– “En Prædikensamling med Billeder og Biografier”. Norsk Forlagsselskabs Forlag. Kristiania 1909.
Pastor Christopher Larssen er født den 9de Juni 1861 paa Gaarden Færden pr. Hønefos.
Allerede i Barneaarene erfarede han alvorlige Kald og Dragelser fra Herren, saa han ofte var urolig og ulykkelig. Han brugte ofte i Stilhed, naar ingen saa eller hørte det, at bede til Gud paa sin barnlige Vis og følte Trang til at blive lykkelig i Jesus. Men som han vokste op og fik Kammerater, blev Herrens kaldende Stemme lidet paaagtet.
Hans Barndom henrandt stille og som almindelig er Tilfældet med vanlig Skolegang. Ved Konfirmationsalderen kom atter Herren til ham paa en mere kraftig Maade end nogensinde. Han erindrer, at den Dag, han sammen med den øvrige gudløse og lystige Ungdomsflok blev dreven hen til Nadverbordet, følte han sig aldeles uberedt og han gik bort ved Kirkemuren og græd over, at han i denne sin ligegyldige Tilstand skulde frem til Herrens Bord.
Men der var ingen anden Udvei dengang. I Konfirmationsalderen havde han faaet Plads i «Ringerikes Blads* Trykkeri, hvor han forblev i hele 8 Aar. Her havde han god Adgang til Læsning især i et til Forretningen hørende større Bibliothek, der indeholdt de mest bekjendte Forfatteres Værker. Især var det Skjønliteraturen, der bedst passede for ham og mest interessede hans urolige Sind.
Dette i Forbindelse med Kammerater bragte ham til at forsøge Verden og de Glæder, den maatte have at byde. Han ønskede at komme bort fra al denne Sjælsuro og Bekymring, der omtrent stadig havde udgjort hans Livserfaring. Han ønskede at drukne alle disse aandelige Rørelser og Brydninger, der kjæmpede i hans indre Sjæl. Han hengav sig derfor til Verden og havde gode Planer og Anlæg for at leve et lystigt og verdsligt Liv.
Men hans Hjertes indre Uro blev stadig større. Der svulmede paa Bunden af hans Hjerte en stadig Higen og Trakten efter noget, der kunde tilfredsstille hans urolige og fredløse Aand. Han havde ventet at finde Ro i Verden, men ak, der var ingen Fred og ingen Ro. Disse dybe Ønsker og hellige Længsler fra Hjertedybet kunde intet i Verden tilfredsstille.
Med en slig skuffet Hjerteerfaring, i en slig længtende og smægtende Sjælstilstand vandrede han henad Gaden en Søndagsmorgen. Just som han skulde gaa forbi Methodistkapellet i Hønefos, hørte han slige vakre Sangtoner lyde, idet nogen aabnede Døren og gik ind. I et nu fik han en stor Trang og Lyst til at gaa ind der. Han havde nok tidligere isammen med nogle andre Gutter gaaet paa nogle faa af Methodisternes Møder, for at holde Morro og engang blev han med de øvrige jaget ud fordi de havde nok holdt vel megen Morro. Men siden havde han ikke brugt at vanke iblandt det Folk. Han troede, hvad Religionen betraf, at Statskirken var selvfølgelig den eneste rigtige Kirke og Methodisterne og de øvrige Sekter var bare Vranglærere allesammen. Men nu greb Lysten ham til at gaa ind i Kapellet, saa rent uvilkaarlig og overvældende, at han gik med en Gang ind.
En gammel Kone kom og rakte ham en Salmebog og Forsamlingen sang just den Salme : I Verden findes ingen Føde, som mætte kan den arme Sjæl. Denne Salme gjorde et kraftig Indtryk paa ham. Den beskrev ligesom hele hans Sjæls indre Erfaring. Derpaa holdt Broder Pastor H. P. Bergh en hjertelig Prædiken over «Gud er Kjærlighed».
