøg, som ere blevne gjorte til deres Opfyldelse.
Det samme Ønske vedbliver endnu at yttres, og er ganske nylig igjen bleven udtalt i Norge med følgende sande Bemærkning : «Psalmer, somfor 100 Aar siden bleve sungne med Andagt – ville ikke uden alle Anstød kunne synges nu, fordi Smagen for det Fine og Skjønne er foranderlig, og fordi Tanken nu forstaaer at udtrykke sig i et renere og klarere Ord end da» («Gjenlyd fra Fjeldet af Christ-Kirkens Røst. Christiania 1829»). (Man kunde vel tilføie : «Fordi Christensangen ved Trykken ligge aaben ogsaa for dem, hvis Hjerte endnu ikke kan deltage i den, og fordi hiin Fortidens beskedne Ærbødighed har aftaget, der ikke fordristede sig til, af uhældigen valgte Udtryk at tage Anledning til Spot, naar Talen var om Menneskets vigtigste Anliggende og om Ham, for hvis Domstoel Menneskene skulle gjøre Regnskab for ethvert unyttigt Ord, de have talet»).
At de, som offentligen ytre hiint Ønske, repræsentere Tusinder, som nære det, kan med Rimelighed antages; thi uagtet de ældre Psalmebøgers Mangler, anskaffes de endnu hyppigen til huuslig Opbyggelse paa Steder, hvor de ikke mere ere i offentlig Brug, og neppe er det det forældede Sprog eller det urigtige Versemaal, der gjør dem saa elskede.
Hvor saare vanskelig imidlertid den saa ofte ønskede samvittighedsfulde Bearbeidelse af de gamle Psalmer er, derom kan alene den dømme, der selv har forsøgt et
– III –
saadant Arbeide. Man fastsætter, og bør fastsætte eengang for Alle, at Forandringerne angaar Formen alene — ((notes begynnelse : aldeles uden Undtagelse er denne Regel ikke. Skjønt den christelige Sang i det Væsentlige stedse maa blive den samme, hvis den ikke skal ophøre at være christelig, saa kan dog eet og andet Tillæg, især til dens exhortative (overtalende/overbevisende/red.) Deel, til een Tid være hensigtsmæssigt og gavnligt, og til en anden Tid ikke. Naar f. Ex. de ældre Sangere vilde advare imod at stole paa egne gode Gjerninger, og derhos specificerede saadanne Gjerninger, som i deres Dage almindeligen kaldtes gode, og under visse Betingelser til enhver Tid kunne være gode : saa kunde slige Advarsler være meget vel anvendte i en Tidsalder, da Enhver følte Trang til Noget at stole paa, og da man, hvis een Støtte brast, derved fandt sig nødsaget til, at see sig om efter en Bedre. — Men hvis der siden kommer en Tid, da hine gode Gjerninger skulle hedde gammeldagse Griller og Svagheder, da det bliver Tone at stole paa Ingenting, da selv den Betænkning, om man skulde trænge til Noget at stole paa, maa afvises fordi den ikke er morsom — naar Morskab bliver Slægtens Element, og Tilværelsens Forglemmelse det eneste bekjendte Præservativ imod den indre Orm — naar hiin frygtelige store Tid kommer, om hvilken Lichtenberg spaaede : «Dann wird des Ernstes saurer Schweiss von jeder Stirne abgetrocknet werden» («da vil alvorets sure svette tørkes av på hver panne»/red.) — naar det ikke mere gjelder for Afsindighed, endog gyngende over Dødens Svælg, at gøgle sig ind i Selvforglemmelse — da ville vel dog de ældre Advarsler, imod at stole paa disse og hine gode Gjerninger, være saare utidige. Ikke alene maa den christne Sanger, hvis Forgængere kunde tænkes at synge for Alle og Enhver, i en saadan Tid nøies med, at synge for dem, der paa deres Reise ønske sig et Maal at reise efter; men ogsaa Enhver, der vil see sig om efter et Herberge, førend Natten kommer paa, maa da alvorligen mindes, hvor den Vei, som de Mange vandre paa, fører hen, og har da Intet videre at sige, end : «Farvel ! jeg har nødvendige Forretninger». Den