– “En Prædikensamling med Billeder og Biografier”. Kristiania 1909;
– fra s. 322 – 327 :
James Sanaker
er født den 30te September 1853 i Lier, nærved Drammen. Hans Hjem var anseet for at være et kristeligt Hjem. Faderen var af Haugianerne og var kaldt Læser, og var agtet for sin moralske og kristelige Vandel.
Hans Moder var en Søster af Johnsen, der samlede og udgav Johnsens Salmebog, og hans ældste Broder, Otto, viste megen Modtagelighed for Guds Indflydelse i en tidlig Alder og læste flittig i Faderens gamle religiøse Bøger. Efter hans Broders Udsagn havde denne Fred med Gud, da denne var blot 9 Aar gammel; men af vakte kristne var der ikke mange i Lier og da de ingen havde at holde sig til udenom Hjemmet, faldt denne snart i Verdens Selskab og mistede den Glæde og Fred, denne havde fundet i Gud og hans Ord.
James var ogsaa meget tidlig paavirket af den Sandhed, han hørte i Hjemmet og i Skolen. Med dyb Overbevisning om denne Verdens Forfængelighed og den tilkommende Dom og den derpaa følgende ulykkelige Tilstand for alle, som havde vandret den brede Vei, kunde han undertiden forlade sin Leg og sine Legekammerater og tænke paa de aandelige og evige Ting. Skjønt han i sin Sjæleangst allerede som Barn græd over sin Tilstand, saa hans Moder spurgte efter Aarsagen, betroede han sig dog ikke til nogen i den Tid og ingen saa og forstod hans Stilling, saa han forblev at være uden den Opmuntring og Veiledning, han saa saare trængte.
Tanken paa, at han maatte opgive sine Fornøielser og sin Leg med sine Barndomskammerater og at han som vakt kristen vilde staa næsten alene i Verden, holdt ham tilbage fra at overgive sig helt til Gud og han forblev at være uden Fred i Gud og uden Fred i Verden.
I 1867, da han netop var 14 Aar gammel, reiste Faderen med sine tre Sønner til Amerika. Deres første Bestemmelsessted var Richland County, Wisconsin, hvor de havde flere Slægtninge — Johnsens Sønner og Enke.
Pastor J.H. Johnson var den Tid Pastor for den lille Menighed dersteds, og Johnson var den første Methodistpræst han saa og hørte. Hans Broder, Otto, kom straks i Arbeide hos en Methodistfamilie i Orion, en nærliggende By, og der kom denne til Vækkelse og Fred med Gud igjen iblandt de amerikanske Methodister.
Hans Fader og hans Broder Martin, blev religiøst interesserede iblandt de norske Methodister og optagne paa Prøve af Pastor Johnson. Dette skete medens han opholdt sig hos en skotsk Familie omtrent midt imellem disse to Steder. Der, hvor han opholdt sig, var der ogsaa en Vækkelse iblandt de amerikanske Methodister, men da Familien, han opholdt sig hos, lidet interesserede sig derfor, kom han ikke rigtig ind under denne Vækkelses Ild.
Hans Broder, Otto, besøgte ham dog flere Gange og formanede ham til at søge Gud. De bad til Gud sammen og han begyndte vel at søge Gud paany, men uden at komme til noget sandt Alvor og Overgang.
Allerede den følgende Vaar reiste de til Freeport, Jowa (Iowa), hvor de alle samme Aar blev optagne som Medlemmer i fuld Forening i vor norske Menighed paa Washington Prairie. Skjønt han ved den Tid var alvorlig vakt og havde deltaget i flere Klasse- og Bønnemøder, gik der dog en længere Tid, inden han fik en klar Forsikring om Syndernes Forladelse og Fred med Gud. Ved at besøge den offentlige Skole i Freeport, fik de alle tre Brødre den Uddannelse, der fordredes forat underkaste sig ksamen som Lærere ved de almindelige Skoler. Da han var nitten Aar gammel, begyndte han saaledes som Lærer i Fillmore Co., Minn., og fortsatte dermed omkring 3 1/2 Aar.
Han følte, at hans Ansvar som Lærer gjorde det end mere nødvendigt for ham at søge Gud, og det var i denne Tid, nemlig i Oktober 1873, at Guds Naadeslys rigtig gik op for ham, og Herrens Fred fyldte hans Sjæl. Samme Aar modtog han Bemyndigelse som Formaner fra den amerikanske Methodistmenighed i Freeport, som de nu tilhørte, og Høsten 1875 fik han Bemyndigelse som Lokalprædikant fra den samme Menighed. I September samme Høst indtraadte han i vor engelske Høiskole i Evanston, hvor hans Broder, Otto, allerede havde været to Aar før ham.
Her læste han væsentlig Latin, Græsk og Mathematik for ikke fuldt 3 Aar. Da hans Broder, Otto, ved denne Tid selv havde forladt Skolen og nu havde en stor Vækkelse paa sin Virkekreds, Norvay, Liland og Lee, ønskede denne, at han ogsaa skulde midlertidig forlade Skolen for at hjælpe sin Broder i at varetage Virksomheden paa denne store Arbeidsmark.
Da Pastor J. H. Johnson, som dengang var pr. Ældste paa Chicago Distrikt, ogsaa opfordrede ham dertil, forlod han saaledes Skolen forat blive sin Broders Hjælper. Som saadan blev han ogsaa ansat de to følgende Aar, og Tanken om at gaa tilbage til Skolen blev tilsidst opgivet. Hans Omgang med sin Broder og de mange nyvakte blev dog som en ny Høiskole for ham.
En Del af denne Tid var han dog borte fra disse Omgivelser for at betjene 1ste Menighed i Chicago, medens Pastor Johnson besøgte Norge i 1879 og senere igjen i Mellemtiden mellem Johnson og M. Hansen i 1880. I 1879 blev han saaledes anbefalt af nævnte Menighed til Optagelse paa Prøve i Wisconsin Conference. Ved vor norsk-danske Conference blev han i 1880 ansat ved 2den Menighed i Chicago, og i September det følgende Aar blev han efter Pastor Johnsons Opfordring og Ønske af Biskopperne Peck og Foss overflyttet til Norge.
Straks før sin Afreise indtraadte han i Ægteskab med Miss. Isabella Andrea Olsen fra Wankerha Co., Wisc. Deres Arbeide har i disse 16 Aar været anvist dem i Moss, Sarpsborg, Fredrikshald, Fredriksstad, Trondhjem, Kristiania og Stavanger. Medens han var i Trondhjem som Menighedsforstander for vor Menighed dersteds, havde han ogsaa som pr. Ældste Tilsyn med et Distrikt.
Ligeledes havde han Tilsyn med et Distrikt tre Aar af den Tid, han var i Kristiania. Forøvrigt var hans Virksomhed i Kristiania indskrænket til hans Gjerning som Lærer og Bestyrer for vor theologiske Skole, for hvilket han ogsaa besøgte de nærmeste Menigheder forat samle Midler til Skolens løbende Udgifter.
Herren har velsignet ham i hans Gjerning og Virksomhed, saa den har baaret Frugt. Hans kjære Hustru har staaet ham bi og været ham en sand Hjælp baade i lyse og mørke Dage. I deres Ægteskab har de havt fem Barn, hvoraf tre er døde og to lever. Da alle deres nærmeste Slægtninge er i Amerika, har de den hele Tid havt i Tanke at vende tilbage; men deres Kald og Pligt har hidindtil opholdt dem her.
Hvor deres Virksomhed i Fremtiden end vil blive, vil de nok aldrig glemme vor Kirkes Arbeide i Norge og de mange kjære Venner her.