Skildringen af, hvorledes Gud elskede Verden gjorde et saa gribende Indtryk paa ham, at han i sin Sjæl lovede Herren der han sad, at han herefter vilde vælge Herren og vandre paa hans Vei og elske «ham, som havde elsket os først».
Han søgte en længre Tid forinden han kunde erfare, hvad Paulus siger i Rom 5, 1; thi han forestillede sig det at erfare Glæde over at være frelst ved Troen maatte staa i Forbindelse med noget Overnaturligt eller et høiere Under- værk. Men der han ligetil troede Forjættelsens Ord og tillige lovede Herren Troskab og saaledes ganske hengav sig til sin Gud og Frelser, da oprandt der et klart Naadelys i hans Sjæl og da fandt han Glæde, Ro og Tilfredshed ! Han kunde sige med Paulus : «Det gamle er forbiganget, se alt er blevet nyt» og istemme med Petrus : «Lovet være Gud, som har gjenfødt os til det levende Haab ved Kristi Opstandelse fra de døde».
Dette skeede om Vinteren 1877, altsaa i hans 16de Aar. Han blev saaledes ikke gammel paa Syndens Vei og Herren skal have Takken og Prisen og Æren derfor til evig Tid !
Ganske straks erfarede han en indre Drift og Tilskyndelse til at virke for Herren. Denne Trang blev ogsaa tildels tilfredsstillet, da han havde forholdsvis rig Anledning dertil i den Menighed, han vankede. Hans første Virkefeldt var Søndagsskolen og Arbeidet blandt de Smaa interesserede ham meget. Og desuden havde Menigheden mange faste Virkesteder og de ældre Prædikanter vilde gjerne have ham med sig og han sagde da gjerne nogle Ord bagefter paa sin hjertelige og ungdomsfriske Maade og Folket likte at høre lidt af «den unge Klokkeren», som de kaldte ham.
Om en Tid holdt han ogsaa Møde paa egen Haand og hverken Folk eller Velsignelse manglede. Den første Gang han talte fra Prædikestolen i Hønefos, kan han ikke glemme. Han syntes det var uudholdelig at alle disse mange kjendte Ansigter var rettede mod ham. Han vovede ikke at se ned i Forsamlingen, men saa kun opad og det var nok det bedste; thi det er jo ovenfra, at den fuldkomne Velsignelse kommer.
En anden Gang, som han ogsaa skulde prædike i Kapellet, havde han for Øiemedet lært en af Presten Hofackers udmærkede Prædikener aldeles udenad og han havde da til Hensigt paa Søndag at lade Tilhørerne faa en storslagen Tale. Søndagen kom og han gik paa Prædikestolen ganske freidig og fuld af Mod, selvfølgelig stolende paa sin «Udenad-lekse». Det gik bra med Sangen og Bønnen, men da han skulde til å prædike, var han ikke istand til at erindre Hofackers Tekst. Han havde i sin ivrige Læsning af Prædikenen, ganske forglemt Teksten, baade hvad den var og hvor den stod. Han begyndte nu paa Prædikestolen og blade i Bibelen efter Teksten og var ikke istand til at finde den og i sin Søgen efter Teksten, glemte han hele sin udenadlærte Prædiken. En slig Ild havde han aldrig været i. Han maatte bede Forsamlingen synge den sidste Salme op igjen og det Øieblik brugte han i ivrig i Bøn til Gud om Hjælp. Og Herren hjalp ham og der blev et velsignet Møde. Han lærte en alvorlig Lekse den Gang om at det er bedre og gaa til Gud i Bøn om det. man skal sige, end tilegne andres Prædikener.
Paa sin Fødselsdag (9de Juni 1880), da han fyldte den lovbefalede Alder for Udtrædelse af Statskirken, begav han sig til Sognepræsten og fik den Sag ordnet, hvorover han den hele Tid siden har følt sig overmaade vel tilfreds og lykkelig.