demonstrerende Tone, som de kjere Gamle vare saa tilbøielige til, vilde i en saadan Tid være ilde anvendt. Da maae Demonstrationen overlades til hiin uforkortede Haand, som da visseligen ikke kan være langt borte, og som pleier at skrive sine Demonstrationer i Historiens Bog med saadant Eftertryk, at det kjendes paa alle dens Blade. Da kan det let hænde, at den, der har sine Brødre altfor kjer, til at kunde see med kold Ligegyldighed paa sin Tidsalders farlige Stræben, bliver derover udraabt for Slægtens Fiende, for intolerant, og hva de Navne alle hedde i den store Steenhob, af hvilken der gribes iflæng og kastes imod en uvelkommen Sandhed. Da faaer en Menneskeven indtil videre at trøste sig med følgende Erfaringssandhed : «Jo længere en døbt Slægt bortfjernes fra Christo, desto vissere maae den tilbage til ham igjen, thi der er ikke Salighed i nogen Anden, og det Salighedssavn, som ligger i det faldne Menneske, kan vel ved enkelt Tidsalders Stemme overdøves, men ikke udslettes, og aldrig kan dette Savn tilfredsstilles ved noget Andet, end ved Ham, i hvem Livet er, det Liv, som er Menneskets Lys» (notes slutt)).
; men ofte finder man ved en erkjendt Nødvendighed af Formens Forandring intet Raad til dennes Udførelse uden noget Tab af den gamle Psalmes forunderlige Kraft.
Ja, naar man har virkelig Poesie for sig, hænder det ofte, at man ikke kan blive enig med sig selv om, hvormeget der tilhører blot Formen. Endnu mindre kunde man haabe at blive enig herom med Flere, og allermindst med alle dem, man ved sit Arbeide ønsker at tjene.
Ofte bliver der ingen anden Udvei, end med Bedrøvelse at afstaae fra een og anden kjer gammel Psalmes Bearbeidelse, som man gjerne havde taget med, men som man ikke formaaer at bringe i reent Metrum hvilket dog den nærværende Tid synes at kræve.
– IV –
Det private Arbeide, som herved fremtræder til Privat-Brug, har i flere Aar været under Overveielse; men det Haab, at Savnet maaskee snart vilde afhjelpes ved en anden og mere hældig Haand, er Aarsag i, at dets Udførelse ikke paabegyndes førend 1827.
Arbeidet er skeet under Bøn og Herrens Paakaldelse, og under megen Frygt for, at dets egentlige Formaal, Sjelenes Opbyggelse, i noget Stykke maatte forfeiles; men ogsaa under megen Opmuntring ved den christelige Sangens Aand, som i den nyeste Tid saa yndigen bevæger sig i Tydskland, bebudende for Troen Morgenrøden til en nye Menneskens-Søns-Dag, og opvækkende det Haab, at en lignende Vederqvægelsens Tid fra Herrens Aasyn ogsaa kunde forestaaes os Nordboere.
Det Bekjendtskab med Sveriges christelige
– V –
Psalmebog, som Arbeiddet gav Anledning til, var en Vederqvægelse, der ikke lidet bidrog til dets Fuldførelse.
Forsaavidt som Samlingen skulde udgjøre et Heelt, det er, indeholde Noget af enhver Rubrique i den christelige Sang, har man søgt at følge som Mønstre følgende Samlinger :
a) «Gesangbuch der evangelischen Brüdergemeinen. Barby 1778».
b) «A collection of Hymns for the use of the protestant church of the united Brethren. Manchester 1809».
c) «Den Swenska Psalm-Boken. Af Konnungen gillad og stadfästad. År 1819».
d) «Liturgische Gesänge der evangelischen Brüdergemeinen. Gnadau 1824».
Særdeles mange Psalmer i nærværende Samling ere frie Oversættelser af den Førstnævnte blandt hine 4 Bøger, og ligesom denne i den nyeste Tid er bleven temmelig
– VI –
almindelig Huusandagts-Bog iblandt tydske Christne, saalede haaber man ogsaa med nærværende Arbeide at tjene en større Kreds af Christne end den, man har havt nærmest Hensyn til, nemlig Brødremenighedens Medlemmer og Venner.
