– “En Prædikensamling med Billeder og Biografier”.
Fra s.
Pastor Johannes Olsen
er født i Sauggrænden (Saggrenda – 1/2 Mil i Vest for Kongsberg) den 3die September 1841. Hans Fader var Arbeider ved Kongsbergs Sølvværk. Forældrene var ikke kristne, men ordentlige moralske Folk, saa han fik en god, moralsk Opdragelse. Hjertet var fra Barndommen af modtageligt for Guds Ord.
I sit 13de Aar havde han en stærk Kaldelse fra Gud igjennem en Lægprædikants Prædiken og som fattede en saadan Godhed for den vesle Gutten, at han bad Forældrene om at faa ham. Han vilde opdrage ham, som sin egen Søn; thi han troede, at det vilde blive noget af ham med Tiden; men Forældrene vilde ikke give Slip paa sit Barn.
I sit stille Sind bad han dengang til Gud, om han maatte faa Lov, naar han blev stor, at reise omkring, lig denne Mand, at prædike Guds Ord. Der var altid et Ønske hos ham, at han maatte komme til Himmelen, naar han skulde dø; men han vidste ikke hvorledes.
Hans Lyst var til Søen; men Forældrene ønskede ham helst ind i Sølvværkets Tjeneste, hvilket han ogsaa kom den 18de April 1857.
Den 16de September 1864 indtraadte han i Ægteskab med Maren Sofie Jørgensen, der ligeledes var meget paavirket af Guds Aand ; thi hun havde en kristelig Moder, som havde Indflydelse over bendes unge Hjerte.
I April 1870 blev han Elev af Kongsbergs Sølvværks elementære Bergskole, forat uddannes til Opsynsmand. Efter 2 1/4 Aars Kursus udgik han af Skolen, som No. 1. Den 2den Januar 1873 blev han ansat, som Ertsskjeider (Opsynsmand over Skjeidningen), hvilken Plads han indehavde Resten af sin Tid i Værkets Tjeneste; men da skulde han blive forfremmet til en mere og bedre aflønnet Post; men paa Grund af hans Kald til Missionsgjerningen maatte han frasige sig denne Bestilling.
Vinteren 1875 kom han til at høre Methodisterne og baade han og hans Hustru blev alvorlig grebne af Sandheden og fik omtrent samtidig Fred med Gud.
Natten imellem 1ste og 2den Pintsedag samme Aar, viste Gud ham klart igjennem en Drøm, at Methodistkirken var den Gren, hvor han skulde opslaa sit aandelige Paulun, og den 1ste August næst efter blev han sammen med sin Hustru optaget i Methodistkirken.
Han fik nu Kald baade inden- og udenfra at virke for Herren, og nu gik hans Barndomsønske i Opfyldelse, idet han hver Søndag drog udover Landet, (undertiden indtil 2 Mil) forat vidne om Jesus, og det var ikke forgjæves. Sjæle frelstes.
Januar 1878 blev han lagt paa Sygeleie og blev omtrent opgivet af Lægen som uhelbredelig. Ved Siden af Guds Børns Forbønner gav han selv Gud det Løfte, at dersom han vilde helbrede ham, og han havde Brug for ham vilde han ofre sig helt for Herren Resten af sit Liv, og en Dag følte han Herrens helbredende Kraft at gjennemstrømme sit Legeme. Lægen blev forbauset, naar han undersøgte ham, og han maatte erklære, at intet Spor var tilbage af Sygdommen, men et Underværk var skeet.
6 Maaneder derefter den 3die September (hans Fødselsdag) blev han igjennem Pastor M. Hansen kaldt til Missionsgjerningen, hvilke Kald han efter nøie Overveielse og megen Bøn til Gud modtog efter 2 Dages Forløb, og det paa Grund af sit givne Løfte til Herren.
Efter 21 Aars lykkeligt Ægteskab og 7 Aars trofast Samarbeide i Herrens Vingaard, døde hans Hustru i Laurvik (kun 41 Aar gammel) den 27de Marts 1885.
I deres Ægteskab havde de havt 11 Børn, hvoraf 5 var ilive, saa dette var et meget tungt Bæger for ham at tømme; men Herren stod ham bi.
I 3 Aar strævede han nu alene med de smaa moderløse; men fandt, det var ikke godt at være alene, hvorfor han igjen den 26de April 1888 indtraadte i Ægtestand med Marie Halvorsen fra Holmestrand (27 Aar gammel). Hun var bleven omvendt til Gud blandt Methodisterne i 17 Aars Alderen. Efter 9 Aars lykkeligt Ægteskab kan det siges om den 2den Hustru, som om den 1ste, hun er en trofast Hjælper i Missionsgjerningen, en kjær Ægtefælle og en øm Moder for sine Børn.
De lever begge i salig Forventning om Herrens snare Gjenkomst og ønsker at være til Velsignelse, hvorhen Herren maa sende dem.