Han optoges som Medlem af Methodistkirken den 13de Juni 1880. Han blev samtidig Formaner og virkede som saadan i nogle Aar. Høsten 1883 flyttede han til Kristiania og indtraadte i samme Forhold i 1ste Menighed dersteds. I denne Menighed blev han Lokalprædikant. Han havde da sin timelige Beskjæftigelse i det Stenske Trykkeri, Kristiania.
Han virkede og deltog med Iver i denne Menigheds Virksomhed og streifede især omkring paa Moløkken og Bjølsen og holdt Møder eller Opbyggelser saavel alene som i Forening med andre Brødre og Herren velsigned ham og Sjæle frelstes.
Paa Opfordring af den pr. Ældste for Kristiania Distrikt, Br. L. Petersen, reiste han om Høsten 1884 til Kr.sund N. for at aabne en ny Gren af vor Kirkes Virksomhed der. Hans Opgave var især at forberede Stedet for fast Ansættelse ved første Aarskonferense, der skulde afholdes i Trondhjem (1885). Kristiansund blev saaledes hans første Virkeplads i Missionsgjerningen. Det var nok ikke saa greit for ham i en saa tidlig Alder at være den første Methodistprædikant i denne fremmede By. Her var han jo en Fremmed blandt Fremmede og omtrent alle holdt ham tillige for en Forfører og Vranglærer, der i Folkets Øine maatte modarbeides. Det var derfor med underlige Følelser, han steg iland i denne By. Men han satte sin Tillid til Herren og tog fat paa Gjerningen og Gud velsignede ham og gav ham Fremgang og Seier.
Det var hans salige Erfaring : «Naar Gud er med, hvo kan da være mod ?» Om sit Ophold i Kristianssund skrev han en længere Artikel i «Kr. Tid.» hvoraf hidsættes : Da ingen antagelig Sal eller andet større Lokale var at opdrive, begyndte han at samle Folket om Guds Ord omkring i Husene, der altid var fuldpakkede hver Aften, og endel kom ikke ind af Mangel paa Plads; vistnok var der trangt og kvalmt; men Herrens Saligheds Fryd fyldte vore Sjæle; flere blev frelste, og andre opvarmede. Men vi maatte have et Lokale forat kunne naa Mængden, men et saadant var ikke let at opdrive i denne By. Vistnok er her etpar Steder, men det ene var for dyrt, og det andet kunde vi ikke faa leiet. Totalafholdsforeningen har et meget pent og rummeligt Hus, som Br. Vahlstrøm har leiet flere Gange; men denne Forening staar i Taknemlighedsforhold til offentlige Indretninger, og disse truede Afholdsmændene med ikke at ville støtte deres Sag, dersom de oftere tillod vore Prædikanter at holde religiøse Forsamlinger der, hvorefter Bestyrelsen har nægtet saadant.
Efter mange Forsøg omkring i Byen efter Hus var mislykkede, henvendte han sig til en Sagfører angaaende Leie af et større Rum, der tidligere har været benyttet til Bankkontor. Det var en meget moderat og fri Mand, og han vilde gjerne, sagde han, være med paa at ønske Methodisterne al mulig Fremgang. Han leiede da dette Banklokale, der er beliggende i det mest befærdede Strøg i Byen. Her samledes vi nu om Guds Ord baade Søndagene som øvrige Ugeaftener. Folk spadserede ude paa Gaden og hørte Sang og Tale derinde, saa det vakte megen Opmærksomhed.
En Aften, som han skulde have Møde, og idet han gik ind, saa han endel standse og spurgte nogle Gutter, som stod udenfor : «Ka er det for noget her i Banken ? Er det Opbyggelse her ? Hvem holder den ?» «Det er vist «Papisten», var Svaret.
Lokalet var hver Gang fuldt af Folk, og Herrens Aand virkede kraftig paa Hjerterne; mange Sjæle var bedrøvede; de var trætte af Syndens Tjeneste og søgte Jesus; andre fandt ham, og deres Sjæle var fulde af Salighed.