Endeel Oversættelser fra Svensk findes her; men da de fleste Psalmer er af tudsk Oprindelse, saa vilde den kyndige Læser undskylde enkelte Germanismos, som uagtet al anvendt Flid maatte have indsneget sig.
Endeel Plsalmer ere ganske nye, og om dem han man naturligvis her Intet at sige, uden at de ere skrevne med det hjertelige Ønske, at de maatte være fremkommet i rette Tid. Til disse nye Psalmer høre blandt Andre : Forældres Hjertesuk, Vuggesange og Barnesange No. 303 til 320, hvilke er oprundne af det vederqvægende Haab, at en naadig Besøgelsestid fra Herren forestaaer den Slægt, som skal komme efter os.
Ved Bearbeidelsen af Psalmer, som før have været oversatte i vort Sprog fra Tydsk, har man troet at burde holde sig mere til den tydske Original, eller til tydske Forbedringer af samme, end til den ældre, ofte ikke hældige, altfor ordrette, og for Versemaalets Skyld ny tildeels ubrugbare Oversættelse.
Exempler herpaa finder Læseren No. 17, 75, 111, 121, 128, 147 (det vil maaske være een og anden Læser kjert at vide, at No. 147 er en Oversættelse af vor kjere Luthers første Psalme) , 204, 239, 246, 357 og 259.
Reent Metrum var vel en ufravigelig Regel, dog har man i enkelte elskede gamle Psalmer ikke taget det ganske nøie med Stavelsernes Qvantitæt f. Ex. Begyndelsen af 158 og 221.
At Bogen skulde finde Alles Bifald, der er ligesaa lidet
– VII –
at vente som det er fornødent. Man ønsker og haaber kun, at den maae smage dem, hvis Borgerskab er i Himmelen, og som derfra vente Frelseren, den Herre Jesum Christum; og naar Disse ikke begjere at stride med Nogen, der i Smag afviger fra dem, saa synes det paa den anden Side billigt, ogsaa at lade dem beholde deres Smag for sig.
De, der finde, eller mene at finde, paa denne Jord Alt hvad de ønske sig, de behøve jo kun, at lade en Bog være ulæst, som fra Begyndelsen til Enden aander Haab om et bedre Hjem, og overalt udtaler en Længsel, hvis fulde Tilfredsstillelse alene kan ventes i den Stad, som haver Grundvold, hvis Bygmester og Forarbeider er Gud.
At de, der ere grebne af hiint Haab, og af denne Længsel, derved skulde blive mindre skikkede til det nærværende Livs vigtige og fornødne Sysler, der er ofte i en Frastand bleven sagt; men der gives mange Ting, hvis Virkning, naar de besees i Nærheden, findes modsat den Virkning, som man af Udseendet i en betydelig Frastand troede sig berettiget til at kunne vente af dem.
Man haaber, at Ingen vil forarges over, her at finde et nyere Sprog, end han var vant til i christelige Psalmer.
Indklædningen er her nye, fordi saadant ansaaes fornødent med Hensyn til den opvoxende Slægt, hvilken man stedse har havt for Øie.
Forresten indeholder Bogen under den nyere Dragt Intet andet end de dyrebare, ikke alene ældgamle, men evig uforanderlige Bibelsandheder, og videre end alene i Sproget, har man hverken begjeret eller anseet for tilladeligt, «at holde Skridt med Tiden», som det kaldes.
Lad end Bonden f. Ex. lære at bruge en beqvemmere Plov end hans Fader har kjendt, saa bliver dog
– VIII –
Hovedsagen uforanderlig, som er den, at han ligesom hans Forfædre maa lægge Sæden i Jorden, og der overlade den til en Guds Gjerning, som han ikke begriber. Lader han sig under Paaskud af en bedre Oplysning overtale til at gjøre nogen Forandring heri, saa faaer han ingen Høst. Det samme gjelder om det uforanderlige Bibelord.