Julen var en meget velsignet Tid, flere fortalte ham, at det var den bedste og herligste Jul, de havde tilbragt i hele sit Liv. Han forsøgte ogsaa at holde Nytaars-vaage; det var noget nyt her, og nogle, som ikke havde større Kjendskab til os, troede, at vi maatte være Katholiker Der kom mange Folk, endel af Nysgjerrighed; og Herrens Nærhed føltes mægtig af enhver, saaledes, at førend vi skildtes, var allesammen bøiet i Støvet for Herren og bad om Naade.
Under vor stille Bøn til Gud var endel saa beklemte, at de raabte og græd høit. Takket være Gud ! Flere blev alvorlig grebne den Nattens Time; unge og gamle lovede dybt bevægede, at de vilde søge Herren. En gammel Mand vidnede med Graad, at han havde tilbragt 60 Nytaarsaftener i Synden ; men dette var den første og mindeværdigste for ham i Samfundet med Herren. Tak ske Gud for alt !
Her i denne By forblev han blot til Aarskonferensen 1885, hvilken det Aar blev holdt i Trondhjem. Her blev han optaget paa Prøve i Eonferensen og ansat for Trondhjem i Forening med Pastor L. Dobloug. Aaret derpaa blev han sendt til Værdalen og Levanger for at aabne vor Kirkes Missionsvirksomhed paa disse Pladse. Dette var jo nye Pladse for vor Kirkes Arbeide og ukjendt, miskjendt og misforstaaet som vor Kirkes Gjerning var blandt dette fordomsfulde Folk, bragte ham adskillig offentlig som skjult og bitter Modstand især fra Præsterne. Men ikke desto mindre var Herren vor Gud med ham, og mange Sjæle blev vundne for Herren. Her forblev han i to Aar. En Menighed blev organiseret og Kapellet Bethania bygget. Huset havde en Værdi af 3100 Kr., og Gjælden paa samme udgjorde kun 1500 Kr. Ved hans Afreise talte Menigheden 34 i fuld Forening og 14 paa Prøve. Under sit Ophold paa Levanger virkede han meget paa Ytterøen, hvor en Vækkelse brød løs og mange frelstes.
Fra Levanger blev han sendt til Tromsø, der som ny Plads var blevet optaget ved Aarskonferensen i Kr.ania (1888). Han var nok ikke saa ganske tilfreds med at blive sendt saa langt bort til det nordligste Hjørne af vor Kirkes Arbeidsmark. Men i Tillid til den Gud, som allerede havde hjulpet ham til at plante vor Kirkes Fane paa de andre nye Steder, reiste han dog nordover og optog Arbeidet i Tromsø. Den, som forlader sig paa Herren, blir ikke beskjæmmet. Ved Herrens Naade og Hjælp fik han ogsaa her være til Velsignelse for mange Sjæle.
Efterat have virket her i 2 Aar og organiseret Menighed, der altsaa paa den Tid var den yngste Methodistmenighed her i Landet, blev han sendt til den ældste, nemlig Sarpsborg, hvor han forblev i 3 Aar. Her blev han ægteviet til Constance Marie Tholander, der har været ham en god saavelsom tro Medhjælp i alle Ting og med hvem han har levet bare lykkelige og velsignelsesrige Dage.
Efterat være bleven forflyttet til Skien og betjent denne Menighed i 3 Aar, blev han ved Aarsmødet i Sarpsborg i 1896 valgt til Bestyrer af vor Kirkes Bogforretning i Norge, hvilken Stilling, han ogsaa fremdeles indehaver.
Med Blikket paa Alt føler han til at sige, at med Salmisten, «Ikkun Godt og Miskundhed har efterjaget mig alle mine Livs Dage og jeg skal forblive i Herrens Hus indtil evig Tid !»