Denne Harpe har, som Titelen hentyder paa, ikke flere end fire Strænge, og just derfor haabes den at skulle holde Stæmning i enhver Temperatur. Den er bestemt til at ledsage den Hjertes Sang : Christus er vor Viisdom, Christus er vor Retfærdighed, Christus er vor Helliggjørelse, Christus er vor Forløsning.
Hvad Melodierne angaaer, saa har man deels ikke kunnet indskrænke sig til de her i Norden Bekjendte, deels har man ønsket en større Afvexling, fordi Sangen bliver mindre levende, naar de samme Melodier altfor ofte forekomme.
Melodier, som den gode Smag maae finde uforenelige med christelig Andagt, har man søgt ganske at undgaae.
De Tal, med hvilke Melodien er tilkjendegivet over enhver Psalme, henvise til et Register sidst i Bogen, i hvilket de bekjendte Melodier ere anførte under deres sædvanlige ældre Navne. Melodierne findes i Christian Gregor’s Choralbog under samme Nummere, som de her have; men da denne maaskee her ikke er i Manges Hænder, saa vil der, hvis Omstændighederne tillade det, med Tiden blive tænkt paa Udgivelsen af en egen Choralbog til Harpen, i hvilken enkelte til Bogens Øiemed mindre passende Melodier, ville ved en duelig Musicus blive ombyttede med Andre.
Foruden Indgangs- og Slutnings-Psalmen findes endnu 4
– IX –
Sange i Bogen, i hvilke Melodierne afvexle, nemlig No. 200, 283, 284 og 285. Et Par i Norden bekjendte Melodier, som ikke findes hos Gregor, ere her satte over Psalmerne selv.
Til Vuggesangen No. 312 har man ingen Psalme-melodie vidst at finde, men dens Stavelsemaal siges at være temmelig bekjendt under en yndet nordisk, og til Vuggesang ikke upassende Melodie.
Rubriceringen kunde have været bedre, end den er; men denne Mangel henhører blandt de Mange, som det er lettere at indsee, end at undgaae.
Bogens Eiendommelighed bestaaer deri, at der neden under Siderne er henviist til de Sandheder i den hellige Skrivt, som ligge til Grund for Psalmerne. Ved det ikke just lette Arbeide at tilføie disse Henvisninger, har man ingen anden Hensigt havt, end at befordre Bekjendtskab med det dyrebareste, vi have paa Jorden, med Guds Bog og med dens Vidnesbyrds Klarhed og Enstemmighed.
At den yngre Slægt iblandt os ikke har større Trang til nogen Ting, der nævnes kunde, end netop til dette Bekjendtskab med det Ord, som kan gjøre vore Sjele salige, derom ville alle de Christne være enige, der have Evne og Leilighed til at kjende den nærværende Tidsalders Tarv og særegne Kaar.
Læseren være imidlertid ung eller gammel, saa skal han eller hun ikke komme til at fortryde den Umage, under Psalmernes Læsning tillige at have opsøgt, og i deres Sammenhæng gjennemlæst, de anførte Bibelsteder.
Dog især for eder, kjere unge Læsere med den usvækkede Hukommelse, er Udbyttet af denne Umage større end Nogen forud kan sige eder, forudsat, at I, som den salige Pontoppidan siger, sukke til Gud om hans Aands Oplysning, dernæst læse med Andagt
– X –
og med et villigt Forsæt at ville leve efter Ordet — og fremfor Alt — at I prøve ederes Hjerter efter dette Ord.
O I kjere Unge ! For eder især er dette Arbeide gjort af Een, som har været ung, og nu begynder at blive gammel, og som ikke anderledes kan tænke paa eder, end med kjerlig Deeltagelse.
Modtager her tvende Tankesprog, og overveier dem flittigt i eders Hjerter. Det ene hedder :
«I ere dyrekjøbte — eders Legeme og eders Aand høre Gud til» (1. Cor. 6,20)
og det andet Hedder :
«Verden forgaaer, og dens Lyst, men den, som gjør Guds Villie, bliver til evig Tid» (1. Joh. 2,17).
Herren skjenke Enhver ved denne Bogs Brug den Velsignelse, som man ved dens Udgivelse har søgt at befordre. Hans Rige udbrede sig iblandt os, Amen !
Christiania den 4de August 1829.